Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Martinus betegnede engang i et foredrag vort århundrede som "dødens århundrede" og forudsagde, at når dette århundrede engang var forbi, ville senere tiders mennesker se tilbage på os søm mennesker, der oplevede selve "helvedes" kulmination i den jordmenneskelige bevidsthed. Ordene var drastiske, men gang på gang griber man sig selv i ved gennemlæsning af sin daglige avis at måtte indrømme overfor sig selv, at hans ord dækker en sandhed, næppe nogen tør bestride. I Frankfurt oprulles i denne tid koncentrationslejrenes grusomheder, og selv om man med årene er blevet hærdet, ja næsten har fået "hård hud" på sit følelseslegeme for blot at klare sig igennem, så sidder man alligevel ved gennemlæsningen af det bilag, der følger dette brev, og føler sig helt syg i sjælen ved tanken om den rædsel, mennesker her har gennemgået. Men De og jeg er ikke dommere! Andre kan føle sig gennemstrømmet af en frydefuld hævnfølelse ved tanken om, at nemesis nu rammer de skyldige – blot ikke De og jeg. For vi ved, at i det drama, der dengang udspilledes, er vi alle skyldige. Tyskerne er ikke så forfærdelig meget anderledes, end vi er. Også hos os findes der mennesketyper, for hvem det enkelte menneske blot er en ting, det kan herse med, brutalt regere over og i givet fald udsætte for en behandling, der kan have døden til følge – læs blot det vedføjede lille bilag.

Nej, vi er ikke så store, som vi gerne selv vil tro. Over vor radio fik vi at vide, at vort land sidste år producerede for syv milliarder kroner animalske fødevarer. For mange vil denne meddelelse blot være et opmuntrende tegn på, at vi rent økonomisk ligger "lunt i Svinget". Disse mennesker ser ingen forbindelse mellem dette gennemført organiserede drab på medskabninger og så det efterhånden gigantiske hospitalsbyggeri, vi må iscenesætte for blot nogen lunde at kunne imødegå virkningerne af vor egen livsform. Disse mennesker hverken ser eller føler den angst, der hver dag griber tusinder og atter tusinder af højtudviklede pattedyr i det øjeblik, en kniv eller en økse gør ende på deres liv. Sandt nok er vi blevet så humane, at vi nu "bedøver" svinene, inden kniven sidder i deres strube, og hvorfor gør vi egentlig det? For at de ikke skal lide unødigt, siges der. Men kan et svin lide? Er det ikke bare en "død ting", vi kan skalte og valte med, som vi vil? Lidelse er jo ingen fysisk funktion. Det er en sjælelig funktion, og svinet har da ingen sjæl – eller har det?

Det har det – og det ved vi alle udmærket. For svinet har de samme sanser, som vi har. Det kan se, høre, smage, føle o.s.v. akkurat lige så godt, som vi kan, og det kan i allerhøjeste grad give udtryk for de sjælelige reaktioner, vi har givet navnene "glæde" og "sorg", og derudover har det ydermere den lighed med os selv" at det er altædende!

Om man kan lide tanken eller ej, er i denne forbindelse ligegyldigt – enhver form for slagtning er mord og indebærer i sig selv mordets kosmiske konsekvenser. Der står ikke skrevet: "Du må ikke ihjelslå mennesker" – der står simpelt hen skrevet: "Du må ikke ihjelslå!" I forhold til vort indbyggerantal er vi det folk i verden, der slagter mest – men vi er også det folk i verden, der har den højeste kræftprocent. At en og anden vil ryste på hovedet over den påstand, at der er en indre, skjult sammenhæng mellem vor måde at ernære os på og vore sygdomme, ændrer ikke mit syn på denne sag. Hverken etisk eller æstetisk rangerer vi blandt verdens ypperste nationer, det oplevede jeg en stille aftenstund i den sydindiske by Conoor, hvor en ædel gammel vismand stillede mig det spørgsmål, om det virkelig var muligt, at disse "barbarer" (danskerne) kunne forstå en Martinus? Den sad!

Vi europæere er så stolte over vor høje udviklings standard, så stolte, at vi indtil for ganske få år siden flot betegnede Østens lande som "underudviklede". Men når man nu læser om Auschwitz, om de belgiske lægers hensynsløshed overfor syge medmennesker, om danske officerer, der beordrer unge mænd, man har frataget deres naturlige myndighed over deres egen person" ud i iskolde vandløb, og samtidigt betænker, hvor megen rædsel produktionen af for syv milliarder kroner levende kød afstedkommer, ja, så kan man nok med Martinus indrømme, at vi lever i selve "helvede", hvilket vel må være en verden, en mental tilstand, der i sin natur udgør lysets, skønhedens og den sande næstekærligheds absolutte modsætning, Og alligevel binder de fleste sig så stærkt til netop denne verden, at den ondeste af alle onde cirkler: troen på, at dette ene liv er alt det liv, der er os beskåret, lukker sig omkring dem! Kan et paradoks være frygteligere?

At det er svært at "tale Roma midt imod" ved vi alle, men gør vi det ikke, hvem skal så forsvare det levende væsens ret til livet? Jeg skriver med vilje "det levende væsen", thi for mig er dyrets ret til at leve lige så naturlig som min egen ret. Jeg afskyer militær uddannelse, drab på dyr blot for simpel vindings skyld, vivisektion o.s.v. – alt det, der afføder grusom lidelse i sjælen, enten det så er et dyrs eller et menneskes sjæl, men jeg er ikke fanatiker, jeg går ikke til angreb på Gud! For når Gud kan tillade alt dette – og det kan han vitterligt! – så må der være et og andet, mange af os ikke har forstået. For accepterer man, at Gud er kærlighed, så må "helvede" have en indre, for de fleste skjult kærlig mening! Det er så let, så uendelig let at forsvare lyset, men at indse, at selv det værste, det mest natsorte mørke i virkeligheden blot er camoufleret lys, er ulige sværere. Men det må man kunne for at lære sig selv at forstå, at selv livet i helvede er udholdeligt – når man altså kender dets dybeste kosmiske hensigt! Ethvert helvede er et lidelsens kulminationsområde. Men lidelse avler medfølelse! Uden selvoplevet lidelse ingen virkelig kosmisk vækst! Det er lidelsens tårer, der skyller sjælens øjne så rene, at man i glimt kan se Gud! Mennesker dræber, øver vold og skaber i vor verden lidelse i et omfang, som aldrig før kendt. Men mennesker i vor verden lider i dag, også som de aldrig før har lidt! Vor hunger efter "frugten fra kundskabens træ" har nået en styrke som aldrig før – og konsekvenserne en intensitet som aldrig før set! Thi hvor ser man i dag lykkelige mennesker? Barndommen og ungdommen, som før var fredhellige områder, er i dag gjort til genstand for en opmærksomhed, som til tider grænser til det perverse. Film, teater og billedmagasiner snager i den menneskelige sjæls kloakområder på en sådan måde, at man gang på gang gribes af den dybeste lede. Det er, som om vi absolut skal se vrangsiden af den menneskelige sjæl, og som om børn tidligst muligt skal tvinges til at forveksle erotisk trang med den kærlighed, som den umodne sjæl ingen mulighed har for at forstå. "Helvede" tåler ingen paradistilstande indenfor sit domæne!

Er vi kloge nok, indser vi, at vi hverken er meget frie eller meget voksne! Ja, er vi blot nogen lunde på sporet af os selv, indser vi, at det aldrig har været Guds mening, at vi skal bære ansvaret for "de andre"s liv, men kun for vort eget! Det er, når alt kommer til alt, vor største frihed! Men dette ansvar indebærer for vor egen kommende lykkes skyld, at vi i intet er årsag til lidelse for andre, her includeret både dyr og planter, ja, alt liv overhovedet. Mange vil sige, at en sådan væremåde er et uopnåeligt ideal. Det er det, men idealisme er i sig selv ikke det umuliges kunst, den er det muliges kunst! Med hele vor dyriske arv taget i betragtning har hver og en af os faktisk mange muligheder for at skabe mere lys, mere skønhed, mere virkelig tolerance, end vi gør! Men for at få inspiration til at komme i gang med den selvforædling, der er vort nuværende livs dybeste kosmiske hensigt, må vi allerførst bryde vort livs ondeste cirkel: troen på, at vi kun har dette ene liv og erstatte denne tro med en voksende forståelse af reinkarnationens nødvendighed. Vor gæld er stor, og skal vi betale "indtil sidste hvid", må vi have en evig fremtid. Og det har vi! Vi er alle "sønner af Gud", og selv om vi netop nu "æder sammen med svinene", findes der en vej ud af denne tilstand, og denne vej er genoprettelsen af troen på en alkærlig Guds eksistens og på, at tilfældighedens lov er en menneskelig opfindelse. I Guds plan eksisterer der ingen tilfældigheder og ingen anden "måde" end den, at der hvor man ikke længere skaber mørke, lidelse og elendighed for andre, der har gengældelsens lov sluttet sit virke, der er dens hensigt nået! Nået dertil vil man med hele sin sjæl vide, at ordene "søger og I skulle finde!" talte sandt – da har "porten" virkelig åbnet sig, da er mennesket atter på vej mod sit "fædrene hjem"!