Kontaktbrev 1964/22 side 1
København, den 29. oktober 1964.
Kære læser!
Mon ikke så langt de fleste, der kører bil, har oplevet det ubehagelige klask imod forruden, der fortæller, at "noget" ramte den. De fleste kører vel videre, men et fåtal vender sig alligevel om for, ofte med en dyb fornemmelse af ubehag, at konstatere en lille fugls sidste flaksende bevægelser, før døden tager den. Det er især i sensommeren, at det er galt. Hundred tusinder af fugleunger har da netop lært at flyve – men ikke hurtigt nok! De er endnu ikke trafikmindede, som det nu hedder. Og pindsvinene er det slet ikke og bliver det næppe nogen sinde. Overalt ligger de som store mørke flade småøer på vejene – et inderligt ubehageligt syn.
Sandt nok er dette næppe til at undgå, og det kan faktisk være farligt for den bagved liggende bil, om man pludselig bremser hårdt op for at redde en forsinket fugleunge. Livet er på utallige områder blevet et næsten uhyggeligt valg mellem et større og et mindre onde. Svundne tiders fartsindighed er blevet afløst af et fartpres, der ubarmhjertigt vokser. For vi vil få flere biler, mange flere, og vi vil få større og større hastigheder både på land, på vandet og i luften – for vi skal jo nå så utroligt meget i dette ene og ak så korte liv, ikkesandt! Eller skal vi?
Fartglæde og sjælelig ungdom, eller måske bedre åndelig umodenhed hører sammen. Farten for fartens egen skyld er det barnligste af alt, men selv snehvidhårede mennesker jager afsted, som var selve det hemmelige politi i baghjulet på dem. Og alt sammen skyldes det blot dette lille lette, men ofte så dødsens farlige tryk på en i sig selv aldeles neutral lille pedal. Jeg har ofte tænkt på, at biler burde være således indrettet, at der på instrumentbrættet foruden speedometret også var en blodtryksmåler, hvor førerens blodtryk registreredes! For alt for få er klar over, i hvor høj en grad en fart over 80 km påvirker menneskets blodtryk og dermed dets reaktionsevne – og er 80 km faktisk ikke i sig selv mere end tilstrækkeligt, især i vort lille land, der slet ikke er skabt for de store hastigheder? Tilsyneladende ikke! For hver femte person der dræbes i trafikken i Danmark er – et barn! Er et væsen, der ligesom fugleungen endnu ikke har nået at blive trafikminded.
Vi lever i teknikkens første århundrede – altså i dens barndomsperiode! Vi jubler over nye verdensrekorder, enten de så foregår på jorden, i eller på vandet, i luften og nu, endelig, i rummet. Rekorder, rekorder, rekorder, hvoraf den sidste ikke synes at være den mindst væsentlige, den nemlig, at vi nu har bomber, der tilsyneladende kan udslette os alle i ét stort brag! Mere end nogen sinde synes Frankrigs berømte, afdøde Camille Flammarion at have ret i sine bitre ord: "Dersom de andre kloder i verdensaltet er beboede, må jorden være deres galeanstalt"! Eller har han?
Skal vi nå alt det, vi higer imod med fartdjævelens hetz i blodet – og er vi alle mere eller mindre gale? Ingen af delene! Vi er, åndelig talt, blot så fortvivlende unge, så inderlig åndeligt umodne! Født på en klode, der i og på sig rummer alle tænkbare betingelser for et lysende lykkeligt liv for os alle, er vor respekt for og vor kærlighed til livet endnu så ringe, at vi øder det med samme overdådige ligegyldighed" som den børn udviser, når de en masse bliver grebet af en trang til at knuse ruder eller destruere et eller andet, de får lyst til at forgribe sig på. Menneskets respekt for livet eller for tilværelsens moralske værdier falder med rystende hast ned imod det absolutte nulpunkt. "Gør hvad du vil – bare du gør det", er parolen i dag – og det både ses og mærkes! Især det sidste! Læg mærke til, hvor ofte vore aviser og tidsskrifter behandler emnet "den nyfødte krævementalitet", og hvor ofte tidsskrifternes spørgerubrikker må beskæftige sig med den omsiggribende ulykkelige ensomhedsfølelse!
I gamle dage hed det: "Der skal brede skuldre til at bære gode dage". Dengang var "gode dage" åbenbart en sjældenhed – det er de ikke mere! Men det hed også: "Når skidt kommer til ære, ved det ikke, hvordan det skal være!" Begge disse to sætninger er rene kosmisk-kemiske formler. De er affødt af århundreders menneskelige iagttagelser, og deres indhold har evighedsværdi. I vor del af verden har menneskene fået langt flere "gode dage", end de nogen sinde før har haft – men de har ikke fået "brede skuldre", tværtimod. Hvor vi end ser hen, møder vi "åndelig smalskuldrethed" eller netop den "krævementalitet", der ofte gør hverdagslivet til en karrikatur på det, det kunne være! Og er vi ikke samtidig vidne til, hvorledes utallige mennesker ønsker at demonstrere deres nyerhvervede sociale position gennem en optræden, der bringer de værste gullaschtider i alt for levende erindring? Krævementaliteten og pralementaliteten har gyldne dage, og vil have det meget lang tid fremover. For verden er på vej imod en helt ny epoke, hvis begyndelse bliver alt andet end skøn. Vi er på vej ind i et rigdommens land, som vil give os hænderne fulde af de "Guds gaver", der retteligt administreret kan gøre os fysisk lykkeligere end nogen sinde før i vor evige udvikling, men som også, forkert behandlet, kan blive netop den "ragekniv" i vore hænder, der gør, at vi ikke alene skærer os "til blods", men også ud af den helhed, der er netop denne rigdoms inderste mål. Vi ser allerede tegnene til denne nye tilstand omkring os, for rigdom for rigdommens egen skyld er akkurat lige så tåbelig som farten for fartens egen skyld.
Er verden da helt uden håb? Absolut ikke, eller snarere: tværtimod! For bag al larmen og uroen, bag alt rekordraseri og bag al desperat selvhævden gror der en helt ny verden frem. Men denne verden er uden egentlig sensation, så den er faktisk ikke værd at skrive om, i hvert fald ikke i de såkaldt "moderne" aviser. For denne verden består af de mennesker, unge såvel som ældre, der ikke alene har bevaret deres idealer, men som simpelt hen i stilhed og ofte i stor ydmyghed søger at realisere dem i deres daglige liv. At de ikke er "de mange", ved vi alle, men hvordan er det: skal der ret meget "salt" til at ændre en meget stor mængdes struktur? Disse mennesker taler ikke meget, og de råber slet ikke højt, men de lever et andet liv end flertallet. De går så at sige den modsatte vej af dette flertal, idet de "går indad", hvor de andre endnu "går udad". Hvorfor gør de det?
![[Avisartikel:] Pyt – bare en spurv](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1964-22-003.jpg)
Jeg sad en stjerneklar nat i "De hellige mænds dal" ved foden af Himalaya og talte med to højtstående indiske officerer. Vi havde i fællesskab nogle timer før lyttet til vismanden Shivananda i hans asram, og vi sad nu og drøftede de tanker, han havde fremsat. Smukke tanker i og for sig, men alligevel udtrykt i dette udefinerbare indiske vismands sprog, der tillader endeløse fortolkninger. "Jeg ved, du har en anden mening om disse spørgsmål", sagde den ene til mig, "for jeg har dine Kontaktbreve, fortæl os lige ud, hvad du mener!" Og så sagde jeg dem, hvad jeg mente, både om indiske vismænd i almindelighed og om Indiens nuværende situation i særdeleshed. Jeg forudsagde dem, at Indien, i deres eget sprog, var som "en drømmende jomfru", der måtte vækkes, thi på akkurat samme måde som materialisme alene ikke løser verdens problemer, gør en mystisk åndelighed det heller ikke. Man kan ikke løse det materielle problem ved at flygte fra det. Om det var det vidunderlige klima eller de funklende stjerner over vore hoveder, ved jeg ikke, men jeg blev meget inspireret, og jeg lagde ikke fingrene imellem, for jeg havde faktisk set mere af deres land, end de selv havde, og jeg følte – og føler den dag i dag – at hele det fjerne Østen, hvor åndeligt det så end er, vil komme ud for rystende katastrofer, indtil også denne del af verden indser, at Kiplings ord om, at "Øst er Øst, og Vest er Vest, og de to skal aldrig mødes", muligvis var sande ord i hans tid, men rent vrøvl i vor. For vi skal mødes! De er for åndelige, og vi er for materielle! Disse to veje har i vor tid mødt deres ydergrænser og må nu, vil nu krumme sig imod hinanden. Vi må lære os at leve sammen og hjælpe hinanden, materielt såvel som åndeligt, og her var det så, jeg skitserede den vej, Martinus viser os igennem alt dette. Himlen rødmede over Himalayas snedækte tinder, inden vi skiltes.
Alle må vi først "gå udad", før vi kan lære at "gå indad". Men utallige af os har i tidligere liv smagt rigdommens sødme indtil en sådan grad, at den ikke lokker os længere. Jeg mener ikke dermed, og det ønsker jeg at understrege, at vi derefter bevidst, som mange i Indien, skal søge fattigdommen, nej, men gennem selvoplevede erfaringer gav livet os de "brede skuldre", man må have, for at ikke rigdommens illusion på ny skal få magten over vor sjæl. Mine to indiske venner forstod dette. De var begge sønner fra velstillede familier og indså klart, at fattigdommen langt mere er et åndeligt end et fysisk problem. Det er ondt, ubegribeligt ondt at sulte, men det er også ondt at have alt, hvad man har behov for og alligevel ikke være tilfreds. Sultens epoke nærmer sig sin afslutning. Dens liv var langt og ondt. Men livet viser os i dag, at dette at kunne spise sig mæt heller ikke løser alle problemer. Tværtimod synes det som om, menneskene nu står over for en epoke, hvor de i "mæthedens ensomhed" kommer til at lære sig at starte vandringen indad. Lære sig at forstå, at "mennesket ikke lever af brød alene". Jeg har aldrig skjult for nogen, at jeg afskyer den form for åndelig udviklethed, der løser sit fysiske problem ved at eskapere fra det. Overlader vi byrderne til andre, melder de sig en dag alligevel. Materialismen besejres kun ved, at man underlægger sig den, ikke ved at man flygter fra den. Og besejret er materialismen først den dag, den udgør en indre, selvoplevet del af ens sjæl, thi først da forstår man dens inderste hensigt og forstår, at også den er guddommelig i sin natur.
Over hele verden finder vi i dag mennesker, der er "født mætte" af alt det, som "møl og rust fortærer". Disse mennesker gennemskuer ved egen kraft materialismens illusion og ser, at først den dag, det enkelte menneske er mæt af alle de tekniske goder, som materialismen har bragt os, er det den fødte "bruger" af disse goder. Da praler det ikke længere med dem. Men ingen kan blive mæt af én ting uden straks at længes efter en anden. Og i dette tilfælde er "den anden ting" kendskabet til den menneskelige ånd eller det kendskab, der alene kan opløse den ulykkelige ensomhed. Thi det er først, når vi for alvor kender os selv, at vi forstår "de andre"! Forstår, at vor livslykke står og falder med den lykke, vi bliver årsag til i andres liv. Vi har alle lært – teoretisk – at "saligere er det at give end at tage". Troede vi virkelig på denne sandhed, handlede vi efter den. Men vi tror langt mere på sandheden i ordene: "Saligere er det at kræve hellere end at give!" For vi ejer i os en frygtelig hunger efter at få – få del i alle de goder, de såkaldte "rige" havde før os. I dag får vi disse goder i et stadigt voksende omfang, og se, hvad er prisen? For langt de fleste, ensomhed – og tomhed! For hvilken glæde har man af en bil, når alle andre også har en – og endda en finere og dyrere? I vor blinde vandring udefter ender vi med at gå vild i materiens jungle. Vi mister kontakten med det egentlige, med det levende bagom alt dødt. Vi bliver netop de "kalkede grave", vi fremfor alt ikke ville være.
"Alle tænker på sig, kun jeg tænker på mig!" siger Kumbel. Sandt nok, men det bliver alle ikke ved med! For det er en åndelig blindgade. Men livet er langmodigt, og hver af os har fået et "langt tøjr" udleveret. Jeg ser derfor med den lyseste optimisme på alt det, jeg er vidne til, for jeg føler indtil grænsen af vished, at alt er godt, som det er, med henblik på den fortid, vi har haft og den fremtid, vi går i møde. Vi er alle evige. Døden er blot en tænkt modsætning til den evige virkelighed. Alle er vi langsomt ved at komme på sporet af dette evige liv. Mange er kommet det så nær, at de i stilhed har lagt deres kurs om. De betragter ikke længere en knust spurvs liv for en ligegyldig ting, de føler sig ulykkelige over at måtte være årsag til dette lille, knuste liv. Andre igen går et skridt videre. De ønsker slet ikke at være årsag til drab af liv og hører op med at spise kød. Respekten for livet er hos disse mennesker så høj, at de i stilhed gør op med sig selv og ændrer kurs. De ved, de løber en risiko, for hver den, der er "anderledes", skal "kanøfles". Men de smiler stille – og går videre!
Nej, jorden er ikke en "galeanstalt". Den er langt snarere en "prøveanstalt", hvor mennesket frit kan gøre, hvad det vil. Det kan dræbe liv, og det kan give liv. Det skal blot vide, at evige love her betinger, at som sæd så høst. På mange områder synes høstens tid at være inde. Mennesket er i dag sin egen værste fjende. Ukontrollerede kræfter i dets sind kan føre os alle ud i katastrofer. Skal måske gøre det! Men – og dette er for mig det vigtigste – man kan ødelægge en form, men indholdet, det levende, udødelige bag formen vil altid overleve. Det var, før verden blev skabt, og det vil være, når engang denne verdens endelige kredsløb er fuldbyrdet. Blot at ane eksistensen af denne virkelighed er i sig selv en uendelig stor lykke!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige