Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En gæst bad mig en dag under sin ferie om en samtale om et for ham vigtigt problem og fik naturligvis sit ønske opfyldt. Det er jo ikke mindst disse personlige samtalers skyld, at sommeren her fornemmes så uhyre værdifuld, som tilfældet er. Vi mennesker er nu engang ensomme verdener i et umådeligt univers, og jeg tror ikke, der findes nogen større glæde end den, igennem en hundrede procent tillid at få et indblik i et andet menneskes inderste verden. Nu var det gud ske lov ikke nogen personlig sorg eller anden modgang, der var denne gæsts problem, men derimod reinkarnationstanken. For sit eget vedkommende forstod han den i en sådan grad, at den lå til grund for hans vurdering af alt, hvad livet bragte ham i berøring med, så det var ikke det, der var problemet, men derimod den bedste måde til at bringe andre i berøring med den samme tanke. Han havde så ofte prøvet det, men gang på gang uden held, og han følte sig faktisk ret ulykkelig over dette forhold og bad mig nu om hjælp.

Jeg forstod ham, og jeg vil tro, at enhver der har prøvet det samme som han, vil forstå ham. For vi står faktisk her over for noget, der næsten har karakteren af et mysterium! Hvordan går det til, at vi på vor vej møder mennesker, for hvem denne tanke ikke alene er ufattelig, men så fremmed, at de reagerer voldsomt imod den, medens vi i andre tilfælde møder mennesker, for hvem den samme tanke overhovedet intet problem er, så selvindlysende føler de den?

Nu spurgte denne gæst mig lige ud: "Hvordan reagerede De selv, første gang De mødte denne tanke på Deres livsvej?" Skæbnen vil, at jeg meget vel erindrer mit første møde med netop denne tanke, idet jeg simpelt hen ikke kendte ordet "reinkarnation", ej heller dets mening, første gang jeg hørte det. Jeg var, hvad åndsvidenskab angår, ikke alene et ubeskrevet blad, da jeg mødte Martinus, jeg var faktisk et ualmindeligt ubeskrevet blad! Til gengæld havde jeg – det ved jeg nu – en usædvanlig brændende hunger efter at lære livet, det virkelige liv, at kende, så da Martinus første gang forklarede mig reinkarnationsprincippets natur, virkede det på mit sind som "dug på slagne enge!" Jeg syntes faktisk, det var, som om porten til en verden af skønhed, af dybde og underfuld guddommelig plan med alt og alle blev slået op på vid gab for min sjæl – og dette indtryk har aldrig siden forladt mig.

Men det blev ligefuldt en gammel vismand i den sydindiske by Conor, der bragte mig på sporet af årsagen til, at jeg uden protest af nogen art accepterede reinkarnationstanken. Vi sad en stille, varm aften og talte om det for en inder så mærkelige, at Martinus var født i Danmark, dette så fjerne, kolde land højt mod nord. Det stod for ham som noget meget svært for Martinus at skulle forsvare reinkarnationstanken over for et folk, som efter hans formening næppe havde store forudsætninger for at forstå netop den tanke. Men pludseligt lyste hans øjne, og han udbrød fornøjet, at nu forstod han det. Og hans forståelse indebar netop den logik, man altid møder hos disse ædle mennesker, i hvem kunsten at tænke har udfoldet sine skønneste blomster. Sagt kort var hans forklaring den, at utalte tusinder af sjæle fra Asien var genfødt – inkarnerede – i Vesten, og alle disse sjæle havde simpelt hen en medfødt evne til at forstå reinkarnationstanken, en tanke, som han sagde, intet menneske øjeblikkeligt kunne fatte uden i tidligere liv at have levet på den!

Hans forklaring rummede noget centralt, nemlig dette, at al vor evne til at erkende hviler på et medfødt talent, hvilket så igen i dybere betydning vil sige: hviler på en talentkerne. Der er ikke i forholdet til reinkarnationstanken nogen virkelig forskel på et menneskes medfødte evne til at forstå musik eller dets evne til at forstå reinkarnationsprincippet. Forskellen træder blot frem i den kendsgerning, at medens evnen til at forstå musik er anerkendt af alle – uden at alle derfor har denne evne – så er evnen til at forstå reinkarnationsprincippet absolut ikke anerkendt i den vestlige verden i modsætning til det fjerne Østen, hvor intet menneske – muhamedanere og kristne undtagen – blot et øjeblik vil finde på at bestride dens virkelighed.

Det forekommer mig derfor så uhyre vigtigt, at enhver der ønsker at indvie et andet menneske i denne store, skønne tankes reelle eksistens, helt har sat sig ind i den kosmiske "teknik" bag enhver af vore evners tilblivelse, at man med sig selv, ikke overfladisk, men virkeligt i dybden, ved, at det blotte begær alene ikke skaber det mindste talent, men at kun processen: begær – øvelse – talentkernedannelse eller A.viden, B.viden og C.viden eller C.funktion, alene er vejen til udvidelse af den bevidsthed, vi kalder vor. Kunne det blotte begær alene skænke os nye talenter, var vi alle genier!

Har det aldrig slået Dem, at utallige beretninger fra dødslejer afslører, at uendeligt mange mennesker på tærsklen til døden giver udtryk for, at kunne de leve deres liv om, ville de leve det ganske anderledes, end tilfældet blev? Ligger der ikke bag disse sidste ord et ønske om, at kunne de, ville disse mennesker leve deres nye liv langt mere åndeligt, langt mere i overensstemmelse med de høje idealer, de nu føler ville have gjort deres liv langt rigere, end tilfældet blev! Langt de fleste mennesker ved dette, det er derfor, tanken på døden forekommer dem så ubehagelig, som tilfældet er. For inderst inde ved mennesket instinktivt, at døden ikke udtrykker den grænse, den kolde intelligens søger at bevise os, at den er. Inderst inde ved mennesket langt mere om sin egen evige eksistens, end det formår at give udtryk for i tankens verden. Beviset på, at dette udtrykker en sandhed, har vi i den kendsgerning, at ethvert udviklet menneske føler en egen dyb indre tilfredsstillelse ved at fuldbyrde en virkelig god handling, altså en handling, der koster det andet og mere end penge. Det er stadig væk således, at "gør du godt, da se frit op, men gør du ondt – !"

Tænk hvor lykkelig det samme menneske, der nu ønsker, at det kunne leve sit liv om, ville føle sig, om det virkeligt vidste, vidste med hele sin sjæl, at det netop er det, det vil komme til. At Guddommen i sin uendelige kærlighed til det levende væsen og ikke mennesket alene lader enhver vokse, trin for trin, frem imod højere og lysere livstilstande end dem, det allerede har oplevet. Vort liv er kort. For nogle så kort, at det slet ikke får karakteren af at være et liv. Kun sjældent hører vi om mennesker, der virkelig dør "mæt af dage". Langt de fleste opdager for sent, at deres timeglas er ved at løbe ud, at det simpelt hen er blevet for sent at lægge kursen om. Netop derfor forekommer reinkarnationstanken det udviklede menneske så skøn, som tilfældet er. Den indebærer i sig selv, at det aldrig er for sent at begynde at ønske, at begynde at begære et ganske andet liv end det man fik.

Reinkarnationstanken er en fremmed tanke, ja en næsten uacceptabel tanke for mennesket, hvis hele begær er rettet direkte imod materiens verden. Et sådant menneske ejer helt enkelt intet talent for at forstå denne tanke. Går man dets talentverden igennem – altså det man almindeligvis kalder dets evner eller anlæg – vil man se, at de alle bærer et umiskendeligt præg af rendyrket materialisme. Det begærer succes, men en rent fysisk succes. Det vil spille en rolle, men vel at mærke en rolle i den udvendige verden, og vær ikke i tvivl om, at det har sine argumenter i orden! Det forstår slet ikke den tanke, at et liv levet for andre er et liv. Det er normalt så selvkoncentreret, at dets interesse for andre slet og ret er begrænset til forestillingen om, hvilken rolle disse "andre" kan spille i skabelsen af dets egen succes, dets egen "popularitet". Denne livsmålsætning er hverken unormal eller ond. Den er blot, kosmisk set, udtryk for en uvidenhed af temmeligt store dimensioner og indebærer i sig selv så mange muligheder for skuffelse og modgang, at det kun er forsvindende få mennesker, der når at leve deres liv til ende på netop den målsætning uden at opdage, at de ikke alene gik fejl, men endda meget fejl af "vejen".

Modsat denne mennesketype står mennesket, for hvem reinkarnationstanken ikke alene er en acceptabel tanke, men så acceptabel, at den udgør selve ledemotivet i dets liv. Også her står vi over for en livsmålsætning, men denne livsmålsætning er, sammenlignet med den netop beskrevne, af næsten umådelige dimensioner. Thi at samarbejde med en fremtid, der rækker ud over døden, er at samarbejde med evigheden. Dette menneske er bevidst i at være medarbejder i Guddommens primære skabelsesområde eller det område, der alene er den rene og uselviske kærlighed forbeholdt. Mennesket, der ikke forstår reinkarnationstanken, ja måske endog finder den afskyelig, negativ eller hvad det nu kan finde på at kalde den, oplever begrebet "fjendskab" rent bogstaveligt. Det hader sine modstandere og bekæmper dem, hvor det kan komme til det. For et sådant menneske lever på ideen eller forestillingen om, at det har "ret" til at fjerne, eventuelt udslette enhver modstand af den lykke, den succes, det higer imod. Anderledes derimod med mennesket, for hvem reinkarnationsprincippet er en realitet. For et sådant menneske er begrebet fjendskab noget ganske andet. Det er simpelt hen den guddommelige vejledning, der hindrer det i at "storme stjernerne".

Vi skal alle møde modstand på vor livsvej, og vel at mærke en modstand, der gør ondt! Men de, der bringer os denne smertende modstand, er ikke smertens virkelige ophav. De er blot det værktøj, hvormed Gud former vor sjæl! Og at vredes på dette værktøj er ikke alene nytteløst, det er direkte tåbeligt! Ethvert voksent menneske burde vide, at det kom ene ind i denne verden, og at det en dag må gå ene. Og at spilde den kostbare tid med noget så nytteløst som at hade, hævne, forfølge, genere o.s.v. gør kun det menneske, som endnu intet har forstået. Et sådant menneske lever stadig i Guddommens sekundære bevidsthedsområde, er stadig væk en "tjener" i det dræbende princips domæne og må som en naturlig konsekvens heraf "høste som det sår". Men er det ikke denne "høst", der bringer det på "bedre tanker"? Er det, når alt kommer til alt, ikke det, der har fået os til at græde, ikke bitterhedens, ikke hadets, ikke vredens tårer, men derimod angerens og den positive sorgs tårer, er det ikke det, der gør os til mennesker? Gør os til tjenere i den livsform, der hellere tåler uret end udøver uret? Hvad er vi, med Martinus, mere end det vi har grædt os ind til? Jeg ved ikke, om vor store skuespillerinde Clara Pontoppidan kender og deler min opfattelse af reinkarnationstanken, men det er også så ligegyldigt. Læser De medfølgende citat fra hendes bog: "Eet liv – mange liv", vil De se, at hun her, sætning for sætning, bekræfter, hvad Martinus har lært os om smertens dybe betydning for vor åndelige udvikling.

Alle møder vi mennesker på vor vej, der spørger os om årsagen til, at vi handler, som vi gør, og alle kan vi en dag befinde os i den situation at skulle indvie et andet menneske i reinkarnationstankens for os så store virkelighed. Lad mig da råde Dem, som jeg rådede hin ven, der opsøgte mig: træd varsomt! Det almindelige liv kræver megen takt af os, men føler vi pludseligt, at et andet menneske opfatter os som sin åndelige vejleder, ja da kræver livet mere end dobbelt så megen takt af os. For vi må aldrig med vore ord tage en åndelig opfattelse fra et menneske, vi føler det er glad for, og give det en anden i stedet, en anden, som kun bedrøver og forvirrer det! For mange af os er reinkarnationstanken en så selvklar sag, at vi iblandt glemmer, at andre ikke her har det på samme måde som vi selv. Og ønsker vi da denne store og skønne tanke medgang i verden, lad os da aldrig glemme det gamle ord om, at det ikke er klogt at slå et søm ind i væggen med hovedet først! Nej, store og skønne tanker har krav på en varsom behandling, for store og skønne tanker er født i kærlighed og kræver stor kærlighed og stor tålmodighed for deres videre vækst!