Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da menneskene lærte at hjælpe hverandre, at løfte i flok, som man kalder det, skete der en gennemgribende ændring i livet på jorden, begrebet civilisation opstod, samfund, byer og stater voksede frem, og mennesket erobrede jorden og gjorde sig den underdanig. Men "at løfte i flok" var gennem lange tider baseret på flokbevidsthed, på suggestion og diktatur. Det måtte det være, da instinkter og primitive følelser arvet fra den dyretilstand, menneskene nylig havde forladt, endnu var de dominerende bevidsthedsenergier hos de fleste mennesker. Der måtte førere til at "tænke" for den store flok, til at lede og dirigere den, der måtte være "underofficerer", der modtog ordrer fra oven og gav dem videre nedefter med autoritet og viljekraft, og magten og autoriteten måtte befæstes og illustreres for den store befolkning gennem ydre kendetegn, en "maske", en "uniform", der viste, at denne person spillede en særlig rolle i helheden. Al reglementeret iklædning lige fra kongers kroningsdragt til underkorporalers stribe på ærmet er udtryk for en sådan ældgammel maskering, der skal virke således, at blot synet af "øvrighedspersonen" indgyder respekt og ærbødighed hos folket, så er det lettere for samme person at udøve sin autoritet.

Men ingen stat, intet samfund, ingen by forbliver uændret gennem årtusinder, og det er ikke blot "tidens tand", der nedbryder den fysiske materie og forvandler byer til ruinhobe, også et andet princip gør sig gældende i nedbrydningsprocessen og er personificeret i mennesker, der spiller en rolle som "udviklingens renovationsfolk". Når verdensomspændende imperier er gået i opløsning, er årsagen ganske vist degeneration af samfundsforhold og samfundsledere. Sidstnævnte bliver samfunds-nydere, ja, efterhånden -snyltere i stedet for at være ledere og opdragere af folket. Men derved opstår der blandt folket elementer, der vil magthaverne til livs, deres autoritetstro er brudt, og de søger at opflamme folket til oprør mod tyrannerne. Måske slås revolutionen ned, men før eller senere bliver oprørslederne de nye magthavere, der overtager hovedrollerne og spiller det gamle spil med visse små ændringer. Er ændringerne udadtil i det lange løb kun små, sker der alligevel noget i folkets bevidsthed, som betyder meget: autoritetstroen nedbrydes lidt efter lidt, og en mere selvstændig tænkeevne begynder at røre på sig. Pøbelen udvikles til individer.

Men hvad er egentlig "det fælles menneskelige"? Først og fremmest er det visse fælles vilkår, som vi alle ubønhørligt fødes til: vi skal alle dø engang. Venner og fjender, rige og fattige, berømte og ukendte mennesker, alle går de den samme vej – mod graven. Døden kan somme tider få mennesker til at tænke ud over de lokale fællesskabers snævre horisont, den kan forsone arvefjenden, som Shakespeare viser det i slutningen af "Romeo og Julie". Døden peger ud over de nære mål, den får mennesket til at tænke: "Hvor kommer vi fra, hvem er vi egentlig, og hvor går vi hen?" Også angsten for, at det hele skal være forbi med døden, lurer bag de hverdagsagtige tanker og følelser. Der er forhold, man ønsker skal ophøre, men livet ønsker man ikke skal slutte. Den spanske filosof Unamuno udtaler tusinder af menneskers tanker og følelser, som de blot ikke formår at udtrykke, når han siger, at intet menneske i virkeligheden kan forestille sig selv som ikke eksisterende og inderst inde ønsker ikke blot udødelighed, men at blive ved med at vokse inden for udødeligheden. Han skriver: "Det synlige univers .... bliver mig for trangt, som et bur, mod hvis stænger min sjæls vinger forgæves slår, og hvori jeg mangler luft til at ånde. Mere, mere, altid mere! Jeg vil være mig selv og uden at ophøre med at være mig selv samtidigt være de andre, indsuge i mig alle de synlige og usynlige tings helhed, udstrække mig i rummets uendelighed og fortsætte mit liv i tidernes uophørlighed. Hvis jeg ikke er alt og for stedse, er det som slet ikke at være til. I det mindste lad mig være mit hele selv og være det for stedse! Og når jeg selv er hel, er også alle andre det. Enten alt eller intet".

Men selvopholdelsesdriften, trangen til at leve er vel egoisme, og det er noget fælles menneskeligt. Hvorfor skal vi da ikke lade stå til og få så meget som muligt ud af livet, selv om det eventuelt må ske på andres bekostning? Fordi livet er fællesskabet, og ødelægger vi det, ødelægger vi det levende. Gennem lange tider har de højere religioner og den højere filosofi prædiket dette for menneskene. Og nogen virkning har det også haft i det lange løb. De revolutionære "renovationsfolk" rev ned, og de virkelige idealister gennem tiderne har været med at bygge det nye op ved at inspirere menneskene og give dem nye impulser. Nedrivning går hurtigt, men det tager lang tid at bygge noget nyt, specielt når dette nye er "et rigtigt menneskerige". I vor tid er der gæring overalt, meget rives ned, og gamle værdier er blevet erstattet med nye. Religionen i sin nuværende form viser sig uden inspirationskraft, videnskabsmændene er for en stor del specialister uden det store overblik, politikerne mister man tilliden til, hvor er førerne, lederne, dem der fik flokken til at synes det naturligt, at de var gudernes sendebud? De mennesker findes, der forsøger at være religiøse og politiske diktatorer; men i dag kan de ikke blive ledere af format af den simple grund, at der ikke er mennesker nok at lede. Flokken er ved at blive tænkende væsener, og selv om flokinstinkterne og de primitive følelser endnu eksisterer, kan de aldrig mere blive grundlag for et guddommeligt diktatur. Men hvad er det da, der er ved at ske? Vi er midt i fødselsveerne i forbindelse med en ny verdens fødsel, et guddommeligt demokrati, baseret på det menneskelige fællesskab. Menneskene er ved at lære – ikke at løfte i flok under kommando som i det gamle diktatur – men at arbejde sammen på basis af den enkeltes individuelle evner til gavn for helheden. Men for at kunne være medarbejder i en sådan proces må man besidde tre kvaliteter: vilje, viden og kærlighedsevne. Hvor de forenes fremstår det virkeligt demokratiske menneske. Viljen er hos mange, som også ved en del om en masse detaljer i livet, men det er viden om detaljernes sammenhæng, der i forbindelse med kærligheden til alt levende gør mennesket til en guddommelig medarbejder. Ordet "guddommelig" er nævnt et par gange i denne artikel, men ikke ordet "Gud", og det er bevidst. Tidligere troede menneskene på Gud og fik at vide, at alt var guddommeligt, selv om man ikke kunne forstå det. Nu skal det udviklede menneske selv erfare det guddommelige i alt og derigennem selv opleve Gud. Det sker uden nogen form for diktatur, men en hjælp til selvhjælp findes, og det er kosmologien, der kan hjælpe den søgende at forstå og se de nære mål i det store perspektiv og ethvert mål som et nyt startpunkt. I sine analyser giver Martinus svaret på Unamunos fortvivlede udråb: "Alt eller intet", der i virkeligheden er et spørgsmål. Og svaret er: Alt! Gennem dette, at mennesket lærer at vokse naturligt ind som skabende individ i et menneskeligt fællesskab, vil det udvide sin bevidstheds cirkel til at omfatte det universelle, og det vil opleve, at i evigheden har alle cirkler samme centrum, men forskellig radius og periferi, derfor er vi evigt individuelle væsener i en evig udvikling, et evigt fællesskab, som er Gud.