Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Abortproblemet – nu igen! Nuvel, jeg har behandlet dette problem ikke een, men snart mange gange før og vil atter og atter vende tilbage til det! For når alt kommer til alt kan ethvert livsproblem reduceres helt ned til enten at angå drab og destruktion altså noget negativt, – eller også liv og genopbygning, eller noget absolut positivt! Det nye i medfølgende bilag skal De søge i bilagets sidste afsnit, hvor overlæge Søren Stamer bl.a. siger: "Verden oprøres over de såkaldte medlidenhedsdrab i tyske koncentrationslejre. Jeg kan ikke se, at det er værre at dræbe åndssvage og invalider end sunde og raske, ufødte børn. Hvorfor skal lægerne tvinges til at gøre dette arbejde? Hvorfor kan mødrene ikke lige så godt kvæle børnene umiddelbart efter fødslen?"

Når dette problem ustandseligt melder sig i dagens debat – og så godt som hele tiden med kravet om ret til at afbryde ethvert svangerskab efter ønske, skyldes det kun een eneste ting, nemlig verdens utrolige uvidenhed om hvem og hvad det jordiske menneske i virkeligheden er! Kendte ethvert menneske det absolut sande svar på disse to spørgsmål, eksisterede abortproblemet overhovedet ikke! Da eksisterede der kun eet problem, nemlig hvorledes man bedst kunne hjælpe, ikke alene den gravide kvinde, men også det menneskebarn, der stod overfor at skulle fødes. Da ville ethvert barn ankomme ad verdens hovedtrappe, modtaget med begejstring, rød løber og fanfarer og ikke som nu, næsten smuglet ind ad bagtrappen omtrent som var det en jaget sabotør, myndighederne hellere end gerne ser likvideret, før det når at få åbnet munden til forsvar for sin eksistens.

Med en i forhold til vor evige fortid næsten svimlende fart jager vi idag frem imod den spådoms opfyldelse, der lød til os, om vi "åd af frugten på kundskabens træ". Så enkle, og dog så gådefulde lød ordene: "Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise, den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!" Vi har alle hørt disse ord, de hører simpelthen til vor barndoms første kundskabstilegnelse, til vor første indføring i det man så smukt kalder "vort åndelige liv". Men forstod vi dem? Forstod de mennesker, der første gang fortalte os dem, det selv? Næppe!

Et vældigt livsmønster, i hvilket klare moralbegreber satte skel mellem "ondt" og "godt", bryder sammen for øjnene af os. Den "troens tidsalder" der eengang gjaldt hele vor klode, er idag at ligne ved et synkende skib, hvor kun mastetoppene rager op over vandet. Det "kosmisk døende menneske", der dog havde sin tro, af hvad art den end var til at vejlede sig, er blevet afløst af "det kosmisk døde menneske", der i sin næsten ufattelige, åndelige vankundighed har udnævnt sig selv til "homo sapiens" eller: det tænkende menneske! Som med et altgennemtrængende slag af "kerubernes flammesværd" er vor verden blevet delt i to dele: een hvor en tilsyneladende hastigt svindende tro på en alkærlig, alvidende og almægtig guddoms eksistens endnu har blot nogen indflydelse, og een hvor en tilsyneladende alvidende og almægtig, men absolut ikke alkærlig videnskab udgør tilværelsens eneste tilbedelsesværdige objekt!

Ethvert voksent menneske ved, hvad vi skylder videnskaben. Der er ingen grund til at spilde tid og ord på den sag. Uden den havde vi ikke velfærdsstaten, og uden den havde vi heller ikke evne til ved blot at trykke på knapper at udslette utalte millioner af liv. Der kommer en dag i ethvert voksent menneskes liv, hvor det bliver træt af at falde på næsen for videnskaben. I gamle dage faldt man på næsen for de kutteklædte, idag falder man for de hvidkitlede, – men hvorlænge? Til der ikke er nogen til at falde på næsen for nogen, mener mange, men vil det gå således, mon?

Er det ikke tværtimod således, at der er ved at "gå ild i spotterens hus"? Ingen har spottet Gud mere end den fysiske videnskabs utallige små heroer. Jeg skriver med vilje "små", for de store har dog haft deres tvivl! Men de små udgør flertallet! De sidder som små paver allevegne og udtaler opfordret eller uopfordret deres uforgribelige meninger om liv og død, som var der intet som helst tilbage for dem at undersøge endnu engang. Jeg læste med stor forbløffelse igår en artikel, som med store overskrifter forkyndte: På sporet af åndssvaghedens årsager! (Berl.T.l/j,64) Artiklen var blændende skrevet, og den efterlader ingen tvivl om, at de læger, hvem den omhandler, selv tror, at de vil kunne løse dette vældige problem, men –! Man lader avisen synke og tænker sit. Igen gener og kromosomer. Igen denne tyrkertro på, at livet, at De og jeg er et resultat af sammenspillet mellem disse mikrofaktorer. Igen dette, at når vi ved dette, når hele dette område er klarlagt, kan vi forhindre åndssvage børn i at blive født, så kan vi møde dem på halvvejen med – kniven! Tror noget menneske for alvor på, at man kan fjerne en åndelig, en kosmisk årsag, med et fysisk indgreb. Ja, mange gør det sikkert, men mon ikke også de bag det hele har en fornemmelse af, at det er en skuffelsens vej, de betræder? Jeg tror det!

Tænk, hvilke kvaler denne indbyggede hjernebarksfunktion har afstedkommet! Før man anede dens eksistens, havde den afstedkommet en udvikling, der langsomt hævede os over det dyrerige, som også blot er en død materiel forekomst og bibragt os vanvittige ideer om noget, vi gav navnet "ånd" og "kunst" og – oh alle tiders rædsel – "Gud". Tænk, om vi ikke havde fået nogen af disse ideer, at vi slet ikke havde opfundet det fatale ord "jeg"? Så kunne vi endnu have svunget os lykkeligt i træerne, ædt vore bananer og levet i herlig uvidenhed om atom- og brintbomber, om radio og TV og alt det, vi idag er så dristige at betegne som "kultur".

"Den dag du æder af kundskabens træ, skal du dø døden!" Har nogen slægt før os "ædt" flere frugter af "kundskabens træ" end vi? Har nogen slægt før os vidst mere? Nej, det har den ikke – men den har heller ikke vidst mindre! For vi er slægten, for hvem Gud er blevet borte, for hvem begreber som moral, sædelighed osv. er latterlige begreber. Vi er slægten, der bare går i seng med hinanden og jo tidligere jo bedre og helst med såmange som muligt. Vi "popper" os igennem det hele, for hvad, når vi er døde, er vi døde, og den der ikke har fået mest muligt af alt muligt, er blevet godt snydt! Og værst af alt: han er selv årsag dertil! Han kunne jo bare have gjort "som alle de andre!"

Men kunne han? Er den skitse, jeg har givet af livet idag, ikke en karikatur? Jo, det er den! For livet er slet ikke sådan! Livet er snarere tværtimod! Sandt nok gør en masse mennesker idag både vanvittige og tåbelige ting, ting som det giver "kasse" at skrive om! For ikkesandt, det giver "kasse" at skildre et voldtægtsforsøg med såmange intime detaljer som muligt! En ung mand skrev fornylig, om det ikke snart var på tide, at ungdommen fik lov til at leve i fred! At al den snak om pessar til fjortenårige hørte op! Gennem hans ord følte man, at han selv var klar over, at han var "en røst i ørkenen". Men han bør ikke tabe modet! Endnu en stund må vi indstille os på, at verden er på vej nedad, men også, at bunden er i sigte! Vi havde engang et livsmønster, det mistede vi. Men vi vil få et nyt! Millioner af mennesker, nemlig alle de der af natur er moralske, af natur føler sig i kontakt med en Guds eksistens og med den kosmiske lovmæssighed, de selv har fundet bag alt, ved, at dette livsmønster er på vej! Men de ved også, at bunden endnu ikke er nået. De ved – fordi de ser tegnene allevegne – at den verden, vi i øjeblikket oplever, er dødsdømt, men også at dommen må eksekveres, før en ny kosmisk impuls' høje rene luft kan feje al åndeligt smuds, al urenhed og al fortvivlet uvidenhed ud af verden.

Disse mennesker tvivler hverken på Guds almægtighed, alvidenhed – eller alkærlighed. De forstår, at sådan som alt er idag, må det være på baggrund af vor evige fortid og med henblik på vor evige fremtid! Også disse mennesker har spist af frugterne på kundskabens træ, spist sig mætte – og opdaget "det andet træ i haven – livsens træ!" Disse mennesker har som alle andre "ædt sammen med svinene", men er nu nået dertil, at selv den mindste plads i deres "faders hus" vil være dem kær. Det er på disse mennesker, hele vor fremtid beror. Ved deres blotte længsel efter at "vende hjem", hvilket vil sige: ved deres inderlige uvilje imod at gøre uret, ja, ved hellere selv at lide uret end tilføje andre smerte, udgør de idag det "jordens salt", uden hvilket alt ellers ville blive fordærvet. Men de er der, og summen af dem er i en vældig vækst. De har "øjne, der ser", og "øren, der hører", og det de ser og hører, meddeler de verden igennem deres væremåde langt mere end gennem deres ord. Og hvad er det da, de meddeler verden? At en ny vældig kosmisk impuls er begyndt at vibrere ind over vor jord, at et nyt kosmisk budskab er på vej, et budskab, der vil befordre en helt ny "jord"s og en helt ny "himmel"s fødsel. De ser, hvad der endnu må være skjult for masserne, at intet liv, der ikke er i den dybeste kontakt med livets kosmiske helhed og med en Guddoms eksistens, i sig selv er noget virkeligt liv, det kan kun være et skinliv! For disse mennesker er hverken moral eller idealisme "det umuliges kunst", – for dem er disse begreber "det muliges kunst", som de stræber efter at fuldbyrde i deres eget liv. I en verden, der ved hjælp af praktisk videnskabelig viden søger at destruere alle højere etiske begreber, er de ved deres blotte væremåde disse begrebers sande forsvar. Men netop fordi de så klart erkender, at livet af idag må være, som det er, på grund af det enkelte menneskes egen åndelige uvidenhed, hører de til "de stille i landet", men de er her® Ved man dette, har man tryghed i sjælen! Så forstår man, at intet livsmønster kan forgå, uden at det en dag vil være blevet afløst af et endnu større, et endnu smukkere – et i hvilket mord på ufødte fostre vil være en mørk tanke, der er svundet bort over bjergene, et i hvilket den kærlighed, der intet kræver, men som ser sin eneste lykke i dette at give, er selve hovedmotivet, et i hvilket Gud er blevet, hvad han skal og må være, selve livets alfa og omega!