Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I almindelighed vil det ikke være en type som den store eventyrdigter, der falder en i tankerne ved udtrykket "psykopat", snarere en anden type også af stor berømmelse, selv om denne berømmelse er af en anden art og mere begrænset i tid og rum. Jeg tænker på den person, som under navnet "Marquis de Sade" for nogen tid siden figurerede i aviser og ugeblade. Nu er han næsten glemt, selv om navnet i lang tid vil vække mindelser og er på vej til at blive myte. Der er den store og fundamentale forskel mellem den ægte digter og den falske marquis, at førstnævnte, selv om hans billede ikke kommer så meget i avisen, har skabt noget, som i århundreder kan glæde og inspirere andre, og foruden de eventyr, han digtede, var det naturligt, at han kaldte sine erindringer "Mit livs eventyr". Sidstnævnte, den falske marquis, vil om sit livs eventyr sikkert ikke kunne skrive meget andet, end aviserne allerede har skrevet. Han søgte også at realisere noget eventyrligt, men på den måde, at han med sin spaltede bevidsthed prøvede at gøre sin forfængeligheds drømme til liv og virkelighed, og det strandede han på, fordi kunstneren i ham var mindre end psykopaten, medens det modsatte gjorde sig gældende hos H.C. Andersen.

Vi er alle psykopater, eller rettere: vi har alle det psykopatiske som muligheder i vort sind, og det er ikke, som nogle måske vil mene, noget forfærdeligt, om end det i visse tilfælde kan være slemt, men også det vil overvindes, Det er sygdom, noget psykisk sygeligt, men vi må ikke glemme, at sygdom også er et middel, gennem hvilket en organisme befrier sig for nedbrydende fremmedstoffer, i dette tilfælde en psykisk organisme. Ligesom et barn helst skal have gennemlevet visse børnesygdomme, inden det bliver voksent, og derved blive mere modstandsdygtigt, skal vi også på vor lange vandring fra dyr til menneske gennem mange overgangstilstande, hvor vi ikke kan undgå psykiske børnesygdomme, som vi efterhånden vil være mere og mere modstandsdygtige over for. "Fremmedstofferne", som vi må befri både vore psykiske og efterhånden også vort fysiske legeme for, er alt, hvad der på nogen måde hører dyreriget til, og det er ikke nogen kort og nem proces, den strækker sig over mange inkarnationer. Vi er ikke mere rene dyr, og vi er endnu ikke rigtige mennesker, vi arbejder os langsomt ud af instinkternes og de ustyrlige begærs mentale urskov mod lysere og mere harmoniske tankeklimaer, hvor dyret vil være forvandlet til et menneske, der er i stand til at skabe og opleve gennem stadigt rigere nuancer af energikombinationer. Det er en nedbrydnings- og opbygningsproces, der foregår, og så længe de animalske kræfter i vort sind kæmper for at have magten eller blot for at overleve, må vi gennemleve en række overgangstilstande, en forvandlingsproces, der finder sted, fordi vi inderst inde selv ønsker det. Når Martinus taler om "djævlebevidsthed", understreger han, at det ikke er en mentalitet, som findes hos overnaturlige væsener, men forskellige variationer af mentale klimaer, som findes i de jordiske menneskers sind. "Djævlebevidsthed" er animalske mentale energier forbundet med menneskelig intelligens eller menneskelig følelse på en sådan måde, at jungleloven "den stærkeres ret" dominerer enten gennem magt eller list. Men hvad har det med psykopatiske elementer i mennesket at gøre? Det har det på den måde, at "djævlebevidstheden" ikke blot findes hos de mennesker, hvor den udfolder sig som den rene sadisme, det Martinus kalder "djævlepsyke", men der findes større og mindre "stumper" af denne bevidsthed hos os alle, og i en del mennesker, mænd såvel som kvinder, der på mange måder er meget menneskelige og temmelig fremskredne i polforvandlingen, findes som mentale "fremmedstoffer" i bevidstheden rester af denne "djævlebevidsthed", fremmede for det menneskelige, som er under udvikling, men dog ikke mere fremmede, end at disse energikombinationer til tider kan dominere i bevidstheden, i visse tilfælde få helt magt over den. Disse mennesker er ikke "onde", men løbsk fantasi, forfængelighed, løgnagtighed, ønske om at spille en rolle måske i forbindelse med mindreværdsfølelse og andre mere eller mindre skjulte egoistiske tilbøjeligheder kan ligefrem i perioder "besætte" dem, kræfter, der ellers kun førte en skyggetilværelse i sindet, tager herredømmet for en tid, og det kan føre mange ubehageligheder med sig, ja, i visse tilfælde få meget tragiske udfald, hvilket dog – set i kosmologiens perspektiv – er en sygdom, der vil helbredes og medfører ganske specielle erfaringer, der kan gøres menneskeligt positive.

H.C. Andersen har i et af sine geniale eventyr skildret denne tragiske tilstand. Og når han har kunnet gøre det så godt, er det jo netop, fordi han i sin kunstneriske smeltedigel formåede at sammensmelte oplevelser fra den ydre verden med sit sinds tankeklimaer, så disse sidstnævnte personificeredes og fik liv, blev til almenmenneskelige symboler, der fortæller noget om kræfter, der bor i os alle.

I "Skyggen" fortæller Andersen om en lærd og følsom mand fra Norden, der er på besøg i de hede lande, hvor han fandt alting mageløst undtagen den stærke sol. Han bliver mager, og selv hans skygge skrumper ind. Kun om aftenen, når han sidder ude på altanen og nyder aftenkøligheden, og lyset brænder inde i stuen, vokser skyggen og når helt over til genboens altan. Manden har længe undret sig over, hvem der boede der. Han har hørt dejlig musik komme ud fra værelserne bagved døren, som står på klem, men han har aldrig set nogen. Kun én gang, lige da han vågnede, og søvnen sad ham i øjnene, så han i et glimt en yndig jomfru mellem blomsterne på genboaltanen, men da han kom op og kiggede ud bag gardinet, var hun borte. Nu ønsker han, at hans skygge skulle gå inden for og se sig om og komme tilbage og fortælle, hvad den har set, og da han rejser sig og går ind ad sin egen dør, går skyggen ind ad genboens.

Lang tid senere, da den lærde herre for længst er taget tilbage til sit fædreland, hvor han tager sig det nær, at ingen gider interessere sig for hans tanker om det sande, det gode og det skønne, dukker skyggen op igen, nu som en velklædt herre i sort med guldkæde og diamantringe, "i de allerbrillanteste omstændigheder", som skyggen selv udtrykker det. Den har klaret sig fint i verden, lige siden den kom gennem den åbne altandør ind til, ja, det viste sig, at det var "poesien", som boede overfor, hvilket skyggens herre altså ikke havde været tilstrækkelig energisk og engageret til at finde ud af. Som skygge måtte den holde sig i det funkle forgemak i genbohuset, "for ikke at blive slået ihjel af lys". I forgemakket til "poesiens hof" havde skyggen opholdt sig så længe, at den blev en slags menneske af det, men det var blot overfladisk kundskab, den var i stand til at erhverve, og senere erhvervede den "hele den menneske-fernis": klæder, der skaber folk, position og rigdom, og den lærte, hvad dens herre, det lærde og følsomme menneske aldrig havde lært, at "forstå sig på verden" og udnytte den. Skyggen slutter sit besøg med at tilbyde den lærde herre at tage med den på rejse – som skygge! "Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejser!"

Historien har ikke "happy end", ikke blot ydmygelsen, at spille skyggens rolle, må manden tåle, hans "herre", der er blevet forlovet med en prinsesse, til hvis land de er rejst, kalder ham til sig og siger: "Du skal altid bo hos mig på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade sig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige, at du nogensinde har været menneske, og én gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig se, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal; jeg kan sige dig, jeg gifter kongedatteren; i aften skal brylluppet holdes!" Det bliver for meget for den lærde mand, han truer med at gå til kongedatteren og fortælle alt, men arresteres og erklæres for sindssyg, "en stakkels skyggehjerne", der tror, at han er menneske. H.C. Andersen lader til slut den nøgterne og foretagsomme prinsesse tage affære, hun siger: "Stakkels skygge, han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at befri ham for den smule liv han har, og når jeg rigtig tænker over det, så tror jeg, det bliver nødvendigt, at det bliver gjort af med ham i stilhed."