Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra femte bind, stk. 1608-09.

"Den første store etape i "den højeste ild"s mission eller omskabelse af det levende væsen bliver altså "indvikling". Men "indvikling" er det samme som skabelsen af modsætningen til frihed, der jo er det samme som "fængsling". Og denne "fængsling" foregår gradvis. Først må det over tid og rum hævede evigt levende væsen fængsles i "materie", fængsles kropsligt eller legemligt. Dernæst må det fængsles "sjæleligt" eller "åndeligt", hvilket vil sige: mentalt eller bevidsthedsmæssigt. Med kulminationen af denne fængsling fuldkommengøres virkningerne af væsenets oplevelse af nydelsen af "kundskabens træ" eller dette at "dø døden". At "dø døden" er igen det samme som i fuld handlefrihed at være offer for den mest omfattende eller kulminerende uvidenhed om livslovene, om sig selv, sin egen kosmiske eller udødelige natur som gudesøn og som tidens og rummets herre. Men hvad nytter det at have fuld handlefrihed, når man ikke har andet end en total uvidenhed at sætte bag ved den vilje, der skal udnytte handlefriheden? – Må væsenets tilværelse ikke netop dermed blive kulminationen af et liv i mystik, et liv i fejlagtig omgang med livslovene og derved blive et liv i katastrofale virkninger, et liv i begivenheder eller rædselstilstande, det ikke kan forstå? –

Da det absolut fuldkomne liv betinges af disse loves totale overholdelse eller opfyldelse, må et liv baseret på uvidenhed om disse love lige så absolut blive et totalt ufuldkomment liv, et liv, der må blive en lige så ulykkelig og lidelsesfuld tilstand, som den anden må være en salighedstilstand, et lykkens og fuldkommenhedens paradis.

Idet "den højeste ild" omdanner det levende væsen til et énpolet væsen og dermed gør "feminisme" og "maskulinisme" til specielle kropslige væsenstilstande, opretholdes det levende væsens adgang til at opleve modsætningen til sin virkelige evige identitet. Uden denne oplevelse ville det aldrig nogen sinde opleve denne sin identitet. Thi det mentale mørke er jo udelukkende det eneste materiale, ved hvilket det kan markere sin virkelige lystilværelse. Kun med "det skabte" kan det "ikke skabte" markeres. Kun med "tiden" og "rummet" kan "evigheden" markeres. Kun med "døden" kan "livet" markeres og derved blive tilgængeligt for sansning eller oplevelse. Den højeste ild er altså en foreteelse, ved hvilken al skabelse, al sansning, al oplevelse af livet bliver til. Den er Guddommens såvel som gudesønnens levende "flammesværd". Den er eventyrenes "tryllestav". Det er den, hvormed "troldmanden" forhekser kongesønnen eller prinsessen. Og det er den, hvormed den lyse reddende "fe" eller "engel" hæver fortryllelsen og bringer såvel den forheksede prins som prinsesse tilbage til lyset og virkeligheden eller til deres oprindelige kongeværdigned."