Kontaktbrev 1964/6 side 5
Mogens Møller:
GUDS VILJE OG MENNESKETS VILJE II
Mennesket som naturens lærling
Fra renæssancen til vore dage har vi af astronomer og andre forskere fået mere og mere at vide om, hvor uendelig stort universet er, og at jorden kun er et lille støvfnug set i det universelle perspektiv. Jorden og menneskene opfattes ikke mere som i middelalderen som verdens midtpunkt, og Gud og hans engle, der var de væsentlige faktorer i det middelalderlige verdensbillede, er gledet længere og længere ud i horisonten for til sidst at forsvinde og afløses af rummets uendelige tomhed og kulde, hvor intet synes at bekymre sig om, hvad der sker på jorden og i det enkelte menneskes liv. Tomhed mellem stjernerne og tomhed i menneskesindet er det midlertidige resultat af den forskning, som "homo sapiens" det videnskabelige menneske, har kunnet præstere, og mange mennesker frygter for, at det også skal resultere i, at jorden bliver øde og tom, hvis et af de "ypperste" resultater af forskningen kommer til fuld udfoldelse: atombomben!
Centrumsfornemmelsen og det evige nu
Vi kan dog nok så meget få at vide, at jorden er et ubetydeligt punkt i universet blandt millioner af andre punkter, det kan ikke ændre den kendsgerning, at hvert eneste menneske føler sig selv som universets midtpunkt. Vi er omfattet af universet, men vi forsøger også at omfatte universet med vor tanke og oplevelsesevne. Gennem denne proces gør mennesket erfaringer, som er medvirkende til at ændre dets vilje, til at forny den og give den ny retning. Viljen er forbundet med det levende væsens naturlige nysgerrighed, elementært og primitivt hos dyret og efterhånden mere differentieret og detaljeret hos mennesket, hvor den forbindes med logisk tænkeevne og ønsket om at overvinde vanskeligheder og skabe behageligheder i stedet. Erfaringerne kædes sammen, og viljen forbinder sig med dem i en ny skikkelse. Mennesket lærer faktisk at ville noget nyt, og det er universet eller naturen, omgivelserne, som gennem erfaringerne bliver dets læremester. "Nød lærer nogen kvinde at spinde", siger man, og det er utroligt, hvad nød og vanskeligheder i det lange løb har lært mennesker. Uden dette "ubehagelige gode" havde mennesket overhovedet ikke udviklet sig fra dyreriget. En og anden kunne måske fristes til lige i øjeblikket at sige: "Mon det ikke også havde været bedre, hvis det ikke havde gjort det, det ødelægger jo bare det hele, og dyrene er lykkeligere og bedre end mennesket". En sådan udtalelse ville være udtryk for vedkommendes egen midlertidige ubehagelige situation i forhold til omgivelserne og hans eller hendes opfattelse af verdenssituationen, som den er i dag. Al jordmenneskelig utilfredshed, der kan give sig udtryk i ord som: "Gid" jeg aldrig var født", eller lignende ønsker, er ikke udtryk for utilfredshed med livet som helhed, men med det øjeblikkelige, nuværende liv. Men livet er vel også øjeblikket, det nuværende? Det er det, men det er nu'ets forhold til fortid og fremtid, som bevirker, HVAD der sker i nu'et. Noget meget væsentligt i Martinus Kosmologi er analysen af "det evige nu" i forbindelse med analysen af det levende væsen som et evigt væsen baseret på "det treenige princip", "skaberen, skabeevnen og det skabte", som universet ER, og som enhver af os i egenskab af "menneske i Guds billede" også ER. Den før omtalte midtpunktsfornemmelse, som vi alle har, er den begyndende fornemmelse i vor fysiske dagsbevidsthed af vort evige Jeg eller skaberen i os, som er ét med universets skaber eller Guds Jeg. Det var det, Kristus vidste og oplevede, og det er det, vi alle engang skal blive hundrede procent dagsbevidste i og opleve som livets væsentligste kendsgerning. "Men hvad kan det hjælpe mig, der er højst utilfreds med min nuværende situation, at få at vide, at jeg er ét med Gud, når det alligevel ikke ændrer min situation i øjeblikket", kan man sige. "Jeg vil gerne "frelses" fra min nuværende situation, og jeg ønsker, at hele menneskeheden kunne blive det. Det er ikke en "frelse" i et fremtidens "himmerige", jeg er interesseret i, men hjælpen her og nu". En sådan hjælp findes, som den har gjort det "i al evighed", men det er hverken mirakeltro, overtro eller "forsoning ved Kristi blod", der nu skal forbinde os med den, det er ikke "Guds nåde" på trods af årsager og virkninger, men den guddommelige "nåde", som selve begrebet kærlighed er, den kærlighed til alt levende, udfra hvilken det er muligt at lære at skabe de årsager, der lidt efter lidt fører til de virkninger, som man symbolsk har kaldt "frelse". Det er en hjælp til selvhjælp, mennesket kan få, men det må selv ville det og være rede til at gøre en indsats.
Naturen og Gud
Hvis det enkelte menneske og lidt efter lidt hele menneskeheden virkelig VIL fred og fordragelighed og efterhånden formår at gennemføre sin vilje, må livet på jorden blive en fest. Det lyder som en utopi, og hvad værre er, for mange lyder det banalt. Det lyder i retning af, at blot man kunne få sin livret hver dag, ville man være evig lykkelig. Og det ved vi, er en barnagtig illusion. Livretten ville ophøre med at være livret efter kort tids forløb, men ville freden også ophøre med at være fred, hvis vi fik den hver dag? Ville vi kede os og af bare kedsomhed give os til at kværulere, opponere og yppe kiv? Ja, det ville vi, hvis freden var noget, vi fik, noget der blev givet os udefra. Vi ville nyde den et stykke tid, som mennesker gør, der har overstået kampen mod en fælles fjende, indtil deres indre stridigheder, som har hvilet så længe, blusser op igen, simpelt hen fordi freden ikke er en indre tilstand i deres bevidsthed.
Men hvordan kan freden, kærligheden, godheden og forståelsen blive en tilstand i menneskesindet? Som alle andre talenter: gennem øvelse og kun gennem øvelse, tålmodighed, arbejde og koncentration. Er freden noget, der kan læres? Ja, freden er noget, Gud i øjeblikket er ved at lære menneskene. De har lært at gå på to ben, de har lært at tage ilden i deres tjeneste, de har lært på mange måder at beherske varme og kulde, at overvinde afstand og beherske naturkræfterne i mange variationer. De har længtes efter det, de har villet det tilstrækkeligt stærkt, og i naturen har de kunnet læse sig til metoderne og principperne – møjsommeligt og via mange fejltagelser og blindgader. Men de kom på sporet igen, og dyremennesket har forvandlet sig til mennesket af i dag, som er begyndt at længes efter freden, kærligheden, friheden, kunsten, skønheden, logikken, alt sammen rent menneskelige mentale klimaer, som jordmenneskene også må ville tilstrækkelig stærkt for at opnå dem. Men hvor kan de lære metoderne og principperne at kende, når det gælder alt dette? For naturen viser da blot grumhed, uretfærdighed, den stærkeres ret og fuldstændig mangel på omsorg for den enkelte bortset fra det blinde moderinstinkts udfoldelse. De stærkeste væsener overlever, og de andre går til grunde, det er dyrerigets ubarmhjertige lov, og den er blevet intellektualiseret hos mennesket i en sådan grad, at alverdens religioner og moralprædikener ikke lader til at kunne ændre noget i den sag.
Uanset hvor megen intolerance, der igennem tiderne har været udfoldet i religionernes navn, har disse dog betydet enormt for de jordiske menneskers gradvise menneskeliggørelse. De har også været en del af "naturens påvirkning", selv om man i almindelighed ikke opfatter det sådan. Man tror, at "naturen" er tilfældige blinde kræfter, selv om man netop lærer at tænke og skabe logisk og formålstjenligt ved at studere dens skabeprocesser lige fra stjerneverdenerne til den verden, der findes i atomkernen. Man tror, at de levende væsener går til grunde, fordi der også finder nedbrydningsprocesser sted, man tror, at noget går til spilde, fordi man ikke har overblik. Man ser kun kredsløb inden i kredsløb, tomrum, kulde og tilfældighed, og de få forskere, der begynder at ane noget mere, taler et sprog, vi andre har svært ved at forstå, nemlig formlernes. Derfor trænger vi til et menneske, der kan fortælle os om Guds levende natur, der er levende, fordi den er Guddommens egen levende organisme, hvori vi alle: mælkeveje, solsystemer, kloder, mennesker, dyr, planter, mineraler og alle mikroverdenens partikler, lever, røres og er og danner universer og materier for hverandre. Det er Martinus store mission, og han har udtalt, at dersom et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele universet være af lave, og det er det ikke! Martinus vil med sine kosmiske analyser bringe nyt liv til meget gammelt, der var gået i stå på grund af "dogmatisk forkalkning", og vise menneskene det kosmiske perspektiv, i hvilket det enkelte menneskes liv i hverdagen får betydning i forhold til den universelle eller kosmiske helhed, og helheden eller det levende univers i forhold til det enkelte menneskes liv. En gammel videnskab "ontologien", der næsten er forsvundet, dukker dermed op i en fornyet form, der kommer hvert enkelt menneske ved, efterhånden som problemerne om liv og død og fortidig og fremtidig skæbne bliver aktuelle for ham eller hende. "Ontologien" var læren om "det værende som sådan og om Gud". I sine gamle former vil den ikke kunne inspirere mange mennesker i dag, men forbundet med kosmologiens og den moderne videnskabs perspektiver vil den få nyt liv og vise os, at "det værende som sådan og Gud" er centrum i alle kraftfelter i makro-, mellem- og mikrokosmos, også i mennesket. Men "mennesket i Guds billede" er ikke blot "væren", det er også "vorden" eller forvandling igennem sin skabe- og oplevelsesevnes forhold til urmaterien, som det har evige muligheder for at kombinere i stadig nye variationer af energi og stof. Derved bliver det "kosmisk kemiker", og lad os så til slut se på, hvad mennesket af i dag skulle kunne få ud af denne egenskab, hvis det virkelig sætter sin vilje ind på at være med til at skabe freden og lade "det gode" blive mere end længsel, ønske og drøm.
Det jordiske menneske som kosmisk kemiker
Vil vi, som før omtalt, løfte armen, skal vi kun overvinde ringe modstand. Handlingen er ganske automatisk og kræver ikke omtanke. Viljen forbindes straks med og udfolder sig gennem de viljeførende kræfter, Martinus kalder instinkt, tyngde og følelse i deres psykiske og fysiske aspekter. Men i "tidernes morgen", som vi kalder det, havde vi ingen arme, de – og evnen til at bruge dem – er udviklet gennem årmillioner på basis af vort urbegær spaltet ud i en særlig viljesakt på grund af forhold, der gjorde sig gældende, da vi endnu tilhørte et planterige og primitive dyreformer. Vort Jeg har gennem urbegæret, koncentreret i særlige viljeudløsninger og dermed særlige blandinger af de viljeførende kræfter eller grundenergier, instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, i vekselvirkning med den levende naturs, altså med Guds, blanding af disse energier i form af naturkræfter og kosmiske impulser, møjsommeligt skabt eller udviklet alt det, der i dag er naturlige organer og sanseredskaber og medfødte evner og talenter. Og vi er stadig underkastet denne skabende udvikling, vi er på vej til at skulle repræsentere princippet "mennesket i Guds billede" ikke blot ud fra de evige kosmiske principper, men også ud fra selve vor dagsbevidsthed i denne fysiske verden både gennem dens oplevelsesevne og dens skabeudfoldelse.
Hvad har vi ikke brugt at energi i svundne årmillioner for at kunne fremtræde i den skikkelse, med den bevidsthed og de evner, enhver af os har i dag! Men er vi tilfreds med os selv fysisk og psykisk? Jeg kender ingen, der er det, og hvor stor selvtilfredshed forekommer, er det faktisk en mental sygdom. Dermed mener jeg ikke, at vi bør vandre rundt og tilkendegive en permanent utilfredshed eller lade os tynge ned af mindreværdskomplekser, men vi har alle en naturlig indre trang til at blive bedre og anderledes, end vi er i øjeblikket. Med hensyn til fysisk forandring er det begrænset, hvad vi kan gøre (selv om man må indrømme, at det er utroligt, hvad der gøres eller gøres forsøg på), men én ting vil man kunne lægge mærke til, og det er, at vi med vore tankeklimaer (vrede, bitterhed, irritation o.s.v. eller glæde, mildhed, kærlighed o.s.v.) lægger den "maske", som bliver vor modne alders og vor alderdoms ansigtstræk, og iøvrigt kommer vore samlede evner og talenter, også dem vi udvikler i denne inkarnation, til at bestemme vort udseende i næste fysiske liv, idet de som udstråling fra vor overbevidstheds skæbneelement ledet af loven for tiltrækning og frastødning netop vil bringe os i kontakt med den fædrende og mødrene slægt og det forældrepars overskud af energi koncentreret i koblingscellen i moders liv, der vil blive det byggemateriale, der stilles til vor rådighed, når vi næste gang skal inkarnere. Og vore længsler og ønsker med hensyn til udseende vil da også spille en rolle. Men lad os komme tilbage til den psykiske forvandling, der dog er den primære, og som den fysiske forvandling nødvendigvis må følge. Enhver af os kan i vor nuværende inkarnation gøre meget til, at "det gode" ikke vedbliver kun at være drøm, længsel og ønsker. "Det gode" eksisterer nemlig også som en viljeførende kraftkombination af følelse, intelligens og intuition, og selv om vi i øjeblikket ikke behersker intuitionen med vor viljekraft, har vi mulighed for, hvis vi i tilstrækkelig grad vil det og sætter den nødvendige tålmodighed og koncentration ind derpå, at skabe den harmoni i vort sind mellem følelse og intelligens som viljeførende kræfter, der lidt efter lidt muliggør stærkere intuitive oplevelser og dermed også en udvidet skabeevne. Det er det, som er Guds vilje med mennesket, medens Guds vilje med dyret var (engang for os) og er (for de nuværende dyr), at de skal udvikle de organismer, der med kraft og tyngde bevæges i og efterhånden også bevæger den fysiske materie. Dyret er forberedelsen til mennesket, og efterhånden som det "æder af frugterne på kundskabens træ på godt og ondt", d.v.s. gør mange inkarnationers erfaringer og lærer at tænke, "skal det blive lige som Gud". Det skal blive en guddommelig medarbejder i universet, og med hver lille fremgang i selvbeherskelse, i tålmodighed, i arbejde med udvikling af nye menneskelige evner både i intellektuel og etisk retning, lægger det noget til sin kosmiske vækst, der vil kunne gavne andre og det selv i fremtiden. Og når vi åbner vort sind i bønnen: "Fader, ske ikke min, men din vilje", stilles Guddommens viljeførende kræfter til vor rådighed som inspiration og kosmiske impulser i forhold til, som vi evner at tage imod dem og bruge dem i vort daglige liv.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige