Kontaktbrev 1963/22 side 6
Mogens Møller:
KORSFÆSTELSE
Korset
To linjer, der skærer hinanden under rette vinkler, er en figur, som i mange variationer er brugt som symbol i menneskehedens historie både i Europa, Asien, Afrika og Amerika. Vi er vel tilbøjelige til at tro, at korset er et specielt kristent symbol, men det fandtes i Amerika, længe inden europæerne kom dertil. Det har været brugt som soltegn i forbindelse med cirklen, de gamle ægyptere brugte det som et T, og det af Hitler og hans fæller misbrugte og tilsmudsede "hagekors" har lige fra oldtiden været anvendt af mange forskellige folkeslag. Hagekorset hedder egentlig "Swastika", et sanskritord, der nærmest betyder "det lykkebringende tegn", hvad det ikke blev i nazisternes tjeneste, eller rettere, hvad det ikke blev, fordi nazisterne ikke vidste at tjene det, der er et hvilket som helst kors' inderste idé: glæden ved frivilligt at give sit liv og sin kraft til den helhed, hvoraf man er en evig og ubrydelig del.
Gennem kristenkommen, specielt gennem korsfæstelsen af Kristus, har korsets tegn fået en særlig betydning for en stor del af menneskeheden, en betydning, som i høj grad er blevet misfortolket og misforstået af teologer og kirkefædre, hvilket kan siges uden nogen bebrejdelse eller kritik, da det har været fortolkninger og udlægninger, som menneskene i den kristne kulturkreds på forskellige udviklingstrin havde brug for som inspiration i deres daglige tilværelse. I dag er det imidlertid anderledes, idet masser af mennesker ikke mere kan inspireres af gamle dogmatiske fortolkninger, ja, ligefrem frastødes af dem og er tilbøjelige til på samme tid at frastødes af selve kristendommen, som de identificerer med dogmerne. Derfor er det vigtigt, at de mennesker, der har opgivet den gamle religionsform uden at have fundet nogen ny, og som heller ikke kan nøjes med en materialistisk-ateistisk livsanskuelse, får indblik i, hvad korset og korsfæstelse egentlig er udtryk for, ikke mindst da det er et princip, der ikke blot manifesteredes og materialiseredes af Jesus af Nazareth for ca. to tusinde år siden, men manifesteres hver gang hver eneste af os inkarnerer i et fysisk legeme og fødes som et jordisk menneske.
Krucifikset
Vi kender alle et krucifiks, fremstillingen af den korsfæstede Kristus, og de fleste ved, uden at de måske tænker derover, at fremstillingen af Kristus på korset eksisterer i forskellige variationer. Kristus kan være fremstillet som en konge, der ikke just fremviser tegn på smerte og lidelse, men snarere står som en sejrherre og betvinger. Netop står og ikke hænger, rank og lysvågen uden lidelsesmærker med de udstrakte arme som tegn på velsignelse. Men han kan også være fremstillet som den lidende Kristus hængende på korset med bøjet hoved og legemet krummet i smerte. Såret i siden, naglegabene og blod, der drypper fra tornekronen, er da realistisk fremstillet, og der er lagt vægt på, at Kristus "led" for menneskene, medens fremstillinger af førstnævnte art udtrykker det guddommeligt-menneskeliges herredømme over materiens verden gennem den levende ånd.
Jo ældre fremstillingen af den korsfæstede Kristus er, desto mere er det den velsignende og sejrende stående Kristusfigur, man ser; ofte således, at man egentlig kun ser den stående figur med de udstrakte arme og intet kors. Dette er, kan man sige, den "abstrakte" side af korsfæstelsesfremstillingen, medens fremstillingen af den lidende Kristus (der først begyndte i det 13. århundrede) er den senere dominerende "realistiske" stil, der fremhæver, at Jesus led døden på korset for vore synders skyld og derved gennem "nåden" frelste os fra Guds vrede og helvedes evige pine. Den sidstnævnte "realistiske" fremstilling er i dag den mest kendte, og det er også den, adskillige tager afstand fra, fordi de ikke kan se noget guddommeligt i, at deres "synder" ved en særlig "nåde" udslettes, når blot de vil tro på, at det er sket, fordi et uskyldigt menneske blev udsat for de forfærdeligste fysiske lidelser gennem den grusomste og forsmædeligste henrettelsesmetode i Romerriget, den, der kun blev benyttet som dødsstraf for røvere, oprørere og højforrædere, der ikke havde romersk borgerret.
"Hvordan kan Gud ønske, at et uskyldigt væsen, selv om han nok så meget er "Guds egen søn", skal lide for de fejltagelser, jeg har begået," spørger man uvilkårligt. Og nogle, der anstrenger sig for at tænke logisk og retfærdigt, vil måske tilføje: "Hvis det så var Gud selv, der skulle lide i menneskeskikkelse – ikke uskyldigt, men fordi det ikke var lykkedes for ham trods "almagt", "alvidenhed" og "alkærlighed" at skabe mennesker i sit billede, så han måtte erfare virkningerne af deres "mislykkethed" på sin egen krop, så var der måske en form for retfærdighed i tanken". Men efter kristen opfattelse ville det være det rene blasfemi at tænke sådan. Desuden bad Kristus til Gud eller Faderen, altså var han ikke selv Gud. Man kan heller ikke sige, at Kristi lidelse var en stedfortrædende lidelse, da selv de mest troende har været og er udsat for lige så mange smerter og lidelser som ikke-troende. Kristus sagde jo også: "Den, der ikke bærer sig kors og følger mig, kan ikke være min discipel". Altså er der i virkeligheden tale om "Kristi efterfølgelse" og ikke om hans stedfortrædende lidelse. Næsten alle apostlene fulgte da også i deres mesters spor, idet de – efter overleveringen – alle blev korsfæstet undtagen Paulus, der var romersk borger, og derfor ikke måtte lide en så forsmædelig død, men blev halshugget, og Johannes, der var den eneste, der døde en naturlig død. Mon Johannes, "den discipel Herren elskede", derved kan siges at have svigtet sin herre og mester? Næppe, Dette, at følge i de spor, Kristus har vist os, må ses i et videre og højere perspektiv end fysisk lidelse og henrettelse. Det ligger på et helt andet plan end det stedfortrædende-realistisk-lidende, på et abstrakt plan, som de tidlige krucifikser udtrykker symbolsk, og som, selv om det er abstrakt, har nøje forbindelse med det enkelte menneskes liv i denne fysiske verden, da vi alle, selv om vi har en fysisk krop, er åndelige væsener.
Korset som livets symbol
Er det muligt i vor tid, hvor man ikke mere bruger kors som henrettelsesinstrumenter, at "bære sit kors" og følge Kristus? Det er ikke blot muligt, men det er den eneste vej ud af den tilstand, menneskeheden befinder sig i i øjeblikket, den "alles krig imod alle", der sætter hver eneste af os i samme situation, som den Kristus var i, selv om vi ikke bliver hængt op på et fysisk trækors. Det er den ældste version af krucifikset, der har værdi som symbol på noget almen-menneskeligt, den senere, realistiske er mere en skildring af en bestemt fysisk begivenhed. De kan have lige stor betydning, men det er vigtigt at forstå, at det første symboliserer en tilstand ALLE jordiske mennesker befinder sig i, medens det andet er udtryk for et specielt eksempel på, hvad det vil sige at være et "menneske i Guds billede".
I den dogmatiske kristendom er korset blevet dødens symbol, men det er i virkeligheden mere livets symbol eller symbol på at overvinde døden. Hvad er det for en død, der skal overvindes? Ikke først og fremmest den proces, vi i almindelighed kalder døden, for den er, selv om folk ikke ved det, ingen død, men en forvandling. Den død, der skal overvindes, er den tilstand, hvor menneskene gør sig til ét med den fysiske materie og identificerer sig selv med deres krop, hvor de tror, de kan eje fysisk materie og endda også, at de kan eje hinanden, hvor de kæmper for at eje og for at få magt, hvor de ringeagter, er intolerante imod eller måske endda hader andre, der har en anden mening, livsindstilling, politisk opfattelse, religion, hudfarve eller race end de selv. Denne tilstand er "de dødes rige" og kan kun overvindes gennem ét: kærlighed. Men hvad kan det nytte, når de jordiske mennesker ikke ved, hvad kærlighed er? De forbinder den med sentimentalitet, forelskelse eller andre ensidigt følelsesbetonede tilstande, medens kærlighed tværtimod er den reneste logik. Ganske vist er det en logik, der kræver indsigt i andet og mere end fysiske love, en logik, der forstår at behandle materien som den sekundære kraft, den er, på basis af den primære kraft, det levende væsen selv repræsenterer: ånden, der forvandler og skaber udvikling gennem nedbrydning og opbygning i materiens stadigt skiftende kredsløb.
Gennem Martinus Kosmologi er det muligt at se kristendommen og dermed også begrebet "korsfæstelse" i et perspektiv, der får de ældste tiders krucifiks til at være aktuelt som symbol på hvert eneste jordmenneskes nuværende tilstand. Men kosmologien kan samtidig give os overblik over de muligheder, hvert eneste menneske har for at være med til at forvandle livet i den fysiske verden fra at være "korsfæstelse" til at blive "opstandelse fra de dødes rige". Martinus taler om den "sekundære" og den "primære" opstandelse, og med den "sekundære opstandelse" mener han, at mennesket lever efter den proces, vi kalder døden, i en åndelig verden, der er en lige så naturlig tilstand som den fysiske blot med den forskel, at de legemer, det manifesterer sig i og oplever igennem, består af langt finere vibrationer end det fysiske legeme. Med udtrykket "den primære opstandelse" mener Martinus den tilstand, hvert eneste menneske engang vil nå her i den fysiske verden efter en række fysiske inkarnationer, hvorigennem det har overstået sin "korsfæstelse", og det er netop den tilstand, Kristus viste menneskene et strålende eksempel på først gennem den måde, hvorpå han levede og dernæst gennem den måde, hvorpå han døde.
Vi er "korsfæstet" i materien
I sin analyse af "korsets tegn" giver Martinus udtryk for, at de to linjer, der skærer skærer hinanden under rette vinkler, symboliserer materien (den vandrette) og ånden (den lodrette) og dermed to former for sansning og oplevelse: på langs ad materien (den vandrette) og på tværs af materien (den lodrette). Kristendommens kors udtrykkes ved en længere lodret linje, "den bærende bjælke" og en kortere vandret linje, "bjælken der bæres", og stiller et menneske sig op med udstrakte arme, danner dets organisme i sig selv dette kors, akkurat som de tidligere krucifikser. Hvert eneste menneskes fysiske krop er faktisk et kors, hvortil dette menneske som åndeligt væsen en tid er korsfæstet i denne fysiske verden. Samme organisme repræsenterer også de to former for sansning og oplevelse på langs og på tværs af materien, hvorigennem det oprejste jordiske menneske adskiller sig fra det egentlige dyrerige, der endnu ikke er nået så vidt i udviklingen. De udstrakte arme er udtryk for "sansningen og oplevelsen på langs ad materien", de er ét med materien, det er jo netop gennem udviklingen og forvandlingen af arme og hænder fra at være forben og poter til at blive skaberedskaber i materien, at mennesket har gjort sig jorden eller materien underdanig og samtidig har fået kærlighed til den, ønske om at besidde den og have mere magt over den og derfor har indviklet sig mere og mere i den. Menneskets hoved, hjernen, rygraden med centralnervesystemet, der nu er oprejst, samt de to poler i organismen, den ordinære i kønsorganernes område og den modsatte pol, der har sit sæde i hovedet, er udtryk for sansningen og oplevelsen på tværs af materien, d.v.s. muligheden for sansning af højere dimensioner og for oplevelsen af den åndelige verden, der er "den bærende" eller primære i tilværelsen, medens den materielle verden er den, der bæres og blot er en sekundær virkning af åndens verden. Man kan også sige, at korsets lodrette linje er udtryk for det evige og den vandrette for det timelige eller foranderlige, og det viser sig at være rigtigt, hvad Søren Kierkegård sagde, at mennesket er det væsen, hvori det evige mødes med det timelige.
Vi er altså i kraft af at være inkarneret i en jordmenneskelig organisme korsfæstet i den fysiske materie, vi er bundet til den, og vi er afhængig af de love og principper, der er gældende og dominerende i denne fysiske verden, hvor vi er oprejste dyr, der kalder os selv mennesker. Denne verdens fysiske love har mennesket efterhånden lært ganske godt at kende, og i nogen grad behersker det dem gennem et afbalanceret samarbejde mellem hjerne og centralnervesystem på den ene side og hænderne på den anden. Her fornemmer mennesket virkelig sig selv som et fast punkt, hvori de to former for sansning og oplevelse mødes, og det har overblik og indsigt og hæver sig derved langt over de egentlige dyr. Men med hensyn til den psykiske lov, som dominerer i denne verden, så er det stadig væk "jungleloven" eller "den stærkeres ret", her er mennesket endnu et dyr, og, som Tagore siger: "Når mennesket er et dyr, er det værre end noget andet dyr". Her udnytter "dyret i mennesket" de åndelige kræfter og vil gøre dem til ét med materiens verden i materialismens, ateismens og egoismens tjeneste, det er "de dødes rige".
Korsfæstelse som smerte og lidelse
"Lykke er smertens ophør", sagde Karen Blixen. Men hvordan opnår de jordiske mennesker den lykke, at deres lidelser og smerter skal komme til at ophøre? Det vil ske engang, fordi lidelsen og smerten er begyndelsen til uvidenhedens ophør. Men hvorfor skal uskyldige lide og skyldige gå fri, hvorfor er der så megen uretfærdighed og tilfældighed i verden? Det er spørgsmål, man møder overalt, hvor mennesker er begyndt at søge efter en mening med tilværelsen. Alt dette vil man kunne få et logisk svar på ved studiet af Martinus Kosmologi, ikke et koldt og logisk svar, men netop baseret på en logik, der er på bølgelængde med universets grundtone, den universelle guddommelige kærlighed. Analyserne af reinkarnations- og skæbneprincippet munder ud i, at intet levende væsen kan hverken lide eller gøre uret. Lider man af en svær sygdom eller invaliditet, lider man af dårlige nerver og psykiske spændinger, ligger man under for bestandige økonomiske vanskeligheder eller konstante besværligheder på arbejdspladsen, er man nedtrykt eller irriteret på grund af forholdene i et uharmonisk ægteskab, af vanskelige forhold mellem den ældre og yngre generation, mellem søskende o.s.v., da er alt dette, ja, hvert eneste menneskes personlige sorger, bekymringer, lidelser og besværligheder udtryk for dette menneskes "korsfæstelse", og ingen anden end det selv er årsag til dets skæbne.
Betyder det, at man da blot skal se på andres besværligheder med et skuldertræk og sige: "Tja, det er jo hans skæbne!"? Betyder det, at vanskelighederne bliver større, fordi man selv er den inderste årsag til dem? Nej, tværtimod, det betyder, at man kan hjælpe både andre og sig selv til at være "større end sin skæbne" og derved overvinde "korsfæstelsen". Det emne skal jeg forsøge at behandle i en kommende artikel.