Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Første gang jeg læste omstående bilag, lod jeg blot øjnene løbe nedover linjerne, som man normalt gør, når man "kigger i avisen". Men selv om det i og for sig blot er skrevet i vanlig journaliststil, indeholdt det alligevel en "tone", som påvirkede sindet og tvang mig til at læse det én gang til. For det menneske, der har skrevet denne kommentar, er et modent menneske, er et menneske, der ser dybere end de fleste.

Det er altid let at "skyde" på ungdommen, så let, at de fleste falder for fristelsen. Men ungdom er andet og mere end et trin i et menneskes liv. Det er også en afsløring, ikke alene af den unge selv, men også af det hjem, han eller hun er vokset op i. Når man læser om disse unges optræden, deres selvindbildte "hårdkogthed", deres mangel på respekt for andres liv og lemmer og for den domstol, deres handlinger førte dem ansigt til ansigt med, så læser man også om de hjem, de er vokset op i – og man forstår! Forstår, at sådan må verden blive, når livet midlertidigt gør sig fri af den moralske lovbundethed, der alene kan sikre den enkelte såvel som hele samfundet en sund og naturlig vækst.

Jeg har ofte hævdet, at vort samfund aldrig har haft en bedre ungdom end den, vi er omgivet af, og at det normalt kun er de ekstreme tilfælde, vi hører om. For der er ingen "sensation" i at skrive om de hundredtusinder, der aften efter aften enten søger aftenskole eller sidder bøjet over deres studier hjemme. De er simpelt hen ikke "stof". Men selv om disse unge målbevidst søger frem imod en uddannelse, der senere stiller dem langt bedre i kampen for tilværelsen end dem, hvis forstand midlertidigt synes arresteret i mekanisk legetøj og tåbelige hastigheder, står også mange af disse unge svagt i en verden, hvor livets åndelige baggrund i stedse højere og højere grad ofres til fordel for en materialisme, der vel kan give mulighed for en høj løn, men aldrig for indre sjælelig harmoni. Mennesket er stadig væk således indrettet, at det ikke "lever af brød alene". Også om disse unge gælder det, at "de mangler noget at leve for, at se frem til. De savner et solidt ståsted, en overbevisning".

Det føles ofte dybt tragisk, at fordi evnen til blindt at tro ligger på "dødslejet", at man så, altfor ivrigt synes det mig, "kaster barnet ud med badevandet". Sandt nok må fortidens religiøse tanker forekomme et overvældende flertal af de opvoksende unge både latterlige og forældede, men er det religionens skyld? Skyldes det ikke i lige så høj en grad dette, at man gjorde kristendommen til et fag, til noget fastlagt, til menneskeværk? Af natur er mennesket konservativt. Det store flertal affinder sig hellere med tingene, som de er, og som de gennem århundreder har været, end de går med til, om ikke just revolution, så dog en så radikal ændring, at det næsten får karakteren af en revolution. Et vittigt hoved har en gang givet udtryk for, at de fleste i vort land kun har med religionen at gøre, når de er bevidstløse, nemlig ved dåben, hvor hovedpersonen i hvert fald ikke har megen bevidsthed, ved konfirmationen, hvor så langt de fleste unges bevidsthed er koncentreret på gaverne, ved brylluppet, hvor der meget ofte synes at herske næsten total bevidstløshed, og ved begravelsen, hvor total bevidsthedsmangel ifølge loven er påkrævet. Selv om dette kun skal gælde for en spøg, så gælder Kumbels berømte ord om, at "den, der kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt. Han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt!" her næsten for godt. For det overvældende flertals forhold til den statsautoriserede kirke er netop betinget af vane, af at "det nu engang hører med" til "livsmønstret", at kirken ved navnegivning, konfirmation, bryllup og begravelse er med i "billedet". Men om nogen dyb, religiøs trang er der kun sjældent tale.

Og tvivler mon noget virkeligt voksent menneske på, at denne ligegyldighedsindstilling overfor tilværelsens religiøse element ikke påvirker den opvoksende slægt? Hvordan skal den dog få respekt for tilværelsens åndelige baggrund, når denne baggrund ignoreres, som tilfældet er? Sandt nok, kirkens tid ebber langsomt ud. Jeg tror ikke, der vil gå mere end ét til to hundrede år, før flertallet af vore kirker via "turistkristne", der kun er interesseret i kirkerne som museumsobjekt, er endt som rene, af staten opretholdte museer. Men dette forhold har intet med vort livs religiøse element at gøre. Længe inden den tid vil en ny livsforms kirke være i fuld udvikling hele kloden over.

I dag tror menneskene på fremskridtet, underforstået på, at den dag alle er rige og økonomisk uafhængige, er vi midt i det "paradis", slægterne før os via religionen forestillede sig. Hvilken barnlig, hvilken himmelråbende naiv tankegang! Indtil nu har verden haft tusinder og atter tusinder af rige mennesker, mennesker, som kunne bruge deres liv nøjagtigt, som de selv ville. Var disse mennesker lykkelige? Er der mindre gråd, mindre fortvivlelse, mindre åndelig elendighed, ide riges end i de fattiges lejr? Absolut ikke! Fortvivlelsen, livsangsten, smerten har andre former her, men den er der!

Nej, ingen af os kan "købe" sig fri af sin egen skæbne. Kunne vi det, havde verden for længst haft beviset for, at penge var identisk med lykke. Begrebet "arbejde" havde næppe fået ry for at være den bedste kilde til åndelig sundhed, om lediggang havde kunnet opvise bedre resultater. Men hvad er arbejde? For de fleste – i dag – noget de må udføre for at bjerge livet, det rent fysiske liv, og derfor, også for de fleste, en direkte forbandelse. Men er en vældig udvikling ikke her i gang? Vokser automationen ikke med en sådanhast, at den begynder at vise sit sande ansigt helt indenfor den "nærhorisont", der angår os alle. Og er dette "sande ansigt" ikke identisk med den frigørelse for rutinemæssigt slaveri, der i dag udgør et mareridt for utalte millioner? En mental "morgenrøde" af dimensioner, menneskeheden aldrig før har kendt, fordi den omfatter hele kloden, begynder så småt at lyse frem på den natsorte baggrund, som vor egen egoisme har frembragt. For arbejdede vi nogensinde for "hinanden"? Har vi ikke altid blot arbejdet for "os selv"? Har ledemotivet for vort fysiske virke ikke altid blot været "vor egen lykke" og ikke, eller i hvert fald kun uhyre sjældent, "de andres lykke"? Med et andet berømt Kumbel-ord har vi virkelig levet efter recepten, at "alle tænker på sig, kun jeg tænker på mig!" Og en sådan tænkemåde skaber akkurat den verden, vi alle i dag oplever. Og her er det, at en forvandling, med eller imod den enkeltes vilje, finder sted. Alle tvinges vi af livet selv til at forstå, at uden samarbejde opnår vi aldrig den sameksistens, der er fremtidens løsen. Men sameksistens uden fælles åndeligt grundlag er en utænkelighed. Derfor vil vi også komme til at opleve, at når den materialisme, hvis herredømme over sindet i dag er uomtvistelig, begynder at gå i opløsning (og tegnene hertil er allerede synlige), vil verden kræve samtlige åndelige værdier taget op til omvurdering. At tro, at den åndelige usikkerhed, der præger alt liv i dag, kan fortsætte, beror simpelt hen på manglende viden om vor tilværelses kosmiske struktur. Materialisme er storartet, når den er under kontrol, for ethvert menneske må lære at indse, at det ingen ret har til at nyde fysiske goder, det ikke selv har været med til at frembringe. Men der går også grænsen! Livet var aldrig og vil aldrig blive en ren materiel foreteelse. Dybest set er livet kun ånd. Og det føler enhver ung, for enhver ung har dybt i sin sjæl ideelle tilbøjeligheder. Men opdyrkes disse ideelle tilbøjeligheder ikke, ja, udsættes de tværtimod for latterliggørelse eller komplet ignoration, så dør de bort og erstattes enten af dyb indre splittethed og disharmoni eller også af kynisme eller den "hårdkogthed", der allerede nu præger så mange unge.

Det er vor viden om disse ting, der gør, at vi giver vort liv til spredningen af kendskabet til Martinus kosmiske verdensbillede. Gennem vort eget møde med det fandt vi selv det ståsted, som utalte tusinder efter os vil finde. For Martinus tanker er både evigt gamle og evigt unge. De forbinder sig af sig selv med al den visdom, fortiden bragte os, og de kaster et eventyrligt lys fremover. De lader os se en højere mening med livet end den, selv den mest moderne videnskab har bragt os. Også vi tror på fremskridtet, men blot ikke på et i sig selv begrænset og dermed dødt fremskridt. For os er det en selvfølge, at alle mennesker en dag vil være materielt velstillede, men det er også en selvfølge for os, at den dag dette sker, begynder vanskelighederne for alvor. Thi rigdom uden ånd, hvilket vil sige: uden evne til at administrere denne rigdom, vil hurtigt vise sig værre end selv den værste fattigdom.

At vi alle er på vej imod "én verden", føler de fleste mennesker, selv om mange tror, at vi for længst er udslettede fra jordens overflade, før dette kan blive en realitet. Men denne alle stater omfattende verdensstat vil komme, konturerne til den er for længst synlige. Men nogen sand virkelighed kan den ikke blive, før de moralske værdier på ny har indtaget deres naturlige plads i vort liv. Mennesket er andet og mere end en ting, der produceres og sluttelig destrueres. Mennesket er et væsen med evighedsværdi, er noget, der aldrig har begyndt og aldrig vil kunne slutte. Mennesket er ikke en hjerne, mennesket har en hjerne – og det er noget andet! Og det, der bruger denne hjerne, vil vide at give livet nye former, større former, større spespektiv! Dette er ikke alene et forfængeligt håb, det er en indre intuitiv og derfor meget sikker viden hos utalte tusinder jorden over. Det er disse utalte tusinder, der i dag er vor klodes største aktiv. For de er ikke alene modne til at kunne imødegå enhver modgang, de ejer også viljen til ved en indsats at bidrage til, at den nuværende åndelige usikkerhed en dag bliver afløst af sikkerhed, bliver afløst af en hele verden omfattende åndelig nyorientering, der stiller de mange forvirrende og ofte selvmodsigende problemer på rette plads. At dette kræver tid, ved vi, men har man først én gang ved sig selv erkendt, at tiden og evigheden er identiske faktorer, har man sluttet enhver form for jag på dette område. Man ved da, at livet fuldbyrder sig selv efter love, intet menneske har nogen virkelig indflydelse på. Det eneste, man da har at gøre, er at følge den pligtfølelse, der bor i en – og den lader ikke en i fred, om man forsøger at unddrage sig dens påvirkning! Og takket være dette vidunderlige forhold, vil den verden af åndelig uro og splittethed, som kommer til syne i det lille, medfølgende bilag, en dag forsvinde og give plads for en verden, som muligvis ikke er efter den nuværende kirkes hoved, men som til gengæld er i dybeste overensstemmelse med ånden i det smukkeste, kristendommen har givet os, nemlig Jesu bjergprædiken!