Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Af samtlige livets kunstformer må kunsten at resignere uden tvivl regnes for en af de største. Sit fornemste udtryk har denne kunstform fundet i Jesu berømte ord i Getsemane Have: "Fader, ske ikke min, men din vilje!" Intet kan i virkeligheden overgå denne koncentrerede bøn, i hvilken det hidtil største menneske på jorden udslettede ethvert af sine egne ønsker til fordel for fuldbyrdelsen af den mission, livet eller Guddommen havde lagt på hans skuldre. Med denne ene bøn blev Jesus den største model for ethvert menneske, for hvem dette at måtte resignere er blevet et problem. Disse ganske få ord tegner en vej, vi alle, før eller senere, må vandre.

Når man betænker, hvor mange mennesker der fødes ind i vor verden med et fysisk eller psykisk handicap, og hvor mange mennesker der, omend sundt født, siden hen rammes af sygdom eller ulykke på en sådan måde, at det såkaldte "normale liv" så at sige tages ud af deres hænder, forstår man, at resignationsproblemet er noget, der kan komme til at angå os alle i en sådan grad, at det er godt at vide lidt om dets kosmiske natur og hensigt. Det ligger i den menneskelige egoismes natur at forestille sig, at man selv er uden for de store smerters, de store modganges område. Så længe alt er medgang, fysisk såvel som psykisk, tegner livet sig jo med store lyse kurver. På alle områder kan det synes at indfri enhver forhåbning, man har stillet til det, og en sådan situation fylder naturligvis sindet med glæde og en ofte lidt for farlig optimisme. Jeg har ofte tænkt over, om det ikke netop er dette forhold, Jesus havde i tankerne, da han formulerede sin berømte og meget vise sætning: "Hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder!"

Af alle forestillinger, der gør os fortræd, er ingen farligere end forestillingen om, at vi kun har dette ene fysiske liv. Den indsnævrer vor åndelige horisont og dræber vor mulighed for allerede tidligt i vort liv at komme i kontakt med både det store universelle liv og vor egen evige fortid. Denne forestilling er som et stort sort tæppe, der hægtes rundt om dette liv og derved tvinger os til at gøre det til noget, der aldrig var dets inderste bestemmelse, nemlig til et perspektivløst liv uden indre virkelig dyb mening. På den anden side har ét-livs opfattelsen også et stort gode, dette, at den ligesom tvinger os alle til netop den koncentrerede indstilling på materien, som gør det muligt for os at blive hastigere mæt af den materialisme, der, hvor storartede ting den end bringer os, aldrig kan løse vort livs dybeste problemer.

Millioner af mennesker jorden over begynder at gennemskue dette forhold. Selv om mange lever på ideen om, at vi nu befinder os i "atomalderen", er sandheden dog stadigt den, at vi lever i maskinalderen, lever i en periode, hvor alt det, hånden før måtte udrette, nu erstattes af maskiner, hvis produktionskapacitet simpelt hen i næsten raketfart fører os alle frem imod en rent fysisk velfærdsstat. Fysisk ja, men ikke åndelig. Jo mere velstanden øges verden over, desto mere åbenbarer selve det fysiske liv verdens åndelige mangler. Selv om man med stor tolerance i hjertet tager samtlige politiske systemer af idag op til en stilfærdig vurdering, kan man ikke undgå at se, at de taget hver for sig tvinger utalte millioner af mennesker verden over til at resignere fremfor at gå ind i den kamp, der måske ødelægger både dem selv og deres familie. Hvad en Hitler og en Mussolini for ikke at nævne en Stalin skabte på disse områder, ved vi, men vi ved også en hel del om, hvad nulevende magthavere præsterer, og det ligegyldigt hvor på kloden de er placeret. Menneskets drøm om ret til "frit at tænke, tro og tale" er stadig væk en urealiseret drøm!

Men er det ikke netop alle disse forhold, der gør resignationsproblemet mere aktuelt end nogen sinde? Påføres vi ikke alle oplevelser i et stadigt voksende tempo, oplevelser, der gang på gang ryster os og udløser farlige reaktioner i blod og nerver? Er det ikke således, at vi næsten dagligt kommer ud for ting, som vi kun kan magte, om vi i os netop ejer evnen til at resignere, evnen til at sige til os selv: "Den sten du ikke kan løfte (uden at komme til skade), lad den ligge!"

Da jeg altid har opfattet evnen til at resignere som den mest eftertragtelsesværdige, der findes, ja, måske den nyttigste af alle evner, har jeg brugt megen tid på ad de veje, der står enhver åben, at komme på sporet af dens inderste, kosmiske hensigt. For problemet er tvedelt. At resignere behøver nemlig ikke at betyde, at man giver op. Dette er resignationsproblemets negative side. Blot at give op og vende et problem ryggen løser ikke problemet, det udskyder kun dets virkelige løsning. Dets positive side kan måske bedst udtrykkes med et gammel-kristeligt udtryk, nemlig at man lægger det, man ikke kan magte, i "Guds hånd" i klar erkendelse af sin egen midlertidige magtesløshed. Man erkender, at man simpelt hen ikke magter det opståede problem lige nu, eller også indser man, at ens egenvilje på det givne område ikke er i kontakt med Forsynets vilje, hvorfor man afskriver sit eget ønske. Begge disse tilstande er ethvert menneske i berøring med hver eneste dag – og hver eneste dag sprænger utalte tusinder af mennesker deres eget nervesystem i blind trods mod disse livsvilkår.

Vender vi os nu direkte imod de dybereliggende kosmiske årsager til disse livsvilkår, kan vi ikke undgå at se, hvorledes troen på ét-livs-tanken er en af de mest åbenlyse årsager til, at så mange mennesker har så svært ved at resignere, som tilfældet er. Indstiller man sig på denne tanke, bliver livet næsten uudholdeligt grusomt, idet den i virkeligheden så åndeligt umodne ungdomstid, som jo dog er det rent fysiske livs kulmination, uundgåeligt kommer til at fremtræde som livets bedste tid. Utalte millioner forsøger ad hartad utrolige veje at "forlænge" denne ungdomstid med det resultat, at de uundgåeligt ender i det latterlige. Andre gribes af panik, når de første tegn på alderdommen melder sig, og atter andre havner i det dybeste mismod og finder, at "nu er livet forbi". Intet sted stiller livet større krav til os alle end netop der, hvor manddommen møder alderdommen. At møde sin alderdom med fremstrakte hænder står for mig som et af de krav, vi alle tidligt burde stille os selv. Men hvor mange gør det?

Men er det ikke netop ét af de forhold, der skaber mulighed for en åndelig nyorientering i det nogenlunde udviklede menneske? For mennesket selv kan jo ikke blive gammelt. Så længe dets åndsevner er intakte, er det i sig selv evigt ungt. Meget kan man bebrejde menneskene, men absolut ikke, at deres kroppe, som de instrumenter for ånden de alene er, slides op. Dette har altid været ethvert instruments lod. Nej, hvad man måske kunne bebrejde menneskene (men ikke gør, når man lærer livet at kende, som det virkeligt er), er det ulyksalige misbrug af livet, som finder sted, og som resulterer i, at alt for mange får en både bitter og uendelig trist alderdom. Et-livs-tanken fører uundgåeligt til en til tider næsten vanvittig overdrivelse af rent fysiske begær. Dagligt læser vi om, hvorledes mænd i deres allerbedste alder, nemlig mellem 50 og 70, dør af overanstrengelse. Overanstrengelse – med hvad? Med at bevare deres fysiske position. Utallige falder her for den "bordet-fanger-politik", de selv har startet, og befinder sig umiddelbart efter på et livsplan, hvor den så højt beundrede direktørmentalitet ikke helt er det aktiv, den er her.

Hvor helt anderledes med mennesket, for hvem livet er en evig realitet. For hvem dette at have levet før dette liv er lige så naturlig og selvfølgelig en tanke som den, at livet naturligvis fortsætter, når hjertet her standser sine slag. Et sådant menneske har en langt større evne til i alle livets forhold at kunne resignere uden bitterhed. For resignation med bitterhed som konsekvens er måske noget af det ondeste, livet kan lade et menneske opleve. At skulle gøre en ting mod sin vilje er altid svært, men dobbelt svært, når man ikke evner at se den indre mening dermed. Og det kan mennesket uden kosmisk indsigt ikke. Derfor tegner den påtvungne resignation bitre furer i dets ansigt og kan på år ændre hele dets ydre fremtræden til at blive en karikatur af, hvad det engang var. Modsat det kosmisk indstillede menneske, der netop i sit hjerte har gjort sig til ekspert i kunsten at bede: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige vilje!"

Alle må vi lære at skelne mellem begærledet vilje og forstandskontrolleret vilje. Alle må vi – før eller senere – lære at forstå, at vi, hver for sig, kun udgør en lille del af en altovervældende helhed. Og at det først er muligt for os at finde en virkelig balance i livet den dag, vi bevidst samarbejder med denne helhed. Men har man lært denne lektie, lært den, så den udgør en del af en selv, udgør selve ens livsfundament, står man meget stærkt. For da evner man at resignere uden bitterhed. Da protesterer man ikke imod, at livet ikke vil det, man selv gerne vil. Da går man ikke "i krig" hverken med det ene eller det andet. Da bøjer man sig simpelt hen, og skal galt være, foretrækker man hellere selv at lide uret end at begå uret imod andre – uden at dette medfører ødelæggelse af ens egen sjælefred. Ingen af os er født fuldkomne. Dette er måske værd at erindre sig i en verden, hvor dette at være "højt udviklet" for mange mennesker synes at være et nyt ideal, der tiltrækker dem på samme måde, som man før var draget imod andre rent ydre idoler. Nej, at være menneske, først og fremmest menneske, står for mig som det mål, vi alle burde stræbe imod. Thi at være menneske, i dette ords inderste og skønneste betydning, er at tjene. Er at indse, at så farligt er livet i vor verden, at den, der den ene dag er udskreget som et guddommeligt geni, den næste meget vel ikke alene kan være glemt, men glemt så konsekvent, som havde han aldrig eksisteret! Alle bør vi være varsomme med at ophøje os selv, men vi bør også være varsomme med at ophøje andre! Persondyrkelse har altid været af det onde, har altid ført til skuffelser og sorg. Mon ikke det var dette, der var i hans tanker, der for hundreder af år siden med runer skrev: