Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Heller ikke i planet fik vi nogen chance for at hilse på hinanden, men stadigt mærkede jeg hans blik hvile på mig. På ny gik vi ombord i en maskine, denne gang til Stockholm, hvor vi overnattede. Næste dag fortsatte vi til Moskva, men mødtes atter af landingsforbud (tåge) og returnerede til Stockholm. Men inden vi nåede Sveriges smukke hovedstad, fik vi ordre til at gå til Helsingfors, hvor vi landede ved mørkets frembrud. Og der fik vi chancen for både at mødes og udveksle tanker. For Helsingfors lufthavn var under ombygning, og to rum, som vi fik besked om at opholde os i, var forbundet med en meget lang gang, som var storartet til en promenade. Medens jeg gik frem og tilbage i denne faktisk ret triste gang, kom russeren pludselig hen imod mig og rakte hånden frem til hilsen. Han spurgte, hvem jeg var, og hvad jeg foretog mig. Et øjeblik betragtede jeg ham indgående – på fremmed grund skal man ikke være alt for åbenhjertig – men så ræsonnerede jeg: "Du har intet at skjule, hvorfor ikke tale lige ud?" – og så forsøgte jeg at forklare ham, hvem jeg var, og hvor jeg var på vej hen, og hvad jeg skulle der. "De er meget religiøs", spurgte han, og jeg svarede bekræftende. Og så var det altså, det skete. Han dæmpede stemmen helt ned til en hvisken og sagde: "Det er jeg også, men De forstår?" Jeg forstod. Vi vandrede sammen i over en time, og det er en af mit livs mærkeligste vandringer. For hver gang vi nærmede os den gruppe, han tilhørte, sank vore stemmer ned til en næsten uhørlig hvisken for atter at blive normal, når vi var i den modsatte ende af gangen. Han var arvelighedsforsker og åbenbart meget berømt i sit hjemland, siden han havde fået lov til at rejse til U.S.A. Men han var mere end det. Personlige sorger havde forædlet hans sind og gjort ham modtagelig for en mere dybtgående indstilling end den rent ateistiske, som han åbenlyst foragtede. Han formelig sugede de tanker, jeg gav udtryk for, til sig og ville absolut ikke slippe mig. Hans kolleger betragtede os med stor interesse, men greb ikke ind et eneste øjeblik. Så lød det pludseligt over højttaleren, at de som ville, kunne komme til Moskva med en lille maskine, men at ingen var forpligtet til at tage med den. Russerne bestemte sig for at tage med den, og jeg greb chancen. Turde de, turde jeg vel også, og således gik det til, at jeg kom til Moskva i selskab med denne prægtige mand og undervejs fik en masse at vide om livet i dette store land, hvis politiske livsform aldrig har tiltrukket mig, men hvis mennesker til gengæld har gjort det så meget mere. For den enkelte russer er i almindelighed et hjertensgodt menneske og af natur så religiøs, at ethvert forsøg på at udslette religionen i dette land på forhånd er dømt til at mislykkes – som det iøvrigt vil mislykkes alle andre steder også. Ved ankomsten til. Moskvas vældige lufthavn kom en såre bred og mægtig kvindelig politiofficer og konfiskerede mit pas, men takket være min nyerhvervede russiske ven fik jeg udleveret både passerseddel og papirer, der sikrede mig værelse på et stort, nærliggende hotel, og det var ikke så lidt af en oplevelse, da han ved afskeden hviskede et: "God bless you my dear friend!"

Og så senere på dagen. Jeg havde netop forladt "Den røde plads" og gik nu på må og få i denne store by. Jeg så revolutionsmusæet, hvor der er alle de blodige malerier, man kan overkomme at se, og forvildede mig derefter ind i et kvarter; jeg ikke kunne finde vej ud af. Pludselig fik jeg øje på en stor, ualmindelig flot sovjetofficer med en hel "tallerkenrække" af ordener på brystet. Jeg stilede direkte imod ham og spurgte ham venligt, om han ikke kunne hjælpe mig til en bus, der kunne føre mig til lufthavnen. Han stirrede komplet paralyseret på mig. En engelsktalende udlænding!!! Og før jeg begreb et ord af det hele, havde han vendt mig ryggen og løb nærmest som en skoledreng, der havde lavet noget meget forkert, ned ad den nærmeste sidegade. Ingen, bestemt ingen skulle kunne rapportere, at han havde talt med en englænder eller måske endnu frygteligere: en amerikaner. Jeg vandrede meget desorienteret videre og nåede endelig et stort hotel, hvis portier med største venlighed hjalp mig til rette og ikke slap mig, før jeg sad i den rigtige bus.