Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Fra stedet, hvor jeg sad, hørte jeg lyden af smeldende kommandoråb, og jeg så en gruppe unge, nyudnævnte officerer stille sig op til parade. Langsomt kom han gående hen imod dem og standsede op midt for gruppen og begyndte at tale. Hvad han sagde, kunne jeg ikke høre. Hans tale var ret kort, men den blev modtaget med overvældende begejstring. Han vekslede et par ord med en ældre officer og begav sig derefter tilbage. Den hårde, hvide indiske sol bevirkede, at rummet, han gik ind i, måtte virke ganske mørkt. I dets midte stod et stort rundt bord. Varsomt strøg han sin hvide hue af sit hoved og lagde den på bordet. Med sin højre hånd støttede han sig til dets kant, og jeg så, hvor uendelig træt han så ud. Pludselig slog det mig, at jeg havde set dette motiv før: kong Christian 2. i Sønderborg slot! Selv forholdt jeg mig helt passiv. Han stod en stund i dybe tanker, rettede sig så op og fik øje på mig. Han smilede sit dybe, varme smil, og jeg udbrød ganske spontant: "De er meget træt, Deres excellence!" Jeg vil aldrig kunne glemme hans svar: "Jeg er så træt min kære ven, at De simpelt hen ikke vil kunne fatte det!"

Nehru er død nu. Den 28. maj mistede det indiske folk sin leder, og Indien er i dag et folk i dyb sorg – og dyb forvirring. For der er noget katastrofalt i at have en leder af et så eventyrligt format, som Nehru var. Det faldt i hans lod at føre Indien frem til frihed, til den selvstændighed, landet ikke havde haft i næsten fjorten hundrede år. Og det faldt i hans lod at forsøge at forme dette vældige folkehav til det, vi forstår ved en nation. For Indien var ingen nation, og det er et stort spørgsmål, om det er det den dag i dag. Da Nehru kom til magten, bestod det af mange lande med hver sit sprog og i mange tilfælde hver sit klima. I dag er det i det ydre én stat, men hvordan i det indre? I det indre er det stadigt splittet. Man svejser nu engang ikke mange stater til én i blot ét menneskeliv.

"Har I helt glemt Ghandi?" råbte Nehru engang desperat udover en hundredtusindtallig skare af tilhørere. Nehru havde været Ghandis største elev. Sjældent har to mænd været mere forskellige, og sjældent har to mænd suppleret hinanden bedre. Da Ghandi blev dræbt, blev Nehru hans naturlige efterfølger som folkets leder, og han døde i virkeligheden slet ikke som landets premierminister, han døde som dets "fader", som den man, hævet over al politik, betroede sit liv.

Allerede under mit første besøg i Indien var spørgsmålet: "Hvad efter Nehru?" på alles læber. Selvfølgelig vil Indien få en ny leder, men vil han evne at leve op til Nehrus format? Eller vil dette store land langsomt gå i opløsning indefra? Kun fremtiden vil kunne besvare dette for det fjerne Østen så vitale spørgsmål. Var Nehru en lykkelig mand? Man fik ikke indtryk heraf, når man mødte ham. Han virkede i hvert fald på mig som selve den personificerede ensomhed. Hans overlegne intellekt havde skaffet ham millioners beundring, men også mange fjender. Selv om han almindeligvis virkede overordentlig rolig og behersket, havde han et temperament, der hændelsesvis kunne bringe ham ud i store konflikter. Jeg mindes således, hvorledes han engang i parlamentet skældte en minister sådan ud, at han dagen efter måtte give ham en uforbeholden undskyldning. Han gjorde det med ordene: "Jeg burde skamme mig, jeg er virkelig blevet for gammel til at gøre den slags!" Det var en undskyldning!

Som alle orientalere var Nehru et tæt tillukket menneske. Hvis Anna Ørnsholt ville udlevere alle de oplevelser, hun har haft i hans hus – meget få mennesker har haft bedre lejlighed end hun til at lære ham at kende – kunne verden måske få et sandere billede af denne store statsmand, end den har nu. Kender jeg imidlertid Anna Ørnsholt ret, tager hun sin viden om livet i Nehrus hus med i sin grav. Men har nogen kendt ham, er det i hvert fald hende. Vi andre kan kun gætte. Men Nehru skrev meget, og når man læser ham, føler man bag linjerne det ensomme menneskes kamp, både med livet og sig selv. Han var Ghandis elev, men han identificerede sig aldrig med ham. Han røber dette gennem de ord, enhver burde tage til sit hjerte: "Man må rejse gennem livet alene. At stole på andre er at indbyde til at knuse ens hjerte!" Nehru vidste, at vi alle søger en, vi kan knytte os til, en, som kan tage ansvaret for vort liv, en, der kan bære vort livs byrder. Måske havde han selv i sin ungdom troet, at Ghandi var et sådant menneske for ham, vi ved det ikke. Vi ved blot, at den her citerede udtalelse af ham afslører, at også han forstod, hvor farligt det er ikke at acceptere den sandhed, der er udtrykt i ordene: "Der er kun to, der virkeligt betyder noget: Gud og dig selv!" Ethvert forsøg på at gøre et menneske, man møder på sin vej, til Guds stedfortræder er på forhånd dømt til at mislykkes. Vi er alle ensomme, og vor søgen har i sig selv kun ét formål: at finde Gud, at finde ham som alene, i alt, er god.

Nehru troede på ikke-voldsmetoden. På det punkt var han en ægte Ghandidiscipel. Men vi lever endnu i en farlig verden, og på dette område fik han sit livs største skuffelse. Første gang jeg besøgte ham, stod der et meget stort billede af den kinesiske statsmand Chou-en-lai på hans skrivebord. Han stolede på denne mand, og der er næppe nogen tvivl om, at denne tro blev hans livs største skuffelse. I hvert fald var billedet, da jeg senere besøgte ham, erstattet af et tilsvarende stort billede af vor afdøde statsminister H.C. Hansen, som han betegnede som et af de fineste og mest noble mennesker, han havde mødt. Kinas overfald på Indien knækkede sikkert Nehru indefra. Han havde aldrig troet, at dette skulle kunne hænde og havde derfor aldrig villet godtage militærets krav om bedre udrustning. Han ønskede simpelt hen ikke at bruge penge på militære formål, dertil var hans tro på en evig fred med landets største nabo altfor sikker. Ja, netop altfor sikker. I dag er Indiens altovervældende problem det ene: hvornår går Kina atter til angreb, og vil vi i givet fald kunne afværge dette angreb? Med det kendskab jeg har til indisk militær og indisk mentalitet, gruer jeg for svaret.

Vi lever alle i et opbruddets århundrede. Lande fødes, og lande forgår. Med Nehrus død er en stor statsmands lys slukket. Verden vil gå videre, og inden længe er også han kun et navn. Vi er inde i et udviklingstempo, som ikke lader sig standse, og som uundgåeligt vil medføre opfyldelsen af Nehrus ord om krig: "Nogle mennesker siger, at krig er uundgåelig. De skulle hellere sige, at fred er uundgåelig!" Storpolitisk var Nehru langt forud for sin tid. Han troede simpelt hen på en etik, som verden endnu ikke er moden for. Han drømte om en storsammenslutning af asiatiske stater på en fredens basis. Men staterne i det fjerne Østen er unge stater. De ejer ikke endnu den indre modenhed, som er selve forudsætningen for fred. De er jo på en måde uden egen historie, den er de først nu i færd med at skabe.

Verden er på vej imod fred. Det føles blot så bittert tragisk, at forudsætningen for denne fred er en krig af dimensioner, vi slet ikke kan fatte. Dagligt marcherer denne krig os nærmere og nærmere. Men langt de fleste er optimister. De tror på de nuværende gode tilstande, akkurat som man i 1914 og også i 1939 ikke ville tro på nogen katastrofe. "Det går nok i vor tid-mentaliteten" sidder i højsædet, derfor vil katastrofen på ny komme som "en tyv om natten". For verden er ikke mentalt moden for en virkelig varig fred, dertil er dens sjæl endnu for umoden, for ansvarsløs. Men selv en ny krig vil ikke udslette jorden og dermed menneskehedens drøm om en evig fred. Den vil, når dens tid er ovre, kun kunne afsløre sin egen nødvendighed i tilblivelsen af det samfund, også Nehru drømte om: verdens forenede stater eller begyndelsen til det, Martinus har givet navnet: Det rigtige Menneskerige! – det rige, hvor Gud fra at have været en tåget myte er blevet en dagklar realitet, er blevet selve den virkelighed, vi alle higer imod.