Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Hvert år, når jeg forlader Instituttet for at tage op og gøre vores store ferieby klar til sæsonen, giver jeg mig selv en slags åndelig ferie, der måske mest ytrer sig ved, at jeg for en stund så at sige hverken læser aviser, hører radio eller ser TV, kort sagt gør mig fri af alle disse vanemæssige kulturpåvirkninger. Min eneste virkelige læsning er en årlig gennemgang af "Det ny Testamente", hvis indhold for hvert år, der går, forekommer mig mere og mere inciterende. Men denne indstilling, gennem hvilken jeg ligesom lukker mig selv ude fra, hvad dagen bringer af nyt, har en bagside, den nemlig, at ting, der faktisk kommer mig ved, for en stund går mig forbi.

Jeg var derfor ganske uforberedt, da jeg pludselig sad med et lille, fortvivlet brev i hånden, hvis eneste sætning gav mig et sådant chok, at alt det, jeg stod i, pludselig svandt ind til det rene ingenting. "Paul døde i dag af dårligt hjerte", underskrevet: Jesta Vermehren. Brevet var omadresseret, så Pauls død havde allerede været omtalt i den avis, der på ulæst på mit bord, kun jeg vidste det altså ikke. Paul død. Jamen det var kun ganske få uger siden, vi tog afsked på mit kontor, hvor han formelig strålede af livskraft, og hvor vi havde en af de samtaler, der nu gennem en menneskealder har været til lige stor inspiration for os begge. Man sidder pludselig og føler sig mærkeligt ensom. Døden har været frygtelig hård ved min nærmeste vennekreds det sidste år, men i de andre tilfælde har jeg været advaret. Her var det helt anderledes. Det var en chokbehandling, og det af mere end én grund. For Paul og jeg havde fælles planer, som jeg nu er ene om at måtte realisere.

Normalt vedkommer dødsfald indenfor den kreds af mennesker, der slutter op om Martinus tanker, ikke denne kreds' enkelte interesserede. Men dette dødsfald er noget andet, det vedkommer enhver af os, fordi jeg først nu, hvor Paul er død, har ret til at løfte sløret for den hemmelighed, at det var ham, der skrev alle de inspirerende vers, der hver gang følger med vore Kontaktbreve, og det var også ham, der selv illustrerede disse vers med de tegninger, enhver af vore læsere er fortrolig med! Paul ønskede disse vers og tegninger bragt anonymt. De var hans livs kosmiske "åndehul", hvor han fik lejlighed til at sige ting, der brændte i ham, men som han følte ville miste noget af deres værdi, om de blev signerede. De fleste af disse vers blev født under mine foredrag. Gang på gang så jeg – han sad altid på første række – hvorledes han i smug tog sin lille bog frem og ridsede nogle få ord ned, og bagefter betroede han mig gerne henrykt, at "nu var den der!" Meget få mennesker har hjulpet mig så meget, som han har, ved sin deltagelse i mit foredrags arbejde. Han vidste, at hans nærværelse inspirerede mig meget, og da jeg ændrede hele denne del af mit arbejde og førte den ind i Studenterforeningens lokaler, altså midt i byens hjerte, var han den første til at se det rigtige heri, og han svigtede ikke én eneste gang.

Hans eget liv havde ikke været let. Men i modsætning til de fleste, der gennemlever store skuffelser, begravede han sig ikke i bitterhed, tværtimod. Han uddrog essensen af sine smerter og forvandlede dem til den visdom, der gennemlyser alle hans kosmiske vers. Martinus verdensbillede blev den brønd, der evnede at slukke hans brændende åndelige tørst. I det levede han, og på det er han nu død. For et menneske, der som jeg selv har den meget store lykke at kunne kalde mange mennesker for mine venner, er det alligevel sådan, at der, med hver ven der går bort, går noget af mig selv. Paul formåede at udløse noget i mit sind, som intet andet menneske har kunnet udløse, og det må jeg nu miste. Vore sind er jo som musikalske instrumenter. Nogle mennesker fremkalder én tone, andre en anden. Det er kun på vort livs højde, at vi oplever vort livs melodi for fuldt orkester. Senere forenkles melodien, og til sidst er vi måske ene med den. Når Paul sad overfor mig – og han havde en fantastisk evne til at dukke op, når jeg mest havde brug for ham, lo vi os gennem de vanskeligheder, vi hver for sig var midt i. Han var en fabelagtig skarp iagttager og havde en næsten "sjette sans" for de perioder, hvor jeg behøvede hjælp. Så sad han igen overfor mig, og igen drøftede vi dette evige: "Vend den højre kind til –!" "Du svarer aldrig på gemenheder?" spurgte han mig engang meget direkte, og jeg svarede: "Paul, hvor ville meningen med mit arbejde være henne, om jeg gav mig til at svare på lavsindede angreb? For det første ville jeg gøre min angriber til min ligemand, og den kompliment agter jeg ikke at give ham, og for det andet betinger min længsel efter at "se Gud", at jeg gør alt, hvad jeg formår for selv at følge de love, jeg gennem mit arbejde indprenter andre!" Vi har endevendt dette problem utallige gange, belyst det fra alle tænkbare sider – og vi enedes altid om, at faldt denne "nøglestilling", var alt tabt. Pauls sjæl ejede, bagom alt, "et kildevælds renhed". Han var sjældent intuitivt benådet og så i så godt som alle situationer netop det, andre ikke så. Han havde levet som kun få har levet, været højt oppe og uendeligt langt nede – men han mistede aldrig sin indre kontakt med den Gud, han havde søgt hele sit liv.

Når man mister et menneske, en ven, man føler sig stærkt knyttet til, fødes der uundgåeligt en dyb sorg i hjertet. Men vi må ikke være egoister! Altfor ofte gør vi døden til noget ondt, og den er dog vor bedste ven! Altfor ofte ser vi kun savnet, ser kun, hvad vi selv har mistet. Vi er så dybt bundet til vort eget Jeg-hus, at vi hændelsesvis glemmer, at døden måske har bragt den, vi har mistet, alt det, han eller hun drømte om. At dette menneske måske nu fra en strålende lysverden med misbilligelse betragter vor sorg og i sit hjerte må spørge: "Men under I da mig ikke denne glæde?"

I mit hjerte ved jeg, at jeg under ikke alene Paul, men alle mine "døde" venner alt det lys, de nu oplever! Døden er ikke min fjende, hvilket ikke må fortolkes derhen, at den ikke bringer mig som alle andre både dyb sorg og dybt savn. Paul blev forskånet for en alderdoms muligt hårde vilkår. Ingen af os ved noget om, hvad der venter os, den dag vor krop kan blive vor sjæls værste fjende. Døden har mange aspekter, og vi er altfor tilbøjelige til kun at ville hæfte os ved de mørke. Gennem et langt liv har Martinus lært mig at betragte døden som min allerbedste ven, som en port til den verden, der er den virkelige, og som fører ind til den livsform, der er den naturlige for mennesket – til en verden af ånd, af skønhed, godhed og absolut uafhængighed. Bør vi græde, når vore venner går gennem denne port?