Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På min sidste rejse i Sverige havde jeg en oplevelse, der gjorde et vist indtryk på mig. Netop som jeg havde forladt Jönköping og nu i det skønnest tænkelige vejr forberedte mig på at sidde og nyde det fantastiske skuespil, som en rejse gennem det sydlige Sverige er på denne årstid, kom der en ung mand ind i kupeen og anbragte sig lige over for mig. Han var, fortalte han mig senere, 23 år og så ganske tiltalende ud, selv om der var noget ved ham, jeg studsede lidt over. Hvad dette "noget" var, kunne jeg ikke straks forklare mig selv, det var blot noget i hans atmosfære, der fik mig til i smug at betragte ham lidt mere indgående, end jeg måske ellers ville have gjort.

Han havde købt sig et lille udvalg af de ugeblade, mange i den alder sluger. Omslagene gnistrede med mere eller mindre påklædte piger, men jeg lagde mærke til, at han blot bladede dem hastigt igennem og derefter lagde dem bort til fordel for en engelsk roman, som han tilsyneladende "forsvandt" ind i. Selv sad jeg og læste i en daggammel dansk avis, som jeg ikke havde fået læst på rejsen op til Göteborg på grund af en anden i og for sig lige så fornøjelig oplevelse, men det er, med Kipling, "en anden historie". Jeg mærkede godt, at den unge svensker i smug sad og betragtede mig, og pludselig mødtes vore øjne i et gensidigt sympatisk smil. "De er dansker?" spurgte han, og jeg bekræftede. Og så kom det, næsten som en eksplosion: "Kan De se på mig, at jeg har været en "raggare"? Jaså! Det var altså det mystiske "noget", der først havde påkaldt sig min opmærksomhed. Jeg betragtede ham alvorligt et øjeblik og svarede så, at det kunne jeg ikke og også, at det var det sidste, jeg havde villet tro om ham. Han lyste op i et glad, drenget smil, og så fik jeg hele hans historie. Han havde været "nøgledreng" som lille. Både hans far og mor havde haft arbejde, og når de kom hjem, var det som regel for at gå ud igen. Han havde med andre ord haft en meget ensom barndom, og det havde ført til, at han meget hurtigt havde måttet skabe sit eget liv. Uden nogen som helst kulturel påvirkning hjemmefra var han blevet et let offer for gadens bandeliv. Og så snart han var tilstrækkelig "voksen" dertil, var han så at sige automatisk gledet ind i raggarnes rækker, det vi her hjemme kalder "læderjakkerne". Jeg behøvede ikke at spørge. Det simpelt hen vældede ud af ham, og jeg må sige, at det faktisk er første gang i mit liv, jeg har været sammen med en ung mand, som vidste så meget om livet og havde prøvet så meget, som han havde. Jeg gad egentlig vide, hvilke områder han ikke var fuldbefaren på! Det var ungdom på afveje, så det kunne forslå!

Han beskrev det selv som en mærkværdig "anstændighedsfornemmelse". Ordet virkede ganske pudsigt i netop hans mund, men at han talte sandt, forstod jeg af hans ansigtsudtryk. Han vidste, at andre af hans kammerater, både drenge og piger, havde oplevet det samme og havde revet sig løs af "gänget", men nu ville han gerne vide, om jeg kunne forklare ham, hvad der var hændt ham. Jeg spurgte ham forsigtigt, om han var religiøs? Absolut nej, hans protest var meget stærk. Dette her havde ikke det mindste med Gud at gøre, ej heller i og for sig med nogen dårlig samvittighed. Den havde faktisk aldrig plaget ham. Erotiske oplevelser, som han havde haft på "løbende bånd", var for ham kun en næsten mekanisk befrielsesproces, der ikke havde efterladt noget, der var værd hverken at mindes eller at tale om. Nej, det var simpelt hen gået ham sådan, at han en dag pludselig ikke syntes, han kunne være sig selv bekendt. Og så havde han henvendt sig i et firma, der straks havde hjulpet ham i gang med en uddannelse, og nu gik det ham faktisk bedre, end han nogen sinde havde turdet håbe på. Men hvordan var det gået til, at sådan en mærkelig følelse – han havde ikke andet ord for den end "anstændighedsfølelse" – var kommet op i ham og altså havde tvunget ham til at ændre kurs?

Jeg valgte at fortælle ham, at jeg havde været i Indien, og at menneskene der havde en anden opfattelse af livet, end vi havde. Jeg forklarede ham, at de levede på den idé, at de havde levet før, og at de efter døden igen ville blive født tilbage her til jorden. Han lyttede med det mærkelige udtryk, man har i ansigtet, når man både er interesseret og fyldt til randen med tvivl. Men jeg gik forsigtigt videre og forklarede ham, at inderne troede, at når man så blev født igen, så repeterede man sine tidligere liv, indtil man var mellem tyve og tredive år, og at jeg faktisk fandt denne tanke både klog og meget forklarende. For er det sandt, at man "repeterer" i ungdommen, og så skifter man jo hele tiden sind. Nye ting kommer frem, som ikke tidligere har kunnet gøre sig gældende, og at en inder i hans tilfælde ganske enkelt ville svare ham, at det var hans tidligere moralske tilstand, der nu havde trængt sig igennem og erobret magten over ham. At han simpelt hen var for åndeligt udviklet til at leve videre sammen med raggarne og nu var i færd med at danne sig et liv, som var i langt bedre overensstemmelse med hans indre Jeg, hans virkelige kvalitet som menneske end det, han før havde levet, og at han nu sandsynligvis ville vokse videre ad den vej. Han lyttede intenst og afbrød mig pludseligt: "Tror De selv på det, De sidder og fortæller mig?" Jeg svarede ham venligt, at det ikke alene gjorde jeg, men også, at jeg havde indrettet mit liv efter denne opfattelse. Og videre sagde jeg ham rent ud, at når han selv havde spurgt mig om, hvad jeg troede kunne være grunden til den "anstændighedsfølelse", der havde tvunget ham til åndeligt at ændre kurs, kunne jeg ikke se, hvorfra den ellers var kommet, da han sandsynligvis ikke havde arvet den fra sine forældre, der i hvert fald ikke havde været plaget af den. Den måtte stamme fra noget i ham selv, noget der hørte hans eget sind til.

Det blev en hyggelig rejse, og jeg ved, at den "tack for trevligt samvaro", han gav mig, da vi skiltes, kom fra hans hjerte. Han havde fået noget at tænke på, noget som muligvis kan hjælpe ham på vejen fremover.

Man taler så meget om ungdommen af "i dag", men glemmer ganske, at utallige af dem er de gamle af "i går"! For mig var der ingen tvivl om, at denne unge mand lyslevende bekræftede reinkarnationen for mig selv. Tilfældet var ganske simpelt oplagt. Og har vi "øjne at se med", vil vi finde dem alle vegne. Læs blot vedlagte bilag igennem. De møder her to typer, som sammen med den, jeg her har søgt at beskrive, giver Dem et udmærket indtryk af, at verden fremdeles er "på vej". Lyt til den syttenårige gymnasiast, hvor han beder om, at ungdommen må blive fri for en autoritær religiøs følelsespåvirkning, indtil den er moden nok. Er dette ikke som talt ud af Deres og mit hjerte? Om man blot kunne lade ungdommen være i fred! Om man blot kunne nøjes med at indpode den kundskab om materielle ting, samtidigt med at man på yderst fornuftig vis gav den indblik i de moralske love, der udgør selve forudsætningen for et universelt menneskeligt samliv. Men endnu brænder tusinder af mennesker for tanken om, at ungdommen skal "tro" på en himmel og – især – på et helvedes eksistens. Men ungdommen er ikke den lykkelige tid, så mange vil gøre den til. Den er uroens, gæringens og de voldsomme følelsers tid. Ofte vanvittig streng i kravet til sig selv og andre og så, når disse krav ikke kan opfyldes, lige så villig til at styrte sig ud i de mest ekstreme modsætninger. Lad denne ungdom være i fred!!! I gamle dage sagde man: "Spænd ikke føllet for ploven! "Men det er jo netop det, vi i dag gør ved vor ungdom. Vi slynger dem ind i de voksnes liv uden at tænke på, at de slet ikke er modne for dette voksne liv. Vi har gjort det fineste, det mest sublime i et menneskes liv, nemlig dets seksuelle liv, til tidens mest grovkornede spekulation. Vi opfordrer dem på alle tænkelige måder til at "leve sammen" på et tidspunkt, hvor de endnu kun svagt kan ane, hvad virkeligt samliv er!

Det må være svært at være ung i dag, rystende svært. Men jeg nærer ingen uro for denne ungdom, for, som vi her har set, en "anstændighedsfornemmelse" kan bryde frem, ja vil bryde frem i hver den, der bringer den med fra sit tidligere liv, og så er kursen lagt! At der findes utallige unge, som ikke vil opleve dette, det ved vi med akkurat samme sikkerhed, som vi ved, at utallige voksne heller aldrig oplevede det! Men selv om "Guds mølle" maler langsomt, så maler den dog, og det, mennesket ikke har i dag, vil den selvoplevede smerte bibringe det i morgen! Verden er "på vej" – lad os aldrig tabe denne tanke af syne, for den er ikke alene verdens håb – den er også vort eget livs største inspiration!