Kontaktbrev 1964/13 side 5
Mogens Møller:
SAMTALER – EN MENNESKELIG LIVSYTRING I
Fra dyrebrøl til menneskelig tale
"Hendes evne til at udtrykke sig var god, især når hun skældte ud". Sådan kan man finde en person karakteriseret i en roman, og vi kan vel alle i tankerne hente en person frem fra vort erindringskartotek og synes, karakteristikken passer på ham eller hende. Men der er også mennesker, som måske ellers er ganske godt skåret for tungebåndet, der netop ikke kan finde ord, når de bliver ophidsede. De hakker og stammer som en motor, der er ved at gå i stå, eller syder og sprutter som en kedel på en gloende kakkelovn, eller de bliver blege og tavse og farlige i blikket, så man fornemmer, at nu er der ikke langt igen, før end de slående argumenter bliver taget i brug, fordi de mere menneskeligt betonede er gået i baglås. Hvis ikke visse menneskelige hæmninger forhindrede det, ville de udstøde et brøl, og det hænder, mennesker gør det, et dyrebrøl. Vreden kan, lige som angsten og sorgen, momentvis reducere den menneskelige udtryksevne, så den kommer dyrets nær. Man kan ikke give vreden, angsten eller sorgen form i ord og tanker, den indre spænding er så stor, at den må have udløsning, og det bliver instinktet og fornemmelserne, der får mæle. Også glæden kan til tider være så stor hos et menneske, at det ikke har ord for sin tilstand, men der har det to gode muligheder, foruden smil og glædestårer, det kan synge, det kan danse – hvis det da ellers tør!
Konventionens "hvad MAN kan og ikke kan" vil jo nok stille sig hindrende i vejen hos mange for sådanne spontane glædesudbrud, men man kan da i alt fald gestikulere, når man synes, ord er fattige. Gestus og fagter er også almindelige former for akkompagnement til vor daglige tale, og så er der yderligere den forstærkning, der hedder eder. Engang var de forbandelser og sort magi, i dag er de nærmest udtryk for sprogets fattigdom, hvilket vil sige vor tids menneskers manglende evne til at forny og levendegøre den mundtlige udtryksform. Ord er virkelig blevet fattige i vor tid, de er devalueret, ja, prostitueret af reklame, billig underholdning og vanetænkning. Dette skal dog langt fra være en klagesang over ordets ringe værdi i vor tid; side om side med de triste kliché-vendinger er en fornyelse af sproget langsomt ved at vinde frem, ikke en "fin og dannet" tale, der blot er levn fra fortiden, men et enkelt ukrukket sprog, hvoraf det fremgår, at vi lever i en tidsalder, hvor store brydninger og forvandlinger på tekniske, økonomiske, sociale, kunstneriske, videnskabelige og pædagogiske områder påvirker den daglige sprogbrug og forårsager nye ords opståen, nye tanke-associationer og ord-symboler. Sprog er noget levende, noget, der er under forvandling, fordi vi er det. Gennem sproget har vi mulighed for både at give og modtage noget af menneskelig værdi.
Samtale og kontaktbehov
De fleste dyr, vi kender, kan meddele sig til hverandre gennem lyde, og vi mennesker kalder ofte denne vekselvirkning for "dyresprog". Det er der heller ikke noget forkert i, hvis man blot gør sig klart, at der mellem dyrene ikke er noget sprog i menneskelig forstand. Det menneskelige sprog er følelser og tanker, som har fået mæle, medens dyrenes livsytringer naturnødvendigt må være baseret på instinkter og fornemmelser eller primitive følelser. At der i menneskeligt sprog OGSÅ kan være udtryk for sidstnævnte bevidsthedsenergier er lige så naturligt, fordi vi endnu til dels tilhører dyreriget. Det er udtryksformer, som er ved at forsvinde og vil forsvinde fra menneskenes sprog.
Dyrene kan ikke føre en samtale, det er et menneskeligt udtryksmiddel. Det er den måde, hvorpå vi forsøger gennem sproget at give andre indsigt i vort følelses- og tankeliv og til gengæld få indblik i deres mentale verden. Menneskets kontaktbehov er ikke blot af fysisk karakter, men også af åndelig art, dets livsfornyelse er afhængig af åndelig vekselvirkning. Det er, som den svenske filosof Alf Ahlberg skriver: "Kun i et rigt og levende fællesskab kan et stærkt og rigt personlighedsliv have sine rødder. I det menneskelige samliv gælder den paradoksale lov, at man bliver rigere, jo mere man giver af sig selv". Mennesker kan tale med hverandre, de kan samtale, forme deres følelser og tanker i ord og sætninger, i sprogets lyde, og dermed berige hverandres bevidsthed, give nye impulser og inspiration eller ganske simpelt orientere hverandre om kendsgerninger, begivenheder og personer. Virkelige værdier kan på denne måde udveksles mellem mennesker, de giver hverandres liv mere kolorit, flere detaljer eller overblik over detaljer. Med menneskets evne til at tale kom der dog også andet ind i vor verden end orienterende og inspirerende samtale, nemlig de giftige, sårende ord, de hånende bemærkninger og muligheden for med ord at skjule sandheden og dække over kendsgerningerne. Dyrets fysiske camoufleringsevne er gået tabt hos mennesket, til gengæld kan det i samtale bruge løgnens camouflerende tæppe enten for at forsøge at beskytte sig, for at opnå personlige fordele ved at lede andre på vildspor, eller som udtryk for hævn og forfølgelsestrang. Sladder, bagtalelse og intriger er ved ordets magt blevet slemme våben i den jordmenneskelige verden. Men intet våben rettes i virkeligheden mod andre end en selv. Vi skal høste, som vi har sået, også ordenes sæd. Med den viden som baggrund, vi kan tilegne os gennem kosmologien, vil efterhånden også valget af ord spille en større og større rolle for det enkelte menneske.
At leve er bestandig at vælge mellem flere muligheder, vi vælger vort tøj, vore vaner, vor livsstilling, vor omgangskreds, vore fornøjelser, og vi vælger vore ord. Ord er ikke blot fortællende i sig selv, men kan også fortælle noget indirekte om den, der bruger dem, i alt fald for den, der har menneskekundskab. Hermed mener jeg ikke, at vi skal gå og lytte kritisk til hinandens ord, det kommer der ikke noget godt ud af. Men det betyder noget at forstå, at med en kærlig indstilling, en kosmisk indstilling som baggrund for forholdet til andre mennesker kan dette, at være åben og lydhør for deres måde at tale på, lære en meget om deres psyke. Hermed mener jeg naturligvis ikke, om de taler københavnsk, jydsk, fynsk o.s.v., men deres ordvalg og udtryksmåde som ægte og originalt udtryksmiddel for deres tanke- og følelsesliv. Der findes intet menneskeligt miljø, hvor vi ikke kan lære noget, også på dette område, som kan blive til gavn og glæde for andre og for os selv.
En samtale om samtalen
For nogen tid siden kom jeg i samtale med en ven – om samtale, og det satte noget i gang i mit sind. Han berørte den inddeling eller skematisering, man har forsøgt, der deler begrebet samtale i tre trin. Det første eller nederste trin betegnes: "Samtale om personer og ting". Det næste: "Samtale om begivenheder". Og det tredie: "Samtale om problemer og ideer". Der er vel altid en vis fare forbundet med at skematisere og rubricere, hvis man samtidig er tilbøjelig til med vold og magt og ønsketænkning at presse de levende væsener og deres livsytringer ind deri. Men faren kan undgås, og skemaet tværtimod blive en hjælp og støtte, hvis man forstår, at det forholder sig til virkeligheden som et landkort til det landskab, den by eller de byer, der vises på kortet. Det er en symbolsk forklaring i store træk over specielle relationer eller forhold, som kun har betydning ved at blive konfronteret med den virkelighed, hvor livet udfolder sine bevægelser og rytmer på basis af energiernes sammenspil. Martinus symboler og hans analyser af "kategorier" i mange forbindelser vil netop være til hjælp for de studerende i forhold til, som de formår at belive det skematiske skelet med egne erfaringer, oplevelser og indsigt i livets egen rytme. Da forvandles skelettet til en levende guddommelig organisme.
De tre trin
Men lad os komme tilbage til skemaet over begrebet samtale. Også det kan være en hjælp og støtte i forbindelse med ens egne oplevelser og erfaringer, ikke mindst hvis man samtidig har kendskab til de universelle love, kosmologien afslører.
Vi kan udtrykke det således:
At samtale om personer og ting udgør det laveste trin, behøver ikke at betyde, at sådan samtale altid er primitiv. Det behøver den absolut ikke at være. Men det er den mest elementære samtaleform i vor kulturkreds og den, der lettest forbindes med primitive og menneskeligt set negative bevidsthedskræfter. Desuden udgør dette trin et mentalt plan, vi alle er rodfæstet i, det er samtale stof, vi alle behersker. Men der er mange grader og mindre trin at bevæge sig på inden for dette samtaleplan. Nogle mennesker bevæger sig kun på de laveste eller mest elementære, hvor man, når det drejer sig om personer, kun kender to slags: dem man kan lide og dem, man ikke kan fordrage, og derfor enten roser til skyerne eller rakker ned. Sladder, bagtalelse, løgn og intriger blomstrer frodigt i denne mentale sump. Hvor samtalen drejer sig om tingene, taler man om dem ud fra begær, havesyge, misundelse eller glæden ved at eje og besidde noget, andre misunder en. Fra disse lave trin af samtaleemner, der ofte krydres stærkt af eder og forbandelser, er der stadig inden for samme trin stadier, hvor sladderen og bagtalelsen er mere sjælden (men derfor ikke mindre virkningsfuld!), og hvor anger og samvittighed bagefter plager de mennesker, der et øjeblik i samtalens løb lod en negativ stemning få magt i deres sind i så stærk en grad, at den blev formuleret i ord og dermed satte en af de kædereaktioner i gang, som springer fra sind til sind og danner skæbne, ja, som i langt stærkere grad, end vi tænker os, er med til at danne hele menneskehedens skæbne. Ingen af os kan nemlig undgå på vor vej at møde de tankeklimaer, der beherskes af menneskeligt set negative følelser, foruden at vi selv af og til falder for fristelsen til at udsende dem. Også når vi møder dem i samtale med andre, står vi overfor et valg, nemlig valget af reaktionsmåde. Der er tre muligheder, enten at deltage aktivt i sladderen, bagtalelsen eller intrigen, at være tavs og passiv over for den eller at modarbejde den. Lige meget hvilken af de tre muligheder, man vælger, er man med til at skabe livsmønster for sig selv og andre, men på forskellig vis i forhold til sit valg.
Når det gælder samtale om personer, er der også menneskeligt set højst positive muligheder. Ikke alene dette, at man kan modarbejde sladder, bagtalelse og alt for negativ kritik, man kan uden på nogen måde at snobbe, skamrose eller "sætte på piedestal" hjælpe til at fastholde eller måske endda forstærke samtalepartnerens eller -partnernes positive holdning over for den person, der er blevet samtaleemne. I visse tilfælde kan man måske gavne ved at ændre et andet menneskes holdning over for en tredie person ved at fremhæve positive træk hos vedkommende, den anden part ikke har lagt mærke til. – "Men der findes da også mennesker, det er meget svært at sige noget godt om!" – Det gør der måske, men der vil altid kunne findes undskyldende momenter til, at de er, som de er, og med kosmologien som baggrund ved vi, at intet menneske kan være anderledes, end det er i øjeblikket, og at det med tiden ikke vil kunne undgå at forandre sig – og at vi selv engang har været lige sådan.
Er det kosmisk set uforsvarligt at advare et menneske mod en tredie persons falske eller på anden måde primitive karaktertræk? Nej, på ingen måde, men det må i så fald gøres uden at have karakter af bagtalelse eller sladder. Og det vil sige, at det hele afhænger af den kærlige måde, hvorpå det bliver gjort. Det må være analyse og karakteristik og være baseret på kærlighed både til samtalepartneren og den tredie person, der omtales. Det lyder måske mærkeligt, men kun på denne måde er det kosmisk set forsvarligt. Det må blive klart for samtalepartneren, at man ikke bærer nag til eller er fornærmet på den tredie person, og at karakteristikken er en fortrolig hjælp til beskyttelse mod vedkommende tredie persons ubehagelige, sygelige eller ufærdige side af bevidstheden. Men jeg må understrege, at dette er et farligt mentalt område at bevæge sig på, som kræver takt, finfølelse og menneskekundskab af den, der gør det, således at han eller hun er i stand til at forme sin udtalelse på en sådan måde, at den ikke bliver misforstået og videreført som sladder og bagtalelse. Det er et "onde" at skulle gøre det, men vi kan komme ud for at skulle vælge det som det mindste af to onder, og vi må samtidig ikke glemme de undskyldende momenter, for og de gode sider hos den person, vi for helhedens skyld føler os forpligtet til at advare imod, på samme måde som man ville advare mod et farligt vejkryds, en bidsk hund eller et glatbonet gulv.
(Fortsættes i næste Kontaktbrev.)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige