Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1964/22 side 12
VIGTIG MEDDELELSE
Selvom tanken endnu føles lidt ubekvem, nærmer vi os alligevel julen med stærke skridt, og jeg synes, det er min pligt at fortælle Dem lidt om, hvad vi i den anledning forbereder. Først og fremmest er det naturligvis Martinus: "Det evige Verdensbillede II", der ligger os stærkest på sinde. Med dette andet bind har Martinus afsluttet sin gennemgang af hovedlinierne i sit verdensbillede, hvorfor det ikke kommer til at indeholde så mange af hans symboler som første bind. Til gengæld vil resten af værket, der formentlig kan afsluttes med endnu to bind blive en klar og eksakt gennemgang af de mange symboler, som han gennem sit liv har skabt. Udgivelsen af disse bind vil blive meget kostbar, hvorfor vi desværre også for andet bind må fastholde prisen kr. 125.00, som dog naturligvis kan betales i overkommelige rater. Jeg kan imidlertid ikke nævne dette uden samtidig at understrege den dybe taknemmelighed, vi alle her i huset er besjælet af overfor den gruppe mennesker, uden hvis forståelse dette værk simpelthen ikke kunne udgives. Såsnart værket foreligger, skal De omgående blive underrettet!
– – – – – – –
Siden Paul Vermehren døde i foråret har vi fået et utal af forespørgsler, om hans digte og tegninger ikke kunne udkomme i bogform. Det kan de naturligvis, og vi er netop ifærd med at lægge sidste hånd på denne opgave, som vi omfatter med en særlig sympati. Takket være vort arbejdes gode ven, bogtrykker Helge Behrndt, der har udført forarbejdet, er vi selv istand til, på vort eget trykkeri, at trykke denne lille bog, der, når den er færdig, vil foreligge i en meget smuk udgave, som det sikkert vil være de fleste af Dem en stor glæde at besidde. Jeg kan vanskeligt forestille mig en gavebog, der er mere sikker på sukces hos sin modtager. Også om denne bog skal De få underretning, såsnart den foreligger!
– – – – – – –
Takket være en gruppe dejlige mennesker, der har ofret så godt som al deres fritid på dette arbejde, vil vi pr. 15. november være istand til at sende Dem hvilket værk af Martinus, De måtte ønske. Alle både mindre og større værker vil da foreligge i nye, meget smukke halvstive plasticbind i enten hvid eller rød farve med guld, og alle vil blive leveret i kasetter. Vi har simpelthen aldrig haft så smukke bøger før, og jeg vil her meget gerne fremhæve en af disse bøger, fordi den har bud til såmange, og det er Martinus: "Menneskehedens Skæbne". Martinus skrev for mange år siden denne afhandling til det daværende okkulte tidsskrift O.M., og takket være denne afhandling blev hans navn kendt over det ganske land. Det er næppe for meget sagt, at en meget stor del af de mennesker, som sidenhen trofast stod ved hans side år ud og år ind, kom ind i vort arbejde gennem denne afhandling, som Martinus for få år siden gennemarbejdede påny, så den kunne udkomme i bogform. Den blev oprindelig skrevet til "manden på gaden" og giver på sine 90 sider det lettest tilgængelige indblik i hans verdensbillede, der hidtil er skrevet. Det er en bog, om hvilken et menneske engang sagde til mig: "Man er simpelthen ikke det samme menneske, efter at man har læst den, – den kan man jo leve på!" Så overvejer De at give en god ven, som De tror "hører os til", en gave, så giv ham den bog!
– – – – – – –
Og endelig er der vort store årsskrift KOSMOS 1964! Også det går i trykken en af dagene, og dets indhold er, som altid, på højeste plan. Det er vort store håb at have det færdigt den første uge i december, og jeg tror, det lykkes, da redaktionen af det er afsluttet. Sidste år blev det udsolgt længe før jul, og da vi aldrig genoptrykker det, var det måske en god ide at forlange det reserveret!
– – – – – – –
Til slut kun dette ene: takket være den allerede nævnte gruppe af kærlige og forstående mennesker, som vederlagsfrit aften efter aften udfører et stort arbejde på Instituttet, er vi stadig istand til at levere Dem vore bøger til priser som, i forhold til almindelige bøgers pris idag, er overordentlig billige. Vi udfører alle dette arbejde med stor glæde, fordi vi føler, at det er i denne sags ånd, at Martinus bøger spredes i størst mulige oplag billigst muligt. Men dertil behøver vi Deres hjælp, og det er den, jeg hermed påkalder. For alle giver vi gaver til jul, og er, når alt tages i betragtning, nogen gave mere værdifuld end den, der indebærer mulighed for åndeligt at hjælpe et andet menneske igang? Martinus fylder 75 år i det kommende år, og han sidder stadig bøjet over sin skrivemaskine og arbejder langt hårdere end de fleste i hans alder. Bør vi ikke alle hædre ham ved at vise vor ærbødighed for hans mission og budskab ved at sprede hans originale værker i størst mulige kredse? Aldrig før fødtes der et menneske, der skrev som han, så intuitivt benådet, så klart og logisk og så hjertevarmt! Hver eneste af hans bøger har evighedsværdi! Når alt andet, der blev skrevet i det tyvende århundrede, forlængst er glemt, vil budskabet i disse bøger fremdeles lyse i verden. Det er dette, jeg beder Dem tænke på, når De nu snart skal lægge Deres julebudget!
Med en hjertelig hilsen fra Deres hengivne
Erik Gerner Larsson