Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de ting der gør, at man føler, man er blevet ældre, er den hast, hvormed bestemte begivenheder synes at gentage sig. Da man var en lille dreng, var der, syntes man, uendelig længe til jul eller til en hvilken som helst anden højtid i ens liv. Nu derimod synes alle højtider næsten at falde over hinanden! Og dog er det alligevel sådan, at den nu tilstundende jul har sin egen tone. I det ydre er denne tone måske nok fremkaldt af, at vi fejrer denne store fest i årets mørkeste og koldeste tid, hvor enhver af os nok behøver en opmuntring til at klare os igennem, indtil solen igen begynder at vise sit varme, livgivende ansigt. Men også i vor indreverden behøver vi julen og vil, hvordan livet så end former sig, næppe nogen sinde give afkald på den. For vi behøver for en stund at gøre os fri af jorden og rette vore øjne mod stjernerne. Vi behøver, midt i larmen og jaget, at standse op et sekund og lytte til "tonen fra himlen". For midt i al vor materielle succes, midt i al vor plastificerede og forkromede væren, er vi stadigt kun flygtige gæster, som – gud ske lov – "haver andet steds hjemme"! Og det er dette, julen minder os om!

Ingen af os bliver jo ældre, uden at vi med stadigt kortere intervaller må opleve, at så er den og så den pludselig borte. Det kan være mennesker endnu unge af år, og så føles smerten som en pine, og det kan være mennesker, for hvem døden ikke alene var ventet, men kommer som den befrielse, der får en til i sit hjerte at ønske dem til lykke. Men hver gang oplever man det samme: at de tager noget af en selv med sig! Klokkerne ringer ikke alene for de døde, de ringer også for os! Som meget ung hører man det ikke. Man står da endnu med front imod denne verden, og godt således. For denne verden har også et budskab til sjælen, som må mødes og opleves. Men en dag har man mødt dette budskab, og lykkelig den der da bagom alle bristede illusioner og drømme fandt pligten. Pligten til at leve, ikke sit eget, men de andres liv. Pligten til at være til nytte, til at tjene. En sådan tale forstår den unge ikke. Alene den enorme fremtid, han har foran sig, gør ham jo udødelig. Men livet er tid, er uendelig tid. Og en dag står enhver ung foran det opgør med sig selv, der vil bestemme hans nuværende livs sande værdi. Om han vil "grave sine talenter ned", eller om han vil lade dem vokse.

Det har altid stået sådan for mig, at netop dette, at vi kan gøre med vort liv, hvad vi selv vil, er den største kærlighed, der eksisterer. For selve frihedsfølelsen er livets højeste følelse. Som en dranker, jeg kender, engang sagde til mig: "Det er rigtigt, jeg drikker Gerner, og det er også rigtigt, at det er ad helvede til. Men ser du, jeg har aldrig giftet mig, aldrig sat børn i verden og aldrig gjort bare en kat fortræd. Det er kun mig selv, det går ud over, og det har jeg da for fanden ret til!" Han var en elskelig sjæl. Børnene hang ved ham, og han viste mig altid det hensyn at forsvinde, når trangen til alkohol blev ham for stærk. Men jeg har ofte tænkt på netop ham. For midt i al elendigheden havde han så fine menneskelige kvaliteter, at jeg nødigt ville have undværet hans venskab, ej heller den visdom hans last havde givet ham. For han kendte mennesker fra en side, De og jeg sjældent får lejlighed til at kende dem –.

Alle råber jo i dag på frihed. Men frihed er to ting: noget ydre og i sig selv ret uvæsentligt, og noget indre, men til gengæld meget væsentligt! Og dette indre må man vokse sig frem til. For det er, med fuld frihed i sjælen, at vælge pligtens vej! Og det vil i langt de fleste tilfælde sige: at resignere, at give afkald, ja, at være villig til den selvudslettelse, der alene fører til det sidste og endelige mål med vort liv: i alt at være til lykke, glæde og velsignelse for vore omgivelser!

Naturligvis ved jeg lige så vel som De, at ingen af os endnu er så store, at vi kan opfylde dette krav. Men det ventes heller ikke af os! Det livet venter – og venter med rette – er, at vi aldrig opgiver trangen til at forsøge! At vi aldrig giver op og bliver os selv nok! Og det er her, at julebudskabet sætter ind. For julens indre budskab står vor oprindelige natur imod. Vi er alle sønner af en jungle, i hvilken magten og den selvtagne ret var livets største idoler. Og vi har alle endnu lidt vel rigeligt af junglens blod løbende i vore årer. Men vi har også det andet. Vi har – og dette er meget vigtigt – en stadigt voksende trang til at give. Vi har ikke gennem de mange liv slæbt os gennem junglens helvede forgæves. Hver og en af os har dybt i sjælen en stadigt voksende fornemmelse af, hvor fremtidens vej går. Hver og en ved vi, at krigen, den lillebitte såvel som den verdensomfattende, ikke har rod i vore menneskelige, men derimod i vore dyriske kvaliteter. Mennesket taler blide ord om fællesinteressen, men som en berømt advokat engang udtrykte det: "Giv mennesket en spand jord og et skøde derpå, og alle junglens vilde kræfter vågner omgående til live i hans sjæl". Nej, særinteressen er absolut ikke afgået ved døden endnu.

Det er imod denne natur i os, at verdens store vise rejste sig. Fra den mindste til den største så de, at livet i sig selv var guddommeligt, at alt, set fra et højt kosmisk punkt, virkeligt var "såre godt". Men de så også, at netop fordi mennesket endnu ikke var et rigtigt menneske, men derimod en åndelig bastard, en løvekrop med menneskehoved, boede dets værste fjende i dets egen sjæl. Og de gav hver og en af dem deres liv for at lære os vejen ud af vor egen, selvskabte labyrint. For mig er julens største budskab ikke Jesusbarnets fødsel. Han er højst sandsynligt født på en helt anden årstid. Nej, det er fødslen af et menneske, der ikke alene forrådtes af en ven, men som i dette sit livs tungeste øjeblik havde mod nok, indsigt nok, til at knæle og bede den sværeste af alle bønner: "Herre, ske ikke min, men din vilje!" Og vel at mærke: ikke alene at bede denne bøn, men også følge dens næsten grusomt hårde krav.

Martinus har aldrig skjult for os, at vi alle en dag vil befinde os i vort eget "Gethsemane". At vi alle en dag vil komme til at befinde os i en situation, hvor kampen alene er en kamp mellem egenviljen og guddomsviljen, og at den der taber i denne kamp, på ny en dag må vende tilbage. For vejen frem går over "Gethsemane", går over dette i en given situation at kunne lade selv det mest skarpslebne "retfærdighedens sværd" ligge, også selv om hjertet brænder efter at tage det og hugge til! Og vil De studere dette problem, vil De også hurtigt se, hvorfor de vise hver og en har lært menneskene dette svære: "Vær imod andre, som du ønsker andre skal være imod dig!" For da vil De med egne øjne se, at hvert eneste selvretfærdigt menneske bor i det skrøbeligste glashus! Det var ikke for intet, at Nazaræeren sagde de berømte ord: "Den der er ren, han kaste den første sten!"

– – – – – – –

Sneen daler blidt og stille udenfor, og det synes, som om drømmen om en hvid jul i år vil gå i opfyldelse til glæde for utallige børn såvel som voksne. Men julen kan også blive "hvid" på en anden måde. Den kan blive en stund, hvor mennesket tager mod til sig og ser sig selv, som det virkeligt er. Og det kan da ske, at der ud af dette syn bryder en vilje frem til at gøre netop det, man ved burde gøres, men som man hverken har haft lyst eller mod til at gøre før! For ligegyldigt hvor meget vi end lever i en velfærdsstat, er der både fysisk og især åndelig nød alle vegne omkring os. Vi har alle en eller anden "glemt" ven et eller andet sted. Opsøg denne ven eller send ham eller hende en lille hilsen! Lad for en stund dette menneske føle, at det ikke er glemt, at det har et menneskeværd så stort, at man erindrer det! Fysiske gaver varmer aldrig sjælen halvt så meget som det varmende kærtegn, et lille brev kan være!!! Vi behøver alle disse varmende kærtegn, så hvorfor være karrig med dem?

Mit julebrev til Dem blev ganske anderledes, end jeg havde tænkt mig! For jeg havde faktisk tænkt mig at fortælle Dem om sagens vækst i det forløbne år og om alt det, der er ved at ske. Selv om det var et kompliceret år, der gik, var det et vidunderligt år!!! Så uendelig meget er hændt, der tegner lyse spor fremover. Størst af alle begivenheder var udgivelsen af Martinus store symbolværk: "Det evige Verdensbillede"s første bind. Man skal i dag skynde sig, dersom man ønsker et nummereret eksemplar med hans egen autograf. Alene den tanke, at dette meget kostbare værks udgivelse nu er sikret, ja i virkeligheden blev det på ganske få dage, har været en oplevelse for livet! Men også Kontaktbrevenes store vækst, som helt skyldes det arbejde, De gør, har været en umådelig inspiration. Føj dertil den store ombygningsproces, der nu går mod sin afslutning. Først ombygningen af den gamle foredragssal i feriebyen, hvis succes har været langt over forventning. Dernæst den nye foredragssal, som vi kunne bygge for sagens egne midler, og endelig ombygningen af Instituttet. Prøv at forestille Dem, hvad en yderst beskeden gruppe mænd og kvinder her har udført, og De vil forstå, hvor stærkt Martinus arbejde i dag står. Hundreder og atter hundreder af timer har disse mennesker ofret, for at sagen kunne få netop det instrument, den så stærkt behøvede. Og netop nu kommer meddelelsen om, at flertallet af feriebyens beboere ønsker at overdrage den grundejerforeningen tilhørende restaurationsbygning til sagen, et ønske vi med glæde kan opfylde, da vi også her er i stand til ud af den sidste sum af pantebreve, som salg af huse og grunde gav os, at betale denne bygning kontant. Alt hvad enhver køber af hus og grund i feriebyen således gav sagen, er dermed vendt tilbage til sagens interesserede, et kredsløb er dermed fuldbyrdet, og al den velsignelse, ethvert fuldbyrdet kredsløb giver, åbenbarer sig således også her.

Og lad mig da slutte dette julebrev med at fortælle Dem, at når klokkerne ringer det nye år ind, går Martinus arbejde ind i sit syvende store kredsløb. Bag os ligger nu 42 års kampe for at opbygge og stabilisere denne sag således, at vi kan efterlade den til vore efterfølgere på en sådan måde, at de med tryghed vil kunne bygge videre. At der har været og fremdeles er ting at overvinde, er for intet at regne imod dette, at hver og en af os bivåner en stor sags fødsel! En sag, som alene skal tjene det lys, julen bringer bud om. En sag, som for alle tider vil komme til at stå som udtryk for, at der i en tid, hvor mørket tætnede over verden, og frygten bankede på hvermands dør, fødtes et menneske, hvis indre lys var så stærkt, at mennesker så det og sluttede op om ham og hjalp ham til at fuldbyrde den mission, ikke alene han selv, men en stadigt voksende skare af åndeligt modne mænd og kvinder så måtte fuldbyrdes. Martinus tankeverden er forlængst ophørt med blot at være hans. Fra Island i nord til Indien i syd sidder mennesker travlt beskæftiget med at oversætte hans tanker. Omkring ham grupperer sig i dag mænd og kvinder, der giver al deres fritid for at befordre hans tanker videre ud i verden. Bog efter bog oversættes, og i det stille forberedes et arbejde, som i årene, der kommer, vil sætte rig og velsignet frugt. Vi ved dette, for allerede nu begynder breve fra hele jordens kreds at strømme ind over os, breve, som hver især giver udtryk for dyb taknemmelighed over det, mødet med Martinus tankeverden har givet dem. På alle områder er vort arbejde i rig og levende vækst, kan noget juleeventyr – ret beset – være større?