Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds villie", har vi lært i barndommens religionstimer, og det blev tilføjet, at "Herrens veje er uransagelige." Ved adskillige begravelser, ikke mindst hvis et barn eller et ungt menneske er gået bort, eller hvis et ulykkestilfælde har bortrevet en forsørger eller en mor, har de samme ord været brugt. Resignationen, at det er Guds villie, den uafvendelige, som er sket, har uden tvivl gennem tiderne hjulpet mange blindt troende mennesker. I vor tid er det færre og færre, der kan hjælpes af en sådan resignation, fordi de ikke mere tror på Gud. Og en af de væsentlige årsager til den manglende tro er netop alt det forfærdelige og onde, der sker i verden. Det kan da ikke være Guds villie! Så ville han være en sadist, en djævel og ingen Gud. Altså er der ingen Gud til, mener man, tilfældighedernes spil råder i livet, hvor krigen, forbrydelsen, hadet og ondskaben florerer lige fra den geniale nederdrægtighed til den lille luskede løgn.

Hvad vil det egentlig sige: at ville noget? Det er ikke let at svare på, da vi her står over for selve livets urkraft. Alt, hvad vi vil, udrunder af selve vort urbegær: villien til livet, til oplevelse, forvandling og fornyelse. Det vi vil, kan opnås med større eller mindre besvær, til tider med største lethed. Vil et menneske med en sund organisme løfte en arm, sker det i brøkdele af sekunder. Vil det besøge sin nabo, tager det lidt længere tid at realisere villiesakten i handling, og så er det jo et spørgsmål, om naboen er hjemme. Her har vi allerede en eventuel hindring for gennemførelsen af villien, og dermed en kilde til skuffelse eller irritation. Vil man rejse til Amerika, er der adskillige hindringer, villiekraften må overvinde, inden ønsket bliver til virkelighed i den fysiske verden, og siger man: "Jeg vil spille klaver og gør det af kærlighed til musik og i et ønske om at give udtryk for noget, der bor i en, må man øve sig med uendelig tålmodighed for blot at kunne spille nogenlunde godt. Og så kan det jo være – hvis villien og ønsket ikke er stærkt nok, og store hindringer kommer i vejen – at man mister tålmodigheden og siger: "Jeg vil alligevel ikke spille klaver." Villien skal altid overvinde modstand i denne verden og har let ved at overvinde visse former for modstand, andre former er besværligere at overvinde, og andre igen kan kun overvindes ved den yderste anstrengelse, koncentration og tålmodighed. Ikke alene spiller den modstand en rolle, man eventuelt møder i den ydre verden, der er også modstand at overvinde i menneskets eget sind, nemlig de dele af bevidstheden, som reagerer imod og ikke vil tage konsekvensen af og ansvaret for den byrde, individets egen villie har pålagt det. Det kan føre til indre konflikt, dårlige nerver, stress m.m. Og vi har sikkert alle været i den situation, at vi har spurgt os selv, hvad det egentlig var, der var det ledende og styrende i os: blinde instinkter, ydre kræfters påvirkning, tilfældighed, arv og miljø eller måske en højere magt? Een ting er man i alt fald begyndt at tvivle på, og det er, om mennesket har en fuldstændig fri villie.

For at gennemføre det, vi vil, må vi overvinde modstand, og modstanden kan til tider være så stor, at vi må opgive at gennemføre vort forehavende og få vor villie. Det er ikke muligt at gøre lige, hvad vi vil, naturens kræfter lige fra elementerne til andre menneskers villie lægger os hindringer i vejen og begrænser vor frihed. Men netop dette forhold har gennem tiderne udviklet menneskets evne til at overvinde naturkræfterne med snille og intelligens. Det har også udviklet forskellige evner hos menneskene til at forsøge at overvinde andres villie og føre sin egen igennem enten med magt, med list eller med virkelig klogskab. Menneskene kræver frihed, det er blevet et slagord i vor tid. Men hvad forstår man egentlig ved frihed? I almindelighed opfatter man frihed som uafhængighed af andre, og deraf opstår begrebet "Frihedskamp", som menneskehedens historie for en væsentlig del består af. Mange former for slaveri og undertrykkelse er overvundet gennem de sidste århundreder, og mennesket her i vesterlandet er vokset ind i større og større ydre friheder, som det moderne demokrati og den såkaldte velfærdsstat er billedet på. Men selv om visse friheder og fordele er opnået til gavn for helheden, er andre former for afhængighed og bundethed blevet resultatet deraf. Vi har opnået friheder, men har vi fået frihed? "For at løse må man vide, hvor båndet er", siger et gammelt ord, og det er så sandt, at det lyder banalt. Men sagen er den, at det friheds tørst ende menneske ikke ved, hvor det bånd er, der først og fremmest hæmmer det og begrænser dets frihed og stækker dets villie. Vi kan opleve alverdens ydre friheder af den slags, som kan opnås ved politisk magt, pengemagt, våbenmagt og ved at få vor intelligens til at lade naturkræfterne arbejde for os. Men hvad hjælper det, hvis mennesket er blevet slave af den kræfternes tilstand, som tilsyneladende er nødvendig for at opnå de ydre friheder? Det er ikke et frit menneske, der pludselig føler sig reduceret til at være et "nummer", et "hulkort" eller en "robot". Det er en åndelig død tilstand. "1800-tallets problem var, at Gud er død, i 1900-tallet er problemet, at mennesket er dødt," skriver Erich Fromm. Det er rigtigt, og vort århundredes problem er en naturlig følge af 1800-tallets. At "Gud er død" vil sige, at bevidstheden om Gud er død i menneskesindet, og denne bevidsthedstilstand er "de dødes rige" eller verden af i dag. "Mennesket i maskinens billede" har afløst "mennesket i Guds billede", og denne levende "robot" har lukket sig inde i sit eget teknisk raffinerede helvede, hvor villierne stadig kæmper mod hverandre og skaber de mentale klimaer, vi kalder skuffelse, irritation, had, vrede og bitterhed. Fysiske og psykiske sygdomme er en naturlig følge af disse tilstande, og selv om mange gamle sygdomme overvindes og til dels udryddes gennem fysiske metoder, opstår nye sygdomme, som man ikke har kunnet forudse. Det er et spørgsmål om kemi og biologi, som vi nok skal klare i fremtiden, siger materialisten. Men han er i virkeligheden ved at sakke bagud. Pionererne inden for forskningen er begyndt at sige noget andet. For eksempel den schweiziske professor i teoretisk fysik, Walter Heitler, der slutter sin fine lille bog "Mennesket og den naturvidenskabelige erkendelse" (Munksgaard 1963) med at skrive: "Vor vej kan med sikkerhed kun føre gennem videnskaben og videre ud over denne. Det bliver fremtidens opgave at finde vej gennem den åbnede dør." Hvad er det for en "dør", der her er tale om? Det viser et andet citat fra samme bog: "Videnskabens ramme kan med andre ord ikke være nogen lukket ramme, den åbner sig og må åbnes i forskellig retning – også henimod metafysikken." Metafysik (græsk: hvad der kommer efter fysikken) har ellers længe været et "uartigt" ord inden for videnskaben. Forskere som Einstein, Bohr, Schrodinger, Heisenberg, Heitler m.fl. har dog atter åbnet døren mod den metafysiske verden. Arbejdet med stråler og bølger, atomfysik og teoretisk fysik fører forskerne længere ind i den rene matematik's og den rene geometri's immaterielle verden, i de ikke-tids- og rumdimensionelle princippers verden. Men hvem kan følge dem? Kun dygtige matematikere, der samtidigt er fordomsfri. Vi andre, der prøver at være fordomsfri, men måske ikke er særlig dygtige matematikere, har vi da ingen mulighed for at komme gennem videnskabens dør og videre ud over denne? Det har vi, det er netop det, Martinus kan hjælpe os med gennem sin kosmologi, som man ikke behøver at være den fødte matematiker for at kunne fatte, hvis man til gengæld har længselen efter det gode i sit sind og helst også en portion praktisk logisk sans. Gennem Martinus' kosmiske analyser kan den tanke, der ellers må stoppe ved biologi og kemi, gå videre til kosmologi og kosmisk kemi. Har det noget med "Guds villie og menneskets villie" at gøre? Det har det, for Martinus gør det klart, at det, Walter Heitler kalder et "ydre, ikke-menneskeligt, åndeligt princip", og som Heisenberg omtaler som "det bag videnskaben, der virkelig har betydning, og som det er så vanskeligt at tale om", findes i hvert eneste menneske. Derfor har vi mulighed for at bringe vor villiekraft i overensstemmelse med den universelle villie, der er ved at forvandle os fra dyr til menneske. Det kan kun ske ved at vi lærer universets villieførende kræfter at kende, og derom handler min næste artikel.