Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er mennesker, der mener, kunst er luksus, noget som kun rige folk har råd til, og at den derfor rangerer på linje med pynt og alt andet, der ligesom "klæder" "skaber folk". Det er ikke så mærkeligt, at sådan en opfattelse har fået indpas, når man kan læse i aviserne, at nu er den "Rembrandt" solgt på auktion for et svimlende beløb, og nu har den kunstner, der er kommet på mode, købt sig et slot i Frankrig; at verdensberømte sangere får lige så meget pr. aften, som en nogenlunde vellønnet mand tjener på et par måneder, og at impressarier, kunsthandlere, mæcener og samlere "spekulerer" i kunst og kunstnere. Er alt dette da kunstens verden? Nej, det er en virkning af den, en virkning, der kan sammenlignes med, at der omkring et klart kildevæld let samler sig en mudderpøl. Men selve kilden kan ikke snavses til, og for den, der søger det rene kildevand, ligger der sten at træde på, så han kan undgå mudderet.

Hvad er da kunstens verden? Er det noget meget fjernt, ophøjet og højtideligt? Noget, som det kun er forundt de få udvalgte at få forbindelse med? Nej, den er ikke ophøjet i den betydning, at den er fjern og højtidelig. Det er tværtimod en verden, der er os alle meget nær, ja, er en del af os alle sammen. Men når den ikke bevidst opleves af alle, er det enten, fordi man har lukket af for visse rum i sin bevidsthed (ligesom man i gamle dage lukkede af for "stadsestuen", når der ikke var brug for den, og det var der kun ved særlige lejligheder, når der kom "fine fremmede", og så lugtede den muggent og virkede ubrugt), eller også er det fordi, man faktisk har forbindelse med den blot uden at vide af det, i alt fald uden at være bevidst i, at den verden netop er kunstens verden. Når som helst et menneske glemmer sig selv i et arbejde, optaget af at fremstille eller arrangere noget, der er i overensstemmelse med vedkommendes karakter og anlæg, er han eller hun i forbindelse med kunstens verden, uanset om det der frembringes er, hvad man i almindelighed kalder kunst. Man siger jo også om et dygtigt menneske: "Han (eller hun) er en kunstner inden for sit felt". Så er det en anden ting, om vedkommende kan tåle at få ros; hvis det ikke er filfældet, kan det betyde, at der bliver sat en bom for den kunstneriske ydelse, så den stivner i maner, vane og manuel kunnen, fordi skaberen er blevet alt for tilfreds med sig selv og sit værk, så begrebet fornyelse er gledet ud af billedet. Dette gælder overalt, hvor mennesket skaber, frembringer og arrangerer; kan det forny sig, er det kunstner, for da har det, måske uafvidende, forbindelse med selve livets skabende kildevæld.

Nu ved jeg godt, at en og anden læser måske vil indvende: "Man siger, at jeg er dygtig til mit arbejde, nogle vil måske endda kalde mig en kunstner inden for mit felt, men jeg ville da meget hellere være "rigtig kunstner" og skrive, male, spille, synge, optræde o. s.v." Dertil kan man ud fra et kosmisk perspektiv svare: "Vil De det, så begynd at øve Dem allerede nu inden for det område, der har Deres største interesse, så vil De også engang blive en virkelig kunstner inden for det felt". Det kan man sige, når man har kendskab til reinkarnationsprincippet og talentkerneprincippet som baggrund og ved, at vi sår og høster fra liv til liv. For at blive en virkelig kunstner inden for et hvilket som helst jordmenneskeligt skabefelt, må man øve sig, arbejde, gøre nye erfaringer, forbinde dem med de gamle i nye kombinationer og derved forny sig, og de udviklede talenter har man med sig som "medfødte" i kommende liv. Hvorfor taler man om "den fødte landmand", "den fødte handelsmand", "den fødte leder og administrator" o.s.v.? Fordi man der netop taler om mennesker, der gennem en større eller mindre række inkarnationer har dygtiggjort sig inden for et interesseområde eller fag og nu høster gavn af sine øvelser og erfaringer. Det samme gælder for "den fødte kunstner", han eller hun er ikke kunstner, fordi de gerne vil være berømt og høste laurbær, de er kunstnere, fordi de ganske simpelt ikke kan lade være, det er en indre trang forbundet med en skabende evne, man kalder "talent" på en sådan måde, at talentet vokser, udvider sig og er med til at udvide andres bevidsthed, hvis disse andre er åbne og modtagelige.

"I kunst er forfængelighed lige skæbnesvanger, hvad enten den findes hos kunstner eller hos publikum", skriver japaneren Okakura Kakuzo i "Den lille thebog", det er en lige stor sandhed i Øst som i Vest. "Soli deus gloria, Gud alene æren", sagde gamle tiders kunstnere og udgav deres værker anonymt. I vor tid køber kunstsamlere ofte et navn, en signatur mere end de køber et kunstværk, og persondyrkelse og stjernetilbedelse er et af vor tids kendetegn. Det er naturligt, at det er sådan, det er et led i den menneskelige udvikling. Mennesket har mistet troen på Gud, og så må det have guder, enten det er sportshelte, filmsstjerner eller andre, der af skæbnen en stakket stund løftes op på popularitetens piedestal. Man kan ikke bebrejde nogen, at det er sådan, flokkens trang til at have nogen at se op til, og den enkeltes trang til at lade sig beundre er jordmenneskelige egenskaber, som kun erfaringer kan få til at forsvinde, de erfaringer, der gør jordmennesket til et rigtigt menneske gennem en række inkarnationer. Der er da heller ikke noget galt i at beundre nogen, det må vi alle gøre, men først der, hvor beundringen er forbundet med indsigt i universets guddommelige struktur, ledes den ud af den afsporing, som al person- og afgudsdyrkelse er, og bliver beundring og glæde over GUDS SKABERVÆRK, hvori vi alle, enten vi ved det eller ej, er redskaber for nedbrydning og opbygning. Og den person der beundres? Han eller hun vil engang lære at se, at det, der virkelig er værd at beundre ved dem, ikke er deres eget. De vil forstå sætningen: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig". Der, hvor enhver af os er "en kunstner på sit felt", er vi det, fordi vi har "fået ideer". Vi har måske haft lærere, der fortalte os, hvordan tingene skulle udføres, og det har haft sin betydning, navnlig hvis vor læremester var en virkelig pædagog, der hjalp eleven til at lade noget gro frem i sindet, en fornemmelse af, hvordan det skulle gøres. Arbejdets idé og arbejdets udførelse blev en enhed, og derved var der noget, der var større end os selv, der voksede ind i os, så vi blev større derved. Og hvad er dette NOGET? Det er Gud og Guds skaberkraft, der virker gennem os. Overalt, hvor vi kan udføre et eller andet arbejde godt, er det, fordi vi har overblik over det, og jo mere vi kan lide eller har kunnet lide det arbejde, desto bedre er det blevet gjort, enten vi har kunnet lide arbejdet for dets egen skyld eller for den gavn og glæde, det ville være for andre, ja, selv et arbejde, vi ikke bryder os om i sig selv, bliver velgjort, hvis det forbindes med glæden over at få det overstået og så kunne bruge tiden til noget, der har vor interesse. Overblik, oversigt er kunsten i alt arbejde, og den er altid på en eller anden måde forbundet med glæde og dermed med kærlighed – og dermed med det guddommelige i os, der er mere end vor lille begrænsede person.

Grafikeren Poul Christensen skrev for nogle år siden i tidsskriftet "Hvedekorn" en række sentenser om kunst, der er et udmærket eksempel på, hvorledes den ægte kunstner i meditationen over sit arbejde uvilkårligt kommer ind på en tankegang af kosmisk religiøsitet. Han skrev bl.a.: "Menneskets sind har mange billedlag i sit indre, som rummer hele dets udviklingshistorie. Disse lag er af stor betydning for vore oplevelser og handlinger, selv om størsteparten af dem er ubevidste. Sanseapparatet er nogenlunde konstant. Det har givet mennesket den ydre æstetiske opfattelse af tingene og således bidraget til at skabe det, vi kalder forstand. Sanserne har altid gensidig hjulpet hverandre med at støtte hver enkelt frem til det inderste udtryk i alle arter af kunst. Musik, billedkunst, skuespilkunst, poesi o.s.v. lige til kogekunst". Om de mentale "billedlag" i mennesket skriver Poul Christensen videre: "Ethvert menneske har billeder inde i sig, som søger at finde sit udtryk. Riv dem ikke ned, og træd ikke på dem, om de kan synes aldrig så forfuskede og ufuldkomne. Fusk er ugræs, som kan luges, og det ufuldkomne kan bringes på vej mod det fuldkomne. Det er vore inderste billeder, vi må tage vare på og værne om i en tid, hvor økonomisk spekulation løber stormløb mod menneskets billedbehov".