Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Stille toner højsæsonen i vor store ferieby ud. Om få dage er den forbi, og samtlige vore lejligheder og værelser vil da på ny blive overtaget af syge og ældre mennesker, der, det ved vi, vil nyde sensommeren heroppe i fulde drag. Men hvordan gik så denne sæson, der er den hidtil største, vi har oplevet? Ikke et værelse, ikke en lejlighed har vi haft ledig siden den begyndte, og selv om sommeren ikke vejrmæssigt har været den skønneste, vi har oplevet, så har den dog sammenlignet med sidste år været det rene eventyr!

Fra alle sider har jeg hørt, at denne sommer netop blev det, vore gæster ønskede. Vi har aldrig haft så megen undervisning, og vi har aldrig haft en større deltagelse i de enkelte foredrag. En gæst jeg havde, og som oplevede feriebyen for første gang, udbrød efter det ene foredrag, han havde lejlighed til at høre: "Nu forstår jeg bedre, at man kan samle mere end hundrede mennesker indendørs i selv den skrappeste varme!" (Vi havde hedebølge den dag, han besøgte mig.) For os, der har den daglige ledelse af feriebyen, har det været et eventyr, at samtlige om- og nybygninger nu er så godt som færdige. Et enkelt år til og, derom er jeg overbevist, feriebyen vil fremtræde som en afrundet helhed – et lille paradis midt i en af de skønneste egne i vort land!

Et af de forhold der efter manges udtalelser har gjort denne sommer til noget specielt for dem er, at vi i år har lagt hovedvægten på dette "at være"! Fuldt belagt rummer Kosmos Ferieby nu op imod ca. 400 mennesker, og det siger sig selv, at det ikke er noget lille problem at skabe den helt rigtige ferie for så mange. Når det år efter år er lykkedes, og det føler vi alle i særlig grad i år, beror det simpelt hen dels på vor store fællesinteresse, men også på, at denne fællesinteresse nu langt om længe er ved at få de kår, under hvilke den bedst kan trives. Hvad vor nye foredragssal her har betydet, kan kun den vide, der før måtte arbejde under forhold, der var blevet helt umulige. I dag ligger foredragssalen midt i feriebyens "hjerte", og den er i brug fra morgen til aften. Det er livet i den, der udgør denne feriebys indre hemmelighed, thi der løber sagens "blod" ind, "filtreres" og vender tilbage i renset stand til denne plads, som trods sine ydre tiltalende forhold dog i sit indre er en skole af helt usædvanlig karakter.

"At være" –! Gennem en lang række foredrag har jeg i denne sommer søgt at vise de mange deltagere, at åndsvidenskaben, et navn jeg iøvrigt ikke er altfor begejstret for, som alt andet i livet har to sider. Den kan blive gold og steril, om man ikke tager sig i vare – og den kan blive det mest varmende og livgivende, der overhovedet eksisterer! Det hele afhænger af, med hvilket sind man selv nærmer sig den, om man rent intellektuelt styrter sig ud i dens hav af detalje-analyser og gør selve detaljerne til det egentlige, eller om man søger imod den for ud af dens helhedssyntese af finde kraft og mod til at leve det daglige liv, vi alle må leve. Her deler vejene sig, og helt bestrides kan det vel ikke, at mange mennesker i den første del af deres liv og deres første møde med åndsvidenskabens mange analyser falder for fristelsen til at gøre åndsvidenskaben for åndsvidenskabens egen skyld til det væsentligste. Der er noget berusende i at kunne komme til at vide så meget, til så at sige at kunne spille bold med sole og mælkevejssystemer både i makro-, mellem- og mikrokosmos.

Men denne indstilling til åndsvidenskaben er gold og steril i sig selv. Den fører altfor let til en ny form for åndshovmod, en ny form for sjælelig arrogance, hvor midlet altfor let forveksles med selve målet. For hvad er målet, det virkelige mål? Er det ikke ved hjælp af dyb åndelig indsigt at blive et virkeligt værdifuldt menneske? At blive elsket af sine omgivelser, fordi man ved sin væremåde spreder sol og varme omkring sig, ja, fordi man simpelt hen gennem sin viden er kommet på sporet af alle religioners inderste og dybeste krav: at være til glæde og velsignelse for hvem man end kommer i berøring med!

Det er dette mål, Martinus har givet sit liv til at lære os at kende! Han har aldrig lagt skjul på, at al kundskabstilegnelse for ham kommer i anden række. For ham er væremåden det centrale, fordi det alene er igennem den, at et menneske afslører, hvor meget af hans verdensbillede det har forstået. For ham står det ganske klart, at ligegyldigt hvor meget man end tilsyneladende ved, så er det alene den måde, hvorpå man reagerer over for livets tilskikkelser og her især modgang, der afslører ens sande viden. Og da det alene er ens sande viden, altså den man evner at omsætte i livspraksis, der bestemmer, hvornår den oplevelse, man higer imod, nemlig den Martinus har givet navnet "Den store fødsel", vil indfinde sig, er det intet under, at enhver før eller senere kan komme til at tage sit forhold til åndsvidenskaben op til en grundig omvurdering.

Selv har Martinus jo aldrig skjult, at han afskyer enhver form for diskussion og ønsker dette begreb afløst af stilfærdige samtaler på tomandshånd, altså i en atmosfære af fælles hengivenhed og dyb tolerance. For ham fører de af så mange yndede diskussioner altfor let til en arrogant fremstilling af egen viden på bekostning af andres mindre underbyggede indsigt, hvad der igen meget let fører til alt andet end indbyrdes kærlighed og livslangt venskab. Martinus har aldrig skjult, at der meget let kan opstå en dyb og farlig kløft mellem viden og væremåde, derfor hans meget kloge ord om, at "intet menneske ved mere (om det virkelige liv), end det har grædt sig ind til!"

Vi er mange, der har indset dette og derfor har sat al vor kraft ind på at gøre vor store ferieby til et træningsområde for denne indstilling. For os er Martinus kosmiske analyser ikke et mål i sig selv, men derimod et middel til at få netop det liv, vi drømte om i vor pure ungdom, et liv hvor indbyrdes kærlighed skulle være det bærende ledemotiv. Ingen af os postulerer os selv hverken fuldkomne eller synderligt højt udviklede. Hvorfor dog stræbe imod åndelig uhæderlighed? Det er i forvejen svært nok at leve livet med de sind, vi hidtil er nået frem til at besidde, hvorfor bevidst gøre det sværere? Hvorfor ikke gå den modsatte vej og acceptere os selv, som vi virkeligt er og så med Martinus hjælp få alt det bedste ud af det, vi netop er?

Vi har talt meget om dette og enedes om at yde en indsats til fordel for denne livsindstilling netop på denne plads, hvor så mange ensomme og ofte ulykkelige mennesker søger hen for at finde den indre fred og harmoni, de som vi længes efter at opleve. Og når denne sommer vil gå over i vor erindring som noget for sig selv, skyldes det netop, at vi i år aktiverede denne indstilling således, at livet heroppe fik en lysere, en lidt mere livsnær tone end tidligere somre. Vi er blevet bevidste i, at vort eget liv er ret kort, og at vi af hele vort hjerte ønsker, at netop denne plet skulle være et sted, hvor væremåden er det centrale, og at kundskaben her må komme i anden række.

Ingen af os benægter værdien af intelligensens store betydning, men livet har lært os, at større end videnskaben er visdommen! Og større end den rent intelligensmæssige forståelse af Martinus verdensbillede er den intuitive, simpelt hen fordi intelligensen i sin kølige, neutrale form aldrig stiller de samme krav til ændret væremåde som den varmende og levende intuition. Sandt nok er vor intuitive evne endnu meget beskeden, men den er der. Og det er den, der, når vi læser Martinus egne værker, gang på gang får os til at sige til os selv: "Ja, sådan er det, sådan må det simpelt hen være!" – og så får os til at undre os over, at vi dog ikke kunne tænke det selv!

Gennem et snart langt liv har jeg nu set Martinus sidde bøjet over sit skrivebord eller stå bøjet over sit tegnebord for enten at skrive sine bøger eller give os sine vidunderlige symboler, og det står ganske klart for mig, hvorfor han har anstrengt sig så meget for at give os sin viden i netop den form, tilfældet er. Det har han simpelt hen gjort, fordi han ved, at hans tanker vil nå mennesker, som ikke har blot mindste chance for al den undervisning, alle de foredrag, der er blevet os til del. Han ved, at hans bøger når mange ensomme mennesker, som af livet er blevet dømt til at leve under forhold, hvor kontakt med åndeligt ligesindede så at sige er udelukket. Derfor disse bøgers omhyggelige opbygning og indre, kærlige tone. Årene er gået, og en rig produktion fra hans hånd står nu til vor rådighed og krones inden længe med første bind af den symbolbog, mange af os har ventet i næsten en menneskealder. Jeg har ofte påpeget, at sagen som sådan nærmede sig en stor og skelsættende korsvej, og jeg føler, at den nu er meget nær. Thi med udgivelsen af symbolbogen bliver vi alle "lærere" i den betydning, at vi nu hver for sig endelig har den mulighed for at besvare vore omgivelsers spørgsmål absolut korrekt. I dette værk har Martinus beskrevet hver eneste detalje i hvert af sine symboler og dermed givet enhver, der føler blot det mindste kald i sig selv, mulighed for at fuldbyrde dette kald. Og igen står vi her ved det ejendommelige, at medens vi i vort eget studium af hans verdensbillede ganske naturligt anvender al den intelligens, vi råder over, så udgør hans symboler i sig selv netop de intuitive "nøgler", der i samtale med et interesseret menneske åbner for vor sjæls sluser. Her behøver intet menneske at frygte, ordene vil i næsten bogstaveligste forstand blive "lagt på hans læber!" Intet under, at jeg betragter udgivelsen af dette værk, der nok vil lægge byrder på vore skuldre, men ikke sværere end vi magter dem, som den mest afgørende i sagens historie siden afslutningen af selve hovedværket "Livets Bog". Med dette værk i hånden kan enhver af os virkeligt yde en indsats i den nye verdensimpuls tjeneste – ja, jeg tror at turde sige, at vi simpelt hen ikke vil kunne lade være dermed!

– – – – – – –

Kosmos Feriebys 29. sæson vil være overstået, når De har dette brev i hænde. Sollyse dage i samvær med kærlige mennesker vil da igen være et minde for dem, der oplevede dem. Men for den, der som jeg lever midt i denne sag, anes allerede konturerne af den 30. sæson, der alene med det jubilæum, den i sig selv udtrykker, simpelt hen skal blive en oplevelse for sig selv. Det synes mig i dette øjeblik næsten ufatteligt, at så mange år er gået, siden drømmen om denne ferieby så sin første virkelighed. Men årene er gået, og trods storme af selv nok så alvorlig karakter eksisterer vor skønne ferieby ikke alene stadigvæk, men den er i sin nu snart "voksne" alder skønnere end nogen sinde. Vi drømte stort! I sin store kærlighed lod Gud os også opleve noget stort – for mange af os måske det største, vi i dette liv kommer til at opleve!