Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra fjerde bind, stk. 1093-94.

"Det, der gør det "levende væsen" til en "individualitet", er dets identitet som centrum i et "perspektiv", hvilket sidste igen er det samme som "det sansede"s placering i forhold til centrum i sanseområdet. Da intet væsen kan være centrum i et andet væsens sanseområde, kan tingene, som før nævnt, umuligt udvise helt det samme forhold til det centrum, vi selv udgør i sansningen, som de udviser til det centrum, som "næsten" udgør i sanseområdet. Og det er denne forskel i tingenes placering i forhold til centrum, der betinger det "levende væsen"s evige "individualitet". Og her er vi ved den alvorligste foreteelse i hele det "levende væsen"s fremtræden. Thi dette dets "identitet" som "individualitet" er kernen i hele væsenets skæbneopbygning, hvilket igen vil sige: er fundamentet for væsenets oplevelse af sin "næste" og dermed af Guddommen og bliver således udelukkende bestemmende for, hvorledes forholdet mellem denne "næste" og det selv skal komme til udløsning. Væsenets "individuelle" sanseoplevelse eller udsyn bestemmer således udelukkende væsenets "forhold" til "næsten", eller til den eller den ting, eller om foreteelserne i dets omgivelser skal være "fjendskab", skal være "krig" og "lemlæstelse", "død", og "undergang", eller de skal være "venskab", "sympati" eller "kærlighed", "kærtegn" og "velsignelse". At finde grundlaget for eller årsagen til "individualiteten" er således det samme som at finde roden til alt "ondt" såvel som til alt "godt". Det fulde kendskab til "individualiteten"s årsag er i højeste grad "de vises sten". Det viser indtil hundrede procent tåbeligheden i al udfoldelse af "vrede", "brutalitet", "vold", "hævn" og "forfølgelse" og gør Jesu ord til videnskabelig sandhed, der hvor han siger om sine bødler, hvilke igen i virkeligheden vil sige: alle, der udløser en eller anden form for "inhumanitet" eller "ukærlighed", at "de ikke vide hvad de gøre".

Da dette kendskab således har en overordentlig afgørende betydning i individets viljeføring, og samme individ ligeledes umuligt vil kunne opnå at skabe sin skæbne fuldkommen uden dette kendskab, og samme kendskab for det jordiske menneskes vedkommende derfor er det absolut "eneste fornødne", skal vi her og i et efterfølgende symbol anskueliggøre nævnte årsags særlige princip eller analyse.

Da al sansning beror på et perspektivisk forhold, hvilket vil sige: en sanset tings forhold til det sanseområdes centrum, igennem hvilket den er sanset, bliver enhver sansning eller oplevelse dermed af naturen absolut nødsaget til at være individuel, idet jo intet væsen kan udgøre det oplevende centrum i andet sanseområde end dets eget. For en hvilken som helst oplevelse vil det derfor gælde, at dens fremtræden, karakter og natur i virkeligheden er en beskrivelse af eller et udtryk for den oplevede tings forhold til centrum i det oplevende væsens sanseområde. Når et væsen siger om et andet væsen, at det er "ondt", udtrykker det altså i virkeligheden dermed kunden særlige "stedbetegnelse", som nævnte væsens handlemåde har fået i dets sanseområde. Nævnte sanseområde strækker sit terræn fra "periferi" til "centrum" og udgør jo et cirkelformigt eller rettere et kugleformigt område. En hvilken som helst oplevelse af en ting må således finde sted indenfor dette område. Udenfor nævnte område kan individet umuligt opleve noget. Om tingen skal befinde sig i periferi eller centrum eller på et andet "sted" imellem disse to yderpunkter vil være afhængigt af det oplevende væsens eget "opholdssted" i selve "spiralkredsløbet". Hvor som helst individet bevæger sig hen på det fysiske plan, vil det stadigt omkring sig have sit sanseområde eller sin sansehorisont, men denne horisonts detaljer vil ikke stadig være de samme. I samme grad som individet bevæger sig fremad, bliver detaljerne mere og mere tilbage for at forsvinde bag horisontens synsrand, medens nye kommer frem og mere og mere nærmer sig centrum for der at udøve afgørende indflydelse på væsenets viljeføring og hele oplevelse af livet. Tingene flytter således ikke med i vor bevægelse. Akkurat på samme måde forholder det sig med vor mentale "bevægelse" fremad. Detaljerne eller tingene i vort sanseområde flytter heller ikke med her. Da vi, mentalt set, ustandseligt bevæger os fremad og således aldrig nogen sinde "står absolut stille", vil alt, hvad vi sanser eller oplever, ligeså ustandseligt være i færd med at skifte plads indenfor vort sanseområde. Det, der før var fjerne, utydelige detaljer i periferiens tågedis forude, er senere blevet til klare og skarpt aftegnede realistiske detaljer i centrum, ligesom disse skarpe detaljer igen senere fortaber sig i periferiens fjerne tågedis bagude. Da en hvilken som helst oplevelse af en ting må gennemgå denne passage fra periferi til periferi, passerende centrum, kan den således ikke erkendes eller sanses uden netop i kraft af, at den i oplevelsesøjeblikket udgør en eller anden "stedbetegnelse" i nævnte passage. Medens "stedbetegnelse" for fysisk sansning betyder "afstand", betyder den på det kosmiske plan "tilstand". En tings passage gennem vort sanseområde markeres således ved overfor sanserne at gennemgå en række "tilstande", hvilket igen her vil sige: "Forvandlinger". Og da det er disse "forvandlinger", der lige akkurat markerer "kredsløbet", bliver vi her vidne til, at en "oplevelse", lige fra den begynder i horisontens yderste synsrand forude, til den forsvinder bag samme horisonts yderste synsrand bagude, gennemgår nøjagtigt det samme princip som det, det "levende væsen" selv er underkastet, nemlig selve "reinkarnationsprincippet". "Oplevelsen", der igen i sin dybeste analyse fornemmes som "tanke", må således ligefrem, for at blive total og fuldkommen, gennemgå selve spiralkredsløbets princip."