Kontaktbrev 1964/10 side 9
Martinus
GAVEKULTUR
Citat fra side 44:
"For den reelle eller virkelige gavegiver er det altså ikke nogen som helst forventning om belønning eller gengældelse, der er det bærende eller udløsende moment, men derimod handlingens fornemmelse i bevidstheden som en højeste guddommelig oplevelse. Og nævnte væsen får således i selve den guddommelige handling en overdådig belønning.
For den primitive eller falske gavegiver er det derimod den hemmelige vinding eller belønning, der er det udløsende moment. Og man forstår derfor godt skuffelsen og bitterheden hos samme væsen, når denne helt udebliver.
Men nævnte bitterhed gør det jo til kendsgerning, at han slet ikke er nogen gavegiver, men at gaveprincippet hos ham derimod kun er en bevidst eller ubevidst metode til opnåelse af tilfredsstillelsen af egoistiske eller selviske begær. Men da en sådan metode jo er en forvanskning eller maskering af de faktiske forhold, og derved bliver en slags faldgrube for gavemodtageren, er den et bedrag. Og enhver gave, der mere eller mindre er udløst eller givet under en sådan form, kan kun høre hjemme i civilisationens underverden. Den forhindrer således hvem som helst, der måtte være dens ophav, i at være et virkeligt kulturmenneske. Et sådant væsen er endnu en åndelig proletar."
Martinus: OMKRING MINE KOSMISKE ANALYSER, VEJEN TIL INDVIELSE og GAVEKULTUR. Pris indb. kr. 6,00.