Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra fjerde bind, stk. 1082.

"Da selve sansningen udelukkende betinges af, at tingene eller detaljerne i sanseområdet er forskellige, bliver denne tingenes forskel en lige så absolut realitet som selve sansningen. Når vi derfor f.eks. siger om et væsen, at det er "uretfærdigt", vil det i virkeligheden sige, at vi udtrykker den "begrænsning" eller den kontrast, den særlige handling eller foreteelse har i sanseområdet, altså en egenskab nævnte foreteelse absolut må have, thi ellers ville vi jo umuligt kunne sanse den. Den udgør altså en modsætning til de detaljer i vort sanseområde, vi opfattede som "retfærdige". Var den ikke netop en modsætning til disse, ville vi jo have opfattet den som ét med disse detaljer, og dermed ville den have hørt ind under det, vi opfatter som "retfærdigt". Det er naturligvis det samme, der er tilfældet, når vi siger, at noget er "kærligt", noget er "ondt", noget er "stort", noget er "småt", noget er "genialt" eller "primitivt" o.s.v. Disse udtryk er alle hver især et registreringsudtryk for den særlige kontrast, hver enkelt af de nævnte foreteelser udviser, markerer eller kendetegner sig ved i forhold til de øvrige foreteelser eller detaljer i sanseområdet. Når der derfor er tale om sansning, kan man ikke ignorere disse detaljer eller påstå, at de er "illusioner" inden for selve oplevelsessfæren, "nuet" eller "tiden". Hver enkelt er en absolut realitet, uden hvilken sansning ville være umulig. Når et menneske opfatter et andet som "ondt", så vil denne opfattelse være en virkelig realitet i det samme væsens sanseområde. Dette vil igen sige, at i nævnte område er alle detaljer indstillede i et sådant forhold til hverandre, at helhedsvirkningen, eller det samlede facit heraf er af en sådan natur, at det fremmede væsens natur i forhold hertil absolut må forekomme som "ond". Men dette betyder ikke, at nævnte væsen i absolut forstand virkelig er "ond". Der kan nemlig være andre sansesæt eller sanseområder, i hvilke det pågældende væsen forekommer som det modsatte. Dette vil altså sige, at detaljerne i disse andre væseners sanseområder har en sådan helhedsfremtræden, at nævnte væsens fremtræden her er en absolut større eller mindre kontrast og derfor uundgåeligt må bevirke over for nævnte helhedsvirkning, at samme væsens fremtræden da må forekomme som "god". På samme måde forholder det sig med al sansning. Det, der synes "godt" for det ene væsen, kan samtidigt synes "ondt" for det andet, det der er "skønt" for det ene, kan være "uskønt" for det andet væsen og således fremdeles på en masse felter. Men hvem har så ret? – De har absolut alle ret. Tingene er virkelig "onde", "gode", "skønne" og "uskønne" i de sanseområder, i hvilke de fornemmes eller sanses således. Hvordan skulle de ellers være? – Hvis ikke det var således, hvad skulle så bære sansningen? – Bedømmelsesevnen og dermed bedømmelsen af det sansede eller oplevede beror jo udelukkende på dets kontrast eller forhold til de i de samme sanseområder i forvejen eksisterende detaljer. Det er netop det samme princip, der gør sig gældende, hvis man f. eks. efter at have holdt sin hånd i noget vand, der er 5 grader varmt, stikker den ned i vand, der er 15 grader. Man vil da føle dette vand som "varmt". Hvis man derimod først holder sin hånd i vand, der er 30 grader, ville man kun kunne føle vandet på de 15 grader som "koldt". Da al sansefornemmelse således udelukkende beror på den kontrast eller afvigelse, det sansede udgør i forhold til den i sanseområdet i forvejen allerede eksisterende erfaringers eller oplevelsers særlige natur, kan et væsen jo umuligt sanse eller opleve på nogen som helst anden måde end den, dets allerede tidligere oplevede erfaringer og disses placering i sanseområdets centrum eller periferi tillader eller betinger. Fornemmelsen "kold" eller "varm" er virkelige realiteter i det givne "nu", i hvilket de opleves. At to mennesker i dette samme "nu" ikke føler de 15 graders varme ens forandrer således ikke princippet. Om de skal føle en eller anden varmegrad som "varme" eller "kulde" vil altså være afhængigt af, hvilken varmefornemmelse de umiddelbart i forvejen har oplevet. Det samme gør sig jo også gældende med oplevelse af "tid". Hvis man venter på noget, man længes meget stærkt efter, forekommer denne ventetid som "lang", medens den samme ventetid fornemmes som "kort", hvis man er i en situation, hvor man befinder sig meget vel og derfor meget nødigt vil have, den skal ophøre. I første tilfælde kan minutterne næsten fornemmes som timer, medens timerne i sidste tilfælde næsten kun opleves som minutter. Begge fornemmelser af tidens hastighed eller forløb er således absolut lige rigtige i de pågældende væseners sanseområder. I modsat fald, hvilken af de to væseners fornemmelse vil da være rigtig? – "

 

(Citatet fortsættes i næste Kontaktbrev.)