Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogen sinde oplevet "flyvende sommer"? Jeg kommer netop fra min morgentur til stranden og oplevede noget af det skønneste, man kan opleve en sensommermorgen. Millioner af bitte små edderkopper havde i nattens løb omspundet hele vor lille fyrreplantage med spind, i hvilket nu utalte milliarder af dugdråber strålede. Det så ud, som om plantagen var blevet overtrukket med et diamantbesat brudeslør. Så lidt der dog skal til for at gøre verden skøn! Lidt edderkoppespind, lidt dug og en strålende morgensol – Vorherre forstår kunsten!!!

Og dog var mit sind ellers ikke indstillet på hverken skønhed eller naturlyrik. Kender De det at vågne efter et mareridt, våd over hele kroppen og træt i nerverne af pinagtige syner. Årsagen? Blot den at Franco havde ladet to unge mænd henrette ved langsom kvælning – garrottering. Livet ville nu være lettere, om man ikke havde evnen til at fornemme andres lidelser, som var det en selv, der var offeret. Men det ville ikke være mere menneskeligt – og der ville ikke være nogen udsigt til en anden og bedre verden!

Langsom kvælning! Perversitet er altid modbydeligt, men dobbelt forekommer det mig, når den bliver statsautoriseret. Og verden af i dag er fuld af statsautoriseret perversitet! Negerhadet i Amerika, hvor visse guvernører ikke synes at kunne opføre sig gement nok, apartheidpolitikken i Sydafrika, forfølgelsen af buddhisterne i Syd Vietnam, "de urørlige" i Indien, koncentrationslejrene i både Øst og Vest – man kan fortsætte næsten uendeligt, for verden af i dag er en verden af had og intolerance. Det føles ofte, som om vor klode – som levende væsen betragtet – i sig har en hurtigtvoksende ond kræftsvulst, hvis navn er had, had til alt det, som står den enkelte imod. Dette had kan skjule sig bag syrlige smil, bag kolde øjne, bag inderlig ond modvilje – og bag et langsomt kvælende reb!

Hvis jordkloden er et levende væsen, og jeg er overbevist om, at den er det, peger alting hen på, at den tid er nær, hvor også den må på "operationsbordet", om dens liv ellers skal reddes. For uanset den skønhed enhver af os stadig væk vil kunne fravriste den os omgivende natur, om vi har øjne derfor, så har menneskelivet det sidste århundrede antaget en form, der i sig selv er fremtidsløs. Jorden over bruger vi i dag ca. 800 milliarder kroner på direkte militære formål! Hvad vi indirekte bruger, kan næppe udregnes, og man behøver ikke at være profet for at kunne forudsige, at dette forhold ikke kan fortsætte i al evighed. Det er en selvfortærende proces, der på et eller andet tidspunkt må ende i katastrofe. Og er denne katastrofe ikke allerede synlig? Lever vi ikke i en verden, hvor opløsningsprocesserne allerede er så vidt fremskredne, at de er synlige for enhver, der gider se dem?

Gider se dem? Netop! For hvor mange gør det? Verden af i dag har ingen anden moral end den, der er en frugt af det enkelte menneskes egen personlige udvikling. Stats eller samfundsmoral eller hvilke navne, man vil give den moralform, der tidligere, via autoritet, holdt utallige menneskers lavere naturer i skak, er bortvisket fra verden, som en kridttegning på en sort tavle bortviskes med en klud. Overalt lyder det: "Gør hvad du vil-bare du gør det!" Altså: bare du har mod til det! Og mod synes der at være nok af!

Den tekniske verden, der i det foregående århundrede begyndte som en "stille hvisken", er i dag blevet til en fejende storm hen over verden. Vi lever ikke i "menneskets århundrede", nej, vi lever i "atomalderen", i "plasticalderen" o.s.v. I alle butikker, nej undskyld "varehuse" eller "stormagasiner" findes de samme varer, de samme forkromede eller forniklede "nødvendighedsartikler", som det moderne menneske "må have" for at føle sig up to date. Overalt nedsættes der "hjernetruster", der skal udfinde "nye behov" hos mennesket, for at det skal kunne føle sig endnu lykkeligere, end det allerede gør i denne for længst overstandardiserede verden.

Endnu lykkeligere! Som om dette, at vi alle placeredes i et materielt overflødighedshorn skulle gøre os menneskeligt lykkeligere, menneskeligt mere værdifulde! Kun børn kan leve på den slags ideer! Kun børn kan tro, at noget rent materielt kan dæmpe det smertensskrig, der lyder fra det voksne menneskes sjæl. Det er sandt, at mennesket, der sulter, har det ondt, der er sygt og hjælpeløst, er i helvede, om der ikke rækkes det en kærlig hånd. Men disse tilstande er ikke evige. Når krigen har udspillet sin rolle, når hin kosmiske "operation", der for altid vil gøre ende på netop den form for mentalitet, er fuldbyrdet, vil det være en let sag at fjerne både sultens og armodens hæslige spor, og også sygdommene vil man kunne enten helbrede eller lindre som aldrig før. Men end ikke dette vil i sig rumme muligheden for at gøre os virkeligt lykkelige. Nej, fuldt ud lykkelige bliver vi først den dag, det allerinderste i os oplever sig selv i den dybest tænkelige samklang med det evige liv, der altid har omgivet os og altid vil omgive os på alle sider!

Dette ved det åndeligt voksne menneske! Ved det, fordi han eller hun har evnet at tænke både sig eget og det samlede menneskesanfunds liv igennem til bunds. Verden af i dag rummer flere rige mennesker end nogen sinde før, rige i den forstand, at der i dag er flere mennesker end nogen sinde, der både har et såkaldt godt udkomme og udsigter til at få de materielle ønsker opfyldt, som slægten før os kun kunne drømme om. Men har verden fået flere lykkelige, flere tilfredse, endsige flere taknemmelige mennesker, end den før havde? Ser enhver ikke svaret på dette spørgsmål i sine egne omgivelser!

Alle ved vi, at lykken, den sande lykke, fremdeles er verdens sjældneste gæst! Hvorhen vi end vender vort øje, ser vi kun problemfyldte ansigter eller menneskesjæle i nød. Indre harmoni eller denne vidunderlige tilstand, der som en boblende fryd i hjertet må, simpelthen må give sig udslag i smittende latter og lysende lykkelig livsfornemmelse, er fremdeles en mangelvare i en verden, hvis materielle produktionskapacitet har nået svimlende højder. For er det ikke hele problemet i en nøddeskal: vi producerer menneskelige brugsgenstande af fornemste kvalitet på samlebånd, samtidig med at vi er på grænsen til at miste vor evne til at producere menneskelig lykke.

Engang var det kun et fåtal, der evnede at gennemskue dette forhold. I dag er det åbenbart for enhver, som har mod til at tænke, altså gider se forholdene, som de virkeligt er. For der skal mod til at se tingene, som de er og ikke blot nøjes med at leve et forkromet liv. Mod, fordi det simpelt hen gør ondt at se, hvor ensomt det enkelte menneske er blevet i sin hasarderede dans om "guldkalven" eller dette, at "man" endeligt må have mindst lige så meget som naboen – og helst lidt mere!

Men er det ikke netop dette efterhånden helt urimelige materielle behov, der afslører, hvor åndeligt fattigt det enkelte menneske i virkeligheden er? Hvilken afstand mellem hin Solon, der bad den mægtige Alexander flytte sig, fordi han skyggede for solen, og så mennesket der sprænger sig selv efter hin barnlige recept alle kender: "Mig ha det, mig ha det!" – underforstået: ellers vræler mig!

Overalt lytter vi i dag til menneskets "skrig, skrål eller vræl" efter alt det, vore teknikere producerer, og dette er i sin orden. For mennesket må have en chance for at blive så inderlig mæt af alt det, der "skinner", at det kan gennemskue dets tomhed, kan lære sig selv at kende forskellen mellem dette at bruge en ting og at prale med den. For nået dertil vil mennesket få alt, hvad det har brug for, som noget aldeles selvfølgeligt – og også, som noget lige så selvfølgeligt, unde sin næste det samme. Og så vil det også have opdaget, hvad der skjuler sig bag østerlændingens berømte "Mayas slør". Det vil da have opdaget, at ved siden af den begærledede viljes mægtige marmorportal, gennem hvilken det som flokvæsen vandrede sammen med alle andre flokvæsener, fandtes der en lille, næsten skjult dør, et "nåleøje", som alene førte ind til det lykkens land, det også begærede at opleve.

I dag er verden som et kæmpemæssigt "mentalt fængsel". Hvor stor vor videnskab end er blevet, er den stadigt hyllet i den idé, at vor bevidsthed, som en dansk læge netop har udtrykt det, "er et biprodukt af hjernen". Videnskaben – den officielle – lever fremdeles i en verden omgivet af de mure, man har givet navnene: mål, vægt, stof, volumen o.s.v. Og verden bøjer sig for videnskaben og fortæller sig selv, at vi nu endelig er blevet så voksne, at vi kan undvære både Gud og moral, disse tåbelige, neurosefremkaldende ideer, som nu, Gud være lovet, hører til i menneskehedens åndelige barnekammer. I dag lever vi på vor egen moral, og vor gud er hin supertilfredsstillelse af ethvert fysisk, håndgribeligt begær, som ikke alene vi selv, men også "alle de andre" både kan forstå og acceptere. Jo, vor sjælelige sundhed er i orden. Endelig er vi blevet præcis så frigjorte, som vore forfædre drømte om at blive!

"Alle de andre". Mon? Sandt nok har den, der sværger til livet som en ren fysisk foreteelse, det store flertal med sig, men dette ændrer blot ikke den kendsgerning, at der for hver dag, der går, bliver flere og flere, der gennemskuer denne barnlige illusion og i stilhed ændrer sine egne åndelige signaler. I stilhed, ja, for det spirituelt indstillede menneske må gå på "kattepoter" i denne verden, om det ikke skal blive et offer for både spot og had! Det må lære sig kunsten at "være snedig som en slange og blid som en due og sige ja, ja, og nej, nej!" om det ikke skal se sig selv udleveret til den latterliggørelse, der fremdeles er det primitive menneskes ondeste sværd!

Alle har vi levet under vor egen begærledede viljes jernhårde tyranni. Vi ville kun os selv, og vi fik vor vilje. Ensomheden blev vor lod, fordi ensomheden er Guds eget svar til den, der ikke har brug for ham! Men i denne ensomhed fandt mange ud af, at alene den forstandskontrollerede vilje, eller den vilje, som aldrig i noget som helst søger sit eget, er den "guldnøgle", der evner at åbne porten ind til den indre harmoni, den sjælens frydefulde verden, hvor mennesket, fri af pinefuld ensomhedsfølelse, nu vandrer sammen med Gud og ser alt gennem hans klare og kærlige blik. For livet er stadig væk kun en vekselvirkning mellem to former for energi: den fra os selv udstrålende energi og denne energis møde med omgivelsernes energi. Det er i denne vekselvirkning, vor bevidsthed bliver til, og det er gennem den, at denne bevidsthed en dag vil nå det format, hvor den, som instrument betragtet, bliver stærk nok til at lade os se disse omgivelser smelte sammen til én stor bevidsthed, til HAM vi søgte fra det øjeblik, vi dunkelt evnede at ane hans eksistens.

Med denne indstilling bag sig bryder enkeltmennesket ud af det mentale fængsel, som livet i dag er for den, der endnu kun evner at se materiens ydre fysiske side, mennesket, for hvem al tale om en psykisk verden eller en verden af ånd eller strålematerie er en fremmed, en uforståelig verden. Og så rig skabte Gud verden, at intet menneske behøver at vente på "de andre"! Det ligger i vor egen hånd selv at gennembryde den mur, der skiller os fra det lyshav, der omgiver ethvert menneskes lukkede verden. At det er svært at gøre det, ved vi, for det betyder, at man i alt skal sige hadet og ufordrageligheden farvel. At man skal lære at tåle alt, selv den bitreste ydmygelse, uden at svare igen, ja, at man skal nå dertil, at man lærer sig at elske sine fjender og at bede for dem, der hader og forfølger en – vel nok den hårdeste lektie for den jordmenneskelige sjæl. Men det er prisen, og lytter vi til menneskehedens store og ser, hvad de har betydet for os, vil vi også kunne forstå, at netop så høj må prisen være!