Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved fordøjelsen bliver den fordøjelige del af føden som nævnt i afsnit D nedbrudt til opløselige eller emulgerbare "enkle molekyler". I vort stofskifte bliver nogle "enkle molekyler" hurtigt nedbrudte under energiafgivelse, medens andre under energitilførsel indgår i opbygningen af hensigtsmæssige molekylsystermer. Deltagelsen i disse synteseprocesser og opholdet i molekylsystermerne må antages at kunne være af belivende natur for de pågældende "enkle molekyler". Så langt vor viden rækker, tyder forholdene på, at atomer og endnu mindre stofenheder ikke nedbrydes ved vort stofskifte.

2) I den biokemiske terminologi er "forrådnelse" et veldefineret begreb, nemlig mikrobiel nedbrydning af proteinstoffer. Imidlertid fremgår det af beskrivelsen i "Den ideelle Føde", at de ved "forrådnelsen" af A- livsenhedernes organismer frigjorte B-livsenheder optages i legemet fra fordøjelseskanalen. Martinus hensigt med ordet "forrådnelse" svarer derfor til det biokemiske begreb "fordøjelse". Som nævnt i det foregående afsnit nedbrydes molekylsystermer og alle endnu større stofenheder under frigørelse af "enkle molekyler" ved vor fordøjelse. De "enkle molekyler" og de endnu mindre stofenheder kan som følge deraf ikke frigøre stof ved fordøjelsen.

3) Celledele og endnu større stofenheder nedbrydes (dræbes) ved behandling med kogende vand. Proteinstoffer omdannes ved kogning fuldstændig – tænk f.eks. på æggehviden i et ukogt henholdsvis kogt æg. Mange polysaccharider, blandt andet stivelse, nedbrydes delvis ved kogning. Derimod tåler triglycerider normal kogning. "Enkle molekyler" og endnu mindre stofenheder nedbrydes ikke ved kogning.

Stegning er en varmebehandling, der befordrer de samme nedbrydningsprocesser som kogning.

4) Organiske molekyler er som allerede nævnt kemisk karakteriserede ved at indeholde både kulstof- og brintatomer. Mange "enkle molekyler" og dermed mange af de endnu større stofenheder kan ved tør opvarmning, f.eks. ved stegning, afgive vand og som følge deraf forkulle, d.v.s. blive nedbrudte til kulstofatomer. Der kendes dog også adskillige eksempler på, at molekylsysterner og "enkle molekyler", f.eks. fedtsyrer, ikke forkuller ved tør opvarmning, men i stedet fordamper enten direkte eller efter at være undergået en termisk destruktion. Atomer og de endnu mindre stofenheder kan ikke forkulle. Hvis de ikke er kulstofatomer, bliver de det aldrig, ligegyldigt hvor kraftigt man end steger.

Ved langvarig stegning forasker alle organiske molekyler, d.v.s. der bliver kun, om overhovedet noget, aske tilbage på stegepanden.

5) At A-livsenhedernes dræbte organismer af fordøjelseskanalen føres ud af organismen som stinkende afføring er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at A-livsenhedernes totale organismer ender som afføring.

Hensigten med udtalelsen må være, at stofenhedernes vigtigste form- og støttegivende bestanddele, det vil sige dyrenes knoglesystem og planternes cellevægge, ender som afføring, hvilket fysisk-empirisk stort set er korrekt. Hvirveldyrenes cellevægge er som nævnt i afsnit C-c nærmest "nøgne". De er kun omgivet af en meget tynd, ikke-støttegivende cellemembran, der består af fedt- og proteinstoffer, eller rettere forbindelser mellem disse. Nogle af de nyeste forskningsresultater på dette område tyder på, at denne cellemembran næppe kan fordøjes. At vi ikke kan fordøje planternes cellevægge, der består af cellulose og lignende, er en helt given ting.

De i den skematiske oversigt udfor denne beskrivelse (stk. 5) anvendte signaturer må betragtes med et vist forbehold.

Iøvrigt udgør egentlige ufordøjede fødemidler kun en meget lille del af afføringen (ofte kun 5%). Hovedparten af afføringen er fordøjelsessekreter fra tarm og mave, afstødte epithelceller samt bakterier dannede i tyktarmen.

De stofenheder, der normalt opsuges fra tarmkanalen, altså "enkle molekyler" og de endnu mindre stofenheder, kan selvfølgelig ikke samtidig indgå i afføringen.

6) Vi har i afsnit C-c klarlagt, at frøplanter sammenlignet med hvirveldyr ikke er nær så differentierede, det vil sige talrigt opdelte i funktionelt forskellige stofenhedsbestanddele, når vi indskrænker os til at betragte stofenheder større end molekylsystermer. Samtidig har vi klarlagt, at disse hvirveldyrs-stofenheder er funktionelt mere fysisk fremskredne end tilsvarende frøplante-stofenheder. Det er nærliggende at betragte Martinus' udtalelser som dækkende netop disse forhold. For molekylernes vedkommende er forholdet det, at disses størrelse, talrighed og funktionsevne varierer meget i de enkelte celledele såvel i animalier som i vegetabilier. Martinus' udtalelse må anses for at gælde bedre for proteinstoffer end for polysaccharider, triglycerider og "enkle molekyler".

De forskellige eksisterende typer atomer menes at have næsten samme størrelse. Endvidere anses bestemte atomer for at have næsten tømme egenskaber uanset arten af de molekyler, de forekommer i. Selvom kvantemekanikken strengt taget frakender atomer og de endnu mindre stofenheder såvel fysisk position som fysisk udstrækning, kan vi i denne forbindelse godt tillade os at vurdere udtalelsens gyldighed for disse stofenheder. Svaret kan da kun blive, at Martinus' udtalelse ikke gælder for disse stofenheder.

Til relevant videnskabeligt materiale om en eventuel sammenhæng mellem ernæringsmåden og afføringens lugt har undertegnede desværre intet kendskab.

7) Proteinstoffer, celledele og endnu større stofenheder forekommer kun i relativt ringe mængde i saftige frugters frugtkød sammenlignet med stofenheder af samme størrelse i hvirveldyr og i den øvrige del af frøplanter. Som forklaring herpå er det hensigtsmæssigt at omtale nogle af de specielle forhold, der gør, at specielt frugtkødet af saftige frugter med kærne, det vil sige frugtkødet af modne bær- og stenfrugter, kan betragtes som naturbestemt føde.

Bær- og stenfrugters frugtkød er et system af ret ensartede celler. Celledelingen i frugtkødet foregår Sædvanligvis i de første uger af frugtens vækst. Derefter vokser de enkelte celler i størrelse ved "cellestrækning" under samtidig udvidelse og opfyldning af vakuolerne med cellesaft. Under modningen finder omfattende kemiske ændringer sted i vakuolerne. Frugtsyrerne, der giver den umodne frugt dens smag, omdannes til monosaccharid. Monosacchariderne opbygges derefter til di- og polysaccharider. Senere under modningen og eftermodningen nedbrydes polysacchariderne atter delvis til de sødtsmagende mono- og disaccharider. Det modne frugtkød er altså opbygget af meget store celler. Disse celler er så lidet differentierede i opbygning og deres vakuoler så dominerende i cellerne, at cellerne nærmest må betegnes som store saftrum. Saften er en simpel opløsning af hovedsagelig kulhydrater og salte. Fedtstoffer og proteinstoffer forekommer kun i ubetydelig mængde.

Frugtkødscellerne er kittede sammen med en kitsubstans, der hedder pectin. Pectinet findes altså imellem de forskellige cellers cellulosevægge. Under modningen optræder pectinspaltende enzymer, der nedbryder det ellers uopløselige pectin, hvilket er et tydeligt udtryk for, at frugtkødet som stofenhed naturligt skal gå til grunde.

Hvis vi ikke plukker den modne frugt, vil den falde af træet eller busken. Dette sker, fordi der udvikler sig et særligt, såkaldt løsningsvæv med tynde vægge, der til sidst brister. At frugtkødet nødvendigvis skal gå til grunde fremgår desuden af, at det indeholder spiringshæmmende stoffer, de såkaldte blastokoliner. Disse skal selvfølgelig fjernes eller gå til grunde af hensyn til kærnernes videre udvikling. løvrigt nedbrydes kærnerne ikke af fordøjelsessafterne i vor fordøjelseskanal. Tværtimod – de bevarer gennem hele passagen deres spiringskraft usvækket.

Alle forhold tyder således på, at det fuldmodne frugtkød næsten har fuldendt sit fysiske livsløb, og at det vitterlig kan betragtes som naturbestemt føde.

"Enkle molekyler" og endnu mindre stofenheder forekommer i lige så stor mængde i frugtkød som i andre organiske fødemidler.

10) Denne udtalelse er i virkeligheden definitionen på en B-livsenhed udtrykt på en ny måde. Argumentationen og skemaets udfyldning bliver derfor som under pkt. 8.

11) Denne udtalelse svarer helt til den tilsvarende udtalelse om A-livsenheder. Argumentationen bliver derfor den samme og skemaets udfyldning den omvendte af pkt. 3.

Med sin angivelse af, at B-livsenhedernes sundhedstilstand forringes ved kogning, har Martinus antagelig haft til hensigt at oplyse, at nogle B-livsenheders, nemlig de stofligt højst organiserede B-livsenheders organismer ved kogning beskadiges uden at blive dræbt.