Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ligesom samtaler om personer og ting kan føres på et menneskeligt set lavt plan, hvor egoisme, snæversyn og misundelse m.m. dominerer i følelses- og tankelivet, og på et plan, som kan kaldes højere, fordi mere menneskelige tankeklimaer løfter dem op i en kærligere sfære, kan også samtaler om begivenheder føres på vidt forskellig måde. Naturligvis hænger samtaler om personer og ting og samtaler om begivenheder nøje sammen, da personer og ting er knyttet til begivenheder af alle slags. Når man i det gamle skema har sat "samtale om begivenheder" på et højere trin end "samtaler om personer og ting", er det sikkert, fordi det er muligt at tale om "en begivenhed som sådan" fra fortid, nutid eller fremtid med relation til større menneskelige områder og mulighed for overblik over menneskelige tilstande, der angår os alle på en sådan måde, at personligt snæversyn må holdes udenfor – eller lettere KAN holdes udenfor – det er jo ikke altid, det bliver det. Der er mulighed for at udfolde intellektuelle evner og dybe tanker i forbindelse med menneskekærlighed, samfølelse og medfølelse i en sådan samtale, men der er sandelig også mulighed for det modsatte. Sensationslyst, negativ kritik og kværulanteri af mange slags samt passiv, kold og kynisk tilskuermentalitet kan også være de tankeklimaer, hvis mentale storme, tordenbulder eller isnende kulde giver samtalen en ret umenneskelig karakter. Hvad sensationslyst angår har mange aviser et stort ansvar, for, at det ikke altid er de menneskekærlige toner, der anslås. En stemning bliver pustet op, snakken går, og når noget har "stået i avisen" får det hos mange mennesker en særlig nimbus af sandhed og betydning, selv om det blot er et enkelt menneskes formodninger, der ligger bag de skrevne ord. Da vor verden ofte er fuld af trivialitet, for nogle til tider et kedsomhedens helvede, hvor det altid er velkomment, at der SKER noget, som kan blive samtaleemne, må der somme tider ligefrem skabes "stof", der kan puttes i sensationsnarkomanerne, hvorved begivenheder, der i sig selv ikke er særlig sensationelle, kommer i søgelyset og dramatiseres uden hensyn til, at der er mennesker, hvis rygte, position og fremtid måske ødelægges derved.

Med nogle mennesker opnår vi kun at komme i samtale om vejr og vind, om personer og ting og måske om begivenheder, som alle taler om. Med andre drøfter vi visse problemer, ofte fordi de er opstået ved at bevæge sig over "samtaletrappen"s to første trin. Men samtale om problemer kan både være overfladisk og dyberegående, ja, endda meget dybtgående, det afhænger af de samtalendes idéverdener og af, hvordan de er i stand til at komme på bølgelængde med hinanden. Ikke just det, at de behøver at komme til enighed i deres syn på tingene, men at de viser hinandens meninger og synspunkter respekt. Det er ikke altid den store enighed, der giver den mest udbytterige samtale. Divergerende synspunkter kan føre til frugtbarhed, ikke ved at man søger at overbevise hinanden og "få ret", men ved at begge parters idéverden forskydes, udvides og befrugtes ved mødet med hinanden. Det har betydning at vide, at "sådan kan man også mene" – om menneskene, om tingene, om begivenhederne og problemerne, og at "sådan kan ideer også være opbygget". Og med den menneskekundskab, der efterhånden kan udvikles på baggrund af kærlighed til menneskene (og på anden måde kan virkelig menneskekundskab ikke erhverves), vil man også lidt efter lidt forstå, hvorfor andre kan have andre meninger og respektere det.

Har man lært kosmologien at kende og begyndt at studere den, er det klart, at man længes efter at træffe mennesker, med hvem man kan samtale om alt det nye, man har mødt, som fylder bevidstheden, så man føler, den er som et glas, der er fyldt til randen og er lige ved at løbe over. Det er en begivenhed, man længes efter at dele med andre. Nogle få deler måske også ens glæde, i alt fald mærker man, at de glæder sig på ens vegne over, at man har fundet noget, man er så glad for. Men de fleste er reserverede, og nogle af de få, der viser, at de forstår ens glæde, er straks mere forbeholdne i deres begejstring, når man glider fra samtalen om kosmologien som begivenhed i ens liv til at tale om de problemer og ideer, den har sat i gang i ens sind. Man er måske midt i en rivende talestrøm og så optaget af, hvad man selv siger, at man helt har glemt at tænke på den anden parts reaktion (men man var faktisk heller ikke i tvivl om, at man ville gøre vedkommende lige så begejstret, som man selv er). Lige med ét kommer man til at se på den andens ansigt, og hvor man havde ventet begejstring, opdager man forfærdelse eller modvilje, måske blot afmålthed eller det høfligt anspændte udtryk, der viser enhver, der har lidt menneskekundskab, at vedkommende tænker: "Mon det her varer længe endnu". En sådan "mur" er ikke til at springe over og skal heller ikke springes over. Man har begået en fejl, og man vil begå flere af lignende art, indtil man lærer, at det ikke er på den måde, udbredelsen af kosmologi finder sted.