Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Der er noget paradoksalt i, at netop de aviser, der oftest forkynder den reneste materialisme, gang på gang indeholder artikler, der totalt Underminerer deres egen forkyndelses holdbarhed. Menneskeligt må man have ret til at tro, at ingen ansvarsfuld redaktion bevidst bringer direkte løgn til torvs, så når man læser et bilag som det omstående, må man tro dets indhold, såfremt menneskelige ord overhovedet står til troende. Og hvad siger så dette bilag? Det siger lige ud, at "en stemme" tre gange i træk klart advarede et menneske om, at hvis det forblev, hvor det var, var det døden!

Men hvis var denne stemme? Efter beretningen absolut ikke nogen synlig persons! At "stemmen" reddede dette menneskes liv, fremgår klart af beretningen, så det er ikke nogen ligegyldig sag at få verificeret, hvad der virkeligt hændte. Fra et rent materialistisk synspunkt er det pinligt at måtte erkende, dels at "stemmeri" lød, og dels at den ikke kom fra et menneske i kød og blod. Den kom fra et Usynligt eller åndeligt sted eller plan. Anden acceptabel forklaring gives ikke.

"Du skal forlade stedet, for her er døden!" Og døden var der. For et øjeblik efter splintredes et andet menneske i tusinde stykker, et menneske, der ikke blev advaret, ikke hørte nogen "stemme". Er disse to situationer ikke hele vort liv i en nøddeskal? Er ikke nogen iblandt os akkurat lige så beskyttede, som andre er ubeskyttede? Bilaget handler om en mand, som ved sig selv ved, at han mindst fire gange i sit liv er blevet skånet for en overhængende fare. Der står intet i artiklen om, at han er religiøs. Man forestiller sig det, men det behøver ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke i almindelig betydning. Utallige såkaldt irreligiøse mennesker reddes året rundt på mere eller mindre mirakuløs vis på akkurat samme måde, som religiøse mennesker kan blive det. Vor skæbne synes ikke at være meget afhængig af, om vi tilhører de såkaldt religiøse eller ej.

Den fysiske videnskab vil aldrig kunne give os et tilfredsstillende svar! Skal det heller ikke, for det er ikke dens arbejdsområde. Det svar, der alene er fuldt tilfredsstillende, kan kun gives af dem, der ikke accepterer materialismens grundidé, nemlig den, at livet alene er en fysiologisk proces, og at det, vi kalder "døden", er alt personligt livs ophør. Her må et langt større perspektiv til. Og i lyset af dette perspektiv, der absolut ikke er noget nyt, men tværtimod så gammelt som menneskeheden selv, udtrykker den her berørte begivenhed blot én i en uendelig kæde af tilsvarende begivenheder. Udtrykt i gammelkristeligt sprogbrug var det den unge mands "skytsånd", der her greb ind og reddede hans liv. Accepterer man denne forklaring – og hvilken er mere i overensstemmelse med vor indre sandhedsfornemmelse end den? – accepterer man samtidigt en åndelig verdens eksistens. Og gør man først det, er vi inde på områder, hvor vor nuværende opfattelse om liv og død meget vel kan blive udsat for revolutionerende korrektioner.

Hånden på hjertet! Har vi ikke alle oplevet impulser som, selv om de ikke har udtrykt sig gennem en direkte "stemme", alligevel har grebet voldsomt ind i vort liv? Jeg har det i hvert fald! Blot en enkelt begivenhed ud af, synes det mig selv, en endeløs række, vil kunne bekræfte det. For en del år siden befandt vi os i meget svære økonomiske vanskeligheder. Da der var tale om meget store beløb, var det begrænset, hvem vi kunne henvende os til om hjælp, og jeg havde på det tidspunkt simpelt hen mistet modet til at henvende mig til nogen som helst. Voldsomme private sorger var samtidig væltet ind over mig som en flodbølge, og jeg befandt mig faktisk i et vacuum, hvor jeg syntes, at Gud var blevet borte for mig. Jeg var alene hjemme i dette store hus og vandrede hvileløst frem og tilbage i min stue for, ved hjælp af min tankes kraft, at søge at løse det opståede problem. Men alle døre syntes stængt, og jeg følte med voksende bitterhed i hjertet, at al kamp syntes at have været forgæves. Da ringede det pludseligt på døren. Jeg gik ud for at lukke op, og til min overraskelse var det en god ven, som boede i en helt anden by, der stod foran mig.

"Jeg må tale med dig", sagde han, "for du er vist i vanskeligheder?!" Jeg bød ham ind, og han satte sig til rette i en lænestol, der stod i stuens ene hjørne. Til mine dages ende vil jeg kunne se ham for mig, som han sad der med sine øjne hvilende skarpt undersøgende på mig. Selv sagde jeg intet, jeg afventede blot, hvad han ville sige. Så kom det: "Ser du, hele dagen har dit bekymrede ansigt vist sig for mig, og jeg kunne simpelt hen ikke få fred i mit sind, før jeg besluttede mig til at opsøge dig!" Han var en ældre og ret syg mand, så det måtte have kostet ham stor overvindelse at beslutte sig for at tage afsted, oven i købet i det, man normalt kalder "et herrens vejr". Nuvel. Jeg lagde som ofte før "kortene på bordet" og viste ham vor situation. Lad det være sagt, at han var meget rig, men også, at dette sjældent er ensbetydende med rundhåndethed. Efter en stunds forløb sagde han roligt og velovervejet: "Kom ned til mig i morgen, så ordner vi den sag!" Straks efter tog han afsked, men jeg kan stadigt høre hans sidste ord: "Nu tror jeg, vi begge to sover godt i nat!"

Som skrevet, dette er kun én af de gange, hvor jeg har oplevet, at en kraft udenfor mig har grebet ind i mit liv. Skulle jeg skildre dem alle, ville det blive en stor bog. Men, og også dette skal siges: der har været andre gange, hvor jeg i lige så høj en grad kunne have ønsket, at en kraft udefra havde grebet ind, men hvor det ikke hændte, og hvor konsekvensen blev en alvorlig slibning af sjælen! At lægge sin skæbne i "Guds hånd" er absolut ikke ensbetydende med, at man så bliver skånet for enhver form for modgang – og godt således!

Men det væsentlige bliver dog tilbage! Alle – derom er jeg urokkelig overbevist – påvirkes fra et andet, et åndeligt plan, af impulser, der ene har til formål at hjælpe og vejlede. Og her er jeg ved det centrale i, hvad jeg ønsker at sige Dem med dette brev: gør vi selv noget – eller nok – for at være modtagelige for disse impulser? Jeg ved, at mange nu vil spørge: "Ja, men hvad kan vi da gøre?" Og lad mig da svare: "Kan vi få talenter forærende, altså uden at opøve dem?" Nej, vi kan ikke! Og da det simpelt hen kræver et talent, om end af speciel art, at være modtagelig for de her nævnte impulser, er der kun at sige, at dette talent alene kan fødes og vokse sig stærkt gennem bøn! Vi må lære os selv at bede – og bede rigtigt!

Alle lever vi i dag i en "strålerne"s og "bølgerne"s verden. Vi ved, at vi på alle sider er omgivet af strålematerie, ja, at vi selv repræsenterer en stråleenergikoncentration. Vi ved også, at vi er på "bølgelængde" med visse mennesker og absolut ikke med andre, og vi ved ydermere, at det kan blive farligt at indlade sig med de mennesker, med hvem vi absolut ikke er på "bølgelængde". Hvorfor ikke forlænge denne tanke og søge at bringe sig selv på "bølgelængde" med de kræfter, som så øjensynligt er omkring os og vil hjælpe os. I vort hjerte ved vi alle, eller i hvert fald så langt de fleste, at disse kræfter eksisterer. De kan lyde som en "stemme", de kan virke som en impuls, der får et menneske til at stå af et tog, før det jager i afgrunden eller som en impuls, der får et menneske til at opgive et fly, der dagen efter rapporteres savnet og senere findes knust. Ustandseligt bringer livet os bud om disse realiteter, hvorfor så ikke bruge dem, bruge dem på den rette måde? I Getsemane have lærte Jesus os den fornemste af alle bønner: "Herre, ske ikke min, men din vilje!" Denne bøn gav ham styrke til at gå igennem det helvede, der ventede ham. Normalt ved vi udmærket dybt i os selv, hvad der er "Guds vilje", for den er som regel på tværs af vor egen! Men beder man om talent for at forstå den, får man dette talent, selv om det kan gøre meget ondt at få det! Men får man det, bare lidt af det, ja så føler jeg mig overbevist om, at vi har passeret livets største korsvej, den der for alvor skiller det i os, der tilhører dyret, det egentlige dyr i os, fra det menneske, vi alle drømmer om at blive!