Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske glider et lille stilfærdigt smil hen over Deres ansigt, når Deres øjne møder ordene "Stof og Saks", for ikkesandt, naturligvis må netop det problem, som vedlagte bilag berører, interessere beklædningsindustrien! Det er jo takket være den, at illusionen om det mest maskuline tegn: de brede skuldre, fortsat lever i bedste velgående! Imidlertid er det med skræddere – og det enten det er herre- eller dameskræddere – som det er med "designere" (formgivere), de skal blot få det ydre bragt så meget i orden, at det i videst muligt omfang kan imponere! Indholdet er ikke deres sag! Og hvad vi mennesker angår, synes indholdet altså nu at være blevet så forandret, at videnskaben er blevet interesseret.

Hvis man ved ordene "biologisk ændring" kun forstod en livsmæssig ændring (bio = liv), var alt i orden. Men det gør man ikke. For ordet liv har i dag to vidt forskellige tydninger. Videnskabsmanden forstår ved ordet "bio" noget rent fysisk-organisk, altså noget der kan vejes og måles, noget rent stofligt. Vi andre derimod forstår ved det samme ord noget sjæleligt. Vi tænker i andre baner. For os er det åndelige det primære, og det stoflige det sekundære. Så når videnskaben i forbindelse med den sjælelige forvandling, vi i dag overalt er vidne til, altså en feminisering af manden og en maskulinisering af kvinden, taler om en "biologisk" ændring, nøjes vi ikke med blot at konstatere dette forhold eller med at forsøge at bilde os selv ind, at det, vi er vidne til, er resultatet af en ren fysisk proces. Vi opfatter den i langt højere grad som resultatet af den evighedsevolution, vi er undergivet.

"Evighedsevolution"? Ja, netop. For enten er vi i alt et produkt af arv og miljø, altså i sig selv noget rent fysisk med en begyndelse og en afslutning, eller også er vi i ordets bogstaveligste forstand evige, altså har en akkurat lige så evig fortid som fremtid. Vælger vi den første opfattelse, og det gør jo mange, vælger man i virkeligheden det mest brutale overfladeliv, som tænkes kan! For da nægter man sig selv retten til at stille netop de spørgsmål, der, om de stilles med håb om svar, hæver os over den verden, der, med Martinus, befolkes af "orme, rovdyr og padder". Sandt nok har de fleste i dag måske nok i selve kampen for det daglige brød. Men ikke alle har det, og den dag er ikke altfor fjern, hvor slet ingen har det. Så mon det ikke er på allerhøjeste tid, at man fra dybet af sin egen sjæl begynder at bane sig vej frem mod en højere, en betydeligt videre horisont end den, der blot hører stoffets verden til?

Og det er altså her, der er sket en forskydning i en retning, som synes at virke alarmerende. Blandt andet det, at 70 – 80 % af alle mænd i Vesteuropa og Amerika lider af kronisk træthed. Vi er ikke de djærve he-men, vi selv går og tror. Der er blevet "tæret" på den mandlige slægts energi, fordi vi har båret hovedbyrden ved eksistenskampen! Mon?

Med al respekt for den rent fysiske biologi har jeg en anden opfattelse. Men jeg har også en anden baggrund at vurdere problemet ud fra. Med Martinus verdensbillede, og her især med hans klare påvisning af de to seksuelle polers eksistens i ethvert levende væsen, må billedet af det moderne menneske tage sig ganske anderledes ud for mig end for den fysisk-bio-logisk indstillede. Jeg ser, med Martinus, ganske klart, at manden har været undergivet en udvikling, i hvilken dominanten, den grove maskuline pols funktioner, gennem selvoplevet lidelse gradvis er blevet ændret derhen, at den nu er langt mere jævnbyrdig med den feminine pol i hans bevidsthed. Vi var ikke meget følsomme, da vi var peking-mænd! Ejheller da vi var neanderthalere! Men vore fysiske kræfter var større og vor pandeskal betydeligt mere modstandsdygtig, end den er i dag!

Alle er vi i dag "miksede" typer. Rene he-mænd og she-kvinder eksisterer faktisk ikke på vore breddegrader. Og mon ikke det i virkeligheden kun er ganske få, der drømmer om at være det eller blive det? Jeg vil tro det! Der står ingen steder skrevet, at vi i al evighed skal forblive de mænd og de kvinder, vi engang var. Er vi evige – og jeg har accepteret denne tanke som mit eget livsgrundlag – må vi også acceptere, at vi evigt er forvandling undergivet. Og da vor forvandling bygger på vor erfaring, på vor selvoplevede lidelse, ligger kursen klar. Vi går fra primitivitet og brutalitet til humanisme og sand næstekærlighed, selv om disse mål endnu er meget fjerne. Men der går vejen, og når den gør det, må det også kunne ses i det daglige liv! Og det kan det! For går al vor stræben ikke ud på en frigørelse af alt groft arbejde? Tegner køllen, spydet, flitsbuen, armbrøsten, geværet, kanonen, super-raketten, atom-, brint- og koboltbomben ikke her den hidtil klareste linje? Nu kan vi i det mindste dræbe uden større besvær!!!

Men vi kan også andre ting! Vi kan skabe en komfort for hinanden, vikingen end ikke drømte om, og kunne vi moralsk løfte os selv ved hårrødderne, kunne vi faktisk i dag skabe selve det jordiske paradis, menneskene altid har drømt om at få lov til at opleve. Men der går grænsen! Der møder vi noget, som selv den mest begavede videnskabsmand kommer til kort overfor. Han kan lave tingene om, forbedre dem indtil det geniale, men han kan ikke lave menneskene om. Han kan ikke opfylde det ønske, en amerikaner fremsatte efter den anden verdenskrig, nemlig ønsket om en formel, efter hvilken man kunne opdrage de unge amerikanere til at være gentlemen hjemme og rene bestier på slagmarkerne! Den formel bliver aldrig opfundet!

Nej, men har man accepteret, at man er evig, og at evigheden endnu et stykke tid må forme sig via reinkarnationsprincippet, altså en stadig tilbagevenden til den fysiske verden for der at opbygge den for al sand humanitet nødvendige moralske kvalitet, så bliver der dog orden i tingene. Da ophører de såkaldte "farlige spørgsmål" med at være farlige, fordi de nu får et både fornuftigt og kærligt svar. Da er hverken den blindfødtes, krøblingens eller den til hjælpeløs invalid massakrerede soldats liv en kosmisk perversion. Da er der en indre moralsk ligevægt i selv det tilsyneladende mørkeste mørke. Da har lidelsen virkelig mistet sin inderste og ondeste brod.

Naturligvis er vi alle trætte, jeg er det, og De er det. Hvordan kan det være anderledes i en verden af den natur, det er lykkedes os at skabe? Vi ville ikke alt dette onde, vi møder alle vegne, men vi ville til gengæld heller ikke dets modsætning i tilstrækkelig grad. Vi er alle Paulus-sønner! Og vi ved det – ved det bedre og bedre, jo ældre vi bliver! Som sjæle betragtet er vi meget umodne, meget bundet til forestillinger, i hvilke vi selv fremdeles er dominanten. Mange kan ikke lide denne tanke og vil gerne – i hvert fald om sig selv – tro noget andet. Jeg har accepteret den som det eneste mentalt værdige arbejdsgrundlag. Skal man angribe en fjende med held, må man vide, hvor man har ham, ellers bliver det hele blot tåbeligt spild af kræfter. Det er derfor, jeg altid hævder, at for mig er idealisme alene det muliges kunst. Jeg erkender, med Martinus, klart, at jeg er en "såret flygtning mellem to riger", men der er ikke nogen bitterhed i mig over dette forhold. Min optimistiske natur kræver simpelt hen af mig, at når det er sådan, må jeg se at få det bedst mulige ud af dette forhold. Og det bedst mulige er for mig den praktiske mulighed, livet har givet mig for at omsætte mine idealer i den form for virkelighed, livet har beskåret mig. Og gælder dette forhold ikke også Dem? Gælder det ikke os alle? Vi kan leve alene – og kede os og føle os overflødige o.s.v., og vi kan stå sammen og nå en masse, selv om vi hver for sig er "sårede flygtninge" og må være indstillet på, at også samarbejde kan give vanskeligheder. Men har vi fællesviljen i os – og mange har den – rummer selv den verden, vi hidtil har frembragt, mulighed for utallige lyse og glade timer!

Som De vil forstå, nærer jeg ingen ængstelse for menneskets fremtid. Nok en smule for dyret i os! Det vil få ringere og ringere kår. Men jeg ser med stor glæde mennesket i manden og mennesket i kvinden vokse sig udover den ramme, dyreriget satte om det! Kosmisk set nærmer vi os "april", og det betyder med digteren at "i den, det gamle falder – i den, det ny får fæste – det volder lidt rabalder – men fred er ej det bedste – men at man noget vil!"