Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Einstein udtalte engang, at den varme, der strømmede mod ham fra mange mennesker, gjorde ham så godt, for den mødtes med de varme følelser, han nærede for menneskeheden. Det had, han vidste, nogle nærede til ham, generede ham ikke, da det ikke fandt noget had at forene sig med og bundfælde sig i i hans eget sind. En sådan udtalelse viser, at den store forsker ikke blot var fysiker, men også beskæftigede sig med kemi, endda den fineste form for kemi, den kosmiske. Han sagde også: "De små nationer, ja, og enhver, som har råd til objektivitet, har en mulighed for at redde verden". Men hvad vil det sige: "At have råd til objektivitet"?

"Det sete afhænger af øjnene, der ser" eller rettere af den bevidsthed, der bruger øjnene. Men når vi nu ser så forskelligt på så mange ting, og der er næsten lige så mange meninger, som der er mennesker, hvordan kan en virkelig objektivitet da være mulig? Gennem lange tider har det været videnskabens opgave at lære menneskene objektivitet. "Vi prøver at udrydde det subjektive fra verdensbilledet", sagde en fysisk forsker i radioen for nogen tid siden. Det gør de, og de ypperste blandt forskerne er ved at finde ud af, at det er meget svært. De vejer og måler og bedømmer hastigheder, afstande, volumen o.s.v. De finder en masse relationer mellem årsager og virkninger i makro- og mikrokosmos, en lovmæssighed. De finder frem til naturlove, der synes at gælde overalt til alle tider, og mennesket synes virkelig at være nået frem til en vis objektivitet gennem kendskab til visse materiekombinationers reaktionsevne og visse detailkonstruktioner i verdensaltet. Men et VERDENSBILLEDE er ikke blot en ophobning af detaljer, det er en helhed, hvori detaljerne spiller en særlig rolle i forhold til andre detaljer; og man kan se sig blind på detaljer. Man ved ikke meget om et menneske, fordi man ved, at det har en vorte på venstre hånds lillefinger, og man ved heller ikke meget om verden, fordi man ved noget om visse materiers kombination. Det fører let til den mentalitet, hvor man siger: "Det er BLOT, det er KUN, det er IKKE ANDET END". For eksempel: "Verden er kun et maskineri", "mennesket er blot et dyr", "bevidstheden er ikke andet end et resultat af kemiske forbindelser". Men hvorledes kan vi, der selv er detaljer i verdensaltet, få overblik over helheden? Ikke udelukkende ved at veje og måle og bedømme afstande, hastigheder og volumen. Det fysiske verdensbillede, forskerne arbejder med, er verden set med menneskelige øjne (+ tele- og mikroskoper m.m.) fra den planet, som menneskene selv kalder "jorden" og opfatter som noget meget væsentligt i verdensaltet, da det er deres "egen" klode og universelle hjemsted. Altså, verden set gennem vore egne "vinduer", et lokalt perspektiv, hvor betragterens vaner og miljø spiller en rolle, og – ikke mindst – hans begrænsede sanse- og bedømmelsesevne bringer et stærkt subjektivt element ind i billedet. Den menneskelige hjerne er, som den franske filosof Henri Bergson sagde, ikke blot en "transformator", men også en "eliminator", som borteliminerer de vibrationer, den ikke er på bølgelængde med. Vor begrænsning gør os i høj grad subjektive i vor bedømmelse af "det" eller verden. Men når blot vi erkender dette forhold, er der gennem selve erkendelsen muligheder for at udvide bevidsthedens virkefelt.

Men hvordan står det til, når vi skal forsøge at bedømme os selv, "jeg", i forhold til omgivelserne? Endnu ringere. Hvis begrebet "selverkendelse" spillede en større rolle i vort praktiske liv i dag, ville vor verden se anderledes ud. Ligesom den verden, vi oplever, ikke kan siges at være "verden, som den er", men "verden, som vi formår at opfatte den", må vor selvbedømmelse siges at være "os selv, som vi er i stand til at erkende og bedømme os" og ikke "os selv, som vi er". Kan andre se os, som vi er? I almindelighed ikke, der vil altid være sider af vort sind, som vi ikke ønsker at blotte, eller tanker og følelser, vi ikke formår at udtrykke. Alligevel vil vi nu og da kunne opleve, at enkelte mennesker, måske meget få, formår at bedømme sider af vort sind, vi ikke selv har overblik over. Og det vil altid vise sig at være mennesker, der holder af os. Vi finder ikke denne evne hos mennesker, der eventuelt er forelsket i os, de ved aller mindst om os af alle, men hos mennesker, der er kommet til at holde af os, både FORDI og TIL TRODS FOR at vi er, som vi er. Det vil altså sige mennesker, som er i besiddelse af en virkelig kærlighedsevne. Sådanne mennesker vil somme tider direkte eller indirekte fortælle os noget om os selv, som vi ikke havde erkendt, men som vi – hvis vi selv holder af de mennesker – pludselig kan se, er rigtigt. Gennem de andres kærlighed til os og vor til dem nåede vi frem til et lidt mere objektivt syn på os selv, og fra det øjeblik ser også verden anderledes ud.

De største vise, der samtidig har været de mest kærlige mennesker på denne klode, har gennem tiderne lært menneskene meget om dem selv og verden. De har været virkelige pædagoger, fordi de elskede deres elever. Derfor vidste de også, hvor meget eleverne kunne tage imod. De kunne bedømme dem rent objektivt, deres kærlighedsevne "gav dem råd til det", den kærlighed, der får et menneske til at handle uden først og fremmest at tænke på sig selv. Uselviskhed er ikke noget selvudslettende, det er at give sig selv, d.v.s. sin kærlighed gennem tanker, følelser og handlinger til "det", til "de andre" eller helheden. Det er faktisk at bruge sig selv som objekt, som gave, og derfor er virkelig kærlighed den højest mulige objektivitet. Kristus gjorde dette, og vi har gennem kirkens lære hørt, at han gav sit liv for os, hvilket dogmatisk opfattes som, at han "døde for os", for vore synders skyld, o.s.v. Men denne tankegang er en rest af primitiv offerreligion, som engang har været nødvendig for at lære naive mennesker om uselviskhed. I deres øjne var det kun en gud eller gudesøn, et mytisk og mystisk væsen, der kunne gøre sådan. Kristendommen er da også blevet myte og mystik ved at blive sammenblandet med den gamle religion, og det har været et naturligt led i udviklingen på vej mod forståelse og erkendelse, en "forskole" til den undervisning i livskunst, mange mennesker i dag har påbegyndt.

Når Kristus gav os sit liv, betyder det ikke, at han døde for os, men at han levede for os, han viste os ved sit eksempel, hvad det vil sige at være menneske. Og hvad vil det sige? At være menneske er ikke noget, der kan begrænses til en form eller en størrelse, der kan vejes og måles; at være menneske er en kvalitet. Det er en mental tilstand baseret på overblik, perspektiv, tålmodighed og kærlighed nok til at være objektiv i den enkelte situation, til at give sig selv. Kristus sagde: "Den, der ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel", og det var ikke et ridderkors, han mente, heller ikke et trækors, men selve situationen, tilstanden "at være menneske" i en fysisk verden, der endnu er en mental jungle.