Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det hænder, at man midt i al den mentale larm, man permanent er omgivet af, pludselig hører lyden af en røst, der får en til at lytte! Læser De vedlagte bilag igennem med omhu, vil De give mig ret i, at en sådan røst har nobelpristageren Linus Pauling, hvis tanker ikke alene har rod i dyb videnskabelig indsigt, men også i en humanisme på højeste plan. Med intuitiv skarphed ser han, at verden har nået en af sine store korsveje. At en menneskehed må vælge og vælge nu. Hver eneste gang jeg selv lytter til en sådan røst, føles det, som en ildbølge går gennem blodet, og jeg fornemmer næsten fysisk energierne fra den nye kosmiske verdensimpuls, som nu stråler ind over den ganske menneskehed og påvirker hvert eneste virkeligt modtageligt sind.

Linus Pauling kender intet til Martinus verdensbillede. Har ikke, som vi, lært, at en vældig kosmisk energibølge påvirker den ganske menneskehed og forårsager et mentalt opbrud uden lige i klodens historie. Han kender int til Martinus kosmiske analyser, og dog bekræfter enhver af hans udtalelser dette verdensbillede, som var han fuldt fortrolig med dets indhold. Jeg har ofte påpeget for Dem, at vi i den slags forhold står overfor beviset for, at Martinus verdensbillede er hævet over det, man almindeligvis betegner som "et tidsbegrænset fænomen", Martinus verdensbillede er absolut tidløst, og enhver bekymring for, hvordan det skal gå hans arbejde, når han selv ikke er her mere, er præcis så overflødig som en brønd i et oversvømmet landskab! Thi selvom Martinus tanker, inkarneret som de nu er i bøger, på en måde er "menneskeværk", vil de som Bibelen og andre hellige bøger leve deres eget kosmisk beskyttede liv videre i den menneskehed, til hvem de er givet, leve indtil det, der er deres virkelige mission, har fuldbyrdet sig selv!

Naturligvis må vi af al vor evne – og gør det jo også – stræbe efter at give disse tanker mulighed for vækst ud i verden. Som vi selv har sat vort eget liv ind på denne opgave, vil andre gøre det efter os, men dette er jo dog, når alt kommer til alt, ikke det egentlige. Det "egentlige" er den forvandling, disse tanker afstedkommer i vort eget liv, i vort eget sind. Og her er det, at den kosmiske helhedsløsning, som Martinus har givet os ihænde, rigtigt anvendt skænker sin dyrker de skønneste oplevelser. For det er skønhed og brændende livsinspiration at se den sandhed, man selv dyrker, bekræftet af mennesker, som ikke selv kender denne sandhed, men som ud af deres eget rige, selvoplevede erfaringsmateriale bekræfter den!

Naturligvis kan det ikke undgås i en verden som vor, at vort arbejde af de, som intet kender til det og heller ikke agter at ville kende noget til dét, betegnes som en "sekt". På alle områder har vi søgt at imødegå denne indstilling, stærkest måske ved at overflytte alle vore foredrag her på Instituttet til lokaler ude i byen, men ligefuldt vil vi formentlig i lange tider fremover komme til at kæmpe imod denne indstilling, fordi det nu engang hører til livets "billige løsninger" at etikettere enhver opfattelse, dér er en fremmed, på den måde. Men også dette er i sig selv ganske ligegyldigt. For Martinus tanker, ja hele hans arbejde, er så langt fra begrebet sekterisme, som noget overhovedet kan være. De er, hvor mærkeligt det end kan lyde, givet til Dem og mig alene! Det centrale i dette problem er slet ikke menneskeheden som sådan. Det er Dem og mig! Det er den måde, hvorpå vi absorberer disse tanker og anvender dem i vort daglige liv! Vil vi, kan vi gøre disse tanker til akkurat samme "mentale fængsel", som alle andre store tanker før er blevet det. De kan virkelig skaffe os betegnelsen "Martinist" på halsen, om vi ikke omgås dem på rette måde. Men de kan også – og dette er Gud ske lov det almengældende, – åbne os porten ud til de kosmiske vidder, der lader sjælen føle sig gennemstrømmet af den frihedsfølelse, der i sig selv er salighed!

"Hvert eneste lidende barn bør tynge vor samvittighed" – en sådan sætning er en ren kosmisk sætning og kan kun være født af et sind, hvis ansvarsfornemmelse har sprængt alle traditionelle rammer. Men som vi, ved Linus Pauling, at verdens nød og elendighed kun kan fjernes gennem skabelsen af en højere – og langt mere krævende – moral end den, mennesket idag lever på. Hvor ejendommeligt at det er de store videnskabsmænd, der nu taler moralens sag. Sandt nok, kirkens mænd gør det også, men læg mærke dertil, ikke med nær samme autoritet. At kravet om en højere moral, om respekt for mennesket som levende væsen betragtet, kommer fra fremragende videnskabsmænds side, afslører en mental kløft indenfor den videnskabelige verden, en kløft Martinus forlængst har påvist eksisterer, og som han også har påvist, vil vokse for hvert årti, vi går imøde. Og det er kløften mellem dem, han betegner som intellektuelle og – højintellektuelle! Naturligvis er enhver videnskabsmand intellektuel, det er simpelthen hans eksaminers forudsætning! Men dette er ikke ensbetydende med, at han er højintellektuel. Thi fremragende intellektualitet er idag mere end nok til at føre ham frem til de højeste poster, de højeste udmærkelser, de største æresbevisninger. Men højintellektuel er han først i det øjeblik, han sprænger den kolde intelligens stålkappe om sjælen og forbinder al sin viden med tilværelsens religiøse princip og bliver menneske. Da først har han værdi for os alle og ikke blot for en enkelt gruppe, og først da "taler han som den, der har myndighed dertil", – og først da lytter vi alle! En sådan type var Einstein, der havde mod nok til at erklære, at han bøjede sig i den dybeste ærbødighed for den intelligente magt, han havde fundet bag alt, hvad han havde været i berøring med, og en sådan type er Linus Pauling også. For det kræver mod indenfor disse kredse at tale om noget så tilsyneladende irrationelt som "moral" og ligeledes at forsvare forlængst henfarne religiøse og filosofiske ledere og lærere.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!