Kontaktbrev 1964/4 side 8
Åge Hvolby:
DET DRÆBENDE OG DET LIVGIVENDE PRINCIP I VOR ERNÆRING III.
12) Denne udtalelse svarer helt til den tilsvarende udtalelse om A-livsenheder. Argumentationen bliver derfor den samme og skemaets udfyldning den omvendte af pkt. 7.
I forklaringen til symbolet "Den ideelle fødes vibrationer" (jvf. "Den ideelle Føde", side 89) skriver Martinus: "Der findes derimod en lille procentdel B-livsenheder i frugtskindet, som ikke kan optages i organismen, men disse føres uskadte og levende gennem denne". Martinus har hermed blot villet oplyse om det alment kendte og vel af alle konstaterede forhold, at frugtskind passerer næsten fuldstændig uomdannet gennem vor fordøjelseskanal.
13) Komælk er fysiologisk et kirtelsekret, altså et organsekret. Fysisk-kemisk er mælk en kolloidal proteinopløsning og samtidig en emulsion af fedt i mælkeplasma. Da fedtkuglerne kun er fysisk sammensmeltede, altså ikke kemisk forbundne fedtmolekyler, må molekylsystermer, nemlig casein (proteinstof), mælkesukker (disaccharid) og smørfedt (triglycerid), betragtes som værende de største stofenheder i mælk. Ganske vist finder man ofte forskellige bakterier, specielt mælkesyrebakterier, altså encellede planter, i mælk. Disse encellede organismer hidhører imidlertid fra forurening af mælken under eller efter malkningen.
Også komælk kan karakteriseres som naturbestemt føde – men selvfølgelig primært for kalve. Som naturbestemt føde for mennesker kan komælk naturligvis kun komme på tale under forudsætning af, at mælkeindtagelsen ikke indirekte er medvirkende årsag til slagtning af tyrekalve.
Æg.
I naturlig fortsættelse af vor omtale af komælk skal kort omtales en anden form for anvendt fødemiddel, der udskilles af dyr, nemlig hønseæg. Dette fødemiddel er ikke omtalt i "Den ideelle Føde". Hønseæg, der må karakteriseres som naturbestemt føde for kyllingefostre, er opbygget på følgende måde:
Blommen eller rettere blastodisken, det vil sige den lille hvide del af den ydre blomme, er den egentlige ægcelle. Blastodisken indeholder de for en animalsk, delingsdygtig celle karakteristiske bestanddele: cytoplasma, kærne, kromosomer etc. Blommen indeholder ret betydelige mængder fedt- og proteinstoffer. Æggehviden er sekreter, hovedsagelig af proteinstoffer, udskilte af kirtler i hønens æggeleder.
Et ubefrugtet hønseæg er altså en animalsk celle i et næringsrigt substrat af molekylsystermer.
Tilsvarende er et befrugtet hønseæg, afhængig af kyllingefostrets udviklingstrin, et samfund af animalske celler, muligvis endog af endnu højere organiserede stofenheder, i et næringsrigt substrat af molekylsysterner.
E-c. IDENTIFIKATION AF A- OG B-LIVSENHEDER.
Vi har nu afsluttet den systematiske gennemgang af den skematiske oversigt. Ved betragtning af den måde, skemaet nu er udfyldt på, ser vi, at signaturerne for alle stofenhederne undtagen molekylerne så godt som udelukkende er klare bekræftende eller benægtende signaturer. For molekylernes vedkommende er signaturerne særdeles uensartede. Vi kan heraf drage følgende konklusioner:
De fysisk manifesterede A-livsenheder er organismer, organsystemer, organer, organdele, cellesystemer, celler, celledele, samt sandsynligvis også mange molekylsystermer.
De fysisk manifesterede B-livsenheder er virkningskvanter, fotoner, elementarpartikler, atomer samt sandsynligvis også mange "enkle molekyler". De organiske molekyler er altså de stofenheder, der repræsenterer overgangen mellem organismeområderne for A- og B-livsenheder.
I forbindelse med vor indledende definition af "En fysisk stofenhed" blev påpeget, at enhver stofenhed ikke nødvendigvis er ensbetydende med een fysisk manifesteret livsenhed. For fuldstændighedens skyld må dette forhold betragtes som et underforstået forbehold i ovennævnte konklusioner.
Supplerende kan oplyses, at mange videnskabsmænd betragter forskellige molekylsystermer, specielt proteinstofferne, som værende overgangsled mellem organisk levende og "dødt" stof.
F. DET DRÆBENDE OG DET LIVGIVENDE PRINCIP I VOR ERNÆRING.
Af definitionerne på A- og B-livsenheder fremgår, at vi ved vore ernæringsprocesser udfolder "Det dræbende princip" overfor A-livsenheder og "Det livgivende princip" overfor B-livsenheder. Identifikationen af A- og B-livsenhederne er imidlertid ikke direkte grundlag nok for en afgørelse af, i hvilken grad vi udfolder det dræbende henholdsvis livgivende princip ved indtagelse af de forskellige former for fødemidler som næring. For at kunne afgøre dette må vi anlægge kvalitative betragtninger, således som vi har gjort det i afsnit C-c, og som Martinus har gjort det i flere af sine i skemaet refererede udtalelser.
Symbol over det dræbende og det livgivende princips forhold til vore ernæringselementer.
Ovenstående symbol er udarbejdet af Per Bruus-Jensen og godkendt af Martinus.
Som afslutning på denne artikel vil vi ved hjælp af hosstående symbol danne os et overblik over, i hvilken grad vore ernæringsprocesser udløser det dræbende henholdsvis livgivende princip overfor de forskellige, principielle former for fødemidler.
Af symbolet fremgår, at den på dyreorganismer baserede ernæring repræsenterer den maximale udfoldelse af "Det dræbende princip". Rigtigheden heraf fremgår af, at hvirveldyret er den funktionelt højst differentierede og udviklede fysiske legemsform på jordkloden (jvf. afsnit C-c). Denne på dræbte dyreorganismer baserede ernæringsform er livsnødvendig for rovdyr.
Indtagelsen af rødder, stilke og blade som ernæring repræsenterer en langt mindre, men dog tydelig udfoldelse af "Det dræbende princip". Vor gennemgang af kvalitative, funktionelle forskelle mellem hvirveldyr og frøplanter i afsnit C-c turde være tilstrækkelig forklaring herpå. Denne ernæringsform er livsnødvendig og retmæssig hovedernæring for blandt andet jordmennesker.
At indtagelsen af frugtkødet af fuldmodne bærfrugter (f.eks. vindruer og appelsiner) og stenfrugter (f.eks. ferskener, abrikoser, blommer og kirsebær) kun udgør en ringe grad af drab, har vi begrundet udførlig i afsnit E-a-7. Denne form for ernæring vil være den ideelle hovedsagelig for menneskene i første halvdel af "Det rigtige menneskerige". De nuværende jordmenneskers organisme, specielt fordøjelsessystemet, tillader ikke praktiseringen af en ernæringsform, der hovedsagelig er baseret på frugtkød.
At nogle molekyler ved vore fordøjelses- og stofskifteprocesser udsættes for svage dræbende påvirkninger, og andre molekyler for svage belivende påvirkninger fremgår ret tydeligt af kolonnerne "Molekylsysterner" og "Enkle molekyler" i skemaet, det vil sige af begrundelserne for de der anvendte stærkt varierende signaturer. Som udgørende overgangsformerne mellem A- og B-livsenhedsorganismer, udgør molekylerne således også overgangen mellem det dræbende og det livgivende princip i ernæringsprocesserne.
I anden halvdel af "Det rigtige menneskerige" er vi i de udviklingszoner, hvor mennesket fra det åndelige plan er i stand til direkte at materialisere sig ind på det fysiske plan. Også en sådan fysisk materialiseret organisme må for at kunne opretholdes og udfolde fysisk aktivitet have tilført fysisk energi. Denne energi skaffes til veje ved forbrænding af en særlig slags organisk stof med luftens ilt. Allerede nu spiller luft en betydelig rolle i vort stofskifte. Til sin tid vil et "lungesystem" fuldstændig have overtaget hele ernæringsprocessen. Menneskene vil altså i disse sidste stadier af den fysiske udviklingsperiode ernære sig af solenergi og af luftens bestanddele, det vil sige af energikvanter (fotoner) og yderst simple uorganiske molekyler. "Lufternæringen" er alene en udfoldelse af "Det livgivende princip".
Energikvanterne, det vil sige solenergiens bestanddele, er de livsenhedsorganismer, der ved ernæringsprocesserne oplever den maximale form for fysisk belivende påvirkning.
Endelig viser symbolet, at den højeste forekommende form for "Det livgivende princip" udøves ved den ernæringsform, som den sjælelige "organisme", det vil sige de åndelige legemer, anvender. Disse åndelige legemer har nemlig også et livsnødvendigt behov for energitilførsel. Denne energitilførsel er de tankeformationer skabt i tankematerie, som de levende væsener i den åndelige verden beliver eller oplader hverandre med.
Ved afslutningen af denne vor lange og ret anstrengende vandring gennem vigtige ernæringsanalytiske områder er det ønskeligt at få et yderst nærliggende spørgsmål besvaret, nemlig: "Hvilket formål har Martinus' sondring mellem A- og B-livsenheder?".
Dette spørgsmåls analytiske besvarelse har vi allerede berørt ved vor beskrivelse af symbolet, der viser os, at sondringen mellem A- og B-livsenheder er identisk med en sondring mellem det dræbende og det livgivende princip i vor ernæring.
Martinus' praktiske hensigt med sondringen mellem A- og B-livsenhederne er gennem beskrivelsen af deres egenskaber at stille os i stand til at afgøre, hvornår vor ernæring repræsenterer det dræbende henholdsvis det livgivende princip.
Grundtonen i "Den ideelle Føde" er som i alle Martinus' øvrige analyser "Kærlighed til alle levende væsener". Vi kan derfor bedst udtrykke formålet med sondringen mellem A- og B-livsenheder ved at sige, at Martinus hermed har haft til hensigt at inspirere os til at anvende vor frie vilje på ernæringsområdet til kun at berøve andre levende væsener deres fysiske livsoplevelse i den udstrækning, det er livsnødvendigt for os.
For værdifulde impulser ved udarbejdelsen af denne artikel er jeg Per Bruus-Jensen taknemmelig.
Aage Steen Hvolby
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige