Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Gennem alle tider har de ældre generationer "hakket" på ungdommen. Det er et af senilitetens første ubedragelige tegn, at man begynder at føle sin egen ungdom som værende bedre end den, de opvoksende generationer har. "Dengang" var der mere moral til end nu, "dengang" var de unge hverken frække, fordringsfulde eller uopdragne o.s.v.

De sidste par år har diskussionen om ungdommen taget et voldsomt opsving. Ungdommen er blevet "stof", som der er penge i. Vi har ikke længere fjorten-femtenårige, nej, nu har vi "teenagers", og det er noget ganske andet. Det er et udsnit af samfundet, som der er penge, mange penge i, og vær overbevist om, at "gryden" nok skal blive holdt "i kog" mange år fremover. Man snager i sex som aldrig før, snager, så de unge selv har kvalme i modsætning til de præsenile, der får deres hendøende erotiske fantasi belivet som aldrig før.

Nuvel, den der havde sin egen ungdom i slutningen af tyverne og ind i trediverne, forfalder nu ikke så let til at se netop den ungdom i rosenrødt skær. De utallige mænd og kvinder på gadehjørnerne med "Livets Kamp" i hånden forsvinder ikke alt for let ud af erindringen. Arbejdsløshedens bitre helvede kaster skygger langt fremover og fører ofte til, at man i sit stille sind håber på, at om der skulle komme nedgangstider, at menneskene da vil have netop den styrke til at møde modgangen, som alle de havde, der dengang sukkede under dens åg.

Er verden virkelig blevet en anden på disse relativt få år? I det ydre ja, men i det indre? Jeg tror det ikke. Den menneskelige ånd kræver tid, lang tid, for sin virkelige udvikling! Det er stadigt således, at "ingen kan lægge en alen til sin (moralske) vækst". Mennesket er stadig mennesket, der er "på vej"!

Læser De de to små bilag, som jeg denne gang har vedføjet, har De en udmærket afspejling af tiden af i dag. På den ene side et citat fra Hans Bendix' artikel: "Gid han sad på Sprogø", og på den anden en ung kvindes glødende bekendelse til et helt andet liv end det, der førte til oprettelsen af kvinde internat et på Sprogø. I det første citat tidens hårde, realistiske tone, i det andet drømmen om den verden, som også er "på vej". Det første bilag vil jeg undlade at kommentere, det taler for sig selv og er efter recepten "hårdt og lige på". Det andet, derimod, er som en solskinsstråle ind i et mørkt rum. Det er skrevet af en ung kvinde, der gennem sit svar på en konkurrence "Ung i dag" har vundet en rejse til Rhodos – og den har hun virkelig fortjent!

Men så gode tider som dem, vi nu oplever, fører visse ting med sig, der ikke alle fornemmes som lige gode. Svenskerne, som bor i et langt større land end vort, har deres raggarproblem, der volder dem store bekymringer. Vi har det samme problem, blot i en så beskeden målestok, at vi knapt mærker det så meget som vort broderfolk. Mange har spurgt, hvad den dybereliggende årsag til dette forhold dog kan være, men kun ganske få har søgt svaret i den enkle kendsgerning, at der endnu i langt de fleste nationer eksisterer en menneske gruppe, man, rent økonomisk, tidligere holdt helt nede på sulte- og dermed slavestadiet. Disse mennesker havde deres drømme som vi, men de havde absolut ingen mulighed for at få dem realiseret. Blandt disse drømme har der utvivlsomt været én, der har været meget levende: drømmen om en bil, drømmen om "som de rige" at kunne jage hen ad vejen i en skinnende laktingest og rigtig vise de andre, hvor stor man er! Men drømmen var en utopi. Man køber ikke biler på sulteløn. Men så rejste konjunkturbølgen sig i al sin vælde. Arbejdskraft blev en mangelvare, og mangelvarer er altid dyre. Arbejdslønnen steg og steg, og Sverige fik et problem, ingen havde forestillet sig: ødegårde og ødelandsbyer. Mennesker forlod de kummerlige brug, der før dårligt gav dem brødet, og tog i stedet arbejde i de vældige skove til lønninger, der måtte føles helt amerikanske ( i den fattige mands bevidsthed er jo alle amerikanere millionærer). Og så rullede lavinen. Med penge i hånden kunne man realisere sine drømme, og af de skandinaviske lande er Sverige sikkert det land, der bilmæssigt set er rigeligst forsynet. Jeg mødte raggarproblemet en nat i en lille mellemsvensk by. Jeg vågnede ved en infernalsk tuden og tumlede ud af sengen. Byens eneste hovedgade var tæt besat med biler, der lå lige bag hinanden, og som – oh tekniske triumf – tudede, så det gik gennem marv og ben. Det var raggare, altså økonomisk velbeslåede unge, der "erobrede" byen. Hver havde de en pige i vognen, jovist, det var det både søde og vilde liv, jeg havde læst så meget om. Det var "Sveriges ungdom af i dag".

Jeg har uhyre let ved at tilgive disse unge. For når "rusen" er ovre, skal de betale den bitre pris, det er at tilpasse sig den verden, der omgiver dem. Man bliver ikke ved med at ture rundt i bil og blot lave "skæg i gaden". En dag er denne "barndom" forbi – og hvad så?

Ja, så går vejen frem mod det næste bilag, hvor vi finder "fremtiden", hvor vi finder en helt anden type, hvis ungdom har ganske andre farver. Her har de tidligere vage og tågede drømme taget realistisk form, er blevet de "vejledere" for sjælen, der fører frem mod de store højder. Vi står her over for en ung, som, skjult bag sin rent ydre ungdom, ejer en sindets modenhed, der, om det ellers får gode vækstvilkår, kan føre sin besidder meget langt frem, et menneske, der af naturen synes bestemt til at blive en virkelig åndelig beliver for den kreds, hun kommer i berøring med!

Og lad mig her sige, at også Sverige er rigt velsignet med sådanne unge, for jeg har selv mødt dem overalt. De er i alle lande, og der er langt, langt flere af dem, end man tror. De er bare ikke "stof". Der er ingen penge i dem. For de udgør "de stille" i landet, og hvem gider skrive om dem? De roder nemlig ikke i mudderet og "æder sammen med svinene". De vil noget med deres liv, og én ting er dem sikker: modgang! For de afviger fra flertallet, og så skal de "karnøfles", men de kan klare det, og modgang er ikke det værste, der findes, medgang kan ødelægge meget mere!

Der er "raggare" i alle lande, for alle lande er, set under en bestemt synsvinkel, endnu åndeligt "underudviklede". Men vi er på vej. Velfærdsstaten skaber lidelser og dermed erfaringer på helt andre områder end "fattigstaten". At være økonomisk uafhængig er en langt større kunst end at være fattig. Det kræver ånd, takt, kort sagt; kultur. Og det er denne kultur, der er i færd med at blive til. At være rig og samtidig ydmyg er verdens største mangelvare af i dag. Men denne situation vil ændre sig! Det er takket være en ny, strålende kosmisk impuls, at verden er i opbrud. Vi er i dag længere "borte fra Gud" end nogen sinde i vor lange historie, men vi er meget nær hint kosmiske vendepunkt, hvor begreber som "Gud" og "religion" igen vil blive selve tilværelsens alfa og omega. Ikke den Gud, man har anbragt på en trone, og ej heller den religion, der er fyldt til randen med selvgodhed og snæver, hadefuld intolerance. Men derimod de åbne vidders Gud og den lysende og varmende tolerancens Gud. Det er overbevisningen om denne Guds virkelige og reelle eksistens, der stimuleres, hver gang man læser et sådant beskedent indlæg som det, denne unge kvinde har givet os – det skal hun have tak for!