Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Ingen sansning, ingen livsoplevelse uden på basis af tilværelsens kontrastprincip!" – De kender ordene. Det vil altid være Martinus uforlignelige fortjeneste, at han, uanset at hans værk omfatter flere tusinde sider, alligevel har formået at give os tilværelsens kosmiske struktur i en "nøddeskal". Har man blot én gang opfattet disse principper rigtigt, altså forstået dem til bunds, vil man være totalt afskåret fra at vende tilbage til tidligere uvidenhed.

Kontrastprincippet. Vi oplever det hver eneste dag, ja, så at sige hvert eneste minut. Jeg husker, hvilket voldsomt indtryk det gjorde på mig, da jeg første gang hørte Martinus sige: "Intet menneske kan male et hvidt maleri på en hvid væg!" Min første reaktion var: "Hvor tør han dog sige det – hvem i alverden ville falde på den slags, det er jo dog en selvfølgelighedens selvfølgelighed!" Det var det! Men det var også i det øjeblik, jeg begreb det selvfølgeliges fantastiske storhed. For er det ikke netop det selvfølgelige, det som er hævet over enhver tvivl, der er vort åndelige livs urokkelige klippefundament?

Hvad er egentlig et princip? Det vejer intet, har ingen udstrækning, hverken i tid eller rum, det kan ikke måles. Det er bare! Hvis man altså kan se det! For det er ikke alle mennesker, der ud fra en selvfølgelighed kan slutte til en erkendelse, der totalt kan ændre vedkommendes liv. Mørket f. eks. er jo lysets evige kontrast, udgør selve forudsætningen for, at vi kan erkende det. Altså må også mørket være en velsignelse. Men den tanke får mange mennesker til at reagere voldsomt. Den forvirrer dem. For er mørket en velsignelse, hvad så med djævelen og alt hans værk? Er det så også en velsignelse, noget man skal sige tak for? Der brister det for mange!

Vi er alle opdraget i en verden med megen åndelig uklarhed. En besynderlig sort/hvid verden. Vi fik indpodet, at "det der er forkert", og "det der er rigtigt". Vi fik at vide, at verden bestod af "gode mennesker" og "onde mennesker", og at bare vi var gode, så ville det gå os godt i verden. Men vi fik også at vide, at "djævelen" lå på lur efter os alle vegne, og at vi altid måtte være på vagt, for han var meget snu, og han var vældig dygtig til at friste. Sådan startede vi, og sådan starter endnu utalte millioner små børn deres lange rejse gennem livet. Men udgangspunktet er forkert. Der findes hverken virkeligt onde eller virkeligt gode mennesker i den verden, vi her er født ind i. At opdage det kan gøre ondt, meget ondt. Verden er slet ikke sort/hvid. Den er fyldt med nuancer mellem sort og hvidt, og det er noget ganske andet!

En stor digter skrev engang et Vidunderligt skønt digt, der begyndte med ordene: "Tænk når engang den tåge er forsvundet –!" Ganske vist tænkte han på døden, på livet efter dette, hvor han forestillede sig, at alt det lå lysende klart, som her er skjult i det dunkle. Men hans ord gælder i lige så høj en grad livet her i vor verden. For tænk når engang alle får den rigtige start i livet! Får at vide, både i hjemmet og i skolen, altså allerede fra de små år, at der slet ingen onde mennesker findes, og at i virkeligheden kun én er virkelig god, nemlig Gud selv! Tænk når de eventyr, børn hører, alle er bygget over livets egen logik og altid indeholder netop de enkelte sandhedskorn, som senere ligesom små brikker 4 et puslespil former sig til et livsmønster, der ikke ustandseligt skal udsættes for en sønderslidende korrektur. Jeg mødte dette forhold i Indien, hvis utalte tusinder af eventyr, i hvert fald inden for hinduismen, netop er skabt udfra et evighedsperspektiv, der i sig selv er vidunderligt. Indien står endnu analfabetismen så nær, at millioner af børn der får al deres viden om livet indpodet gennem eventyr. Man skal selv have oplevet dette for helt at kunne forstå det. Man skal have set en elskelig gammel bedstefar sætte sig til rette i varmen, omgivet af lyttende og måbende sortøjede unger, og så høre ham begynde: "Der var engang en konge!" – for sådan begynder de fleste eventyr derude.

Der er også hekse og trolde i de indiske eventyr, men metoden, indiske eventyrfortællere anvender, er og har altid været anderledes. Kontrastprincippet føles mere nærværende, mere udvidet i dem. Lad mig illustrere dette med et lille eksempel, jeg oplevede en aften, hvor talen var faldet på begrebet ansvar. Altså: "Der var engang en konge, der havde været meget ond imod sine undersåtter. Da han skulle dø, kaldte han sin søn til sig og sagde: "Min søn, jeg dør nu og vil om kort tid, fordi jeg har været så ond, som jeg har været, blive født som en vildorne i den og den skov". Her beskrev han skoven for sin søn og fortsatte så: "Når jeg er født der, vil du vide det. Drag da ud og dræb mig og befri mig for den frygtelige skæbne!" Det lovede sønnen. Efter en tids forløb fik han bud om, at en frygtelig vildorne huserede i netop den skov, hans far havde beskrevet for ham, og han forstod, at faderen nu var født, og at han måtte holde sit løfte. Han drog til skoven og stod inden længe over for den frygtelige vildorne. Men just da han hævede sit spyd for at dræbe den, talte den til ham: "Min søn, gør det ikke! Da jeg bad dig om at gøre dette, vidste jeg ikke, hvad jeg bad om. Se der!" Og sønnen så nu skjult mellem buskene en flok små vildsvin og deres moder. Igen talte faderen til ham: "Min søn, hvorledes skal det gå disse små, om du dræber mig? Nej, lad mig leve, og lad Gud selv fuldbyrde min skæbne!" Sønnen forstod, og drog bedrøvet, men også meget tankefuld hjem. Sagnet siger, at han blev den bedste konge, hans folk nogen sinde havde haft!"

Dette var Indiens røst. Men De og jeg lever i en hård verden, hvor livet fører en anden tale. Når De læser vedlagte bilag, vil De måske nok finde, at det første er selve eventyret. Og sådan må det jo også føles af forældrene til disse blindfødte børn. Men det er et eventyr, der er blevet virkelighed på grund af den videnskab, der på det ene område skænker os mere liv, end vi før har haft, men – og her er igen kontrastprincippet – på den anden side også har givet os en dødsfrygt af dimensioner, vi aldrig før har kendt.

Men så det andet – og her har vi atter kontrastprincippet – hvilken navnløs lidelse skjuler der sig ikke bag disse få, frygtelige linjer. Som vort hjerte fryder sig på de fem børns vegne, må det græde med den mor, for hvem disse skud betød, at hendes livssol for en stund forsvandt bag sorte skyer. Man kan mene om en sådan handling nøjagtigt, som man selv vil. Den er hændt, og intet kan ændre noget ved dette. Ser man den under en ét-livsopfattelse, er den helt uden mening og afføder tusinder af ubesvarlige spørgsmål. Men ser man den på den måde, som, derom er jeg overbevist, bliver fremtidens, udgør den "brudstykker af et mønster", som engang vil vise sig at være idel lys. Jeg forlanger ikke, at nogen skal tro dette! Livet har lært mig at forstå menneskelige sorger og menneskelig fortvivlelse, og jeg bifalder under ingen omstændigheder det hjertekolde: "Nå, det var altså disse menneskers karma!" Den slags ord er for mig kun billige løsninger uden virkelig dyb omtanke. Nej, men jeg forstår også, at "sæd må følges af høst!" Jeg ser i en sådan begivenhed en undervisning med de videste perspektiver. En undervisning, hvis første virkning tilsyneladende hårdt og nådesløst rammer de implicerede. Men den rammer også os! Og lad ikke vore kærlige tanker alene gå til den mor, der ramtes så frygteligt. Lad dem også gå til faderen og til børnene! De har det alle behov!

Og igen vender mine tanker sig imod dette: tænk når engang alle mennesker har fået en virkelig kosmisk opdragelse! Når vi alle som noget aldeles selvfølgeligt får at vide, at vi er evige – er udødelige – og at hvad vi end gør, så kan vi ikke ophæve det livsprincip i os, vi har givet navnet "jeg'et". Thi også om det gælder det, at det er hævet over tid og rum, over mål og vægt – det er bare! Og alt, hvad vi er i dag, er en virkning af dette Jeg og dets evige sammenspil med de omgivelser, som under ét bærer Guds eget navn! Måtte den dag snart komme, hvor alle børn lærer, at der i livet i virkeligheden kun er to væsener: dem selv og Gud! At det, de kalder deres "bevidsthed", kun er noget, de har fået igennem den evige vekselvirkning mellem ham og dem selv, som er selve livet. Da jeg i sin tid mødte Martinus, fortalte han mig, at hans verdensbillede ikke var sværere at fatte, end at ethvert normalt begavet sekstenårs barn, om det havde interesse derfor, med lethed ville kunne fatte det. Dets inderste kerne er meget enkel, det er kun hans bevisføring, der fylder. Selv oplever jeg dets enkelthed hver eneste dag, og så længe har jeg levet med det, at jeg ganske klart ser bekræftelsen i hans egne ord til mig om, at jo mere kompliceret man fremstiller sandheden, desto længere er man som regel fra den. Og for mig blev sandheden i Martinus verdensbillede den enkle, at det er en kærlighedens videnskab, han bringer os, og at det alene er i vor evne til at forstå kærligheden og forsvare den, vi vil finde den næring for vor sjæl, der udgør selve forudsætningen for den åndelige vækst, vi alle begærer. Teoretisk kan vi alle begribe kærligheden – men den læge, der ved hjælp af sin viden gengav de fem børn deres syn, var selve kærligheden, såvel som ham, der dræbte sine børn og derefter sig selv, var selve den uvidenhed, der i det små som i det store altid leder os alle i ulykke!