Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At vor livsoplevelse er en kæde af årsager og virkninger, er der ingen af os, der tvivler på, vi er jo dog "tænkende væsener", og selve dette – at tænke – er en evne til at slutte fra årsag til virkning. Tænkeevnen er evnen til overblik over tingenes sammenhæng, og på basis af denne evne skulle mennesket kunne skabe de årsager, der vil medføre ønskede virkninger, ligesom det også ud fra denne evne skulle være i stand til at forstå årsagerne til de virkninger, det oplever i sin vekselvirkning med naturen og andre levende væsener. Til trods for, at vi besidder evner som "logisk tænkende væsener", hænder det dog gang på gang, at tanker, ord og handlinger, som vi mente ville få en bestemt af os ønsket virkning, alligevel får en helt anden virkning end den, vi troede at forudse. Vi er åbenbart ikke logiske nok i vor tankegang og har ikke tilstrækkelig stort overblik, derfor må vi gøre nogle flere erfaringer og blive klogere, så vi kan skabe virkninger helt i overensstemmelse med vore ønsker. Det er vel den naturlige følgeslutning af ovenstående. Men det er ikke den almindelige. Den almindelige opfattelse, når virkningerne af bestemte årsager bliver anderledes, end vi havde tænkt os, er den, at det er de andres skyld; de tænkte og handlede "forkert", fordi de ikke reagerede, som vi havde tænkt os. "De andre" var dumme, de var ikke situationen voksen, de handlede egoistisk, eller de var måske ligefrem fjendtlige og ondskabsfulde, sådan er tankegangen ofte efter "fejlslagne" situationer. Den tanke, at vi selv skulle have begået fejl, er knap så nærliggende for os, for "vi kunne da ikke vide, at de andre ville o.s.v." Undskyldningerne for os selv har vi parat, dem er vi endnu ikke modne til at undvære, men så har vi egentlig heller ikke lov at kalde os "homo sapiens", det vidende menneske. Det bliver vi først i det øjeblik, da vor menneskekundskab fortæller os, hvordan vi skal handle i enhver situation – eller når vi ved, at INTET er de andres skyld, når det gælder den årsags- og virkningskæde, der er vor skæbne, så undskyldningerne kommer til at gælde for de andre og ikke for os selv. Vi har ikke noget mere strålende eksempel på en sådan tankegang end Jesu ord: "Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør".

Det er naturligt, at jordmenneskene – endnu – reagerer på den måde, at de, ligesom barnet, der har slået sig på en stol og slår stolen og skammer den ud, giver omgivelserne skylden for de fysiske og psykiske knubs, de får. Det er naturligt, fordi menneskeheden på denne klode endnu befinder sig i sin barndom. Men det vil ikke vedblive at være sådan i fremtiden. Det er resterne af vor primitive urskovsmentalitet, der er årsag dertil. Det primitive dyremenneskes første gryende jeg-bevidsthed forbandt sig ganske naturligt med selvopholdelsesdriften til tanker som: "Hvad kan det gavne mig?" og "Det har jeg ikke brug for, det er i vejen, det må ryddes bort". Og denne primitive mentalitet er endnu en (større eller mindre) del af vor bevidsthed. "De andre" er fjender, eller de er os ligegyldige, hvis de ikke kan "bruges", eller hvis de ikke tilhører den kreds, vi kalder "vore egne", og selv da kan de i visse situationer være i vejen for os, så de pludselig kun er "de andre". Det primitive menneskes tænkemåde og adfærdsmønster er en naturlig "krigsegoisme", et forlænget dyrerige, hvor tænder, kløer og stærke muskler afløses af økser, kastevåben og skydevåben lige til brintbomber og de aller nyeste geniale mordvåben. Når "de andre" handler forkert og er i vejen, må de fjernes eller i alt fald uskadeliggøres, og den jordmenneskelige intelligensudfoldelse, når det gælder om at uskadeliggøre andre, har gennem tiderne fejret triumfer, som intelligensen i fredens tjeneste hidtil ikke har kunnet måle sig med. Dette gælder for nationer, ideologier, racer, religioner og partier, der kæmper mod "de andre", men det gælder også, og det er måske i øjeblikket det væsentligste, for enhver af os som person i hverdagen, vekselvirkende med andre personer i hjemmet, på arbejdspladsen, og hvor vi ellers færdes. Og her er våbnene sjældent hånd-, kaste- eller skydevåben, de er som regel højst abstrakte og hedder sladder, intriger og bagtalelse, de kan have form af forretninger, de kan skjules under venskabs maske, de kan udfoldes som hidsighed, vrede, surhed, bitterhed og udtalt skuffelse og forargelse, der skaber angst, uro og bedrøvelse hos "de andre" og underminerer deres tilværelse eller får dem ud af balance. Der er mange måder at "uskadeliggøre" på i hverdagens "skyttegravskrig".

Alt dette lyder måske lige lovlig drastisk, og dog er det et billede på mange menneskers hverdag eller skæbne, hvor kæden af årsager og virkninger udfolder sig på en måde, som menneskene selv slet ikke har herredømme over, fordi de mangler overblik og viden om livets love. De ved, at de vil høste havre og ikke hvede eller byg, når de har sået havre, et billede på, at de kender loven for årsag og virkning, når det gælder den fysiske materie. Men de ved ikke, at vejen til den fred, de længes efter, kun går gennem den bevidsthedstilstand, der sår freden i tanker, ord og handlinger, både når det gælder grupper af mennesker og det enkelte menneske, og at verdensfreden til syvende og sidst afhænger af, hvad det enkelte menneske kan nænne at gøre. Nu kunne vi fortsætte ad vanens slagne landevej og sige: "Ja, "de andre", de kan jo nænne at gøre sådan og sådan o.s.v …". Men det er slet ikke det, sagen drejer sig om! Når det gælder vor egen skæbne, er spørgsmålet, hvad kan JEG nænne at gøre. Det er, hvad jeg sår, og det vil blive den skæbne, jeg høster, og der kan være lige så megen fred mellem stater og nationer på denne jord, man kan ønske sig. Hvis freden ikke er i MIT sind, og hvis ikke JEG er med til at skabe den, oplever JEG den ikke! Så kan man jo synes, at alt er håbløst, hvis man et øjeblik prøver at se bort fra alle de undskyldninger, man ellers har parat, og ser sig selv uden deres camouflerende og illuderende staffage. Men så håbløst er det ikke, det er netop det, Martinus kan vise det søgende menneske. Han kan vise det et "kort" over "vejen til verdensfreden", det enkelte menneske må ganske vist selv finde denne vej og følge den, men det har en indre vejviser, som det har lært at kende under navnet "samvittigheden".

I min forrige artikel søgte jeg at understrege, hvorledes enhver af os er "korsfæstet" i fysisk materie, og at Kristi lidelse og død på korset ikke var en stedfortrædende forsoning, men et eksempel på, hvordan et virkeligt vidende menneske kan bære den største lidelse og smerte uden vrede, had, bitterhed og skuffelse i sit sind. Han opfordrede ethvert menneske til at tage sit kors og følge ham, og Martinus analyser er en bekræftelse af dette og en understregning af, at det ikke blot er muligt, men nødvendigt for skabelsen af en virkelig menneskelig kultur på denne klode. Men hvordan skal vi da forstå korsfæstelsesprincippet? Det kan kun virkelig forstås, når man også forstår reinkarnations- og skæbneprincippet, dette, at årsager og virkninger danner et kosmisk adfærds- og skæbnemønster, hvori et enkelt liv fra undfangelsen og fødselen til døden kan sammenlignes med en enkelt dag i forhold til et helt liv. Det er ikke svært at forstå, at en enkelt dag ville være meningsløs isoleret fra sin forbindelse med fortid og fremtid. Dens mening og betydning ligger i "skæbne-nettet" af årsager og virkninger fra dag til dag. Vi "sår" og "høster", gør erfaringer og udvikler evner og talenter, som vi kan bruge i kommende dage. Og mellem dagene er der hvilepauser, som vi kalder nætter, hvor søvnen gerne skulle bevirke, at vort centralnervesystem befries for dagsbevidsthedens pres og slitage og udbedres og genopbygges, så man kan vågne frisk og udhvilet til den nye dag. Dage og nætter er en variation af kredsløbsprincippet, som eksisterer i mange andre større og mindre variationer. En af de større, som Martinus kalder "kosmiske dage og nætter", er reinkarnationsprincippet, hvor et fysisk liv, en inkarnation, er en "dag" og oplevelsen i stråle- og bølgeverdenen efter den proces, vi kalder døden, er en hvilepause, en "nat" i dette kredsløb. Og ligesom almindelige dage og nætter forbindes og får mening gennem vore bevidsthedsenergiers skæbnemønster af årsager og virkninger, gør også de kosmiske "dage" og "nætter" det, og en enkelt "kosmisk dag", et enkelt liv fra fødsel til død er meningsløst, når det ikke ses som et led i et skæbne- og adfærdsmønster, der både kan forme sig som et "net", vi har fanget os selv i, og som en befrielse af gamle virkninger, bl. a. krigens, ved at man skaber nye årsager, dem, der fører til fred.

Korset er ikke dødens men livets symbol og betyder "det lykkebringende tegn". Jeg citerede i min forrige artikel Karen Blixens ord: "Lykke er smertens ophør", og det er faktisk i den betydning, korsets tegn er lykkens tegn. Først er det korsfæstelse, smerte og lidelse, så bliver det lidelseserfaringer og samvittighed, medfølelse og samfølelse. Naturligvis gennem en række "kosmiske dage" eller "korsfæstelser" i fysiske organismer. Dernæst begynder væsenet at få herredømme over materien; sansningen og oplevelsen "på langs og på tværs af materien" kommer i balance. Lidelsens kors bliver velsignelsens kors, og velsignelse er evnen til at lade Guddommens kærlighed og skaberkraft strømme igennem sig, ikke som et ubevidst medium, men som en guddommelig medskaber og fornyer. Da kan mennesket elske selv dem, der hader og forfølger det, fordi der ikke er nogen, det ikke kan elske. Det ser det guddommelige i hvert eneste levende væsen, det er klar over væsenets plads på udviklings stigen og ved, hvad det kan vente sig af det uden at blive skuffet, og det ser samtidig, hvad dette væsen er på vej til at blive, fordi det ikke koncentrerer sig om den midlertidige form, men om dets evige kosmiske struktur. Skal vi blive ved med at opleve "korsfæstelse" i materien? Nej, inkarnationer i fysisk materie i den forstand, at det levende væsens dagsbevidsthed kun oplever den fysiske verden, forekommer kun i et ganske lille område af et så gigantisk udviklingsforløb eller kosmisk kredsløb, som Martinus kalder en "udviklingsspiral". En fysisk verden er et område, hvor det levende væsen står i lære, det er i skaberlære, kan man sige, og skal engang blive en guddommelig mester i at skabe. Men først må det som lærling lære loven for årsag og virkning grundigt at kende, thi den er grundlag for al skabelse. Og denne form for undervisning må nødvendigvis foregå i en fysisk verden, hvor to principper gør sig gældende, som ikke gælder i spiralens øvrige riger. Det første af disse er: HER må man møjsommeligt overvinde materiens modstand og derved lære at tænke, at slutte fra årsag til virkning for at forvandle forhåndenværende materiekombinationer til andre, som bedre svarer til ønsker og længsler; i modsætning til de åndelige eller stråleformige verdener, hvor materien lystrer viljen og tanken uden modstand. Det andet princip, vi kun kan møde i en fysisk verden, er, at her gør det ondt at tænke forkert, d.v.s. at tænke i uoverensstemmelse med livets love. Når vi engang har lært tænkningens og skabelsens kunst i overensstemmelse med livets fysiske og psykiske love, vil vi også kunne skabe fuldkomment i åndelig materie. Da vil de åndelige verdener, eller verdenerne i stråle og bølgeform ikke blot blive en hviletilstand eller vidunderlig ferie mellem to fysiske inkarnationer, men værksteder for os som guddommelige medarbejdere. Det ligger naturligvis langt ude i fremtiden, men det ligger der for enhver af os, og vore længsler og ønsker om fred og frihed, om kunst og skønhed, om kærlighed og hensigtsmæssighed er i virkeligheden ubevidste længsler mod alt dette.