Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad vi end oplever i denne verden, er vor livsoplevelse en vekselvirkning mellem energi, der strømmer os i møde fra omgivelserne, og energi, vi råder over i vor egen organisme og bevidsthed. Vi er omgivet af et hav af energi, der fremtræder i de forskelligste kombinationer og former, og vi råder selv over en masse forskellige energiformer og kombinationsmuligheder. Nogle af de energiformer, vi kender bedst og bruger mest, er dem, vi kalder varme, lyd, lys og tyngdekraft samt de mekaniske, elektriske, magnetiske og kemiske kræfter. Vi skaber ikke energi, hvad nogle måske tror, og energi kan heller ikke tilintetgøres. Vi kan forvandle energi af én form til energi af en anden form, vi kan frigøre bunden energi, og vi kan binde energi, vi kan omdanne energi til stof og frembringe den af stof, fordi stof i virkeligheden er mere eller mindre bunden energi. Fortætning, forvitring, smeltning og fordampning er energiforvandlinger i den fysiske materie, som vi alle kender til; vi ved også, hvorledes bevægelsesenergi kan overføres fra ét legeme til et andet. Vi har erfaring for, at en kroketkugle, vi med vor kølle – og godt sigte – sender mod en anden kugle, rammer den med et smæld og sætter den i bevægelse, medens vor egen kugles fart tager af, og den snart ligger stille. Det er vor vilje, der har sat et sådant energiforløb i gang, og vi hører med tilfredshed det lille smæld, som fortæller, at første del af vor hensigt er nået: kuglernes sammenstød, og vi følger derefter med spændt opmærksomhed handlingens videre forløb for at se, om anden og tredie del af vor hensigt nås: at vor egen kugle placeres fordelagtigt og vor modparts ryger ad Pommern til. Det er spil og leg, men det er også en af vilje og hensigt udløst spændingstilstand, der medfører en række energiforvandlinger både i og uden for vor organisme og et handlingsforløb – ligesom de livsytringer, der ikke er leg, men til tider endda yderst alvorlige og skæbnedannende.

Hvad er mennesket? Det spørgsmål har mange af arten "homo sapiens" søgt at besvare. En af de besvarelser, der har holdt sig gennem årtusinder, kan i moderne sprogbrug karakteriseres som "lige på og hårdt". Den lyder sådan; "Et svaghedens monument, øjeblikkets bytte, et spil af tilfældet. Resten er slim og galde". Det er Aristoteles, der er mester for denne karakteristik, der er lige så aktuel i dag, som på hans egen tid. Men selv om den er aktuel og rummer sandheder om mennesket, er den dog kun et fragment, et brudstykke af et stort mønster, nogle brikker af en mosaik. Et svar, der gik lige imod Aristoteles ville også rumme sandheder, f.eks.: "Et monument over åndelig kraft" (set i relation til dyret er mennesket, der har gjort sig jorden underdanig ved hjælp af sin tænkeevne, virkelig monumental). "Øjeblikkets behersker" (det er jo netop evnen til i det enkelte nu at forbinde fortid og fremtid og slutte fra årsag til virkning, der har givet mennesket magt over visse naturkræfter). "Tilfældighedens modstander". (Et menneskeligt samfund er et forsøg på at overvinde naturens blinde "tilfældige" kræfter (som man er ved at finde ud af måske ikke er så tilfældige endda) og skabe lovmæssighed. Man skaber etiske og juridiske love, og det voksende kendskab til naturlovene både i makro- og mikrokosmos og i menneskets eget legeme systematiseres i en videnskab, der spalter sig i to grene, en teoretisk og en praktisk, f.eks. den "rene" fysik, hvis formål det er at forstå naturen, og den "anvendte" fysik, hvis mål det er at beherske naturen.) Og som kontrast til Aristoteles sidste definition kunne man sige: "Resten er bunden energi, der beherskes genialt af instinkt og automatfunktion". (Slim og galde var efter oldtidens opfattelse de væsentlige bestanddele af det menneskelige legeme, så Aristoteles' udtalelse er muligvis ikke ment slet så drastisk og makaber, som den kan lyde i dag. Det er naturligt op imod den at stille vor tids berømte gennemsigtige model af det menneskelige legeme, der viser alle dets funktioner, et genialt resultat af samarbejdet mellem "ren" og "anvendt" videnskab.)

De verslinjer, som står over denne artikel, viser digterens intuitive fornemmelse af "det faste punkt" bag alle former og bevægelser. Hvad Otto Gelsted her har kunnet udtrykke, er, hvad utallige mennesker føler uden at kunne give udtryk derfor. "Et evigt "er", et evigt "vil"," siger han. Så er spørgsmålet, om denne evige væren og evige vilje er uden for mennesket eller i mennesket – eller måske begge dele? Mange mennesker er i dag tilbøjelige til at mene, at "det evige" er naturen, naturkræfterne, noget blindt og tilfældigt, der – også tilfældigt – et sekund i evigheden – har dannet energikombinationerne "jordklode" og "menneskehed". D.v.s., at de opfatter begrebet "ånd" som et produkt, ja, nærmest blot som et biprodukt af naturen. Andre har den opfattelse, at naturen må være et produkt af ånden, som indhyller naturen, og er den kraft, der former og kombinerer, og her er det, man standser ved det, man kalder "Gud". I første tilfælde anerkender man et evigt "noget", vi kan kalde "kræfternes evige vekselspil", der blot er en blind viljes tilfældige kraftudfoldelse, som man må kalde "evig", fordi man anerkender, at materien ikke kommer af intet og ikke kan blive til intet, men bestandig indgår i nye kombinationer. I det andet tilfælde anerkender man, at universet mere ligner en bevidsthed end en maskine, som James Jeans har udtrykt det. Og det er bemærkelsesværdigt, at mange moderne forskere inden for vidt forskellige videnskabelige grene er af en lignende opfattelse, hvad enten de bruger udtrykket "Gud" eller ej. Ateisten ser på menneskets ånd som et tilfældigt biprodukt af naturen, teisten, d.v.s. ham, der anerkender en universel væren, vilje og bevidsthed, har derimod flere muligheder, når det drejer sig om hans syn på menneskets plads i verdensordenen. Han kan se på mennesket som "et af verdensbevidsthedens tilfældige luner", og hans syn er da ikke meget anderledes end ateistens og materialistens. Han kan være troende inden for en dogmatisk religion og er da bundet af dens dogmer om evigheden (derimellem begrebet "evig fortabelse") og dens mulige intolerance over for anderledes tænkende. Men han kan også være religiøs fritænker, hvilket vil sige, at han ønsker at frigøre sig af såvel religiøse som verdslige dogmer og ærligt forsøge med sin subjektive bevidsthed at nærme sig et objektivt livssyn. En sådan sandhedssøger forbinder meget ofte sin livsanskuelse med et etisk tankesæt, tanker om udviklingen af humanitet og fred blandt mennesker, og han kan, uden at han på nogen måde behøver at være fanatiker, være en renhjertet idealist, en af "de gode viljer", der – åben mod alt og alle – i det stille i hverdagen arbejder for at gøre denne mere menneskelig i dette ords dybeste forstand: menneskeværdig, menneskekærlig, medmenneskelig og munter. Mere eller mindre bevidst føler dette menneske et guddommeligt skabende "noget", ikke blot i verden uden for ham selv, men også inden i ham selv, en vilje, der er stærkere end hans, men som hans vilje kan forenes med.

Hvad enten man er ateist eller teist kan man ikke undgå at opleve sig selv som et bundt af problemer vekselvirkende med et hav af problemer. Man kan forsøge at flygte fra dem, det vil ikke lykkes. Man kan blive aggressiv og forsøge at fjerne dem med magt, det vil blot medføre endnu større problemer. Den tredie udvej er at forsøge at løse problemerne ad omtankens og handlingens vej. Det forsøger den fysiske videnskab, den "rene" og den "anvendte" videnskab. Men hvad er resultatet blevet? For en stor del dette, at vi – som den schweiziske professor i teoretisk fysik W. Heitler skriver: – "så tit ikke blot må gøre en opfindelse, men samtidig er nødt til at opfinde noget, som kan beskytte os imod den". Videnskaben, som den er i dag, skaber altså også hovedsagelig nye problemer og har skabt det problem for menneskene, om de vil overleve eller ej – på grund af videnskabens alfabetbomber. Det kunne se ud, som om den anvendte videnskab er løbet i forvejen for den rene videnskab og har handlet uden omtanke, hvad mange forskere beklager.