Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Noget af det mest fascinerende ved Martinus verdensbillede er dets absolutte tidløshed. På mig har det altid virket som en lyskaster på selve livet. Ting som har været, ting som er, og ting som vil komme, toner ustandseligt frem for ens indre syn og lader en fornemme sig i kontakt med et liv helt uden grænser, et liv som i allerdybeste forstand er absolut evigt.

Længe før elektronmikroskopet bragte det ydre fysiske bevis, fortalte Martinus os, at ikke alene cellen, men alle levende væsener, kosmisk set, havde samme struktur, at også de havde "hjerte", "lever", "lunge", "nyrer" o.s.v., ja, at alt liv bestod af organismer inden i organismer, at intet i virkeligheden var "stort" og intet "småt", men at alle størrelser var lig den samme størrelse, hvilket vil sige, var lig X i sin inderste natur, og at det kun var for det levende væsens sanseevner, at det hele tog sig anderledes ud. Her fungerede perspektivprincippet og skabte den illusionernes verden, vi almindelige dødelige alt for let tager for "den sande virkelighed".

Langsomt gennemarbejder videnskaben nu den kosmiske udviklingsspiral, vi selv befinder os i. Vældige tekniske instrumenter plus satellitter og rumraketter drager det ydre univers' hemmeligheder ind i vor bevidsthed, og selv om denne enormt hastigt voksende viden fører til vilde ideer og fantasier om rejser til fremmede planeter, fører til forestillinger om, at vi en dag lige så let rejser til månen, som vi i dag farer til Tokio eller andre fjerne pladser, så betyder denne intensive forskning under alle omstændigheder et kendskab til det makrokosmos, der omgiver os, vi aldrig før har haft. Og akkurat lige sådan går det med det mikrokosmos, der udgør vort eget univers. Også her trænger videnskaben dybere og dybere ned og opnår der nøjagtigt det samme rat afsløre plan og hensigt, afsløre dyb universel orden – og bekræfter dermed den viden, Martinus for længst har bragt os. Og sådan vil det fortsætte. År efter år vil videnskaben kun kunne opnå ét: at bekræfte den verdensplan, Martinus nu gennem et langt liv har afdækket for os, og en dag vil den samme videnskab, tvunget af livets egen logik, om end sikkert meget tøvende, tilkendegive, at alting tyder på, at der bag den vældige logiske skabelse, man nu har kunnet iagttage i såvel makro- som mikrokosmos, efter al sandsynlighed eksisterer en levende, skabende kraft, en altoverlegen intelligens, altså et levende væsen, ja, at den Gud, forfædrene troede på, tilsyneladende er en virkelig realitet.

Tilsyneladende, ja! For der går livets grænse, Gud vil mennesket aldrig kunne nå gennem det, vi kalder "videnskab". Det højeste man vil kunne nå, er med digteren at kunne se "hans fodspor i sandet!" Men har man forresten set andet af os selv? Hvem af os kender til bunds hinanden? Og vil nogen vide blot det allermindste om vor sidste tanke, om vi ikke åbenbarer den? Er vi, når alt kommer til alt, ikke akkurat lige så usynlige som Gud selv? Og vil Martinus ikke også der få ret, når han betegner hver og en af os som "søn af Gud", altså "skabt i Guds billede efter hans lignelse"?

Selv om menneskene elsker at fortolke, og der muligvis vil opstå diskussioner om, hvad han mente med "det" og med "det", er dette i sig selv ganske underordnet, disse diskussioner vil nemlig i almindelighed blive ført af mennesker, der kun intellektuelt er draget imod hans verdensbillede og i virkeligheden ikke agter med nogen større iver at gøre netop det ene, der alene giver den fulde tilegnelse af dets idémateriale, nemlig at forsøge at leve det! For her står vi måske ved den største hemmelighed vedrørende ikke alene den viden, Martinus har givet os, men al visdom i det hele taget: den åbenbarer kun sin inderste natur, sit inderste væsen for den, der søger at omsætte det i livspraksis. Enhver vindbøjtel kan slå om sig med kosmisk viden og midlertidigt spille rollen som vismand, men den slags ordner livet i sin stilfærdige langmodighed meget let. Nej, man må elske sandheden, og ens åndelige søgen må være som en tærende ild, før sandheden åbner sig for en.

Og her er vi da ved den grænse, selv det mest videnskabeligt indstillede menneske aldrig vil kunne overskride ved hjælp af en nok så lysende intelligens. Gud lader sig ikke fange af selv det mest raffinerede tekniske apparat. Det højeste, han ad den vej tillader, er netop kun at vise "sine fodspor i sandet". Og dette har Martinus aldrig skjult for noget menneske. For ham er hans verdensbillede, er alle de kosmiske analyser, han har givet verden, kun et "middel", kun en "vej" til netop den oplevelse, der alene er oplevelsen over alle oplevelser: Gudesønnens eget møde med Gud. Martinus ved ganske nøje, at hans livsgerning alene har bestået i et forsøg på ved hjælp af sin kosmiske bevidsthed at bane en vej for os til den oplevelse, som i sin natur er det suveræneste af alt: synet af Gud. Og han ved ydermere, at dette syn for sin oplevelse indebærer et ganske andet krav end en overlegen intelligens. Det indebærer kravet om det rene og ydmyge hjerte, thi det er stadigt således, at "kun den rene af hjertet kan se Gud". Deri er intet ændret. At videnskaben en dag vil bringe verden det til den tid måske alarmerende budskab, at alt tyder på, at Gud virkeligt eksisterer, vil ikke ændre ret meget i verdens liv. Det der alene vil ændre verdens gang, er det enkelte menneskes selvoplevede lidelse, hvis tryk efterhånden vil blive så stærkt, at det vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at blive denne tilsyneladende uophørlige smerte kvit. Det bliver den selvoplevede lidelse, der vil gøre det enkelte menneske til et kosmisk tænkende væsen, og her er livet så vidunderligt indrettet, at der i virkeligheden kun skal en relativ ringe sum af intelligens til at afbalancere en udviklet følelse, således at intuitionens vældige lys kan begynde at strømme ind i det søgende menneskes sind. Som enhver ved, har Martinus skrevet sit værk i et sprog, der, når først man er kommet i kontakt med dets indre melodi, føles umådeligt enkelt og stærkt. Ethvert af hans værker bærer spor af et menneske, der "taler som den, der har myndighed dertil". Martinus kræver ikke givne intellektuelle forudsætninger af sin læser, han kræver kun ét: et ærligt søgende hjerte. Har man det, vil hans værker være en guldgrube for sjælen, en evigt levende kilde, der nærer ens åndelige liv og bringer dyb fred til sindet.

Måske vil det blive her, vejene engang vil skille, for åndsvidenskab er stadigt to helt forskellige ting. Den kan udvikle sig til intellektuel ækvilibrisme for den, der har behov derfor, men den kan også blive det, der – det tror jeg – giver det ganske almindelige menneske netop den hjælp, den støtte og inspiration, vi alle har behov for at komme nogenlunde helskindet gennem dette for de fleste så uendeligt svære liv. I sit eget værk har Martinus ikke lagt skjul på, at den Gud selv åbenbarer sig for, hyppigst findes i samfundets mest underordnede stillinger, thi kun der finder man mennesket udrenset for ydre ambitioner og behov. Og vil vi ikke alle havne der en dag? Er der ikke i enhver af os en stadigt voksende længsel imod at leve et liv, ukendt af alle, et stilfærdigt liv uden krig med nogen eller noget? Findes der i virkeligheden noget mere modbydeligt og for sjælen deprimerende end disse konstante modsætningsforhold mellem mennesker, der absolut skal gøre deres egne meninger gældende, for at man endelig skal se, enten hvor begavede de er, eller hvor "højtudviklede" de er. Livet har ladet mig se en hel del af disse åndelige "babyer", både indenfor mit eget arbejde og indenfor andre åndelige bevægelser, og min erfaring er her den, at denne åndelige udvendighed måske er det tristeste af alt.

Det virkeligt åndeligt udviklede menneske, altså mennesket for hvem Gud er blevet den eneste sande virkelighed, vil altid røbe sig selv gennem sit ydmyge tjenersind. Det stræber ikke mod selv at brillere, men derimod ene imod dette: at tjene freden i verden. Det har opdaget, at fred er noget meget betydningsfuldt. Det ved, at den, der kan kalde smilet frem i et andet menneskes øjne, kan tage dets hånd og "stille stormen" i dets indre, er mere værd for Gud end ham, der kan holde glimrende foredrag om den samme Gud. Vi er i dag så stolte af vor intelligens, af vor høje "viden". Men hvornår er viden virkelig viden? På livets åndelige områder er den det kun i det øjeblik, den omsættes til den handling, der skaber fred både i ens eget og i andres sind!

Vi er alle endnu såre ufuldkomne mennesker – ellers var vi, som Martinus har udtrykt det, "ikke født i denne verden". Hver og en har vi i os noget, som livet vil fjerne, derfor er livet i vor verden en for de fleste af os temmelig hård "skolegang". Men alene at vide dette er i sig selv en dyb inspiration. Det giver livet indhold og perspektiv. Martinus ved dette, ved det på en måde, De og jeg ikke ved. Derfor trådte han ind i vor tilværelse for med sin viden og – måske mest – med sin kærlighed at søge at hjælpe os. Han har aldrig selv skjult for os, at han anser kærligheden for det største af alt på denne jord, og hans arbejde udgør i sig selv en aldrig ophørende appel til os om i alle livets forhold at vise kærlighed. Derfor kan man med rette betegne hans arbejde som en kærlighedens videnskab. Men en kærlighed, der er videnskab, er visdom – og visdommen var alle dage netop den frugt, det åndeligt søgende menneske begærede mest af alt!

– – – – – – –

Om ganske få dage åbner Kosmos Ferieby for gæster fra nær og fjern. Der har været arbejdet hårdt, for at vore gæster netop denne sæson skulle opleve endnu lysere og endnu mere inspirerende dage på denne plet end nogen sinde før. Det er i år 30 år siden, sagen erhvervede dette område – og det ses! Drømme, vi dårligt vovede at drømme, har fuldbyrdet sig selv således, at feriebyen nu er den skønnest tænkelige ramme om det åndelige liv, der leves her. Men skønnere end alt det ydre er den ånd, der råder her! For den kæmpede vi, for den har en lang række mennesker, der nu er på det åndelige plan, ofret sig, og for den lever vi. Uden den vil alt, hvad her findes, kun være en ramme uden indhold, en skal uden kerne. At have dette i sine tanker, at stræbe efter at leve op til de idealer, der udgør denne store skabelses sande baggrund, er alene det, der vil kunne bære denne af mange så højt berømmede ferieby ind i en stadigt lysere fremtid!