Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg ved ikke, om De læste den unge students samtale med professor H. V. Brøndsted i B. T. den 11. juli i år. Jeg gjorde det. Og med eftertanke. For professor Brøndsted har sine meningers mod, og jeg kan lide mennesker, der har det sådan. Og jeg lytter dobbelt intenst, når jeg føler, at det menneske, der taler, virkeligt har noget at sige en. Og det har professor Brøndsted, selv om han og jeg er meget lidt enige. For professor Brøndsted repræsenterer den videnskab, der dog klart erkender, at den ikke alene ikke ved alt, men også, at den muligvis slet ikke ved det vigtigste, endsige det allervigtigste.

Af interviewet tillader jeg mig at citere nogle få spørgsmål og svar, som jeg mener, det er af betydning for flere at kende, idet de tegner et klart billede af vor nuværende situation. Den unge student spørger: "Naturvidenskaben har gennem årene afklædt kristendommen. Tilbage er der kun et tomt skelet, som man vil have ungdommen til at tro på, og det falder os meget svært. Hvad har videnskabsmændene egentlig tænkt sig at tilbyde i stedet for den tro, de har taget fra os?

– Videnskaben vil overhovedet ikke give de unge noget i stedet, for det er ikke VOR opgave, svarede Brøndsted kategorisk. Efter min mening er det helt hen i vejret, når folk tror, at videnskabsmanden er blevet en gud – og videnskaben en religion. Vort arbejde går ikke ud på at skabe livsanskuelser.

– Hvor længe vil De fortsætte med at nedbryde dogmerne?

– Jeg håber inderligt, at naturvidenskaben vil blive ved med at afklæde religionen en række dogmer. Selv har jeg bidraget, så godt jeg kunne, fordi jeg anser det for vor PLIGT at udrydde den frygt, som religionen har skabt i mennesket med al sin snak om fortabelse, helvede og arvesynd.

Studenten spurgte, om Brøndsted som naturvidenskabsmand fordømte religionen totalt:

– Nej, vi har ingen ret til at sige, at det hele er noget vrøvl, men jeg personlig mener, at det eneste absolut gyldige ved kristendommen er Jesu ord til os mennesker om, at vi har en NÆSTE. For det er noget rent håndgribeligt.

– Og det skulle være nok til at udgøre en religion?

– EFTER MIN MENING: JA.

– Men de ord kunne være sagt af en hvilken som helst anden end Jesus?

– Det er de sandelig også blevet, korrigerede professoren, men ingen anden religion har så kraftigt, dybtgående og smukt kaldt på det gode i menneskene som netop kristendommen."

– – – – – – –

Dette var for mig det væsentligste i interviewet. Professorens forestillinger om, at der ville komme en dag, hvor medlidenhedsdrab bliver officielt tilladt, ja en nødvendighed, interesserer mig akkurat lige så lidt som hans tro på, at man en dag vil blive nødt til at sondre mellem, hvilke patienter på hospitalerne det er værd at holde liv i, og hvem der bør gå til grunde. At en videnskabsmand af Brøndsteds type har den slags tanker, er ikke noget nyt. Det eneste der her forbløffer mig er, at disse mænd kan bekvemme sig til at lufte dem. En trøst får det så være, at professor Brøndsted mener, at vi "endnu en lang årrække vil kunne bevare vor etiske standard, og hermed mener jeg (Brøndsted), at vi ikke behøver at slå de stærkt handicappede ihjel". Men altså – hvilket perspektiv f. eks. for vore sclerose-ramte gæster heroppe!

Det er ikke og kan aldrig blive videnskabens rolle at træde i det religiøse livs sted, og jeg deler helt udtalelserne i det medfølgende bilag, som jeg finder både meget smukke og meget kloge. Jo ældre man bliver i livet, desto klarere ser man, at videnskaben aldrig kan blive andet end surrogat for religion. Den har i vor tid udført rene underværker i fysisk betydning, og det er forståeligt, at mange unge tror, at den virkelig en dag vil kunne løse livets gåde. Men det forstår Brøndsted, at den ikke kan. Videnskaben vil aldrig kunne komme længere end til at beskæftige sig med livets virkninger, livet selv – den årsagsløse årsag eller det, vi har givet navnet Gud – vil altid unddrage sig selv den fineste elektronhjernes "begavelse".

– – – – – – –

Men diskussionen går videre. Jeg lyttede i går til en præsts foredrag om begreberne "skæbne" eller "tilfældighed", og han var nået til, at hverken det gamle eller det nye testamente tog stilling til disse to begreber, men stillede enhver af os frit. At en videnskabsmand kan hævde, at vort rent personlige liv hviler på "tilfældigheder" er acceptabelt, for han evner simpelt hen ikke at se andet og må derfor opfatte troen på en forudbestemt skæbne som renlivet overtro, men at mennesker, som i deres egen gerning ustandseligt anvender sætningen "Som I sår, skal I og høste", ikke evner at indse, at vi er vor egen skæbnes absolutte ophav, forbavser mig faktisk altid. Men atter tilgiver man, fordi man forstår. Forstår, at så længe kristendommen er uden reinkarnation, er den uden virkelig indre mening.

På ny står man så igen der, at man med hele sin sjæl føler, at det moderne menneske har nået en åndelig korsvej. Nogle få generationer til, og vore kirker vil knapt opleve besøg af andre end de snart altfor berømte "turistkristne", for hvem kirken ikke er noget gudshus, men derimod blot et kulturelt levn fra en svunden periode i vor evige udvikling. I sit interview brugte professor Brøndsted et sted det herlige udtryk, at "hjernevirksomheden allerede for årtusinder siden skabte flinteøksen". Nå, gjorde hjernevirksomheden det! Mig bekendt har den endnu aldrig fungeret som andet og mere end det sekundære led i skabelsesprocessen. Jeg har altid haft meget stor respekt for mine hjernevindingers opbygning, men indtil nu er det ikke lykkedes dem at overbevise mig om min egen ikke-eksistens.

– – – – – – –

Over hele jorden fornemmer man, hvorledes horisonten mørkner, og at et kosmisk uvejr af dimensioner, vi slet ikke kan fatte, når som helst kan bryde løs. I vort hjerte beder vi om, at vi og vore børn må gå fri, og at menneskeheden må besinde sig, inden det er for sent. Men dybt i vore hjerter tror vi ikke, at dette håb vil gå i opfyldelse. For vi ser, hvorledes alt det, som er det virkeligt smukke i menneskelivet, bliver trådt under fode. Vi ser religion og idealisme latterliggjort, hvorhen vi end vender vore øjne. Vi ser en slægt vokse op uden den påvirkning, der dog bar tidligere kulturer, og uden hvilken kultur overhovedet ikke kan skabes. For et liv uden Gud, er i sig selv et liv uden indre mening. Derfor føler vi alle – i hvert fald alle os, for hvem Gud er noget levende, ja, er livets største virkelighed – at menneskeheden har nået en korsvej, og at livet først på ny vil blive menneskeværdigt, når denne korsvej er passeret, og tilværelsens absolut sande og urokkelige værdier har afløst den flod af falske værdier, som en avanceret fysisk videnskab har skænket os, men som i sig selv kun kan udgøre den sidste vævning i det Mayas slør, der altid har blindet sjælen og gjort mennesket mere ensom end noget andet i verden. Historisk oplever vi i disse år den sælsomste "mellemakt", menneskeheden nogen sinde har oplevet. Når "tæppet" på ny går, bliver det efter al sandsynlighed for den "sidste akt" af det drama, der i al sin gru dog vil forvandle os alle fra det "dyr", vi engang var, til det "menneske" det under vor lange vandring var vor bestemmelse at blive – mennesket i "Guds billede, efter hans lignelse", det menneske, Martinus bedre end nogen anden, vi i dag har iblandt os, lod os se i det værk, han gav navnet "Livets Bog".