Kontaktbrev 1963/26 side 11
JULE-ENERGI
en julehilsen fra Mogens Møller
Om få døgn har jorden endnu engang bevæget sig i sin bane rundt om solen, en bevægelse vi jordmennesker mærker som de skiftende årstider, som året der går. Jeg har rundt regnet tilbragt næsten de tre fjerdedele af dette år siddende i en eller anden æske med hjul under, der koblet sammen med lignende æsker og ført af damp-, motor- eller el-kraft kaldes et tog. Når man sådan gennem lang tid farer fra sted til sted, kommer man til at opleve energi og bevægelse på en ganske særlig måde. Man sidder jo for det meste stille i toget, så bevægelserne fordeler sig i tre variationer omkring den stilhed, der fornemmes som ens eget "jeg". Der er den hurtige bevægelse, der foregår i rummet udenfor, og som opleves, som om landskabet farer forbi i stor hast. Marker, træer, huse, dyr og mennesker får man kun et glimt af, ofte er de borte, inden man får gjort sig tanker om, hvad det var, man så. Men det hænder også, at man, netop fordi man ser så meget på én gang, gør sig tanker om alle disse væseners og tings sammenhæng og forbindelse. Man fornemmer et livsmønster, en helhed, selv om man ikke har overblik over den.
Gennem dette store rum føres min krop af det frembrusende eksprestog, hvoraf jeg kun fornemmer en lille del: kupeens nære rum, en verden med sine specielle bevægelser, som jeg deler med mine medpassagerer. Her er ikke det jag og den fart, der kendetegner det ydre rums hurtige bevægelser (selv om man naturligvis kan komme ud for medrejsende, hvis talestrøm minder en om et frembrusende tog), her er de langsommere bevægelsers verden, hvor man kan opfatte detaljer og danne sig et overblik over visse årsager og virkninger. Ganske vist ER det jo landskabet derude, der står stille og toget, der farer af sted; men jorden bevæger sig også om sin akse og om solen! Man bliver helt svimmel ved tanken om alle disse bevægelser og vælger at koncentrere sig om kupeens lilleverden. Nogle få mennesker er mødtes i dette lille rum – tilfældigt som man siger – og må her tilbringe længere eller kortere tid sammen, hvilket kan føles såvel behageligt som det modsatte. Nogle skæbnetråde fra verdens store livsmønster er her ført sammen for en stund. Sker der en ulykke, vil vi alle møde det som vor skæbne, et mærkeligt fællesskab. Men højst sandsynligt kommer vore skæbner blot til at berøre hverandre ganske let – forhåbentlig behageligt – gennem et smil, en munter bemærkning eller en hjælpende hånd, der lægger en kuffert til rette i nettet. Måske – jeg har set det hænde – bliver to skæbnetråde flettet sammen ved et sådant møde. Hvad der vil ske, når de forlader kupeens verden, er en anden historie. Ofte opstår der en fælles samtale i kupeen om et eller andet aktuelt emne, og det kan føre til, at en god atmosfære af fællesskab breder sig i det lille rum. Men det kan også føre til meningernes krig. Stilheden kan også lejre sig der, muligvis en pinlig tavshed, tung eller trist, men også stilheden kan være bahagelig: mennesker der kobler af sammen i fredelig døsighed.
I denne døsighed kommer den nære fysiske kupé til at føles fjern. Man er gået ind i sin egen mentale verden af tankebevægelser omkring jeg'ets stilhed. De andres mentale verden kender jeg ikke. Min egen kender jeg kun delvis, men jeg lever i den. Gennem min bevidstheds bevægelser kan jeg opleve såvel den store verden, toget farer igennem, som kupeens nære verden. Det er bevægelser i rum, tid og materie, forvandlinger i en ydre verden, der bliver til forvandlinger i mit sind, erfaringer, oplevelser. Men nu lukker jeg øjnene, og både den store verden og den lille kupé bliver reduceret til fjerne lyde, til en duft i mine næsebor og fornemmelsen af togets rytme over skinnerne. Efterhånden mister jeg helt kontakten med de fysiske sanser og er alene i min egen verden, bevæger mig ad tankebaner, der både har med fortid og fremtid at gøre. Jeg oplever blot bevægelser i den materie, vi kalder bevidsthed. Måske får jeg en lur, d.v.s. jeg kommer så langt ind i min egen verden, at jeg måske gennem den møder en ny form for omgivelser, en verden, der er rent psykisk. Set fra vort fysiske perspektiv: søvnens og dødens verden. Men måske netop livets virkelige verden! I en skinnekurve belærer toget mig igen om, at jeg for tiden har hjemme i en fysisk krop. Centrifugalkraften fører mit legemes vægt i lidt for nær berøring med min sidemands. Jeg vågner brat og undskylder, man ler, og snart er vi alle med i en hyggelig snak om julen. Vi er jo ikke julerejsende, dertil er vi endnu ikke kommet langt nok ind i december. Men i by efter by af alle størrelser, som vi kommer forbi, stråler julebelysningen og afslører, at her udfoldes en særlig energi i anledning af julen. Vi er alle enige om, at denne juleenergi er noget rent utroligt både i sin fysiske udfoldelse og som skabende tankekraft – enten det så er af kommercielle grunde eller på mere ideel basis – og som følelsesenergi! Julens følelser er et helt register fra marcipansød sentimentalitet til de reneste og ægte menneskelige følelser. En god stemning har bredt sig i kupeen, ja, faktisk en julestemning. En ung pige siger: "Julen er blot alt for hurtigt forbi, ligesom de oplyste byer, der farer forbi os derude i mørket". Vi ser alle ud af vinduet og passerer netop en lille by med juletræ på torvet, gran- og lysguirlander over hovedgaden, pyntede butikker og masser af travle mennesker. "Man når ligesom ikke at gribe det, der egentlig er julen, før det hele er almindeligt igen, og så er det for sent", fortsætter den unge pige, og pludselig fornemmes det i den fælles atmosfære, at hun har overskredet en grænse. Man kan se det på nogle af de andre. Hun har ikke alene blottet sig selv, men hun har blottet noget i os alle sammen. En ældre dame skynder sig at sige: "Ja, tiden går jo så alt for hurtigt, og når selv de unge synes det, hvad må vi gamle så ikke sige?" Og hun smiler som den, der har klaret en pinlig situation. Jeg kan dog ikke dy mig, men ser på den unge pige og siger: "Mon det nogen sinde er for sent?" Og henvendt til de andre (for man må ikke gøre forskel) skynder jeg mig at sige med et smil: "For julen varer jo lige til påske!" Vi nærmer os målet, og den fælles atmosfære splittes i lige så mange dele, som der er mennesker. Den unge pige sidder i sit hjørne, langt borte i sine egne tanker, men hun ser ud til at have det godt i den verden.
Lidt efter vandrer hver af os ad sin skæbnebane op ad hovedbanegårdens trapper. Jeg kan ikke lade være med at tænke: "Al den juleenergi, den kan være hurtige bevægelser, der farer forbi uden at efterlade andet end overfladiske indtryk. Den kan være med til at skabe en god atmosfære i den nære verden, hvor man giver hinanden noget, enten det er i en kupé, ved et juletræ eller hvor som helst. Og den kan være en særlig klangbund i ens sind, et tankeklima i ens egen verden af stilhed og indre bevægelse. Derfra skulle den kunne stråle ud hele året.
Om få døgn har jorden endnu engang bevæget sig i sin bane rundt om solen, vi har vintersolhverv og nytår. Vore skæbnebaner fortsætter deres rytmer, og vi er med til at danne den jordiske menneskeheds skæbnemønster, nu og i kommende inkarnationer. Det er ingen ringe opgave, for dens facit er "fred på jorden og blandt mennesker Guds velbehag". Det er juleenergi fordelt over hele året indflettet i vore tanker, følelser og handlinger. Vor hverdag er en midlertidig kupé i det "rumskib", som hedder "jorden", og vor bagage skal blive humanitet, forståelse og næstekærlighed. Vi er kosmiske rejsende, og vor rejse er mere spændende end noget eventyr.