Kontaktbrev 1964/4 side 1
København, den 20. februar 1964
Kære læser!
Det er i år 100 år siden, Danmark havde sin sidste regulære krig – og forhåbentlig den sidste overhovedet! I den anledning genopfriskes over hele landet de begivenheder, der dengang fandt sted, og mindehøjtideligheder forberedes mange steder, 100 år er imidlertid en lang tid, og når man læser beretningerne fra dengang og sammenligner dem med, hvad vi senere har oplevet af det, vi selv kalder "moderne krigsførelse", forstår man, at menneskehedens vandring ind i myrderiernes og det dødbringende hads sfærer næsten er foregået i iltempo. Men krig er ikke blot had og mord. Den har også en side, ud fra hvilken håbets lys stråler og skaber inspiration. Men kun få ser dette lys, og endnu færre tror på dets eksistens. Jeg tænker her på de psykiske fænomener, der ledsager enhver krig, og i næsten utallige tilfælde – såmange i hvert fald, at udtrykker menneskelige beretninger og ord Overhovedet sandhed, skulle livets beståen udover døden være en af de mest beviste ting i verden. Tvivler man på det, jeg her skriver, behøver man blot selv at læse Hereward Carringtons berømte bog: "Psykiske fænomener i krigen" (Pios boghandel. 1920), der vakte enorm opsigt umiddelbart efter den første verdenskrig.
Men netop i anledning af vor egen krig i 1864 opfriskes nu en hel del psykiske beretninger fra dengang. Læser De vedlagte bilag, tror jeg, De vil give mig ret i, at vi her står overfor en af de oplevelser, som hverken en nuværende eller kommende ren fysisk videnskab vil kunne give nogen akceptabel forklaring på. Naturligvis ved jeg ligeså godt som De, at mange mennesker overfor en sådan beskrivelse vil reagere med ordene: "Tåbeligt nonsens!" eller lignende udtryk, og det er helt i sin orden. For disse mennesker vil simpelthen ikke forstå, at vort nuværende liv kun er et fragment af vort virkelige, evige liv. Jævne menneskers jævne og simple beskrivelser af det, de har oplevet, kan så uendelig let gøres til "forbandet løgn og digt", men der er end ikke skyggen af tvivl i mit hjerte om, at menneskenes åndelige liv gennem de svundne årtusinder har suget mere åndelig næring af den psykiske eller åndelige verdens indslag i vort liv her end af utalte millioner mere eller mindre ligegyldige prædikener. Ligeledes nærer jeg heller ikke den mindste tvivl om, at turde alle de mennesker tale, der i deres daglige liv på den ene eller den anden måde oplever kontakt med denne psykiske verden, så ville vi alle blive højligt overraskede over, i hvor stor en grad denne verden formår at manifestere sig. Men vi er borgere i en verden, hvor man med vor store afdøde humorist Storm Petersen oplever, at "alvorligt taler man om øl, spøgefuldt om Gud", og derfor tier de fleste. Hvem ønsker godvilligt at udlevere sig selv til spot og spe?
Det behøver ikke at være utidig trang til tåget mystik, at man i sig føler en dyb glæde, hver gang man læser en såkaldt "psykisk beretning". På samme måde som mennesker fødes med evne til at forstå musik eller anden form for kunst, findes der mennesker med en fremragende medfødt evne til at fornemme sandheden bag de psykiske beretninger, de møder på deres vej. Langt de fleste psykiske oplevelser kommer til mennesker, der er enkle og simple af natur, mennesker som ved deres blotte adfærd og optræden udløser tillid. Jeg har langt mere tillid til en lille italiensk bondekone, hvis søn druknede i en flod, og hvis lig kun blev fundet, fordi han viste sig for hende i drømme, end jeg har til mange af de ofte mærkeligt forskruede beretninger, man får gennem etablerede seancer. Han forklarede hende, at hans lig var kommet i klemme mellem nogle klippestykker et bestemt sted. Hun gik til sin præst og forklarede ham drømmen, og sammen med ham og nogle mænd gik hun til det angivne sted og fandt drengens lig. Gennem Martinus kosmiske analyser har vi lært, at vi alle engang har levet på et stadium, hvor vi på en måde var mere psykiske end egentlig fysiske, nemlig i de overgangsområder hvor vi forandrede os fra egentlige dyr til jordiske mennesker. Dyrets liv er jo et næsten rent psykisk liv. Dets bevidsthed hviler endnu på ren kosmisk automatik. Det har som vi øjne at se med og øren at høre med. Det kan lugte, og det kan smage, men det kan ikke sammenstille alle sine sansebilleder indenfor de her nævnte områder til så klare tankebilleder, at det kan give tingene navn og diskutere dem med sine omgivelser, som vi kan. Men et indbygget psykisk "talent" dirigerer trækfuglenes flugt fra nord til syd og omvendt, og et indbygget psykisk talent bringer det samme storkepar og det samme stærepar tilbage til de reder, de året før forlod. Overalt møder vi den psykiske verdens indslag i dyreriget, og desto mere overvældende jo mere vi går på sporet af den. Og vender vi os imod de endnu meget primitive menneskeformer, der endnu lever på jorden, ser vi nøjagtigt det samme. Deres liv og tankeverden er overalt præget af den psykiske verdens indslag i deres liv. De "ser" ting, vi ikke ser, "hører" ting, vi ikke hører og det vel at mærke indtil en sådan grad, at det slet ikke falder dem ind ikke at handle efter det, de oplever. Sandt nok kan dette kaldes en "mørk" verden efter vore begreber, men alt er relativt, og det liv, de oplever, er nu engang deres liv. Vort liv er de helt uden forudsætninger for at kunne opleve!
Og som vi kan opleve fysiske atavismer, kan opleve af et barn fødes med en veludviklet hale, som må opereres bort, eller at en kvinde fødes med "brystlister", som kun kan udgøre en forsinket hilsen fra liv på lave stadier, således kan vi også opleve psykiske atavismer i form af mediale evner, som giver oplevelser tilsyneladende hinsides al fornuft. Ja, det er endog højst sandsynligt, at vi alle har disse evner i os, og at ekstraordinære situationer (krig, vold, katastrofer etc.) kan bringe dem i funktion. Vi ved faktisk meget lidt om os selv! I sin angst for ikke at "være som de andre" lever gennemsnitsmennesket meget ofte et besynderligt overfladeliv, som helt domineres af rent materielle faktorer. Kun når alvorlig sygdom og anden svær lidelse truer det, erkender det, at penge ikke er alt, og at ingen nok så høj materiel position formår at løse alle de problemer, livet lader det møde. Og her er det, at den psykiske verden gang på gang formår at gribe ind og hjælpe et sådant menneske til at indse, at det i virkeligheden blot er en såre flygtig gæst i vor verden, at alt, hvad fysisk er, i virkeligheden blot er "sand", der uafbrudt skrider bort under en.
Til at "bygge sit hus på en klippe" hører også det, at akceptere en psykisk verdens eksistens, til at lære sig selv at forstå, at Gud har andre veje end de rent fysiske til at gribe ind i vort liv, hjælpe os eller forberede os på det, som skal komme. I det her citerede tilfælde "vidste" soldaten, at han måtte dø, og han døde da også, som han havde "set" det. Men selve situationen indebar også den vidunderlige trøst, at det var hans egen mor, som han tydeligvis agtede højt, der bragte ham budskabet, og som han derfor forstod levede endnu,
Personligt har jeg altid følt mig i dyb gæld til, hvad psykisk forskning har bragt mig. Jeg har aldrig næret nogen tvivl om, at livet fortsætter efter det, vi har givet navnet "døden", men det var blot ikke nok for mig. Livets fortsættelse udover døden – altså et virkeligt evigt liv – føder tusinder af spørgsmål, der kræver svar. Føder simpelthen længslen efter kendskab til den evighedsplan, hvert eneste levende væsen må følge. Og her vender jeg så igen tilbage til Martinus verdensbillede, fordi dette verdensbillede netop også blev oplevet af et meget enkelt og simpelt menneske, der, da han stod overfor at skulle løse denne tilsyneladende umulige opgave, løste den i netop det enkle og simple sprog, der bærer hele det hæderlighedens stempel, der så åbenlyst er dette områdes adelsmærke. Jeg glemmer aldrig hans ord til mig, da jeg, meget ung, frygtede ikke at kunne forstå det budskab, han bragte og da gjorde mig opmærksom på, at "jo mere indviklet en ting fremstilles, desto sikrere kan du være på, at den i virkeligheden er meget langt borte fra den selvoplevede sandhed!" Og når jeg i det hele taget har givet mit liv til at bringe andre mennesker i forbindelse med Martinus verdensbillede med den lange række af bøger, vi nu har fra hans hånd, er det, fordi den høje åndelige verden, vi alle føler må eksistere, gennem ham er blevet levendegjort for os i et sprog, der ikke alene taler til vor hjerne, mén i ligeså høj grad til det hjerte i os, der kun kan banke trygt og roligt, når det fornemmer sig i inderlig og levende kontakt med det læste eller hørte!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson