Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg har ofte skrevet, at det sjældent er det, der proklameres med store overskrifter i vore aviser, der huskes længst. Langt hyppigere er det de ganske små meddelelser, der skjuler sig mellem det mere larmende stof, der gør dybest indtryk og tvinger til alvorlig eftertanke. Det indføjede bilag hører til den sidstnævnte kategori. De fleste vil vel overse en sådan lille, tilsyneladende ubetydelig meddelelse. Men ikke alle! For meddelelsen er som en finger sat på vor tids allerstørste problem.

For døden er andet og mere end en ren fysiologisk proces. Den er al vor tænknings moder. Var det så absolut givet, at den udtrykte selve det enkelte menneskes totale livsophør, var det noget andet. Men hvem tør påstå det? Ignoranten ganske vist, men det dybttænkende menneske? Aldrig! Og når ignoranten tør det, skyldes det netop, som Tage Voss udtrykker det, at "vort verdensbillede er rodet og fuldt af modsigelser"! Og han spørger: "Hvad er der i vejen med vor epoke?"

Det føles så fortvivlende billigt at tro, at denne læge skulle kunne forstå, at det, han spørger efter, allerede er fuldbyrdet i det land, i hvilket han selv er født. At den epoke, han selv oplever, virkelig har fostret et verdensbillede, som evner at besvare ethvert spørgsmål, både i forbindelse med døden og også med det, vi kalder "livet", på en sådan måde, at sjælen føler sig fuldt tilfredsstillet. Vi står her overfor det paradoksale, at langt de fleste af de mennesker, der enten i bøger, radioforedrag eller aviser stiller spørgsmålet, om vor tid slet ikke har fostret nogen "seer" i dette ords smukkeste betydning, i almindelighed ikke selv "har øjne at se med" og "øren at høre med". Når jeg ser tilbage over de mange fejltagelser, jeg inden for dette område har begået – altså sendt mennesker, jeg mente var "født til at forstå" Martinus tanker, bud om hans eksistens – og så betænker svarere, ja, så synes det mig, at jeg langt mere end de fleste har måttet opleve sandheden bag ordene om, at "mange er kaldede, men kun få udvalgte". For netop de, man skulle tro – ifølge deres egne udtalelser – var absolut "udvalgte" – er det som regel slet ikke. Dette til advarsel, men også trøst for den der, som jeg har gjort det, lidt for let lader sig lede af sin begejstring.

Men dette ændrer ikke den kendsgerning, at utalte tusinder har det som Tage Voss. At de som han undrer sig over, at vor tid kun synes at have en eneste ting at give menneskene: teknik. Men også, at man virkelig kan tro, at rigeligt med mad og teknisk legetøj evner at dæmpe sjælens længsel efter klarhed over sig selv. For den, som fjernt fra vore egne kyster har måttet opleve Skandinavien som et virkeligt velfærdsområde, føles det næsten ubegribeligt, at det store flertal her synes så lammede af velfærdsstatens rent materielle goder, at de slet ikke ser den sjælens tomhed, der i dag skriger til himlen, hvorhen man så end vender sig. I sandhed: Gud er blevet borte i elektronhjernens århundrede!

Og er han så det? Er det, vi i dag oplever, i virkeligheden ikke skabelsen af den baggrund, på hvilken hans bevidsthed en dag vil lyse som et overdådigt ildhav? Oplever vi, kosmisk set, ikke netop en af disse store "mellemakter", hvor det, som var, har mistet sin glans, medens det, som skal blive, endnu synes skjult bag en dunkel horisont? I dag "danser vi om guldkalven" som aldrig før. Stadig højere løn og stadig kortere arbejdstid er vor tids målsætning. Og vi vil nå dette mål – og hvad så? Ser vi det ikke allerede nu omkring os? Overalt voksende ungdomskriminalitet, overalt moralsk opløsning. "Gør hvad du vil – bare du gør det!" er tidens løsen, og denne udvikling lader sig ikke standse før – ja, før mennesket in pleno opdager, at "mennesket ikke lever af brød alene!"

Det enkelte menneske må opdage sin egen absolutte ensomhed, før det med rette kan betegne sig som "åndeligt modent". Det må blive sig bevidst, at der i virkeligheden kun eksisterer to væsener i det ganske univers, nemlig Gud og det selv! Det må evne at gennemtrænge det, inderne kalder "Mayas slør" eller den illusionernes verden, det på alle sider er omgivet af, det må, med Bibelen, igen opleve sig selv som "absolut nøgen". Den dag, det gør det, den dag, det erkender denne dybe sandhed om sin egen kosmiske ensomhed, vil det forstå, at det aldrig, blot ét sekund, har været virkelig alene! Det er her vejene skiller mellem mennesket, der stirrer sig blind på alle de goder, en teknisk overlegen verden formår at frembringe, og så mennesket, der har opdaget, at evigheden ikke er noget, der kommer, men tværtimod er noget, der bor i dets egen sjæl. Tage Voss mangler et livssyn – en helhedsopfattelse – der dækker alt det, vi er vidne til i vor både fysiske og psykiske fænomenverden. Det gør jeg ikke! Dermed være ikke sagt, at jeg forstår alt, hvad jeg er vidne til, slet ikke. Men med sit verdensbillede gav Martinus mig en "guldnøgle", der for længst har åbnet døren for mig ind til verden, hvor summen af det, jeg allerede har begrebet, fylder min sjæl med den dybeste ærbødighed og respekt for det, jeg endnu ikke forstår! Og det er denne tilstand, jeg forstår ved liv, forstår ved at leve! Og hvad mere er. Det er denne tilstand, jeg forstår er på vej til enhver, der begærer den, ja at det bliver den, der en dag vil blive forstået som den epoke, der nødvendigvis måtte afløse troens mere tågede sfærer.

"Hvad du binder dig til på jorden, er du bundet til i himlene. Hvad du løser dig fra på jorden, er du løst fra i himlene". Vi kender alle disse ord, har alle lært dem i vor barndoms skole. Men lever vi ikke netop i en tid, hvor alle "binder" sig med stor styrke til det, "som møl og rust fortærer"? Velfærdsstaten overvælder os med ting, der binder os på hænder og fødder. For vi må jo endelig være som "de andre", have det samme, og helst lidt mere, end "de andre"! Og så går "dansen"! Men er det på en måde ikke vidunderligt? Tusinde livs begær efter at eje, efter at besidde, folder sig ud i dette ene liv. Altid var vi fattige, altid trællede vi for verdens få store, intet under, at der i vor sjæl fødtes et enormt begær efter at leve i dette ords mest materielle betydning. Og nu begynder menneskene at leve! Som en skæreflamme har den tekniske udvikling gennembrudt fattigdommens onde mur og nedbrudt skrankerne mellem fattig og rig, mellem den besiddende og den besiddelsesløse. Lykkens epoke skulle endelig være nær! U-landenes forvandling til lige så rige stater som den, vi selv lever i, er kun et spørgsmål om tid – verden er på vej imod det evigt drømte "tusindårsrige"!

Er den? Er det rige menneske virkeligt lykkeligere end det fattige? Er den, der intet behøver at bestille, virkeligt bedre stillet end den, der må slide for føden? Se Dem omkring!!! Hvorfor skal vi have "hospitalsbyer"? Hvorfor savner vi nerveklinikker? Hvorfor – hvorfor – hvorfor –. Nej, mennesket "lever ikke af brød alene". Det er dejligt at feste, dejligt at spise sig overdådigt mæt, dejligt at stryge ud ad landevejen i egen vogn, dejligt at eje –! Men intet af alt dette løser livets og dødens problem. Vi er stadigt såre flygtige gæster i denne verden. Vi driver alle med livets flod mod en afgrund, hvis nærhed vi i givne stunder fornemmer med en næsten uhyggelig klarhed. Hvor dygtige vi end er til at "vende ryggen" til livets virkelige problemer, så melder de sig alligevel med stadigt voksende styrke og kræver svar! At det åndeligt umodne menneske kan snakke sig fra disse spørgsmål, ved vi. Det vil simpelt hen ikke se, og selv i dødens stund formår det ofte at bilde sig selv ind, at det "snart bliver rask". Men det åndeligt modne menneske snakker ikke. Det ser – og det søger! Holder aldrig op med at søge! Og se, guldkorn føjer sig til guldkorn, og efterlader i sjælen netop det, det umodne menneske ikke kender: en til vished grænsende fornemmelse af, at ikke døden, men kun livet, det vidunderlige liv, eksisterer! At det, vi kalder "døden", blot er det uvidende menneskes tænkte modsætning til den virkelighed, der evigt har været og evigt er!

Måske oplever netop vi den interessanteste epoke i hele vor kosmiske udvikling. At mørket vokser med uhyggelig hast over hele verden ved vi, for vore aviser bringer os dagligt bud derom. På tærskelen til materiens sejr over sjælen ser vi begivenheder nærme sig, som kan drukne enhver drøm om materiel velstand for hele menneskeheden i blod og rædsel. Men – og atter skiller vejene – for mennesket, der "fandt" Gud; for mennesket, der i alt lærte at se kosmisk lovmæssighed, en evig, urokkelig verdensorden, hvor alt vil fuldbyrde sig selv i "Guds egen tid", kan end ikke dette syn ryste sjælen. Vor klodes vældige evolution, der omskabte den fra et glødende ildhav til en verden af de rigeste muligheder for mennesket, fuldbyrdes ikke, for at en gruppe sindssyge mennesker på minutter skal udslette den. Meget kan vi med vor fysiske hjerne beregne, meget kan vi forudse. Men som vi i vor egen skæbne gang på gang oplever "uforudsete faktorer", der helt kan ændre denne skæbnes gang, vil der også i klodens liv findes "uforudsete faktorer", der med ét kan ændre billedet, bl.a. Guds egen plan med mennesket selv!