Kontaktbrev 1964/7 side 1
Kosmos Ferieby, den 2. april 1964.
Kære læser!
Medfølgende bilag er en partiel gengivelse af en artikel i Stockholm-Tidningen betitlet: "En grym hasard", og jeg gengiver denne del, fordi den på en næsten fantastisk måde viser den eksakte videnskabsmands syn på den seksuelle forvandlingsproces, det jordiske menneske befinder sig i. Efter i en kort indledning at have gjort rede for vor rent genetiske tilblivelse, altså det videnskaben udtrykker på den måde, at en mand har 44 kromosomer plus en X og en Y-kromosom, medens kvinden har 44 kromosomer plus to X-kromosomer, altså intet Y-kromosom. Kvindens ægcelle har det halve antal kromosomer (22) plus en X-kromosom. Alle ægceller har samme konstitution. Hos manden dannes derimod to slags kønsceller (sædceller), en type med 22 kromosomer plus et X-kromosom, og en type med 22 kromosomer plus et Y-kromosom. Under normale forhold dannes disse sædceller i forholdet 1:1, eller ca. 50 % af hver.
Så enkelt ser det altså ud for en videnskabmand. Men desværre viser livet, at der i hver generation dannes mellem 50 og 100 millioner mennesker med genetisk betingede sygdomme og heraf en ikke ringe del med abnorme eller afvigende kønstilstande. Efter denne lille redegørelse for det bortklippede indhold, kan De selv fortsætte studiet af artiklens øvrige indhold – for den er absolut et studium værd.
Professor Åke Gustafsson, der efter artiklen at dømme må være et overordentligt tiltalende menneske, kan naturligvis ikke accpetere religionens tro på et eksisterende kærligt Forsyn, og alligevel anbringer han forsigtigt et lille spørgsmålstegn efter sætningen: "Er dette andet end smuk poesi, 2000 år gammel"? dette lille spørgsmålstegn er meget tankevækkende.
Naturligvis må en videnskabsmand, specielt en biolog, se livet fra en biologisk synsvinkel. Men selve ordet "biologi" er et mærkeligt ord. Det betyder "læren om livet" eller måske klarere "læren om livsfænomenerne" og mangler kun anerkendelsen af sjælens eksistens for at være kosmologi. Men man forstår professor Gustafsson, dersom han – rent religiøst – vurderer fænomenerne ud fra den ortodokse kristendom, altså livet uden tilknytning til reinkarnationsprincippet. Der kan alene ordene: "Herrens veje er uransagelige", give blot en smule trøst.
Professor Gustafsson er blevet offer for den samme illusion som alle materialistisk indstillede videnskabsmænd. De ser kun funktioner og intet andet end funktioner. For dem er livet blevet et vidunderligt urværk, hvis enkeltdele i den grad fanger dem, at de helt mister kontakten med det kosmiske overblik, der alene gengiver tingene deres rette proportioner samtidigt med, at det giver plads for en alkærlig Guddoms eksistens. Set fra en biologs synspunkt bliver et menneske idiot, homoseksuel eller hermafrodit etc., dersom vore kromosomer mikses på en tilfældig måde. Men dette forudsætter tilfældighedens reelle eksistens – og er det en absolut og definitiv fastslået kendsgerning?
Nej, det er det ikke, absolut ikke! Der var engang, da begrebet "tilfældighed" dækkede et overvældende område af den daværende videnskab. Sådan er det ikke mere. Voksende videnskabelig indsigt har i den grad kortlagt tidligere ukendte fysiske terræner og erstattet dem med en viden, der afslører plan og dermed lovbundet hensigt, at disse tidligere så omfattende terræner i dag er yderst begrænsede. Tilbage er imidlertid stadigt det ulykkelige begreb, man har givet navnet "sjæl". Set fra et videnskabeligt synspunkt burde man vel opgive dette begreb og simpelt hen indse og indrømme, at vi alle er et produkt af gener og kromosomer, og at døden er vort livs definitive punktum. Med en sådan livsindstilling hos os alle var der klar bane for videnskabens ret til at udrydde alle de iblandt os, som er blevet ofre for kromosomblanderi, altså er blevet en "gynandromorfa".
Professoren får undskylde, at jeg smiler en smule beskt. Politikere og videnskabsmænd har ofte en forbavsende evne til at skabe visioner, der udløser kvalme i en. Noget inde i mig rejser sig til forrygende protest, hver gang jeg reduceres til "et individ", hvis kosmiske kongeværdighed er reduceret til støv og aske. For der går grænsen. Lad så være, at mine kropslige så vel som mine mentale funktioner beror på organer – altså på instrumenter sammensat af kontrollerbart stof – men jeg lever på den forrykte idé, at også jeg er med i billedet! Mine ben får ikke lov til at flytte sig en tomme, hvis jeg ikke vil det, og mine arme forbliver i ro, så længe det passer mig! Sandt nok kan man tvinge mig til at flytte mine ben og røre mine arme, men så er det mod min vilje. Ikke sandt – livet er besværligt uden udtrykkene "jeg", "mig", "mit" og "mine" – alle disse farlige udtryk for det mystiske "Noget" i mig, der faktisk er "dirigenten" bag alle mine funktioner. Og her står vi så på ny ved skillevejen – den skillevej, der for hver dag, der går, bliver mere og mere synlig for enhver, der har mod til at tænke selv. For er jeg i alt et produkt af gener og kromosomer, er jeg i virkeligheden aldeles ansvarsløs for alt, hvad jeg foretager mig, alt hvad jeg tænker og siger! At straffe mig for handlinger, man mener er strafværdige, er da i sig selv en vanvittig handling – man straffer jo i virkeligheden blot nogle ansvarsløse "funktioner".
Men kan "funktioner" med rette straffe "funktioner"? Mon professor Gustafsson opfatter sig selv som en af gener og kromosomer fremkaldt "funktion", der forbavsende nok er i stand til både at ræsonnere og danne konklusioner – noget man ellers tidligere opfattede som resultatet af et "Jeg"s – en sjæls – vekselvirken med stoffets eller funktionernes verden? Skulle han mod forventning læse dette, vil han sikkert smile, endda måske lige så beskt som jeg gjorde ved at læse hans artikel.
![[Avisartikel:] Naturens grymhet](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1964-07-003.jpg)
Jeg går gerne med til, at det "indtil hundrede procent evidens" har vist sig, at sygdomme og såkaldte "defekter" ofte beror på grove forandringer i kromosomernes antal o.s.v., men dette ændrer ikke mit syn på livet det allermindste. For hvem er årsag til denne forandring? Intet menneske vil nogen sinde kunne overbevise mig om, at gener og kromosomer handler på egen hånd. Og sådan som enkeltmennesket lever og tænker, er der kun én ting, der aldrig ophører med at forbavse mig, og det er, at der ikke fødes langt flere mentalt defekte mennesker, end tilfældet er! Jeg anerkender ikke nogen som helst "tilfældighedens lov". Det er for mig kun udtryk for midlertidig uvidenhed, når man tror, at noget kan blive til "af sig selv", altså som noget, der ikke er en virkning af en forudgående årsag. At denne årsag fortoner sig bag menneskets fødsel, ændrer ikke mit syn, eftersom jeg aldrig har været i stand til at anerkende det "Noget", som vi udtrykker ved ordet "Jeg", som et resultat af forudgående tænkning. Det alene er for mig "den årsagsløse årsag", og det alene er i sig selv årsagen til, hvad art modgang jeg end skal opleve i dette liv. For mig er intet menneske virkelig "idiot" – han er stadig en "søn af Gud", der midlertidigt må opleve at høste på en ager, han selv har tilsået. Men da dette hans nuværende liv i mine øjne ikke er mere end en enkelt bølge på hans livs evige ocean, skal det nok en dag vise sig, at også dette tilsyneladende umulige liv, som mange videnskabsmænd og politikere for den sags skyld med mener burde udslettes, har sin egen store værdi. Og for mig at se må det menneske være slået med blindhed, der ikke kan se, at vi befinder os i en enorm seksuel forvandlingsproces, der gradvis udsletter de hårde skel mellem det, vi så bastant har givet navnene "mand" og "kvinde". Og hvad taber verden ved det? Var "mandens verden" så smuk at live i, og ville en sand "kvindeverden" være det? Mon ikke vi alle bør foretrække at nå frem til den "menneskeverden", der ikke alene omfatter overbevisningen om et kærligt Forsyns eksistens, men også overbevisningen om det enkelte menneskes udødelige sjæl samt overbevisningen om, at vi alle bærer på et dybt og urokkeligt ansvar for vor næste – jeg tror det!
Jeg bøjer mig dybt for videnskaben og dermed for intelligensen, men jeg bøjer mig endnu dybere for den gudbenådede intuition og dens evige frugt – visdommen! Den tør jeg bygge mit liv på – for den er stadig "klippegrund".
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
P.S. Har De læst "Livets Bog"s 5. bind af Martinus? Den giver den hidtil skarpeste analyse af det her berørte problem, der nogen sinde er givet. Har De ikke læst den, har De en stor oplevelse til gode.
D.s.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige