Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg har længe haft medfølgende lille kronik liggende og er adskillige gange vendt tilbage til de problemer, den berører. Vi synes for tiden at være inde i en pause med hensyn til "flyvende tallerkener" og andre rumfænomener, og det anes svagt bag al råben op om, at vi "snart" sender rumskibe til månen og andre planeter, at tvivlen om muligheden derfor er i tiltagende. "Nye problemer" dukker stedse op, og man har på fornemmelsen, at selv de mest optimistiske begynder at få en anelse om, at det hele måske, når alt kommer til alt, ikke er slet så ligetil, som det i begyndelsen så ud til. Hvad begrebet "afstande" angår er Agnethe Grunnets lille kronik ganske god at få forstand af – alene af den grund bør De læse den med omhu – men også på et andet punkt berører den noget uhyre centralt, nemlig begrebet "bevægelse"s forhold til – ja, til hvad? Simpelt hen til "universets faste punkt" eller det mystiske "Noget", som videnskaben i stedse højere grad begynder at beskæftige sig med.

For det er her, vejene skiller. Man kan, som udtrykt her i kronikken, ad tankens vej forestille sig en lille tætpakket stofmængde, som absolut "første årsag" til det fysiske univers' tilblivelse, fordi man simpelt hen ad tankens vej kan forestille sig alt, lige fra det mest himmelråbende ulogiske til det modsatte. For, som Agnethe Grunnet rigtigt skriver: "Hvorfra er dette stofrige uratom kommet, og hvilken impuls fik det til at udvide sig?" Dette spørgsmål er langt vigtigere end forestillingen om selve den "tætpakkede stofmængde".

Enten kan skabelse finde sted "af sig selv", eller også må den i alle livets forhold, det største såvel som det mindste, finde sted i tilknytning til en Skaber. Andre muligheder gives simpelt hen ikke. Og selv om det synes mærkeligt, kan videnskaben ikke give os svaret på dette spørgsmål. For videnskabens område er begrænset af selve det, vi har givet navnet "fysisk sansning" eller med andre ord alt det, som kan måles, vejes eller på anden rent fysisk vis registreres. Der går videnskabens grænse, og inden for denne grænse har den og vil den fremdeles komme til at præstere opdagelser, der synes at grænse til det mirakuløse – men altså også kun "synes", eftersom enhver opdagelse her for at opnå prædikatet videnskabelig må kunne efterkontrolleres og bekræftes af andre end opfinderen selv.

Men hviler hele vor tilværelse alene på fysisk sansning? Har vi ikke også en psyke? Hvem tror i virkeligheden på, at det er vores hjerne, der tænker? Mon ikke de fleste "fornemmer", at lige så lidt som "øjet ser", og "tungen smager", eller "øret hører", lige så lidt "tænker hjernen"? Hvorfra ellers det lille beskedne, men alligevel så farlige ord: "Jeg"?

Og hvor i vort eget lille daglige liv viser det sig, at skabelse finder sted uden en Skaber? Vil vore gulve "vaske sig selv", vor opvask "vaske sig selv op", vore stuer "støve sig selv af"? Selv om jeg virkelig ofte har ønsket, at mine artikler kunne "skrive sig selv", har jeg aldrig oplevet det og ville nok blive slemt overrasket, om det en dag skete lige for øjnene af mig!

Nej, det er her, at vi står i fare for at gøre videnskaben til mere, end den er bestemt til, nemlig at gøre den til "herre" i stedet for "tjener". En blind tillid til videnskaben ender med at gøre den til Guddommen i vort liv, ender med at gøre den til noget tilbedelsesværdigt – og det var aldrig meningen. For hvad videnskaben end har givet os, så er ethvert af dens resultater lige fuldt en virkning af et "Noget" plus dette "Noget"s evne til at gennemlyse sit eget erfaringsmateriale og der ud af frembringe netop det resultat, vi andre beundrer. Resultatet vil med andre ord altid være noget skabt og aldrig Skaberen selv!

Hvordan vi end vender og drejer vore problemer, når vi altid tilbage til det mystiske "Noget", vi har givet navnet "Jeg". Men Jeg'et selv er intet problem. Det skaber problemer og oplever problemer, men selv er det hævet over alt dette. Det er bare! Og det er i denne sin tilstand som hævet over en hvilken som helst analyse, en hvilken som helst mulighed for dissektion, at besværligheden ligger.

Betragter vi mennesket med en iboende evne til religiøs tro, af hvad art den nu er, ser vi, at den inderste hemmelighed i dets tro jo netop er, at det er aldeles blottet for evnen til at forestille sig livet uden dybere mening, hvilket igen blot vil sige, at det er uden evne til at forestille sig, at alting er "blevet til af sig selv". Det religiøse instinkt siger det simpelt hen, at denne tanke, idé eller forestilling er det rene nonsens. Og det er forståeligt. For mennesket er kommet fra dyreriget, ja, er endnu på langt flere områder, end det er behageligt at tænke på, stadig væk et dyr. Men dyret er ikke bare noget gement, lavt, eller hvad mennesker ellers kan digte ind i det. Dyret kan også være, ja, er det, guddommeligt i sin oprindelse, og som følge deraf bør man, når tanken drejer sig om begreberne "et mekanisk eller et beåndet verdensalt", drage det med ind i sine undersøgelser. Thi enten er dyret en "ting", liv- og sjælløs, eller også ejer det et "Noget", der er ophav til hele dets fremtræden. Og hvad afslører livet her? Simpelt hen at intet dyr, i hvert tilfælde intet såkaldt "højerestående pattedyr", formår at opfatte begrebet "bevægelse" som identisk med livløshed. Den mindste bevægelse udløser omgående en reaktion i dets blod og nerver eller i det, vi har givet navnet: dets "bevidsthed". Og hvorfor? Fordi bevægelse er livets fornemste kendetegn! Men liv kan være ven, som det kan være fjende, og når derfor en fugl hopper højt i vejret ved selv den mindste støj eller bevægelse i dets nærhed, så er det simpelt hen for at gardere sig imod et bagholdsangreb.

Hverken dyret eller det primitive menneske – urskovsmennesket – accepterer "mekaniske" bevægelser. Berømt er her beretningerne om de vilde menneskers reaktion over for grammofonens gengivelse af den menneskelige stemme. De måtte finde ud af, hvor "ånden" sad i apparatet! Og har vi det ikke selv ligesådan, hver gang vi står over for noget, vi ikke helt kan begribe? Vil ikke også vi vide, hvordan det går til? Er det vor natur blot at acceptere blindt? Absolut nej!

Nej, skal vi finde den fred i vor sjæl, der i hvert fald er et stadigt lige levende mål for de fleste åndeligt nogenlunde modne mennesker, må vi søge inden for de områder, hvor vor egen forstand – og her tænkes ikke på intelligens alene, men i nok så høj en grad på den intuition, der er frugten af intelligenskontrolleret følelse – er vor vejleder. Og gør vi det, kan livet afsløre to helt forskellige former for sanseoplevelse, nemlig sanseoplevelsen nedenfra, hvor erfaringssten efter erfaringssten er blevet lagt på plads og som resultat har skænket os den strålende fysiske videnskabs bygning, hvis vældige lys hjælper os i vor kamp mod en tidligere overmægtig ydre natur – og sanseoplevelsen ovenfra!

Sanseoplevelsen ovenfra? Måske er udtrykket nyt for en og anden, så lad mig forklare det i al korthed. Gennem hele vor historie, så langt tilbage den rækker og i virkeligheden langt forbi den såkaldt "historiske tid", ser vi en række lysende ånder, der kun synes at have haft én eneste mission: den, at oplyse vor sjæl. De sagde ikke: materien først og derefter det muligt åndelige! Nej, de sagde: "Hvad gavner det er menneske at vinde alt, om det tager skade på sin sjæl?" Disse ånder – og de har eksisteret i alle tider og i alle folkeslag – lærte menneskene, at de havde en sjæl, og at de havde ansvaret for denne sjæl, for den var det evige, det umistelige i deres væsen. Formerne har været forskellige, men indholdet overalt det samme: Du bliver ikke (ved din død) en ånd, du er en ånd!

Men hvad er ånd? Ånd er bevidsthed! Og bevidstheden er igen et resultat af Jeg'ets vekselvirkning med samtlige dets omgivelser i såvel mikro-, som mellem- og makrokosmos.

Og så er vi igen ved vort udgangspunkt. Thi bevægelse kan ikke opleve bevægelse. Energi kan ikke opleve energi. Det er dette, "sanseoplevelsen ovenfra", samtlige visdommens mestre har søgt at belære os om gennem alle tider. De vidste, ikke som videnskab, men som selvoplevet visdom, at der til enhver form for skabelse hører en Skaber. Men de omgivende mennesker var for små, de kunne, som Jesus udtrykte det: "ikke bære" al hans viden, hans dybe kosmiske indsigt. De måtte have sandheden i "lignelser", altså i "fortyndet form", akkurat som enhver børnehavelærerinde i dag må give småbørnene den første viden om livet i "fortyndet form", nemlig gennem "eventyr" o.s.v.

Videnskaben siger: mennesket har ingen sjæl! Når det dør, så ophører det totalt med at være. Det er blot en stofkombination med et såkaldt "tænkende instrument", nemlig dets "hjerne", og når denne hjernes lys slukkes, er alt forbi!

Visdommen siger: det jordiske menneskes fysiske legeme er kun et instrument for dette legemes midlertidigt iboende ånd. Det er denne ånds vækst, der er livets dybeste mening. Jo højere udviklet denne ånd er, desto højere moral demonstrerer den i yderverdenen. En gang var denne moral at herske, nu er den at tjene. Så hver den, der giver sit liv for andre, får det, fordi vedkommende da både har og får en stedse større bevidsthed og dermed en større indsigt i det evige, kosmiske liv, modsat, at den, der blot lever for sit eget, vil "miste livet", fordi dette at begrænse sin egen ånds lys i virkeligheden er det samme som at miste kontakten med det virkelige, det evige kosmiske liv.

Lad os altid bøje os i den dybeste respekt for alt, hvad videnskaben bringer os, men lad aldrig dens opfindelser, hvor store og betydningsfulde de end er, forlede os til den tro, at tingene skaber sig selv, at vi blot er animalske robotter, og at den Guddom, der evigt var, evigt er og evigt vil være – er en menneskeskabt ting, tilhørende menneskehedens åndelige barnekammer. For gør vi det – da vil mørket for alvor sænke sig over vor allerede nu så ulykkelige verden!