Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Fra en skyfri himmel stråler solen i dette øjeblik nedover et Sverige, der simpelt hen udgør et eventyr i grønt, gult og rødt. Overalt sætter høstens prægtige farver kolorit på dette land, der i forvejen er så rigt udrustet med naturskønhed af en helt anden art end den danske. I snart tre uger har jeg gennemkrydset Mellemsverige fra vest til øst og overalt kunnet glæde mig over synet af birkens guld, af fossende elve gennem dunkeltgrønne fyrreskove og de store skønne søer, der netop nu, omkranset som de er af alle efterårets strålende farver, bringer en til at tænke på, hvor fantastisk naturen forstår kunsten at sige sommeren og dermed lyset og livet et strålende farvel.

Tro nu ikke, at jeg er i Sverige for at holde ferie. Det er jeg ikke. Jeg er her for at holde foredrag og kurser, og min tid har faktisk været meget belagt. Men til gengæld har jeg så også haft den store glæde at se, i hvor høj en grad vort arbejde har slået rod i dette land, hvis mennesker vel står vort eget sind nærmere end de fleste andre landes. Personligt fornemmer jeg det, som om jeg kun har holdt ét foredrag, og det begyndte i Göteborg og slutter altså her i Stockholm. For jeg er gået fra gruppe til gruppe og har overalt mødt en kærlighed og en åndelig hunger, som simpelt hen næsten har taget vejret fra mig. Martinus tanker har slået dybe rødder i vore svenske venners sind. Ingen behøver at forestille sig, at vort arbejde her har det flygtiges karakter. Det vil vokse, som det i øvrigt vokser overalt, hvor det har fået lejlighed til at fæstne sine rødder og sætte sine første, spæde skud.

De svundne år har sat sit præg på arbejdets karakter. Martinus tanker er ikke længere nye. De har fået dybde og perspektiv. Virkningen af dette forhold er måske det skønneste, denne rejse har givet mig. For vi mødes ikke længere som overfladisk bekendte, men derimod som venner der er sig bevidst, at de søger imod samme mål. Sagen, dens liv og vækst, dens vanskeligheder og dens fremgang er i ligeså høj grad i vore svenske venners tanker, som den er i vore. Og det har været en meget stor glæde at opleve, hvorledes f. eks. Kosmos Ferieby her spiller en rolle, som ikke alle hjemme er klar over. Opholdet deroppe sætter dybe spor i vore svenske venners sind, og overalt møder man ønsket om også i praksis at være med til at gøre dette sagens store sommercentrum endnu skønnere, endnu mere tiltalende, end det allerede er. En efterhånden ret stor svensk gruppe har således sat sig for at bidrage til, at ikke alene Svenskafdelingen deroppe, men også samtlige lejligheder i pavillon I og II til næste år hæves op på et niveau, der opfylder selv meget store krav til den komfort, der vil gøre enhver feriedag i feriebyen til en festdag. At en sådan indstilling, en så bevidst offervilje gør denne rejse til en stor oplevelse for mig, tror jeg, enhver vil kunne forstå!

I det hele taget synes mig årenes gang at have ført til en indbyrdes samhørighedsfølelse på et meget højt plan. Martinus arbejde har altid været "vort" i den forstand, at det mere end noget andet, jeg kender, henvender sig direkte til den enkelte og uden at binde ham eller hende med hverken medlemskort eller noget som helst andet ydre krav alligevel gør enhver af os til en del af en stadigt voksende, meget levende åndelig organisme. Vi er, hvor mærkeligt det end kan lyde for en udenforstående, del af den fremtid, der er på vej. Den fremtid, i hvilken den samlede menneskehed har "fuldendt løbet og nået målet". For hvad er det, Martinus lærer os andet end at være "fremtidsmenneske"? Sigter ikke alle hans kosmiske analyser imod dette ene: at forvandle os til bevidst at handle med de love, de fleste af os, før vi traf ham, ofte handlede imod? Vi står her ved selve det centrale i det budskab, hans verdensbillede bringer menneskeheden, nemlig dette, at der ikke bliver, ikke kan blive fred i verden, så længe vi ikke selv med hele vor sjæl vil freden. Og intet menneske kan for alvor ville freden, før det kender dens mest elementære forudsætninger. Sandt nok er disse forudsætninger givet os for længst, både gennem kristendommen såvel som gennem verdens øvrige store religioner. Men disse store religioners budskaber har mistet sit tag i os, fordi de var formet til andre tiders mennesker. Martinus derimod går, som vore svenske venner udtrykker det, "rakt på sag". Uden at skele til midlertidig succes, viser han os, hvem vi er, og hvor vi, kosmisk set, står – og det er ikke altid nogen særlig behagelig oplevelse. For ligegyldigt hvor højt det enkelte menneske end selv synes at stå rent åndeligt set, er der ingen af os, der står så højt, at vi nogen sinde har råd til at glemme sandheden bag ordene om, at "hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder"!

Netop ved at vise os hvem vi virkeligt er, hvor store (eller små) vi virkeligt er, bidrager Martinus mere end nogen anden i vor tid til, at vi indser, at vor kamp nu helt har skiftet karakter. Fra det øjeblik man har erkendt hans verdensbilledes absolutte virkelighed, må al kamp på livets "ydre front" ophøre. Da ved man, at den fjende, man har at kæmpe med, bor i ens eget hjerte. Og tager man denne kamp op, ja, da tilhører man fremtidens menneske, så sandt som at dette menneske alene kan bygge den verden op, der må afløse den, vi i dag oplever.

Nutidens menneske vil gerne tro, at han ved meget og også, at han er en virkelig demokrat. Men er han det? Er han ikke snarere et menneske, der i så godt som alt er afskåret fra Gud og dermed fra den kosmiske helhedsfornemmelse, der alene kan udgøre kriteriet for en virkelig menneskelig moral og dermed et sandt demokrati? Jeg sidder netop med Stockholmstidningen for den 22. september foran mig. Lad mig citere, hvad et af denne verdens mest indflydelsesrige mennesker, præsidenten for ca. 700 millioner mennesker, mener om problemet "Den tredie Verdenskrig". Den kinesiske republiks præsident Mao siger (til Nehru):

"Jeg forklarede ham, at selv om halvdelen af menneskeheden dræbtes, så blev dog halvdelen tilbage. Til gengæld ville imperialismen være udryddet, og i løbet af 50 til 100 år ville verdens befolkning på ny være øget mere end 50 %" – og videre – "Kan vi virkeligt beregne, hvor mange mennesker der vil blive dræbt i en fremtidig krig? Det vil muligvis blive en trediedel af hele verdens befolkning på 2,7 milliarder, det vil sige kun ca. 900 millioner. Jeg anser dette for et lavt antal efter atomkrigsforhold. Det er klart, at det er forfærdeligt, men til og med halvdelen af menneskeheden skulle ikke være så dårligt. Hvorfor? Fordi det ikke var os, som ønskede det, men derimod imperialisterne, som tvang os i krig. Om vi skal slås, da kommer både atom- og brintbomber til anvendelse". Herudover tilføjede Mao, at Nehru så betydeligt mere pessimistisk på denne sag, end han gjorde.

Når man betænker, hvilken indflydelse et sådant menneske og med ham alle dem, der står bag ham, har, kan man jo nok føle sig en hel del rystet i sin sjæl. For den kinesiske præsident skjuler ikke, at han mener, at den tredie verdenskrig godt må komme for hans skyld, idet han er af den overbevisning, at der, når den er overstået, vil være flest kinesere tilbage i verden.

Man læser den slags – og man læser meget af den slags – i vore aviser i dag, og det tvinger uundgåeligt en til at indse, at det store flertal i verden har revet sig løs fra den kosmiske helhedsfornemmelse, der alene er vejen ud af ethvert problem, stort eller lille. Og når et flertal river sig ud af denne helhed, ud af sin indre kontakt med Guddommen, sættes der begivenheder i skred, der meget hurtigt kan få "dommedagen"s karakter. Og er det ikke netop det, vi er vidne til i vor tid? Gærer det ikke over hele verden? To gange i vort eget liv har vi, der fødtes før den første verdenskrig, oplevet en "verdensfred", uden at den rent ydre situation har afspejlet denne fred. Tværtimod synes fredstraktaterne dårligt nok at være blevet underskrevet, før nye, vanvittige kaprustninger omgående er blevet sat i gang.

Det er midt i al denne larm, denne nerveslidende uro, at Martinus i dybeste stilhed har fuldbyrdet sit verdensbillede og givet det til os. Mange har ventet – ja håbet – at nyheden om dets fødsel skulle gå som en steppebrand hen over verden. Enhver af os må vist passere denne superentusiastiske idé, før vi for alvor forstår, at sådan er vi, men sådan er livet ikke, Alt virkeligt stort i verden fødes tyst, siger man i det fjerne Østen, og den sandhed må alle lære at forstå! Nej, Martinus verdensbilledes fremvækst i verden følger i langt højere grad sandheden bag et gammelt ord i vort eget land, nemlig "Guds mølle maler langsomt, men den maler". Men angår dette egentlig os? Nej, det gør det ikke! Hvor årsagen end findes, så faldt det i vor lod at møde Martinus tanker på vor vej, og dermed lagdes der en gave i vore hænder, som det kun afhænger af os selv at udnytte. Vil vi tage imod denne gave, evner den at skænke os – ikke noget let – men derimod det rigeste menneskeliv, som tænkes kan. Thi rigtigt anvendt åbner denne gave os adgang til en selverkendelse af ubegrænset karakter. Måske vidste vi før, at vi havde en sjæl, men at den havde så rige muligheder som dem, Martinus viser os den har, kunne vi knapt ane.

Sandt nok er vi alle engagerede i vort livs ydre ramme, for vi er også en del af verdens ydre liv. Men det kan aldrig blive det afgørende for det enkelte menneske. Det afgørende må altid være de muligheder, livet inden for denne ramme giver os. Lever man her uden blot den mindste kosmiske indsigt, bliver livet også derefter. Da ser man både alt – og intet. For da ser man enhver begivenheds ydre ramme og form, men aldrig det kosmiske budskab, enhver begivenhed, stor eller lille, kan bringe vor sjæl. Og er det ikke således, det store flertal netop har det? Danser de ikke den sympatiernes og antipatiernes djævledans, der sluttelig efterlader dem i det åndelige "no man's land", hvor livet synes både hjerte- og meningsløst?

Hvor helt anderledes for mennesket, der begynder at komme på sporet af sin egen kosmiske herkomst, der bag illusionernes drømmespil begynder at skimte konturerne af hin guddommelige vilje, der end ikke tillader "en spurv at falde til jorden", uden at det er del af den plan, der alene formår at bekræfte kærlighedsloven.

– – – – – – –

Uendeligt mange tanker har passeret min hjerne på denne lange rejse, hvor mennesker har stillet mig spørgsmål inden for så godt som alle livets åndelige områder. Men én tanke er stedse vendt tilbage til mig, og det er den, som vel bedst kan udtrykkes med ordene: "Hvad skulle dog alle vi – hver for sig – have gjort, om vi ikke på vor livsvej havde mødt Martinus verdensbillede?" Det er jo kun som ganske ung, man tror at kunne magte ethvert problem, livet stiller os overfor. Senere, når sjælen begynder at modnes og muligheden for et tilbagesyn med både dybde og perspektiv begynder at gøre sig gældende, skifter billedet helt karakter. Da ved man, hvad et liv uden kosmisk indsigt skulle have betydet, for da ser man, hvilken rolle denne indsigt har spillet og fremdeles evner at spille i det enkelte menneskes liv. Og da forstår man, at uanset hvad fremtiden end vil bringe både os selv og den menneskehed, af hvilken vi udgør en levende og medfølende del, så vil alt, hvad der kommer, kun kunne bekræfte den plan, der allerede nu lever i vort eget hjerte.

Set udefra er vi måske endnu kun få og vore virkemuligheder meget begrænsede. Men også kun set udefra. Thi set indefra udgør vi den første spæde spire til den verden, som en dag vil afløse den, mennesket i dag kender. For ingen af os vil hverken krigen, hadet eller den ondskab, der altid er uvidenhedens bitre følgesvend. Dermed være ikke sagt, at vi alt evner at leve, som vi selv gerne ville det – men vi fandt den vej, vort hjerte længtedes imod. Vi har set et lys, og enhver af os, der virkeligt har set dette lys, ved også i sit hjerte, at for os gives der ingen vej tilbage.