Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra fjerde bind, stk. 1128-29-30.

"Når verdensgenløsningen såvel som den overleverede visdom fra "Bibelen" og andre hellige bøger fremfører "næstekærlighed" som opfyldelsen af livets love og dermed som den allerhøjeste og fuldkomneste form for tilværelse eller oplevelse af liv, så bliver det altså her til kendsgerning, at det slet ikke er "moder-" eller "familiekærligheden", den inspirerer, men derimod udelukkende tilsigter en hel anden form for sympati, en sympati af en så gennemtrængende udstrækning, at den gør alle "levende væsener" til "én familie" og hvert eneste af denne "familie"s medlemmer til "brødre". Og vi kommer da her til at se et "forældreprincip", "broder-" eller "familieprincip" af helt andre dimensioner end det, der kan komme til udløsning igennem et specielt "hanvæsen"s og et specielt "hunvæsen"s selviske eller livsbetingende forening eller gøren sig til ét med hinanden.

Da "hanvæsenet"s organiske struktur betinger, at det organisk har brug for "hunvæsenet", medens det ikke på denne måde har brug for "hanvæsenet", bliver dets tiltrækning, hvilket igen vil sige: dets sympati, jo udviklet til fordel for "hunvæsenet" samtidig med, at dets antipati bliver udviklet imod "hanvæsenet", fordi dette væsen jo er en konkurrent til dets bejlen eller dragning imod "hunvæsenet", At det modsatte må blive tilfældet med "hunvæsenet" er naturligvis en selvfølge, idet dette væsens organiske struktur betinger, at det har brug for "hanvæsenet", men ikke for "hunvæsenet". Og her må så antipatien imod "hunvæsenet" udvikle sig, idet dette væsen ligeledes er en konkurrent i dets bejlen til "hanvæsenet" Og vi får da den konstellation af kønnene, der i sin renkultur og kulmination umuliggør den absolutte "kærlighed", hvilket vil sige: en sympati, der ikke blot gælder væsener af det "modsatte køn", men også væsener af sit "eget køn". Og vi har her spiren eller roden til alt ondt i verden, til krig og lemlæstelse, til sorg og lidelse, sygdom og nød, kort sagt til hele tilværelsens mentale mørke. Dette mørke betinges således udelukkende af væsenets organiske struktur eller seksuelle polindstilling.

Det bliver her let at se, at det ikke kan være denne form for "familieskab" med den guddommelige Fader, der, som en for andre urørlig ejendom, har skænket os "salighedsriget" eller et "lønkammer" i form af en evig "guldkopi" af det udenfor os eksisterende levende univers eller verdensalt. Den "kærlighed", der her er tale om, er ikke skænket noget "levende væsen" på grundlag af et imellem det og Faderen eller Forsynet særligt eksisterende "familieskab", af hvilket andre "levende væsener" ikke er medlemmer. Alle "levende væsener" er i besiddelse af den ovennævnte gave i en for hver især tilpasset form. Der kan således slet ikke være tale om nogen som helst form for favorisering. "Familieskabet" med Forsynet afviger altså fra alle andre former for "familieskab" derved, at det ikke udløser nogen som helst favorisering. Det almindelige jordiske "familieskab" er udelukkende en favorisering. Manden, hustruen, faderen, moderen, søsteren, broderen o.s.v. er alle hver især væsener, der af de øvrige "familiemedlemmer" er mere eller mindre foretrukne væsener fremfor fremmede væsener. De for ægteskabet bærende love påbyder jo netop, at "manden skal forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru", og at hustruen skal erkende, at "manden er kvindens hoved, ligesom Kristus er menigheden"s. Og hedder det ikke videre, at "man skal ære sin fader og moder"? – Er det ikke almengældende, at det er sværere for en juridisk dommer at dømme en broder eller søster til straf eller død end et for ham fremmed væsen? – Ja, bliver ikke netop en dommer i en sådan situation fritaget for sit hverv? – Jo, det såkaldte "blodets bånd" taler et stærkt sprog, der begunstiger eller favoriserer "familiemedlemmer".

Men således er det ikke med den "kærlighed", der evigt skænker eller vedligeholder i væsenets indre en levende, arbejdende "guldkopi" af det udenfor eksisterende levende univers eller verdensalt. Der forekommer absolut ikke nogen som helst form for favorisering. Ligesom solen skinner på rige og fattige, retfærdige og uretfærdige, og regnen strømmer ned over onde og gode, kærlige og ukærlige væsener, således er hvert eneste "levende væsen" i tilværelsen i sit indre udstyret med en forherliget levende, arbejdende "guldkopi" af den udenfor det selv eksisterende verden. At denne "kopi" udtrykker "kærlighed", bliver til kendsgerning derigennem, at den netop er "forherliget". Når denne "kopi" fremtræder i sin "modne" eller færdige form, fylder den væsenet med "salighed", hvilket vil sige: den højeste fryd, der overhovedet kan fornemmes eller opleves. En skabende magt, der lader tingene således forvandle eller omforme sig til væsenets fordel, kan udelukkende kun være en "kærlighedsåbenbaring". Og da den gælder hvert eneste eksisterende "levende væsen" og ikke udviser nogen som helst form for favorisering, bliver vi her vidne til en sympati eller en "kærlighedsudfoldelse", der er "altomfavnende". Den har ingen favoritter og kan derfor ikke skabe jalousi eller skinsyge, kan ikke skabe misundelse eller had. Den guddommelige gave i form af væsenets "salighedsrige" eller "indre verden" er således ikke en camoufleret "forudbetaling" for noget, Forsynet eller gavens ophav venter at få til gengæld af gavens modtager, således som tilfældet i virkeligheden er indenfor den ægteskabelige "kærlighed". Her venter bruden såvel som brudgommen den modsatte parts genelskelse, sympati eller "kærlighed" til gengæld for deres egen forelskelse i nævnte part. Og uden opfyldelsen heraf bliver ægteskabet ikke noget virkeligt eller sandt ægteskab, det bliver ikke nogen "lykke", men en "ulykke" for parterne."