Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de sætninger, der oftest går igen, når man sidder og lytter til et ulykkeligt menneske, er den: "Om De vidste, hvor ofte jeg har haft lyst til at gøre det hele forbi – !" Sjælelige byrder kan blive så tunge, problemer så uigennemskuelige og kriger då dybtgående og langvarige, at menneskets modstandskraft sønderslides og truer med at bryde sammen. Når dette sker, tætner mørket, og så er det, at tanken – ønsket – om selv at slutte det hele tager til og kan få netop den magt over sindet, der sætter handlingen i gang.

Alle, der arbejder med mennesker, ved dette og frygter det, frygter det dobbelt, fordi de mennesketyper, der aktiverer dette sit fysiske livs sidste forsæt, næsten aldrig røber det i modsætning til typen, der absolut ikke agter at aktivere det. Denne type taler i tide såvel som i utide om, at "nu vil det ikke mere, nu kan det ikke mere – o.s.v.". Naturligvis sker det, at også en sådan type i desperation går til den yderste grænse, men det er langt sjældnere end mennesket, der intet siger og derfor ikke advarer andre om, at det er i yderste nød.

Men verden af i dag er fattig på gode lyttere. Vi lever ikke alene i den fysiske larms århundrede, vi lever også i den psykiske eller åndelige larms århundrede. Musik, der engang var noget, man glædede sig til at lytte til, larmer omkring en døgnet rundt, aviser, presse, TV o. s.v. vælter den ene mere rystende begivenhed end den anden ind over en, og af og til forfærdes man over, så sløvt man reagerer overfor de rædsler, man på denne måde bliver delagtiggjort i. Men alt, hvad man får til overmål, sløver, og så er det, at evnen til at lægge mærke til de små ting, der røber, at et menneske er i bitter nød, begynder at degenerere. For som glæden har sine kendetegn, har sorgen det også. Og det ikke alene den store, næsten lammende sorg. Også den lille sorg har det. Den lille sorg, der langsomt kan gro sig så stærk, at livsviljen ikke slår til – den lille sorg der, fordi den synes andre så temmelig ubetydelig, en dag har tømt sjælen for lysten til at leve.

Lysten til at leve? Kan denne lyst virkelig dø? Nej, det kan den ikke! Det er en af det kosmisk uvidende menneskes største tragedier, at det altid gør de håb, de drømme, det netop lever på i øjeblikket, til hele livet. Uden evne til at anvende tilværelsens kosmiske perspektivprincip som det er, fordi det ikke ved, at det bag sig har en ligeså evig fortid, som det foran sig har en evig fremtid, overdimensionerer det Nuet i en sådan grad, at opfylder dette Nu ikke dets ønsker, ja, så er livet uden interesse, så er alting gråt, trist og ligegyldigt. Det er denne kosmiske kortsynethed, der atter og atter fører til mentalt sammenbrud og i værste tilfælde til selvmord. At livet er evigt, er noget vi simpelt hen ikke kan gøre os fri af, er en ubegribelig tanke for sådanne mennesker. Thi for dem er livet her og nu, for dem er livet kun det, der kan foregå i en fysisk krop, og for dem sætter kroppens liv selve livets grænse.

Hvor mærkeligt! For tænker man sig blot lidt om, må man dog i langt højere grad undres over, hvor ringe en rolle kroppen egentlig spiller i livet. Tænk, hvad der foregår "inden i en", medens kroppen ude fra set er i absolut ro. Tænk for eks. på, hvad der sker i en, når man sidder og læser en spændende bog! Da er kroppen ikke alene en inaktiv ting, den kan ydermere være en besværlig ting, som det drejer sig om at få anbragt på en sådan måde, at den generer mindst muligt.

Nej, livet er langt mindre fysisk, end det er psykisk. Netop derfor kan der foregå ting indeni en, der en dag fører til handlinger, som får andre til at udbryde: "Hvorfor sagde han (hun) det dog ikke til mig? Hvorfor betroede han sig ikke til en af os? Hvorfor – hvorfor – ?" Ja, hvorfor? Måske fordi han følte sig kuet af vores ligegyldighed, eller, hvad der heller ikke er urimeligt: måske frygtede han vor foragt, vor kritik –.

Ligegyldigt hvor mange mennesker vi end bliver på jorden, ensomheden vil der altid være rigelig plads til! Og for det kosmisk uvidende menneske kan ensomheden blive netop den fjende, det en skønne dag ikke evner at magte længere. Følelsen af at være overflødig, af at være en byrde, ikke alene for andre, men også for sig selv, er ingen sjælden følelse i vor verden, og selv om den kun sjældent fører til direkte selvmord, fører den ofte til en sjælelig tilstand, der har meget, altfor meget lighed med selvmordet. Har man øjne at se med, ser man det overalt! For overalt kan man i dag møde mennesker, hvis øjne røber, at de sjæleligt er gået i stå, at de blot er en form, der næsten helautomatisk udfører dagens nødvendige funktioner og ellers er ophørt med at "leve" i dette ords virkelige betydning. -

Liv er ånd! Sandt nok behøver vi i vor verden en krop for at kunne manifestere dette liv overfor andre, men bestemt ikke for os selv! For var der ikke andet og mere liv til, end det vi evner at manifestere i den ydre verden, var livet simpelt hen så fattigt, at det ikke var værd at leve. Men livet er andet og mere og bliver det – gudskelov – mere og mere! Forsøg engang i tanken at gå tilbage til udgangspunktet for vor dagsbevidstheds tilblivelse – til det egentlige dyrerige. Bevares, en abe har ganske vist hele sin lille krukke fuld, men ikke sandt –! Nej, vi er ikke nær så materialistiske, som vi selv forestiller os. Engang var vore drømme tågede og vor evne til i åndelig materie at skabe skønne visioner meget ringe. I dag derimod evner vi at skabe i tankematerie som aldrig før. Men vor skabelse i disse materier har ikke samme lovbundethed, som den vi udfører i den grove fysiske materie. Der har vi lært at tænke, lært at forstå, at man ikke begynder med taget først, når man vil bygge et hus! Det er jo dette forhold, der er en af hovedårsagerne til vort liv i denne tunge materie. Men som vi her har lært at respektere de fysiske love, er vi allerede godt i gang med at lære at respektere de åndelige og at indse, at medens en lovbundet fantasi er det skønneste, livet kan give os, er til gengæld en ukontrolleret, en på-tværs-af-alle-love-fantasi noget nær det farligste. Den gør os til psykopater eller til mennesker uden "jordforbindelse". Og det er netop denne "jordforbindelse", der svigter mennesket, der vil begå selvmord – og gør det! For selvmorderen forveksler livet med sin midlertidige situation. Men livet er større end en hvilken som helst situation, det selv er årsag til!

Vi har lært, at tanker er toldfri. Men disse ord er ikke visdomsord, de er bare ord. Tanker var aldrig toldfri! Derimod udtrykker ordet: "Din tanke – din skæbne!" en virkelig sandhed. For vort liv følger vore tanker. Og tænker vi uklart, ja, så bliver vort liv også uklart. Og det er dette uklare liv, de fleste mennesker oplever. Mennesket inkalkulerer sjældent sygdom og død i sit liv. Døden er altid noget, der angår "de andre". Der er noget uhyre interessant i dette, at det sunde, normale menneske lever sådan, som det netop er – evigt! Men derfor bør man alligevel inkalkulere døden i livets muligheder. For gør man det, overrasker den ikke en på samme måde. Da sker der uundgåeligt det, at døden skifter karakter fra det rå, det kolde og ubarmhjertige til det begyndende milde, det varme og dermed det livgivende. For døden er ingen virkelighed. Den er en af os opfundet modsætning til virkeligheden. Vi har gjort os selv identiske med stoffets verden og gjort det så grundigt, at vi kun ser dette stof. En dag vil dette ændre sig. Har allerede gjort det for utallige mennesker. Men kunne man se dybt nok i disse menneskers liv, ville man ofte, skjult bag alt ydre stof, se dem i liv, hvor de gjorde alt det, de i dag nærer en rædsel for at gøre. For "brændt barn skyer ilden", og utallige har i tidligere liv gjort ting, der førte en tung og bitter skæbne med sig.

Vi står her ved en usynlig grænse, der skiller menneskene. På den ene side har vi alle dem, hvis farefantasi endnu ikke rækker langt frem. Det er om disse mennesker, det hedder, at "dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde". De har begået dumheder, sandt nok, men de har ikke begået dumheder – lovovertrædelser – nok. De har øren, men de "hører" ikke, øjne, men "ser" ikke. De er kosmisk "døde" og lever indelukket i det selvskabte mentale fængsel, hvor materien er alt og ånden intet. Og på den anden side har vi så alle dem, der gennem egne, selvoplevede lidelser græd sig ud af dette fængsel. Som lærte sig kunsten at se Gud i alt og overalt, og som forstår, at de altid har været og altid vil være, og at livets største lykke ikke er en af fysisk materie betinget ydre succes, men derimod ene består i en indre viden så stærk, at ingen nok så hård modgang i den ydre verden kan knække deres vilje til livet.

For det er på viljen til livet – det rigtige liv – man genkender den åndelige personlighed eller mennesket, som forstår at skelne mellem det uvæsentlige og det væsentlige, og som ud af enhver smerte evner at mynte hint kosmiske guld, der er smertens dybeste hensigt. Alle ved vi, at enhver nok så kostelig perle har begyndt som et smertende sandskorn i en muslings kød, og alle må vi en dag lære at indse, at den sorg, der i dag knuger os til jorden, en dag kan bevirke, at vi kan træde ind i et medmenneskes verden og der løfte den samme tunge sorgs svære byrde fra dets skuldre. "Ingen af os", siger Martinus, "er mere end vi har grædt os ind til", og at de ord er sande, ved enhver, der har gennemskuet smertens dybe mysterium og set, at den selv i sin tungeste form er camoufleret lys. At mange ikke vil kunne acceptere denne tanke, ved vi, og at selvmorderen slet ikke kan det, forstår vi. Men dette ændrer blot ikke, at det liv, han troede at tage, fremdeles består, og at det samme liv en dag vil lade ham indse, at langt bedre end at flygte fra det mørke, der truer med at ville opsluge en, er det at gå til kamp imod det. Ingen ensomhed er nogen sinde besejret ved flugt. Ensomheden, isolationen, ja, alt hvad negativt nævnes kan, besejres kun ved at vende front imod det. Gør man det, vil man opleve, at da viger det, og der hvor det viger, vokser håbets lyse toner frem, og der hvor håbet vokser – der gror kærligheden, og med kærligheden vender livet, det virkelige liv, tilbage!