Kontaktbrev 1964/6 side 1
København, den 19. marts 1964.
Kære læser!
Der er nu tider, hvor man gribes af en dyb glæde ved tanken om, at man er født i et land, hvor "retten til frit at tænke, tro og tale" udgør en hovedbestanddel af ens livsmønster! Når man læser de omstående småbilag fra Sovjetunionen, tænker man uvilkårligt: "Hvor tåbeligt –!" Lad så være, at staten, dette mangehovet uhyre, griber ind i alle rent materielle funktioner! Det må være sådan i en verden, hvor en alt for udpræget egoisme, en alt for stærk trang til at være sig selv nok lægger alle tænkelige hindringer i vejen for fælles velstand. Men når vi så har "givet kejseren, hvad kejserens er", må vi have vort sjæleliv i fred!!! Det bør simpelt hen være en menneskerettighed!
Men det synes det kommunistiske parti ikke. Det har simpelt hen afskaffet Gud! Enhver forestilling om hans eventuelle eksistens er på forhånd stemplet som "forældet" – partimedlemmerne må værsgo tage sig noget fornuftigere til – ellers bliver de hængt ud for "urent trav"! Men hvilken glæde havde nu alle de, der erstattede deres tro på Gud med troen på Stalin? Engang guddommeliggjort – i dag end ikke værdig til et anstændigt gravmonument! Det blev hans vej – og det bliver næppe den sidstes vej i den verden. Jeg landede for nogle år siden en tåget og råkold vintermorgen i Moskva og kørte senere på dagen ned til det berømte Kreml for dog at forsøge på at danne mig blot et beskedent billede af selve stemningen i denne store på sin vis så smukke by. Men jeg var ankommet på "den røde hærs dag", og det var umuligt at komme ind i Kreml. Jeg nåede nogle få meter inden for porten, men et par bajonetter hjalp mig hurtigt ud på "Den røde plads", hvor det myldrede med militær. Så gik jeg over til det store mausoleum for dog at få et glimt af den balsamerede Lenin og også af Stalin, som endnu ikke var fjernet. Men nej! Sovjetiske soldater gik vagt og hoppede på akkurat samme besynderlige måde som vagtposterne foran Buckingham paladset i London. Forskellen var absolut ens. Så stillede jeg mig op for at betragte menneskemængden – og så var det, at mine øjne faldt på de mange gigantbilleder af de daværende sovjetkoryfæer – nationens virkelige guder!
Man forbavses, når man ser dette i sig selv så tarvelige forsøg på at guddommeliggøre enkeltpersoner, om hvilke vel selv sovjetborgerne ved, at de på blot få dage kan være så glemte, som havde de aldrig eksisteret. Persondyrkelse og diktatur synes uadskillelige. Og alligevel har to oplevelser fra denne rejse brændt sig ind i mig, så jeg aldrig vil kunne glemme dem. Den ene begyndte allerede i Kastrup. Mit fly skulle gå til Moskva, hvorfra jeg skulle skifte til en indisk maskine. Vi nåede Moskva, men måtte vende om og gå tilbage til København på grund af landingsforbud. En gruppe sovjetiske videnskabsmænd på vej hjem fra U.S.A. var med, og en af dem, en meget venligt udseende mand, havde allerede da betragtet mig så indgående, at jeg var klar over, at han gerne ville hilse på mig. Men gruppen var så "sammensvejset", så jeg ikke kunne andet end gengælde hans venlige smil.
Heller ikke i planet fik vi nogen chance for at hilse på hinanden, men stadigt mærkede jeg hans blik hvile på mig. På ny gik vi ombord i en maskine, denne gang til Stockholm, hvor vi overnattede. Næste dag fortsatte vi til Moskva, men mødtes atter af landingsforbud (tåge) og returnerede til Stockholm. Men inden vi nåede Sveriges smukke hovedstad, fik vi ordre til at gå til Helsingfors, hvor vi landede ved mørkets frembrud. Og der fik vi chancen for både at mødes og udveksle tanker. For Helsingfors lufthavn var under ombygning, og to rum, som vi fik besked om at opholde os i, var forbundet med en meget lang gang, som var storartet til en promenade. Medens jeg gik frem og tilbage i denne faktisk ret triste gang, kom russeren pludselig hen imod mig og rakte hånden frem til hilsen. Han spurgte, hvem jeg var, og hvad jeg foretog mig. Et øjeblik betragtede jeg ham indgående – på fremmed grund skal man ikke være alt for åbenhjertig – men så ræsonnerede jeg: "Du har intet at skjule, hvorfor ikke tale lige ud?" – og så forsøgte jeg at forklare ham, hvem jeg var, og hvor jeg var på vej hen, og hvad jeg skulle der. "De er meget religiøs", spurgte han, og jeg svarede bekræftende. Og så var det altså, det skete. Han dæmpede stemmen helt ned til en hvisken og sagde: "Det er jeg også, men De forstår?" Jeg forstod. Vi vandrede sammen i over en time, og det er en af mit livs mærkeligste vandringer. For hver gang vi nærmede os den gruppe, han tilhørte, sank vore stemmer ned til en næsten uhørlig hvisken for atter at blive normal, når vi var i den modsatte ende af gangen. Han var arvelighedsforsker og åbenbart meget berømt i sit hjemland, siden han havde fået lov til at rejse til U.S.A. Men han var mere end det. Personlige sorger havde forædlet hans sind og gjort ham modtagelig for en mere dybtgående indstilling end den rent ateistiske, som han åbenlyst foragtede. Han formelig sugede de tanker, jeg gav udtryk for, til sig og ville absolut ikke slippe mig. Hans kolleger betragtede os med stor interesse, men greb ikke ind et eneste øjeblik. Så lød det pludseligt over højttaleren, at de som ville, kunne komme til Moskva med en lille maskine, men at ingen var forpligtet til at tage med den. Russerne bestemte sig for at tage med den, og jeg greb chancen. Turde de, turde jeg vel også, og således gik det til, at jeg kom til Moskva i selskab med denne prægtige mand og undervejs fik en masse at vide om livet i dette store land, hvis politiske livsform aldrig har tiltrukket mig, men hvis mennesker til gengæld har gjort det så meget mere. For den enkelte russer er i almindelighed et hjertensgodt menneske og af natur så religiøs, at ethvert forsøg på at udslette religionen i dette land på forhånd er dømt til at mislykkes – som det iøvrigt vil mislykkes alle andre steder også. Ved ankomsten til. Moskvas vældige lufthavn kom en såre bred og mægtig kvindelig politiofficer og konfiskerede mit pas, men takket være min nyerhvervede russiske ven fik jeg udleveret både passerseddel og papirer, der sikrede mig værelse på et stort, nærliggende hotel, og det var ikke så lidt af en oplevelse, da han ved afskeden hviskede et: "God bless you my dear friend!"
Og så senere på dagen. Jeg havde netop forladt "Den røde plads" og gik nu på må og få i denne store by. Jeg så revolutionsmusæet, hvor der er alle de blodige malerier, man kan overkomme at se, og forvildede mig derefter ind i et kvarter; jeg ikke kunne finde vej ud af. Pludselig fik jeg øje på en stor, ualmindelig flot sovjetofficer med en hel "tallerkenrække" af ordener på brystet. Jeg stilede direkte imod ham og spurgte ham venligt, om han ikke kunne hjælpe mig til en bus, der kunne føre mig til lufthavnen. Han stirrede komplet paralyseret på mig. En engelsktalende udlænding!!! Og før jeg begreb et ord af det hele, havde han vendt mig ryggen og løb nærmest som en skoledreng, der havde lavet noget meget forkert, ned ad den nærmeste sidegade. Ingen, bestemt ingen skulle kunne rapportere, at han havde talt med en englænder eller måske endnu frygteligere: en amerikaner. Jeg vandrede meget desorienteret videre og nåede endelig et stort hotel, hvis portier med største venlighed hjalp mig til rette og ikke slap mig, før jeg sad i den rigtige bus.
Mødet med disse to typer vil næppe nogen sinde gå mig af minde. Den ene selvtænkende individualist, den anden partimedlem og formentlig for resten af livet anbragt i et mentalt fængsel, han næppe ønsker at forlade – det er, for mig at se, Rusland af i dag. Men selv om Guds mølle maler langsomt, så maler den, og jeg nærer ingen tvivl om, at russerens dybe, medfødte religiøse sans en dag vil sprænge alle rammer, og så tror jeg, at vi får et Rusland at se, der meget vel kan blive en ny verdens ledestjerne. Livet er jo altid sådan, at der, hvor en ny kilde bryder frem, kommer der en mudderpøl først. Det gjorde der også i Rusland, og endnu klistrer der meget "mudder" ved systemet. Men der er mange tegn på, at en vældig forvandling er i gang, og ting kan ske, der gør et nyt og fra alle dogmer befriet religiøst liv umådeligt aktuelt. For hverken litteratur eller kunst, af hvilken art den end er, kan vokse og sætte virkelig frugt uden hin guddommelige inspiration, hvis mål det er at give Gud, hvad Guds er! Det var netop dette mit syn på det russiske problem, der glædede den stilfærdige russiske videnskabsmand så meget. Jeg fortalte ham alt det om Martinus verdensbillede, jeg i den korte tid, vi havde til rådighed, evnede at give udtryk for og skjulte ikke for ham, at når dette verdensbillede optog mig så meget, som tilfældet var, skyldtes det netop det vældige kosmiske perspektiv, det indebar. Både han og jeg var klar over, at det religiøse liv har sine vældige rytmer, og at religionens til os overleverede form var håbløst forældet, men også, at denne form absolut ikke afvikles ved et politisk magtbud, men udelukkende gennem normal udleven, gennem den mættelse, der uundgåeligt vil blive afløst af en ny, umådelig stærk hunger. Så selv om den russiske regering på ny dekreterer kamp imod al religion, så hører jeg til dem, der tager dette dekret med den største sindsro – det vil få akkurat samme ringe betydning som alle sine forgængere!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson