Kontaktbrev 1964/20 side 9
Mogens Møller
KOSMISKE REJSENDE
Citat fra: Mennesket og dét underfulde, side 22:
"Den skønneste og dybeste følelse, vi kan opleve, er følelsen af det underfulde. Den er oprindelsen til al sand videnskab. Den, for hvem denne følelse er fremmed – som ikke længere kan undres og stå betaget af ærefrygt, er så godt som død". Disse ord af Albert Einstein bevidner, at han ikke blot var videnskabsmand, men også kunstner, at det på én gang var livets skønhed og livets logik, der talte til ham og lå til grund for hans livsanskuelse, som han selv kaldte "kosmisk religiøsitet". Det er i sig selv underfuldt, når en videnskabsmand taler om "det underfulde" og om at stå betaget af ærefrygt, når livet åbenbarer sig for ham i de små enkeltheder i tilværelsen såvel som i dens love og principper. En forsker og videnskabsmand behøver altså ikke at være et menneske, der KUN beskæftiger sig koldt og nøgternt med tørre tal og nøgne fakta i mål og vægt og beskrivelse af fysiske fænomener. Selve hans arbejde kan også få ham til at tænke på den kraft, som ligger bag fænomenerne og binder dem sammen til en enhed og helhed, så han fyldes af ydmyg beundring for den visdom, som er nedlagt i naturen og, som Einstein også har udtrykt det: "– for den ubegrænset overlegne ånd, som åbenbarer sig i de små enkeltheder i tilværelsen, som vi er i stand til at fatte med vore skrøbelige og svage sind".
Mogens Møller: KOSMISKE REJSENDE. 181 sider, indb. kr. 20,00
Udgivet i marts 1964 med forord af Martinus