Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af mine venner har sendt mig medfølgende bilag om alderens problem og bedt mig kommentere det fra et kosmisk synspunkt. Dette er mig så meget mere kært, som det netop drejer sig om et problem, enhver af os må være interesseret i. Har vi ikke allerede rakt alderdommen hånden, kommer vi i hvert fald til det en dag – om vi da ellers overlever alt, hvad der i dag truer liv og helbred.

Der er på en måde noget dybt tragisk i dette, at flertallet anser alderdommen for noget, man helst bør vende ryggen til længst muligt. Netop fordi mennesker så ofte gør det, kommer alderdommen bag på dem. De møder den så at sige uforberedt. Og det man ikke har forberedt sig på, har en vis tilbøjelighed til at volde en vanskeligheder, ofte store vanskeligheder.

Knud Lundberg skriver, at "vi må lære at blive gamle", men han viser ingen veje i sin artikel, han advarer kun. Alderdommen har to helt forskellige sider. Den er (først og fremmest vil mange sige) et fysisk problem og dernæst er psykisk. Lad os tage det fysiske problem først. Det er givet, at i et land, hvor de fleste "æder sammen med svinene" (mennesket og svinet er som bekendt "altædende")" må en sådan leveform indebære visse farlige konsekvenser. Disse konsekvenser mærkes ikke så meget på mere primitive stadier. Eskimoerne kan stadig æde råt sælkød uden at tage nævneværdig skade, men kommer vi frem til mere mentalt udviklede trin, begynder virkningerne at blive synlige, endda meget synlige. Ligegyldigt hvor store "hospitalsbyer" vi bygger, er de allerede i starten både for små og – lægeligt set – forældede. Udviklingen indenfor medicinen og kirurgien går i dag så hastigt, at det er svært, rent teknisk, at følge med. Kravet til hospitalerne er i dag enormt. Kun meget alvorligt syge kan regne med omgående indlægning, resten må på venteliste. Af disse mange syge er, som dr. Lundberg rigtigt bemærker, mange så gamle, at der kun kan være tale om lindring, ikke om egentlig helbredelse, og jeg er enig med ham i, at denne gruppe burde udskilles fra dem, der gennem helbredelse kan vende tilbage til det aktive samfund. De burde have deres egne hospitaler, det ville ikke alene frigøre megen sengeplads og arbejdskraft på de ordinære hospitaler, det ville også være kærligst.

Men tilbage bliver ligefuldt en af hovedårsagerne til ulykkelig alderdom, nemlig den forkerte ernæring. Mennesket må lære, at dets krop er et "tempel" for den iboende "ånd", og det må lære at behandle dette "tempel" på en anden måde, end tilfældet er. Alt for mange "æder og drikker sig selv til doms"! At man her kan spare sig selv for enhver form for fanatisme, ved ethvert fornuftigt menneske. "Den der ikke vil høre, må føle", og pilen peger klart og sikkert frem imod en ernæringsreform, der sluttelig vil gøre ethvert virkeligt tænkende menneske til vegetar, hvilket i dag slet ikke er ensbetydende med, at man derfor skal forsage alle "bordets glæder". Lækker mad er ikke reserveret kødspisere alene, absolut ikke!

Alt for tidlig senilitet, åreforkalkning etc. er realiteter, der måske nok dominerer i dag, men som ikke vil dominere fremtiden, når – og her møder vi alderdommens anden side – tilværelsens åndelige element bliver det dominerende i liv og tænkning. For når det sker, skifter alderdommens problem helt karakter. Da er det kun ét: nemlig begyndelsen til det helhedsliv, i hvilket det, vi i dag kalder "alderdom", kun udgør den nødvendige afslutning på vort rent fysiske liv. Bag den krop, der oplever livsfaserne "barndom", "ungdom", "manddom" og "alderdom", eksisterer der et absolut udødeligt væsen, for hvem de her skildrede livsfaser blot udgør rytmiske gentagelser, så sandt som intet skabt instrument, det være sig en maskine eller en såkaldt "levende" organisme, kan vare evigt. Opslidte redskaber skifter man ud i den verden, vi kalder den "virkelige". At det samme forhold gør sig gældende indenfor organismeområdet, begynder man dunkelt at ane. Og her står vi ved det centrale i fremtidens opfattelse af det, vi kalder "alderdommen". For langt de fleste i dag udgør denne fase en afslutnings fase. Efter den er der kun døden!

Hvad er det, der gør, at vi i ungdommen ser det egentlige liv? Det kan ikke være den sjælelige tilstand, for den repræsenterer umodenheden i renkultur – og det umodne er ikke i sig selv attraktivt. Nej, det vi misunder de unge er kun deres rent fysiske vitalitet. De ejer endnu en krop, der lystrer viljen. Det var det, Bernhard Shaw hentydede til, da han formulerede sit berømte: "Hvad i alverden skal de unge med de dejlige kroppe, de har – de har jo ingen forstand på at bruge dem!" For det kosmisk indstillede menneske udgør alderdommen kun det forberedelsens stadium, der går forud for dets indtræden på det åndelige plan, hvor det på ny – meget hastigt – generhverver sig hele ungdommens vitalitet. Direkte for vore øjne har vi i "larven", "puppen" og "sommerfuglen" symbolet på det, enhver af os skal opleve. Livet her, hvor dejligt det end kan synes at være, er kun et "larveliv" mod det, der venter os efter døden. Alderdommen er det begyndende "puppestadium" eller det stadium, hvor man trækker sig tilbage og begynder at forberede den "sommerfugletilværelse", der venter forude. Med selve døden indtræder vi en kort periode i det rene "puppestadium", i hvilket vi – alene med os selv – gør op med det, livet gav os. Det som skal videreudvikles i vort kommende fysiske liv, skilles midlertidigt ud – ingen vokser moralsk efter døden, moralitet udvikles kun på det fysiske plan, hvor alt i virkeligheden udgør en slibning af sjælen. Men når denne udskillelsesproces, som man har givet navnet "skærsilden", er overstået, så brister "puppen", og ud kommer "sommerfuglen" eller mennesket, som efter sit ophold i den hårde kolde materielle verden nu vender tilbage til "fædrehjemmet" eller en verden, hvor materien lystrer viljen, og hvor enhver tåre, man har grædt, enhver lidelse, man lykkeligt har gennemlevet uden at "gribe til sværdet og hugge igen", nu får sin rigelige belønning i form af en større mental aktionsradius end den, man havde før man sidst forlod denne høje rene verden, som med rette har fået betegnelsen "hjem", fordi man her kun udfolder alt det gode og skønne, som eksisterer i hvert eneste menneske, ja selv i den usleste af alle.

Men dette livssyn er endnu ikke det almindelige. I verden af i dag er alderdommen ofte udtryk for et livsstadium fyldt til randen med bitterhed og manglende evne til resignation. "Gamle bukke får stive horn", siger ordsproget, og intet er vel mere trist end at møde gamle mennesker, der er blevet gamle på den forkerte måde. Åndeligt grimme egenskaber forlader ikke en, fordi man bliver gammel. Ofte er det næsten tværtimod. Mennesker kan være så dygtige skuespillere, at man digter alverdens gode egenskaber ind i dem, men alderdommen kan her være en hård afslører. Det sker desværre ikke så sjældent, at mennesker, man gav betegnelsen "pæne og rare", pludselig afslører sider, om hvilke man ved, at de først vil kunne afslibes i et nyt fysisk liv. Derfor bør vi alle lære at blive gamle på den rigtige måde. Vi bør vide, at enhver begivenhed i vort liv har to sider: den umiddelbare, som tvinger os til at reagere – og den kosmiske, som afslører den samme begivenhed som værende et kosmisk-nødvendigt led i vor mentale opdragelse. Vi har vor mening om os selv, men det er ikke sikkert, at Gud deler denne mening. Gør han det ikke, har han sin måde at meddele os det på. Vi gav denne måde navnet "lidelse", og overfor lidelsen kan man enten reagere negativt eller positivt. Reagerer man positivt, bøjer man sit hoved i ydmyghed og lader stormen rase ud. Man forstår, at man ville noget, Guddommen ikke ville, og at man nu oplever "som sæd, så høst!" Og man lærer at forstå, at sjælen vokser ved det, den må bide i sig! At træne denne egenskab i sjælen gennem et langt liv, giver en lykkelig alderdom – og en fantastisk "opstandelse" i den verden, hvis eksistens vi her tvivler om, den verden som var, før denne blev til, og som vil være, når denne for længst er forbi – den verden, som alle de store vise gav deres liv for at lære os at kende – disse store vise, hvis alderdom ofte blev deres livs skønneste krone!