Kontaktbrev 1964/14-15 side 1
Kosmos Ferieby, sommeren 1964.
Kære læser!
Når De en – forhåbentlig – skøn og dejlig sommerdag sidder med dette brev i hånden, er højsæsonen heroppe for længst i fuld gang og feriebyen fyldt til randen med mennesker! Men netop nu, hvor jeg skriver dette brev, er vi i færd med at skifte fra for- til højsæson, og alt står på "glødende pæle", for her er meget at gøre, og vi er ikke for mange om det.
Hvor stor feriebyen er, giver det vedlagte bilag Dem et indtryk af, så jeg vil bruge dette brev til Dem til noget helt andet end at synge dens pris. Nej, det der i denne stund optager mit sind, er langt mere det, der hænder i et menneske, når en opgave er løst, og en drøm blevet virkeliggjort. Vi ved alle, at intet på det fysiske plan kan fuldbyrdes uden modstand, men også at modstand er til for at overvindes. Når jeg ser tilbage over de svundne 30 år, ser jeg ganske vist mange situationer, som så håbløse ud, men jeg ser også noget, der for mig har været langt væsentligere: jeg ser en meget lang række af kvinder og mænd, der i de givne situationer trådte til og i dyb kærlighed til det mål, vi søgte imod, hjalp med at løse de opståede vanskeligheder. Netop fordi jeg altid har oplevet samtlige problemer indefra, har jeg sandsynligvis et helt andet billede af denne store skabelses faser end alle de har, der kun har set de samme faser udefra. Og her er det, at jeg endnu engang gerne vil understrege, at selv om jeg i det ydre har stået som den, der tilsyneladende skabte og formede denne ferieby, så beror denne opfattelse på en ren illusion. Den er, helt ned i de ganske små detaljer, et produkt af et fællesskab, et kammeratskab, ja et indbyrdes sammenhold, som søger sin lige! Ordet "jeg" har ingen plads her, ingen virkelig mening. Vi søgte imod et mål, og vi nåede dette mål, og skal der endelig lyde en tak for resultatet, må denne tak rettes mod den åndelige verden, vi alle bekender os til, mod den Gud, hver og en af os accepterer som en levende, inspirerende virkelighed.
Feriebyens åndelige status er i dag den, at midt i dens hjerte ligger nu den sal, vi drømte om at eje. I sig selv symboliserer den en ny tids kirke eller det sted, hvor enhver af os "drager vore sko af". Midt i en jernhård tid, hvor ordet "Gud" giver mange en bitter smag i munden, står dette hus som udtryk for, at alle vi, der byggede det, ønsker at tilkendegive, at ingen af os frygter for at bekræfte, at vi klart erkender Guds eksistens og ønsker at bidrage til, at andre når den samme erkendelse.
Omkring dette hus grupperer vore store pavilloner sig. Sammen med Svenskehuset og den nybyggede smukke Terrasse samt Annekset udgør disse bygninger sagens ejendom og dermed kernen i selve feriebyen. Denne kerne er beregnet på andet og mere end dette at give mennesker ferie. Den er beregnet på at blive den skole i Martinus Kosmologi, der var den inderste, bærende idé i al vor kamp, i alt vort slid. Blive? Ja, blive! For alt er endnu her begyndelse og vil sandsynligvis blive det vort eget liv ud. At tro, at det indtil nu opnåede resultat er det endelige, er en illusion. Det væsentligste her er ikke de i dag eksisterende bygninger. Det væsentligste her er den jord, hvorpå disse bygninger står og den mulighed, sagen ud i en fremtid, ingen i dag kender, dermed har for at skabe endnu bedre, endnu skønnere vilkår for den undervisning, der her gives.
Omkring disse bygninger grupperer sig de mange privatejede bungalower, der beboes af mennesker, som for det store flertals vedkommende er vort arbejdes trofaste venner, støtter og medhjælpere. Vor indflydelse på livet her er imidlertid relativt beskedent. Et privatejet hus kan skifte ejer, og selv om sagen i hvert enkelt tilfælde har sikret sig forkøbsret, er dette ikke ensbetydende med, at vi på nuværende tidspunkt kan hindre, at huse overgår til mennesker, der måske ikke alene står vor tankeverden fjernt, men også i sig kan rumme direkte uvilje imod den. I en verden som vor vil det være klogt altid at have dette for øje.
Feriebyen består således på en måde af tre områder, af hvilke de to er helt og fuldt under sagens egen kontrol, medens dette kun delvis er tilfældet med det treide, indenfor hvilket modsætningsforhold, som i sig selv er sagen uvedkommende, kan opstå. Men så længe sagens flag vajer over området, har vi alle lov til at håbe på, at modsætningerne aldrig bliver større, end at de for den fælles gode ånds skyld kan overvindes.
Og her er jeg så ved det, der nu igennem et snart langt liv har optaget mit sind mest: sagens ånd. Så mange mennesker spørger: "Hvad går Deres arbejde ud på? Hvad er det Martinus vil? Hvad lærer han sine tilhængere?" Føler jeg selv, at spørgsmålene stilles ud fra almenmenneskelig nysgerrighed uden dybere baggrund, svarer jeg som regel kun, at Martinus ønsker, at vi i langt højere grad, end det ellers er tilfældet, skal tage kristendommens idealer alvorligt og søge at leve mere op til dem, end flertallet af kristne gør. Jeg fraviger således ikke mit livs kristne grundlag. Men aner jeg bag spørgsmålene en virkelig åndelig søgen, ja så åbner jeg naturligvis for den viden, livet har givet mig og søger at lede spørgeren på vej til det livsfundament, jeg selv bygger på, og her er det, at man med forsigtighed virkelig kan skabe stor sympati for grundtankerne i Martinus verdensbillede. Enhver gæst heroppe, ja enhver grundejer i feriebyen bør gøre sig klart, at vi har en meget stor goodwill i denne egn. Der står respekt om vort arbejde, og det burde være en ganske simpel pligt for enhver heroppe ved sin væremåde at bidrage til at øge denne respekt. Tåbelige, aggressive synspunkter burde være bandlyst her, hvor selve flaget, der vajer over hele området, maner til indbyrdes fred og kærlighed og appellerer til hver enkelt om at være ledelsen behjælpelig med at løse enhver opgave, den tager sig på.
![[Avisartikel:] Kosmos ferieby fylder 30 aar](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1964-1415-003.jpg)
Sagens ånd? Vi ved alle, at vi er meget ufuldkomne mennesker, ja, at vi, taget hver for sig, repræsenterer et eller andet overgangsled mellem det, vi kalder "dyr" og det, vi kalder "menneske". Hver for sig rummer vi åndelige egenskaber, elementer, der endnu bærer "dyrets tegn", og det vil være direkte tåbeligt at bilde sig selv ind, at man er andet og mere end et hvilket som helst andet menneske, man møder på sin vej. Sandt nok spiser mange af os ikke kød og tager i alt afstand fra det, Martinus har givet navnet "det dræbende princip". Men tror noget alvorligt tænkende menneske, at man kan "spise sig op i himlen"? Er alle de ting, vi her gør, andet og mere end ganske spæde forsøg på at tilegne os en højere verdens væremåde, og ville det i mange tilfælde ikke være bedre, at mennesker opsatte disse forsøg en smule fremfor at glide ud i en fanatisme, der hverken gavner dem selv eller glæder omgivelserne? Martinus egne tanker appellerer ikke til fanatisme af nogen art, snarere tværtimod! Det han sigter imod, er ikke at skabe en gruppe særlinge eller besynderlige originaler, der med løftede moralske pegefingre går rundt og forkynder deres egen fortræffelighed eller "høje åndelige udvikling". Hans mål er et ganske andet, nemlig det at bidrage til, at vi hver især får langt mere ud af vort liv, end tilfældet faktisk er. På sin enkle, absolut ikke indviklede måde viser han os, hvorledes blot lidt mere kærlighed i hverdagen, blot lidt mere tolerance, blot lidt mere smidighed i forholdet til næsten kan forårsage rene underværker. Han ved udmærket, hvem vi er, og hvor vi står, og han er den sidste af alle til at vente sig mere af os, end vi virkeligt kan præstere. Men først og sidst ønsker han åndelig ægthed af os. At vi finder ud af, hvem vi er, og hvor vi står, fordi han ved, at kun denne indre åndelige balance kan give mennesket fred med sig selv. Åndelig forskruethed er ham akkurat lige så meget imod, som den er det for ethvert sundt tænkende menneske.
Men det har intet med åndelig forskruethed at gøre at bekende sig til reinkarnationstanken. Flertallet af verdens millioner lever på denne tanke. Ej heller har det noget med åndelig forskruethed at gøre, at man i stilhed søger at ændre sine kostvaner fra det mere til det mindre brutale. Ligeledes har det heller intet med åndelig forskruethed at gøre, at man åbent giver udtryk for, at man føler sig overbevist om, at der er en dybere mening med det, vi kalder "livet", og at det, vi kalder "døden" fremfor at være en fjende af os, måske, når alt kommer til alt, viser sig at være vor allerbedste ven. I en verden, der ved hjælp af videnskabelig tænkning er gjort frysende kold, har det intet med åndelig forskruethed at gøre, at man søger at sprede lys, liv og varme omkring sig og række mennesker i bitter fysisk såvel som åndelig nød en hjælpende hånd.
Derimod har det meget med åndelig forskruethed at gøre, om man gør Martinus vidunderlige analyser til genstand for en dyrkelse, der intet har med sand næstekærlighed at skaffe. Om man gør disse analyser, der var tænkt som en kærlig hjælp og vejledning, til et mål i sig selv. Da løber man den risiko at være slået ind på en vej, der meget let fører til den selvophøjethed, der altid går sin egen undergang i møde. For da skaber man afstand mellem sig selv og de "primitive", da dømmer man, og da "forarger man de små" – og da kan man være sikker på at komme til at opleve sandheden bag ordene om at: "Hvo, som synes at stå, se vel til han ikke falder!"
Martinus har aldrig betegnet sin egen tilstand som værende udtryk for andet og mere end en tilstand, millioner før ham har nået, og millioner efter ham vil nå. Han afskyer som velbekendt enhver form for persondyrkelse og har brugt utallige foredragstimer til at understrege, at han aldrig vil være årsag til nogen som helst form for sektdannelse. Han er frihedens forsvarer mere end nogen anden, jeg har kendt, ellers havde jeg ikke været hans medarbejder gennem alle disse år. Så det skyldes ikke ham, men egne ambitioner, om nogen gør hans værk til genstand for den absolutisme, der bærer døden i sig selv.
Som man vil forstå, er problemet "sagens ånd" måske vort arbejdes største problem. Det er i hvert fald et problem, man atter og atter tvinges til at tage stilling til. Men ingen af os går fejl i vor vurdering af denne ånd, om vi forstår, at på ét område står Martinus helt på samme linje som alle store åndelige lærere før ham, og det er i påvisningen af, at "størst af alt er kærligheden!" Ikke én af hans kosmiske analyser forsvarer hadet, bitterheden eller vreden. Ikke én! Tværtimod fører enhver af hans kosmiske konklusioner os derhen, hvor vi af livets egen klare logik tvinges til at indse, at kun den der i praktisk livshandling, i sin daglige væremåde stræber efter i alle livets forhold at lade kærligheden have det sidste ord, kun den står virkeligt stærkt overfor Gud.
Det var i erkendelsen af sandheden i dette, at vi skabte Kosmos Ferieby. For alle os, der gik ind for den, blev det netop det forsøg med sandheden, der udbyggede vort eget livsfundament, stabiliserede vor tillid til et eksisterende Forsyn og gav vort liv det indhold, der i dag fylder os med glæde og taknemmelighed. Ingen af os ønsker tak for vor indsats her, for vi fik denne tak i rigt mål under selve skabelsesakten – for under den mødte vi – derom er vi overbevist – den sagens ånd, der vil overleve enhver modgang, besejre enhver modstand og dermed bringe denne ånd videre til det slægtled, der en dag skal afløse os!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige