Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra fjerde bind, stk. 1166-67.

"De guddommelige overleveringer i "Bibelen" og andre hellige bøger har således mere til formål at være en "vejledning" for det eller det specielle trin i "tilvænningszonerne", hvor væsenets egen sekraft endnu ikke er fyldestgørende, end de har til opgave at skulle være et for alle trin videnskabeligt detaljeret udtryk for den evige absolutte sandhed i sin helhed. En sådan analyse er jo kun for den højintellektuelt begavede og ikke for den primitive. Det er jo netop denne erkendelse, der får verdensgenløseren til at bebude en sådan højintellektuel analyses komme i form af "talsmanden den hellige ånd", som skal lære menneskene det, hans samtidige ikke kunne fatte. "Den hellige ånd" er jo intet mindre en den allerhøjeste viden om Gud, ja, er selve livsmysteriets løsning, hvilket altså vil sige: den absolutte sandhed afklædt sine fortidige slør og tilpasninger til de uintellektuelle trin og derfor fremtrædende i sin absolutte renkultur som en logisk tankerække eller videnskabelig opbygning, der kan være næring for det højintellektuelt eller åndsvidenskabeligt hungrende væsen. Denne åbenbaring af "den hellige ånd" er således verdensgenløsningens sidste fase i spiralkredsløbet. Efter denne fase kan væsenet begynde at se detaljerne i det højeste lys ved egen sekraft eller sanseevne og behøver da ikke mere andre væseners vejledninger eller fortolkninger af det evige lys.

Når "Bibelen"s overleveringer fortolker skabelsesprocessens forløb som et tidspunkt af "seks dage", vil det altså sige, at overleveringen er verdensgenløsningens vejledning formet til et i intellektualitet endnu kun mindre fremskredent trins væsener. Det, verdensgenløsningen således vil fortælle dette trins væsener, er dette, at skabelsen tog "seks tidsperioder". Hvorlænge disse tidsperioder varede, har den slet ikke tilsigtet at kundgøre, da det jo var et spørgsmål, der umuligt kunne foreligge, eftersom nævnte væseners "anelsesevne" jo udelukkende var urokkeligt indstillet på "mirakelskabelsen", der så at sige var en lynskabelse eller en øjeblikkelig tilblivelsesform. At kundgøre for disse væsener, at skabelsen tog seks umådelige tidsperioder, der hver var på hundreder og atter hundreder af millioner år, ville fuldstændigt have gledet hen over deres bevidsthed som noget ganske umuligt og derfor usandt. Ved at udtrykke tidsperioderne som "seks dage" var de derimod straks fattelige, idet de da var fuldstændig i kontakt med deres "anelse" eller "tro" på Guddommens eller Forsynets mirakuløse kunnen. Der var skabt fyldestgørende kontakt mellem sandheden og disse væseners opfattelsesevne, hvilket jo ville have været ganske umuligt på nogen som helst anden måde. Og "seks dage" og "seks tidsperioder" er jo i princippet det samme rent bortset fra, at "én dag er for Herren som tusind år, og tusind år som én dag". På samme måde er overleveringernes "syvende dag" naturligvis også en tidsperiode af millioner af år og udtrykker i absolut forstand den fuldkomne fysiske tilværelsesform, jordmennesket vil komme til at leve i, når alle væsenerne indenfor jordmenneskeheden har nået fuldkommenhedsstadiet, og hver især udgør det "færdige" eller "fuldkomne menneske", er blevet "ét med Guddommen" og "elsker sin næste som sig selv". Denne "syvende dag" er således den senere bebudede "ny himmel" og "ny jord", i hvilken "retfærdighed bor"."