Ældre Kosmos og Kontaktbreve

To linjer, der skærer hinanden under rette vinkler, er en figur, som i mange variationer er brugt som symbol i menneskehedens historie både i Europa, Asien, Afrika og Amerika. Vi er vel tilbøjelige til at tro, at korset er et specielt kristent symbol, men det fandtes i Amerika, længe inden europæerne kom dertil. Det har været brugt som soltegn i forbindelse med cirklen, de gamle ægyptere brugte det som et T, og det af Hitler og hans fæller misbrugte og tilsmudsede "hagekors" har lige fra oldtiden været anvendt af mange forskellige folkeslag. Hagekorset hedder egentlig "Swastika", et sanskritord, der nærmest betyder "det lykkebringende tegn", hvad det ikke blev i nazisternes tjeneste, eller rettere, hvad det ikke blev, fordi nazisterne ikke vidste at tjene det, der er et hvilket som helst kors' inderste idé: glæden ved frivilligt at give sit liv og sin kraft til den helhed, hvoraf man er en evig og ubrydelig del.

Vi kender alle et krucifiks, fremstillingen af den korsfæstede Kristus, og de fleste ved, uden at de måske tænker derover, at fremstillingen af Kristus på korset eksisterer i forskellige variationer. Kristus kan være fremstillet som en konge, der ikke just fremviser tegn på smerte og lidelse, men snarere står som en sejrherre og betvinger. Netop står og ikke hænger, rank og lysvågen uden lidelsesmærker med de udstrakte arme som tegn på velsignelse. Men han kan også være fremstillet som den lidende Kristus hængende på korset med bøjet hoved og legemet krummet i smerte. Såret i siden, naglegabene og blod, der drypper fra tornekronen, er da realistisk fremstillet, og der er lagt vægt på, at Kristus "led" for menneskene, medens fremstillinger af førstnævnte art udtrykker det guddommeligt-menneskeliges herredømme over materiens verden gennem den levende ånd.

Er det muligt i vor tid, hvor man ikke mere bruger kors som henrettelsesinstrumenter, at "bære sit kors" og følge Kristus? Det er ikke blot muligt, men det er den eneste vej ud af den tilstand, menneskeheden befinder sig i i øjeblikket, den "alles krig imod alle", der sætter hver eneste af os i samme situation, som den Kristus var i, selv om vi ikke bliver hængt op på et fysisk trækors. Det er den ældste version af krucifikset, der har værdi som symbol på noget almen-menneskeligt, den senere, realistiske er mere en skildring af en bestemt fysisk begivenhed. De kan have lige stor betydning, men det er vigtigt at forstå, at det første symboliserer en tilstand ALLE jordiske mennesker befinder sig i, medens det andet er udtryk for et specielt eksempel på, hvad det vil sige at være et "menneske i Guds billede".

I sin analyse af "korsets tegn" giver Martinus udtryk for, at de to linjer, der skærer skærer hinanden under rette vinkler, symboliserer materien (den vandrette) og ånden (den lodrette) og dermed to former for sansning og oplevelse: på langs ad materien (den vandrette) og på tværs af materien (den lodrette). Kristendommens kors udtrykkes ved en længere lodret linje, "den bærende bjælke" og en kortere vandret linje, "bjælken der bæres", og stiller et menneske sig op med udstrakte arme, danner dets organisme i sig selv dette kors, akkurat som de tidligere krucifikser. Hvert eneste menneskes fysiske krop er faktisk et kors, hvortil dette menneske som åndeligt væsen en tid er korsfæstet i denne fysiske verden. Samme organisme repræsenterer også de to former for sansning og oplevelse på langs og på tværs af materien, hvorigennem det oprejste jordiske menneske adskiller sig fra det egentlige dyrerige, der endnu ikke er nået så vidt i udviklingen. De udstrakte arme er udtryk for "sansningen og oplevelsen på langs ad materien", de er ét med materien, det er jo netop gennem udviklingen og forvandlingen af arme og hænder fra at være forben og poter til at blive skaberedskaber i materien, at mennesket har gjort sig jorden eller materien underdanig og samtidig har fået kærlighed til den, ønske om at besidde den og have mere magt over den og derfor har indviklet sig mere og mere i den. Menneskets hoved, hjernen, rygraden med centralnervesystemet, der nu er oprejst, samt de to poler i organismen, den ordinære i kønsorganernes område og den modsatte pol, der har sit sæde i hovedet, er udtryk for sansningen og oplevelsen på tværs af materien, d.v.s. muligheden for sansning af højere dimensioner og for oplevelsen af den åndelige verden, der er "den bærende" eller primære i tilværelsen, medens den materielle verden er den, der bæres og blot er en sekundær virkning af åndens verden. Man kan også sige, at korsets lodrette linje er udtryk for det evige og den vandrette for det timelige eller foranderlige, og det viser sig at være rigtigt, hvad Søren Kierkegård sagde, at mennesket er det væsen, hvori det evige mødes med det timelige.

"Lykke er smertens ophør", sagde Karen Blixen. Men hvordan opnår de jordiske mennesker den lykke, at deres lidelser og smerter skal komme til at ophøre? Det vil ske engang, fordi lidelsen og smerten er begyndelsen til uvidenhedens ophør. Men hvorfor skal uskyldige lide og skyldige gå fri, hvorfor er der så megen uretfærdighed og tilfældighed i verden? Det er spørgsmål, man møder overalt, hvor mennesker er begyndt at søge efter en mening med tilværelsen. Alt dette vil man kunne få et logisk svar på ved studiet af Martinus Kosmologi, ikke et koldt og logisk svar, men netop baseret på en logik, der er på bølgelængde med universets grundtone, den universelle guddommelige kærlighed. Analyserne af reinkarnations- og skæbneprincippet munder ud i, at intet levende væsen kan hverken lide eller gøre uret. Lider man af en svær sygdom eller invaliditet, lider man af dårlige nerver og psykiske spændinger, ligger man under for bestandige økonomiske vanskeligheder eller konstante besværligheder på arbejdspladsen, er man nedtrykt eller irriteret på grund af forholdene i et uharmonisk ægteskab, af vanskelige forhold mellem den ældre og yngre generation, mellem søskende o.s.v., da er alt dette, ja, hvert eneste menneskes personlige sorger, bekymringer, lidelser og besværligheder udtryk for dette menneskes "korsfæstelse", og ingen anden end det selv er årsag til dets skæbne.